19.03.2020

”Hvis vi får kontrol med det her globalt, kommer chokket til at være mindre permanent end det i 2009. Når det er sagt, så er alting stadig meget åbent. Jeg kan sagtens se et scenarie, hvor økonomien begynder at krakelere, og vi mister 100.000 danske jobs.”

Interview med Lars Christensen, økonomisk rådgiver. Han laver hver dag under coronakrisen en Facebook-video om krisens konsekvenser for den globale økonomi.

Interview af Mie Olsen

RÆSON: Vi står nu midt i en total nedlukning af Danmark som følge af COVID-19. Hvilke økonomiske konsekvenser kommer det til at have for Danmark?
CHRISTENSEN: Det er et enormt chok, og der er mange dimensioner af det. Recessioner er som regel knyttet til efterspørgsel. Lad os sige, at Danmark var en corona-fri ø, og at samfundet ikke skulle lukke ned: Det ville stadigvæk indebære et markant chok for vores efterspørgsel. Vores eksport ville blive ramt, det ville skabe stress på de finansielle markeder, og danskernes indkomster ville falde. Det ville påvirke vores forbrug og vores boligpriser. Så vi ville under alle omstændigheder blive ramt af et stort negativt chok på efterspørgselssiden. Nu er der også nedlukningseffekten. Det er her Say’s Law bliver relevant – den handler om, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Vi producerer og sælger og bruger derefter vores indkomst til at købe med. Den effekt bliver pludselig relevant, når vi holder op med at producere og tjene penge. Dermed holder vi også op med at skabe efterspørgsel.

RÆSON: Fordi indkomsterne falder, når vi lukker institutioner og folks arbejdspladser?
CHRISTENSEN: Ja. Som regel er det en midlertidig effekt. Man ser det samme, hvis der har været stormskader eller et stort vulkanudbrud. Det heldige er, at når de effekter forsvinder, og vi igen begynder at producere, handle og rejse, så retter økonomien sig ret hurtigt. I den nuværende situation ved vi dog ikke, hvor lang tid der er tale om, og så er det hele verden, der er ramt på samme tid. Så vi ved, at effekten på udbudssiden er kæmpestor. Mange arbejder selvfølgelig stadig hjemmefra, og virksomhederne fortsætter med at producere. Vi har samtidig en offentlig sektor, som i BNP-termer producerer det samme, fordi vi måler BNP i den offentlige sektor i lønudbetalinger og ikke produktion. Selvom pædagogerne er sendt hjem, så får de stadig løn. Derfor skal vi tage den offentlige sektor ud af beregningen. Lad os sige, at vi får halveret produktionen i den private sektor i en halv måned. Det er altså et fald i BNP på fire-fem pct. alene som følge af det, og oveni det kan vi lægge det føromtalte fald i efterspørgslen, som kommer af, at resten af verden lukker ned.

Dertil kommer det finansielle chok og markeder, som stopper med at fungere ordentligt. Hvis vi ser på volatiliteten [prisvariation på finansmarkederne, red.], så afspejler den ikke kun genuin usikkerhed men også det faktum, at folk fra investeringsbanker nu arbejder hjemme. Den fysiske kontakt er afgørende for, at markederne er velfungerende. Den finansielle usikkerhed stresser markederne og investorerne. Hvis vi kigger et par år frem, så vil en normal prognose lyde, at økonomien vokser med 2 procent. Det vil være det bedste skøn, når der ikke er noget chok. Nu ved vi jo reelt set ikke, om BNP kommer til at falde med 10 procent, og vi får finansiel krise. Udfaldsrummet er altså blevet meget større, og det afspejler sig i forventningen til indtjeningsudviklingen og derfor også til aktiemarkedet. Der er ikke noget irrationelt i det her. Men usikkerheden er nu lige så stor som i sommeren og efteråret 2008. På grund af tre chok: et efterspørgselschok, et udbudschok og finansielt chok.

 

Mit hovedscenarie er nok, at vi kommer til at få et markant BNP-tab i det kvartal, hvor det kommer til at se værst ud. Hvornår det er, ved jeg ikke. Alting går meget hurtigt
_______

 

RÆSON: Hvor stort kommer omfanget af økonomisk tab til at være i Danmark som følge af coronakrisen?
CHRISTENSEN: Mit hovedscenarie er nok, at vi kommer til at få et markant BNP-tab i det kvartal, hvor det kommer til at se værst ud. Hvornår det er, ved jeg ikke. Alting går meget hurtigt. Vi får allerede produktionstabet nu, og derfor er det af en anden karakter end det, der skete i 2008. Men størrelsesordenen er den samme som finanskrisen – vil jeg tro. Det betyder ikke, at det er én til én. Der er ikke nødvendigvis tale om, at finansielle institutioner går konkurs, eller at boligpriserne falder permanent, så vi alle sammen bliver fattige. Men det rene produktionstab, som er det, vi kan se i BNP, der kan jeg sagtens se, at vi får et tilsvarende fald i BNP på seks procent som i andet kvartal i 2009.

