14.07.2020

Selvsikkert er Kina på vej ind i Mellemøsten, hvor Beijing vil være ny aktiv stormagt.

Analyse af Lars Erslev Andersen

Knap havde jeg konkluderet i en lang analyse i RÆSON, at Kina næppe vil engagere sig sikkerhedspolitisk i Den Persiske Golf, før New York Times afslørede, at Kina og Iran i juni har færdigforhandlet en militær og økonomisk aftale, der skal løbe over de næste 25 år. Hvis aftalen er som beskrevet, er det et sikkerhedspolitisk jordskælv ikke blot for Mellemøsten, men for global sikkerhed som sådan og første gang, Kina helt åbenlyst dramatisk udfordrer USA’s globale position.

Jeg har de seneste år brugt en del tid på at studere forskning fra USA, Mellemøsten og Kina om, hvad der vil ske i Den Persiske Golf, når USA efter alle solemærker at dømme afvikler sin rolle som global politibetjent: Vil det føre til regionalisering, hvor verden overlader det til de lokale stater at finde en sikkerhedspolitisk balance, eller vil Kina tage over, hvor USA slipper? Langt de fleste studier konkluderer og jeg med dem, at Kina vil styrke sig i sit nærområde som f.eks. Det Sydkinesiske Hav for at forberede sig på en kommende bipolær verdensorden, der fordeler global sikkerhed mellem amerikansk vest og kinesisk øst, men ikke i fjernere områder som Mellemøsten. Med aftalen mellem Iran og Kina må vi erkende, at vi tog fejl: Kina er selvsikkert på vej ind i Mellemøsten, hvor Beijing vil være ny aktiv stormagt.

Aftalen er endnu ikke officielt bekræftet, hverken i Iran eller i Kina. Den diskuteres i Iran, og udenrigsminister Mohammed Javad Zarif har bekræftet forhandlingerne og sagt, at aftalen nu vil blive lagt frem i det iranske parlament. Udover i New York Times er aftalen omtalt i en række andre medier både i Vesten og i Asien, mens den endnu ikke officielt er omtalt i Kina.

Grundstenen menes at være blevet lagt, da den kinesiske præsident Xi Jinping var på officielt besøg i Iran i 2016. Indtil for en uge siden har svaret fra det kinesiske udenrigsministerium på spørgsmål om en aftale været benægtende, men så lød det kryptisk fra ministeriets talsmand Zhao Lijian, at ”Kina og Iran nyder et traditionelt venskab og taler sammen om at udvikle bilaterale relationer” og ”Kina er klar til at samarbejde med Iran og hele tiden udvikle det praktiske samarbejde”.

 

Med aftalen mellem Iran og Kina må vi erkende, at vi tog fejl: Kina er selvsikkert på vej ind i Mellemøsten, hvor Beijing vil være ny aktiv stormagt
_______

 

En ny alliance
Kreatøren af den berømte og forkætrede teori om ’civilisationernes sammenstød’ Samuel P. Huntington fik således ret på mindst et punkt: I slutningen af sin store bog fra 1996 forudsiger han, at den næste store globale konflikt vil begynde i Det Sydkinesiske Hav mellem Kina og USA og herefter udfolde sig som en civilisationskonflikt mellem Vesten og det, Huntington har kaldt den ”kungfutsiansk-islamiske alliance”, nærmere bestemt en alliance mellem Kina og Iran. I sin bog droppede Huntington at kalde den østasiatiske civilisation for kungfutsiansk, men fastholder, at Kina og Iran har fælles interesser i at udfordre den amerikansk ledede vestlige civilisation: Et stærkt Kina vil anerkendes og respekteres og kræve sin position i den globale orden og ikke lade sig diktere af amerikanske interesser. Mens Iran, som Huntington køligt bemærker, vil kræve sin ret til at have atomvåben i forsvaret af den stolte persisk-islamiske civilisation.

