06.08.2020

.

For regeringsblokken vil det handle om at vinde en slags moralsk sejr på skatte- og afgiftsområdet: Alt vil blive retfærdiggjort med corona og klima. Desværre virker det også som om flere af de såkaldt borgerlige partier helt har givet op – og nu resignerende blot har accepteret den socialdemokratiske fortælling om en evigt voksende offentlige sektor, som gradvis dræner borgerens økonomi og frihed.

Kommentar af Lars Boje Mathiesen, MF (NB)

I dansk politik har en reel diskussion om økonomisk politik været ikke-eksisterende de seneste år. Debatten har stort set været kogt ned til hvorvidt det offentlige forbrug skulle stige med 0,3 eller 0,7 pct.. Men det har ændret sig med corona-krisen. Dels har nedlukningen uden tvivl kostet et massivt milliardbeløb – og selvom den endelige regning stadig ikke er gjort op, så vurderes regningen allerede nu at kunne blive 150-170 milliarder. Engangsbeløbene kan vi finansiere via optagelse af lån og beholdning i Nationalbanken. Ganske sigende er dette kun muligt på grund af en række reformer, som venstrefløjen var imod – men som de nok nu i deres stille sind priser sig lykkelige for. Uden disse reformer havde der ikke været råd til at være den glade giver.

Heldigvis er der indikationer på at dele af økonomien er i fuld gang med at rejse sig igen. Visse brancher har ligefrem fremgang. De sidste arbejdsløshedstal skaber en smule grund til optimisme, simpelthen fordi de ikke steg fra juli til august. Tilmed er der stort set samme mængde jobopslag, som under i perioden 2015-2019, hvor væksten var god.

Men Danmark er dybt afhængig af vores eksport. Her kan konsekvenserne vise sig senere, og de vil få grundlæggende betydning for de strukturelle statsfinanser. For hvis krisen sætter sig i lavere indtjening til erhvervslivet, vil der være færre midler i det offentlige.

Og det er her, kamppladsen vil blive. Der har nemlig sneget sig en farlig Luksusfælden-tilgang ind på Christiansborg. Mange partier griber denne krise til at bruge løs. Det kan man måske ikke fortænke dem i – når regeringen har haft den opfattelse, at corona må koste, hvad corona end koster. Men partierne begrænser sig ikke længere til corona-relaterede emner. Nu er det fremadrettede helt grundlæggende og strukturelle ændringer, der kommer på banen. Og det er ikke småbeløb, de vil bruge.

Så medmindre finansminister Nikolaj Wammen vælger samme strategi, som fra sin borgmestertid i Aarhus, hvor han gang på gang lånte sig til at få budgetterne til at hænge sammen, så venter der en ny virkelighed for regeringen og dets støttepartier.

 

Accepterer regeringen den nye situation – med de begrænsninger, den indebærer – eller vælger de den tilgang, hvor det handler om partiernes krav strategi og magt – og ikke økonomien?
_______

 

DERFOR BLIVER DET yderst spændende, hvad regeringen spiller ud med. Accepterer de den nye situation – med de begrænsninger, den indebærer – eller vælger de den tilgang, hvor det handler om partiernes krav strategi og magt – og ikke økonomien?

Der har længe været en generel opfattelse i den offentlige debat, at De Radikale agerer garant for at socialisterne ikke kører økonomien helt ud over kanten. Men med De Radikales sidste udmeldinger, hvor man ikke vil hæve pensionsalderen længere end til 70, samt en klimafond, så har partiet spillet ud med forslag, der kan koste 60 milliarder, uden at pege på finansieringen af disse tiltag. Et helt nyt skred i dansk politik.

Det vil selvfølgelig ikke afholde SF og Enhedslisten fra at komme med deres krav. Her har SF allerede spillet ud med en udfasning af biler, som Enhedslisten støtter. Og partiet efterlyste i juli ” markant løft af velfærd og sundhed efter coronakrisen” som det hed i Jyllands-Postens interview med partiformanden (https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12232943/sfformand-skaerper-tonen-og-kraever-et-markant-loeft-af-velfaerd-og-sundhed-efter-coronakrisen/). Med andre ord: flere penge til de allerede overpolstrede kommuner.

DET GRUNDLÆGGENDE PROBLEM for regeringen er bare, at den allerede har tømt det økonomiske råderum, som VLAK-regeringen efterlod. Og med vedtagelsen af det nye EU-budget, hvor Danmark lige skal finde 4,5 milliarder ekstra årligt, så er man faktisk i minus inden man begynder at forhandle. Læg hertil pensionspengene til Arne og de andre. Vi afventer stadig forslaget, men regeringen har selv vurderet det til at ville koste 3 milliarder.

 

Regeringen står derfor faktisk allerede med valget: Vil I øge gælden, hæve skatten eller få parlamentariske problemer?
_______

 

Regeringen står derfor faktisk allerede med valget: Vil I øge gælden, hæve skatten eller få parlamentariske problemer?

De to første muligheder vil være gift for dansk økonomi. Danmark har brug for at bevare en lav gæld, da dette gør os i stand til at reagere på en omskiftelig omverden – og dette behov vil blot vokse i fremtiden. Vi har allerede verdens andethøjeste skattetryk. Hvis man fortsætter med at hæve dette for borgerne og erhvervsliv, så vil det på sigt mindske velstanden og derved også mulighederne for et velfærdssamfund, som vi kender det.

Jeg frygter desværre vi kommer til at se en kombination af underskud på budgetterne og øgede skatter. Socialdemokratiet gik jo sidste år til valg på en række skattestigninger. De har leveret på nogle, men vil sikkert kunne få hurtig opbakning fra deres støttepartier til yderligere, hvis indtægterne går til at finansiere den evindelige voksende ønskeliste fra støttepartierne.

For regeringsblokken vil det handle om at vinde en slags moralsk sejr på skatte- og afgiftsområdet: Alt vil blive retfærdiggjort med corona og klima.

 

For regeringsblokken vil det handle om at vinde en slags moralsk sejr på skatte- og afgiftsområdet: Alt vil blive retfærdiggjort med corona og klima
_______

 


DESVÆRRE VIRKER DET også som om flere af de tidligere såkaldt borgerlige partier helt har givet op, og nu resignerende blot har accepteret den socialdemokratiske fortælling om en evigt voksende offentlige sektor, som gradvis dræner borgerens økonomi og frihed. Pt. venter vi på den næste økonomiske redegørelse, som vil danne grundlaget for regeringens næste finanspolitiske udspil. Ét er sikkert: Der bliver brug for et klart borgerligt alternativ til denne dagsorden. Men med både et Venstre og et Dansk Folkeparti, der år efter år bliver mere socialdemokratiske på det økonomiske område, så må man som borgerlig erkende, at det er op ad bakke. ■

 

Desværre virker det også som om flere at de tidligere såkaldte borgerlige partier helt har givet op, og nu resignerende blot har accepteret den socialdemokratiske fortælling om en evig voksende offentlige sektor, som gradvis dræner borgerens økonomi og frihed
_______

 

ILLUSTRATION: Tre partiledere – Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og statsminister Mette Frederiksen – sammen med finansminister Nikolaj Wammen og undervisningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i salen ved Folketingets åbning 2019 [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]