RÆSON: Så vi taler om en økonomisk krise, der på flere måder når op på niveau med finanskrisen?
CHRISTENSEN: Lige nu er situationen sådan i Danmark, at de offentlige finanser har det rigtig godt. Hvis vi ser på de tiltag, der er lavet indtil nu, udgør de en minimal belastning for de offentlige finanser. Regeringen har fremlagt det, som om der er tale om store pakker. Det er der ikke. Den ordning, der er lavet om lønsubsidier i den private sektor, udgør en kvart procent af BNP. Der er ikke tale om egentlige finanspolitiske lempelser. Så indtil videre har regeringen ikke brugt nogle penge.

Det mener jeg, at regeringen bør gøre. Den bør gennemføre finanspolitiske lempelser af en mærkbar karakter, alene fordi det vil understøtte tilliden blandt forbrugere og investorer til, at denne krise ikke bliver langvarig. Jeg har konkret foreslået, at vi sender hver dansker en check på 1000 kroner hver måned de næste 12 måneder. Det svarer til en finanspolitisk lempelse på tre procent af BNP. Det vil ikke underminere de offentlige finanser mærkbart. Vi kan endda gøre det uden at lave om på vores politiske og økonomiske set-up. Lad os i første omgang gøre det i 12 måneder – og måske op til 24 måneder. Indtil vi har haft positiv BNP-vækst i to kvartaler i træk. Hvad så, hvis folk ikke bruger dem? Så vil de gå ud og investere i boliger, købe aktier for pengene eller måske bruge dem til at konsultere deres privatøkonomi og betale deres realkreditlån. Alt sammen vil bidrage til økonomien. En anden mulighed er at frigive danskernes tvangsindbetalte feriepenge. Det synes jeg, er helt oplagt i denne situation.

RÆSON: Du mener de penge, som er blevet frosset for at undgå overlap mellem den gamle og den nye ferielov?
CHRISTENSEN: Ja, de bør frigives øjeblikkeligt, og det har ingen negative konsekvenser. Det andet, jeg har foreslået er, at man overvejer et opgør med fastkurspolitikken. Vi har siden 1982 haft fastkurspolitik i Danmark med bred politisk enighed [fastkurspolitikken indebærer, at den danske krone er bundet til euroens kurs, red.]. I 2008 kom den danske krone under pres, og Nationalbanken blev nødt til at sætte renten op og trække store mængder likviditet ud af den danske økonomi for at fastholde fastkurspolitikken. Det gav finanssektoren og især boligmarkedet et kæmpe negativt slag oveni de øvrige slag fra krisen. Omvendt lod den socialdemokratiske Nyrup-regering i 1993-1994 kronen svække op til 15 procent, hvor den normalt kun kan svækkes med minus 2,25 procent pga. de fastsatte regler. Mit forslag er, at man ser på den mulighed igen. Vi har set den norske og svenske krone blive svækket meget kraftigt i den senere tid. Hvorfor skal vi ikke sætte ild til dansk økonomi på samme måde? Vi kan udvide udsvingsbåndet op til 15 procent, og så kan vi tillade kronen at styrkes gradvist, i takt med at økonomien retter sig.

RÆSON: Hvad kan det konkret give?
CHRISTENSEN: Det giver kort sagt stimuli. Og man gør det for at undgå, at Nationalbanken bliver tvunget til at sætte renten op. Det ville være katastrofalt, hvis vi får en pengepolitisk stramning oveni det chok, der allerede har ramt os. Bankerne ville komme i markante problemer og holde op med at låne penge ud. Det ville ramme boligmarkedet kraftigt og dermed alle danskerne. Privatforbruget ville tage et ordentligt slag. Det ser jeg ingen grund til.

 

Vi skal skelne mellem at stoppe den akutte blødning og at holde hånden under økonomien generelt. Det er to forskellige ting. [Trepartsaftalen] knytter sig alene til at prøve at stoppe blødningen
_______

 

RÆSON: Lad os vende blikket mod den nye hjælpepakke, som skal hjælpe virksomheder med at betale løn til deres ansatte og modvirke massefyringer. Du var inde på, at den er relativt begrænset. Hvor konstruktivt er tiltaget?
CHRISTENSEN: Jeg mener, at det er et tillidsskabende tiltag. Jeg har ikke noget imod det, men det er et meget lille tiltag i absolutte midler. Det fører ikke til nogen markant lempelse af finanspolitikken. Vi skal skelne mellem at stoppe den akutte blødning og at holde hånden under økonomien generelt. Det er to forskellige ting. Det her tiltag knytter sig alene til at prøve at stoppe blødningen. Det kan få virksomhederne til at holde på deres medarbejdere længere. Men det ændrer jo ikke noget som helst i de virksomheder, hvor de er helt ude på kanten. Det er ikke fuld lønkompensation, det er 75 pct., så når virksomhederne sender medarbejdere hjem, så skal der stadig spares 25 pct. Hvis det er en restaurant, hvor der ingen kunder er, så betyder den her pakke ingenting. Jeg kritiserer ikke regeringen. Jeg siger bare: Effekten vil være minimal. Man bliver nødt til at gøre mere, for vi kommer til at se en markant stigning i arbejdsløsheden i Danmark de kommende måneder.