Det 18 sider lange endelige udkast til en aftale mellem Kina og Iran, som New York Times har fået fat på, indledes netop med en henvisning til de to lande som repræsentanter for to stolte, ”klassiske, asiatiske kulturer, to partnere i handel, økonomi, politik, kultur og sikkerhed”, der har gensidige interesser i både at værne om og udbygge dem. Det skal ske ved, at Kina over de næste 25 år investerer 400 milliarder US dollars i alle sektorer i Iran, herunder bankvæsen, energisektor, opførelse af et kinesisk hurtigtogsnet, udbygning af to havne, der ligger strategisk ud til Omanbugten og meget andet. Dertil et eksplicit militært og sikkerhedspolitisk partnerskab med fælles øvelser, forskning i udvikling af våben, deling af efterretninger osv. For sine ydelser får Kina iransk olie til spotpris, kontrol over strategiske havne og en voldsomt øget indflydelse i Mellemøsten.

Aftalen smides på bordet samtidig med, at der er rygter om israelsk-amerikansk optrapning af konflikten med Iran: Den seneste uge har en række eksplosioner ramt strategiske steder i hovedstaden Teheran og også atomanlægget i Natanz, hvor Iran forsker i atomenergi og beriger uran er blevet alvorligt ramt. Eksplosionerne har kostet mange ofre og forårsaget store ødelæggelser. Der spekuleres i, at Israel – måske i samarbejde med USA – står bag eksplosionerne, fordi Israel tidligere har forårsaget store ødelæggelser i Natanz i form af et cyberangreb, ligesom den israelske efterretningstjeneste Mossad menes at have stået bag en række mord på iranske videnskabsmænd, som arbejdede i energisektoren. Der er imidlertid ingen, som vedkender sig ansvaret for eksplosionerne, og Iran har heller ikke været specielt oplysende. Senest har en højtstående kilde i den israelske efterretningstjeneste anonymt bekræftet, at Israel er involveret. Det menes, at kilden er chefen for Mossad, Yossi Cohen. Den amerikanske talsmand i iranske affærer, Brian Hook, har sagt, at risikoen for, at Iran vil reagere med at optrappe angreb mod amerikanske interesser, er stor.

Den iransk-kinesiske aftale kommer altså på et tidspunkt, hvor konflikten mellem Iran og USA tydeligvis er under optrapning. Kina har hele tiden været imod, at Trump trak USA ud af atomaftalen fra 2015 og underlagde Iran nye sanktioner, og kineserne har fastholdt, at ingen er bundet af de ensidige amerikanske sanktioner. Alligevel har Kina, i det mindste på det synlige niveau, langt hen ad vejen præcist som EU fulgt de amerikanske sanktioner: Kinas import af iransk olie er gået ned, investeringer er trukket ud og handel markant dalet. Derfor forventede de fleste, at Kina ville gøre som før 2015-aftalen, nemlig følge sanktionerne for ikke at udfordre USA.

Men Kina gør det modsatte: På et tidspunkt, hvor USA arbejder hårdt for, at FN’s våbenembargo mod Iran, der udløber i oktober, skal forlænges, aftaler Kina et omfattende militært samarbejde med iranerne. På et tidspunkt, hvor USA vil forkrøble den iranske økonomi og kvæle olieproduktionen, så den går i nul, giver Kina Iran en økonomisk livline, der skal få den iranske produktion op på 8 millioner tønder dagligt. Og på et tidspunkt, hvor USA sender signaler om at neddrosle i Den Persiske Golf, aftaler Kina at bygge to havne i Omanbugten og dermed tage kontrol med olieudskibning.