RÆSON: Hvor høj arbejdsløshed kan forventes?
CHRISTENSEN: Dansk Erhverv lavede et overslag, der hedder 47-48.000 tabte jobs i oplevelsesindustrien. Det vil sige hoteller, restaurationer og flyindustrien. Alt, der har at gøre med rejse, er direkte ramt. Men det er hele vores eksportindustri også. Vores landbrugssektor er ramt. Alt er ramt. Det er svært at spå om, men 50.000 mistede jobs er nok et rigtigt skøn. Hvis BNP falder med 6-7 pct., så kan vi snarere være oppe i retningen af 100.000 tabte jobs over de kommende måneder. Det vil på ingen måde overraske mig.

RÆSON: Krisen har ramt nogle brancher meget hårdt. Nu siger du selv oplevelsesindustri og eksport. Kan man isolere den helt grimme effekt til de brancher, der er direkte berørt, eller vil den sprede sig til hele økonomien? Hvis ja – hvordan?
CHRISTENSEN: Hvis der ikke var noget corona-chok, men vi blot kiggede på, hvad er der sket med den globale efterspørgsel, så er der stadig et pænt makroøkonomisk chok. Derfor har jeg også fremhævet, at der er behov for en større politisk respons. Det er ikke nok bare at sige: Nu skal vi lappe nogle huller. Vi har også behov for at stimulere den brede økonomi. ALLE holder jo op med at forbruge. Investeringerne stopper alle steder, mens bekymringerne stiger alle steder. Og der bliver ikke sat boligbyggerier eller andre projekter i gang nu. Så alle berørte. Jeg mener, at det er vigtigt at se på den samlede effekt. Det er af gode grunde meget svært at sige, hvor kortvarigt eller langvarigt det bliver. Når det retter sig, så retter det sig kun på udbudssiden – i forhold til nedlukningseffekten. Man kan sammenligne det med tsunamien i Japan i 2011. Her rettede økonomien sig meget hurtigt igen. Men i den aktuelle situation har vi oveni nogle andre store chok.

RÆSON: Udover chok i den finansielle sektor og på efterspørgselssiden, hvad er det da for nogle?
CHRISTENSEN: Arbejdsmarkedet tager jo et chok. 100.000 mennesker kan miste deres job på 14 dage. Men når udbudschokket forsvinder, og de finansielle markeder retter sig, så er de 100.000 jo ikke tilbage i beskæftigelse 14 dage efter. Det tager tid. Jeg har ikke brug for at se på nøgletallene. Jeg ved, det kommer til at blive grimt – det fortæller de finansielle markeder og samtlige mikroobservationer mig. Så vi kan ligeså godt komme i gang med de finanspolitiske lempelser nu. Det er derfor, at jeg har foreslået en konkret ide om at sende folk 1000 kroner om måneden.

 

Hvis vi starter med Kina, som er verdens andenstørste økonomi, så siger produktionstal og tal fra detailhandlen, at der er tale om et BNP-fald i landet på 12 procent. Det er mere end efter finanskrisen
_______

 

RÆSON: Lad os gå til udlandet og kigge på lande som Italien og Kina, som er i økonomisk tilbagegang. Hvordan kommer det til at påvirke det danske marked?
CHRISTENSEN: Hvis vi starter med Kina, som er verdens andenstørste økonomi, så siger produktionstal og tal fra detailhandlen, at der er tale om et BNP-fald i landet på 12 procent. Det er mere end efter finanskrisen. Det har selvsagt direkte implikationer for danske virksomheder, som sælger til Kina men også dem, som er afhængige af, hvad Kina ”bestemmer”. Den kinesiske økonomi har nemlig stor indflydelse på råvarepriser og fragtrater. Det her betyder ekstremt meget for den danske transport- og shippingindustri. Med Kina nede i gear rammes verdenshandlen, og det går særligt ud over virksomheder som DSV og AP Møller.