 

Derfor forventede de fleste, at Kina ville gøre som før 2015-aftalen, nemlig følge sanktionerne for ikke at udfordre USA. Men Kina gør det modsatte
_______

 

Mens USA stødt svækkes
Den kinesiske Iran-aftale kan ses i sammenhæng med Kinas øgede sikkerhedspolitiske aktiviteter i sine nærområder, hvor Beijing helt åbenlyst nu sætter sig på Hong Kong, befæster grænsen til Indien, øger aktiviteten i Pakistan og Afghanistan, fastholder dominansen i Tibet, øger tilstedeværelsen i Det Sydkinesiske Hav samt presser Filippinerne og andre lande i regionen. Og måske vil Beijing i løbet af kort tid gøre i Taiwan, hvad man allerede har gjort i Hong Kong, nemlig lægge øen under Beijings styre og kontrol. Samtidig har Kina gennem sit Silkevejsprojekt dygtigt knyttet en række stater i Asien, Afrika og Mellemøsten til sig. I Mellemøsten er det fx Irak, nabolandet til Iran, som har fået en samarbejdsaftale med kineserne, der på nogle punkter ligner Kina-Iran aftalen om end økonomisk på et noget lavere niveau og uden den militære del.

Kina så nogle muligheder i at samarbejde med EU omkring fastholdelse af atomaftalen med Iran, som begge parter ønskede at beholde. Men tilsyneladende har kineserne tabt tålmodigheden og kritiserer EU for at lurepasse: Formelt siger EU, at de støtter aftalen, men reelt har EU fulgt de amerikanske sanktioner. Kina har tilsyneladende også tabt tålmodigheden med USA, der i sin sikkerhedsstrategi udpeger Kina som den største trussel mod USA, og som Trump nu gør absolut ansvarlig for sin fejlslagne Corona-politik. Handelsaftalen – som Trump forhandlede med Xi Jinping, og som primært gik ud på, at Kina massivt skulle købe amerikanske produkter af Trumps kernevælgere – er helt urealistisk: Kina fik nogle lempelser i toldsatserne, og Trump fik en lang næse.

Det ville være naivt at tro på Xi Jinping, når han siger, at Kina med sin ekspansive økonomiske politik kun har gode hensigter. Selvfølgelig vil Kina gøre sig sikkerhedspolitisk globalt gældende med henblik på at forsvare og udbygge sine egne interesser.

Det er imidlertid også naivt at tro, at USA og dermed Vesten kan sikre sine interesser ved at skalte og valte med internationale aftaler som en blind cirkushest i en glasbutik: Måske er det på høje tid, at reelle forhandlinger og gedigent diplomati indledes med henblik på at undgå en ny bipolær konflikt, som truer med at ødelægge alt det internationale samarbejde, det trods alt er lykkedes at opbygge siden Anden Verdenskrig?

I mellemtiden forbereder Kina sig ved at rydde bordet i form af dominans i sit nærområde, der med Iran-aftalen nu strækker sig helt til Den Persiske Golf. Alt imens Trump, nu med mundbind, kæmper med økonomisk krise, ukontrollabel pandemi og vigende vælgertal. Mens USA stødt svækkes, styrker og befæster Kina sin globale position: det må vække bekymring på Taiwan og for Vestens allierede i Asien – og, ja, for Vesten i det hele taget: som Huntington slog fast og som gentaget mange gange af den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, så har vesten ikke en Kinamands chance for at vinde en konflikt med den kungfutsiansk-islamiske civilisation. ■

 

Mens USA stødt svækkes, styrker og befæster Kina sin globale position
_______

 

Lars Erslev Andersen er idehistoriker med suppleringsfag i mellemøststudier. Lektor i historie og mellemøststudier 1996-2008 ved Syddansk Universitet og leder af Center for Mellemøststudier samme sted 1994-2000. Siden 2008 seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på transnationale jihadnetværk, USA’s mellemøstpolitik og siden 2014 tillige Kinas mellemøstpolitik. Han arbejder p.t. på en bog med arbejdstitlen Begæret efter Orden: Idehistoriske fortællinger om verdensorden og identitet.
ILLUSTRATION: Præsident Hassan Rouhani byder præsident Xi Jinping – der var på rundrejse i Mellemøsten sammen med tre vice-premierministre, seks ministre og en delegation af erhversledere – velkommen til Teheran, 23. januar 2016 [foto: AFP/Ritzau Scanpix]