Hvis vi kigger på Italien, så har den italienske økonomi stort set ikke haft nogen reel vækst i 20 år. BNP per indbygger er nogenlunde uændret. Som følge af det her chok falder italiensk BNP – hvis det bliver med 10-15 procent, vil jeg ikke blive overrasket. Det betyder ikke direkte noget for den danske eksport, men det betyder, at der potentielt kan opstå spændinger indenfor eurosystemet. Italien har jo været en af akilleshælene i eurosystemet, og vi har set renterne på de italienske statsgældsobligationer krybe opad. Hvis vi kommer i en situation, hvor der opstår en seriøs frygt for den italienske stats evne til at betale sin gæld af, så vil renterne skyde voldsomt i vejret. Det vil sprede sig til Grækenland og Spanien. Og så står vi over for en ny eurokrise af den størrelsesorden, vi så i 2011. Jeg siger ikke, at det sker, men risikoen er til stede.

RÆSON: Hvis vi kigger lidt fremad, hvilke udenlandske chok kan så ramme dansk økonomi hårdt? Hvad er det værste, der kan ske?
CHRISTENSEN: Min allerstørste bekymring lige nu er, hvordan smitteudviklingen kommer til at forløbe i USA, som jo er verdens største økonomi. Hvis vi kommer i en situation, hvor vi får en smittespredning i USA, der medfører en nedlukning af samfundet på samme måde som i Italien og Spanien, så ser det meget uoverskueligt ud – selv i en situation, hvor dansk økonomi har rettet sig, og hvor Europa kommer ud på den anden side. Jeg er også bekymret for nogle af de mekanismer, vi så i 2008 og 2009, da det europæiske samarbejde holdt op med at fungere. At vi træffer valg, der har betydning for vores nabolande uden at koordinere med hinanden. Nu lukker vi for eksempel grænser uden at tale med hinanden. Jeg tror ikke, at EU har nogen lederskabsrolle at spille, men koordination på tværs af medlemslandene virker til at være fuldstændig afgørende for, at vi kan bevare og fortsætte samhandlen.

 

Der har været diskussion om, hvorvidt virksomhederne skal lade være med at fyre deres medarbejdere. Jeg synes, at det er vigtigt, at man passer på sine ansatte. Men virksomhederne har også et ansvar, der handler om at overleve
_______

 

RÆSON: Vi har talt om regeringstiltag. Men er der også et økonomisk ansvar, som privatpersoner og virksomheder kan tage på sig?  
CHRISTENSEN: Det er et interessant spørgsmål. Hovedansvaret for den enkelte borger er at sørge for at dæmme op for smittespredningen: At vi overholder reglerne. Virksomhederne skal i mellemtiden gøre det, de er sat i verden for. Irma og Fakta gør det – fabelagtigt – lige nu, fordi de sørger for, at der er varer at sælge i butikkerne. Bankernes samfundsansvar er at sikre, at banksystemet bliver ved med at fungere og fortsætte med at låne penge ud. Det er vigtigt at holde samfundsøkonomien i gang, så virksomheder bliver ved med at producere.

Der har været diskussion om, hvorvidt virksomhederne skal lade være med at fyre deres medarbejdere. Jeg synes, at det er vigtigt, at man passer på sine ansatte. Men virksomhederne har også et ansvar, der handler om at overleve. Den restaurant, som overhovedet ingen indtægter har, kan blive nødt til at fyre medarbejderne for ikke at gå nedenom og hjem.

RÆSON: Til sidst: Krisen kan blive ligeså stor som finanskrisen, sagde du. Men hvordan er den anderledes?
CHRISTENSEN: I BNP-fald regner jeg med, at det har en størrelsesorden som finanskrisen. Men jeg har nok en forventning om, at varigheden kommer til at være mere begrænset. Hvis vi får kontrol med det her globalt, så kommer chokket til at være mindre permanent end det i 2009. Når det er sagt, så er alting stadig meget åbent. Jeg kan sagtens tegne et scenarie, hvor mere af økonomien begynder at krakelere. Hvad hvis staterne pludselig ikke har råd til finanspolitiske lempelser? Hvis det bliver en permanent situation, hvor vi hver tredje måned skal lukke hele økonomien ned? Vi kommer til at kunne se det her i økonomien noget tid endnu, det er der ingen tvivl om. Men hvis det kommer under kontrol i de kommende måneder, så kommer effekten på økonomien til at være af midlertidig karakter. Hvis centralbankerne gør et fornuftigt stykke arbejde, og vi ser nogle finanspolitiske stimuli – og jeg tror, vi kommer til at se begge dele – så vil økonomierne rette sig ind i 2021. Men økonomisk set kan vi godt smide 2020 ud ad vinduet. ■

 

Hvad hvis staterne pludselig ikke har råd til finanspolitiske lempelser? Hvis det bliver en permanent situation, hvor vi hver tredje måned skal lukke hele økonomien ned? Vi kommer til at kunne se det her i økonomien noget tid endnu
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland