24.06.2020

„Den nye danske Kina-politik vil være præget af USA’s kamp med Kina, som vil fortsætte efter præsidentvalgkampen, uanset resultatet. Både Kina og USA vil fremstille konflikten med en ’med os eller mod os’-logik – men såvel Indien som Rusland og EU vil være relativt selvstændige aktører, der med stor effekt kan drive hvert sit spil i international politik – dog ikke helt på linje med Kina og USA‟

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som netop har ramt postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa‟

Af Lars Bangert Struwe

Coronakrisen ændrer verden på mange måder – også sikkerhedspolitisk: Uenigheden imellem Vesten og Kina er blevet åbenlys, og de fleste kan nu se stormagtsopgøret nærme sig.

Under krisen har Kina skudt sig selv i foden ved først at forsøge at skjule epidemien for derefter at iværksætte en misinformationskampagne kombineret med propaganda både indenrigs, udenrigs og senest ved at ændre på Hongkongs lovgivning. Det er blevet for meget for de hidtil passive vestlige demokratier, og Kina behandles nu som en stormagt, man skal være skeptisk over for.

Den danske regering har fulgt op på Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 19. marts 2019 om et regelsæt for screening af udlandets direkte investeringer i Unionen. EU vil nu screene udenlandske investeringer; dvs. undersøge dem og sikre, at de ikke er til skade for de enkelte EU-staters sikkerhed og orden. Det vil man særligt gøre i forbindelse med kritisk infrastruktur; bl.a. energi, vand, hospitaler og telekommunikation. Alt det, der får samfundet til at fungere i sin grundsubstans. Her er Kina nu kommet i fokus.

 

Under krisen har Kina skudt sig selv i foden ved først at forsøge at skjule epidemien for derefter at iværksætte en misinformationskampagne kombineret med propaganda både indenrigs, udenrigs og senest ved at ændre på Hongkongs lovgivning
_______

 

Igennem mange år har Danmark haft et godt samarbejde med Kina – nogle ville sige for godt. Erhvervsinteresser og forskning har været sat meget højt i samarbejdet. Tibet- sagen og tilsvarende sager viser, hvor langt det officielle Danmark egentlig har været klar til at gå for at bevare det gode samarbejde. Derfor har man strakt sig meget langt for, at Kina og kinesiske ledere følte sig godt tilpas – bl.a. ved at sørge for, at menneskerettighedssituationen eller episoder fra Kinas historie, som ikke passer ind i Kinas selvforståelse, er blevet skjult eller fjernet.

Imidlertid meldte statsminister Mette Frederiksen den13. maj ud i Berlingske, at coronakrisen har ændret regeringens syn på kritisk infrastruktur og derved indirekte synet på Kina. I forlængelse heraf har man givet Berlingske aktindsigt i, hvordan Huawei reelt har truet med, at en afvisning af firmaet ville få økonomiske konsekvenser for Danmark.

Offentliggørelsen af denne type af korrespondance er endnu et tegn på det danske skift i holdningen til Kina, men udviklingen har været på vej igennem længere tid. Vi ser et stormagtsopgør, hvor særligt Kina og USA kæmper imod hinanden – med Rusland mere og mere på sidelinjen. Præsident Trump har eskaleret sin hårde retorik over for Beijing, startet en handelskrig og iværksat sømilitære patruljer, der udforer Kina i dets nærområde. Generalsekretær Jens Stoltenberg meddelte i august 2019, at NATO nu så med bekymring på Kina, som alliancen mener udfordrer den ordensbaserede verdensorden, netop når det bl.a. gælder kritisk infrastruktur og cyberspace. Et tilsvarende fokus er under udvikling i EU.

Ulvekrigerne
Kinesisk diplomati arbejder stadig diskret, men præsident Xi Jinping har ændret på både metoderne og målet. Målet er et stærkt Kina, der ikke kun anser sig selv som en stormagt, men også anerkendes som en af omverdenen. Dette skal også slå igennem i metoderne: Xi Jinping har bedt det kinesiske diplomati om at være mere aggressivt. Unge kinesiske diplomater har taget dette til sig og kalder sig selv for ’Warrior Wolves’ – opkaldt efter en kinesisk actionfilm.

Men i en situation, hvor verdens øjne hviler bebrejdende på Kina på grund af coronakrisen, giver denne nye strategi markante bagslag.

Et eksempel på de problemer, Kina nu støder på som en del af det tilspidsede stormagtsopgør, er skandalen, der fandt sted i forbindelse med EU’s rapport om kinesisk desinformation. Ifølge New York Times har pres fra Kina tilsyneladende betydet, at Unionen neddæmpede budskabet i sin rapport om desinformation, der blev publiceret den 24. april 2020. Nyheden udløste et ramaskrig blandt de europæiske parlamentarikere. Fra EU’s side afviste man at have udvandet rapporten, men det troede en række parlamentarikere ikke på. Det franske EU-parlamentsmedlem Thierry Mariani sagde meget malende, at seniordiplomat Josep Borrell og hans team var fanget med hænderne i kagedåsen.

Debatten viste, at mange politikere i dag anser Kina for at være en stormagt, der udfordrer både EU og Unionens medlemsstater. Dette har været undervejs i nogen tid – og der har været diskussion i mindst et år om det strategiske forhold imellem Kina og EU. I strategipapiret ”EU-China – A strategic outlook” fra marts 2019 lagde Kommissionen op til en ændring: Man anser ikke længere Kina som et uland, men som en magt med globale ambitioner. En magt, man gerne vil samarbejde med, men som man også skal vise, at der er rammer og begrænsninger. Her følger EU med forsinkelse udviklingen i USA: Kina er gået fra at blive set som en ren samarbejdspartner til at være en samarbejdspartner med problemer. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man kan modbalancere Kinas opstigen og økonomiske succes.

 

Et eksempel på de problemer, Kina nu støder på som en del af det tilspidsede stormagtsopgør, er skandalen, der fandt sted i forbindelse med EU’s rapport om kinesisk desinformation. Ifølge New York Times har pres fra Kina tilsyneladende betydet, at Unionen neddæmpede budskabet i sin rapport om desinformation, der blev publiceret den 24. april 2020
_______

 

I sit regeringsprogram valgte Mette Frederiksen ikke at beskrive sin udenrigspolitik særligt nøje, men i disse måneder ser vi alligevel konturerne af et betragteligt skift, der fremprovokeres af coronakrisen. Regeringen synes lige nu at indtage en hårdere linje over for Beijing. Når Statsministeriet giver aktindsigt i Huawei-korrespondancen, er det i sig selv et vigtigt politisk signal. Man kunne have lukket ned for det og påberåbt sig såvel økonomiske som sikkerhedspolitiske argumenter for ikke at give aktindsigt – men vælger i stedet at afstå fra muligheden. Nu gør man det omvendte: Man blotlægger, hvordan Huawei og Kina deltager i det politiske spil og skaber pres, som bruges mod os i Danmark. Der er ret tydelig dokumentation på, at der er meget tætte bånd imellem Huawei og den kinesiske stat – bånd, som begge hidtil nærmest har afvist. Fløjlshandskerne er taget af – og dermed er der mulighed for en ny dansk kurs over for Kina.

Alle mod Kina?
Flere forhold peger på, at Mette Frederiksen vil lægge sig ret tæt på USA i dets udenrigspolitik. Vi sender stadig styrker til Irak, vi kritiserer ikke USA for at forlade våbenkontrolregimet Open Sky (som en række europæiske stater med Frankrig i spidsen ellers har gjort), og i sagen om Huawei har man lagt sig direkte på den amerikanske linje. Udenrigsministeriets direktør, Lars Gert Lose, var ambassadør i Washington inden sin nuværende post og fik meget hurtigt et indtryk af den nye politik hos Trump. Der er næppe tvivl om, at hans rådgivning af regeringen indeholder en virkelig god forståelse af Trumps udenrigspolitik – herunder en ny politik over for Kina, hvor Danmark nu har valgt side. Det samme ser man i fx Australien og senest i Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson har beordret en ændret holdning til Huawei og dermed også følger det amerikanske spor.

 

Flere forhold peger på, at Mette Frederiksen vil lægge sig ret tæt på USA i dets udenrigspolitik. Vi sender stadig styrker til Irak, vi kritiserer ikke USA for at forlade våbenkontrolregimet Open Sky […] og i sagen om Huawei har man lagt sig direkte på den amerikanske linje
_______

 

Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, advarede i maj 2020 imod en ny kold krig. Dette scenarie ville jeg have afvist for fire-fem år siden, men i dag tegner der sig konturerne af et opgør, hvor Vesten står på den ene side, og Kina står på den anden. Dette har man indset i Statsministeriet og Udenrigsministeriet, og man har tidligt besluttet sig: Uden at afvente EU’s beslutning valgte man USA’s linje. Imidlertid er EU som nævnt ovenfor også på vej ind på denne kurs.

Den nye danske Kina-politik vil være præget af USA’s kamp med Kina, som vil fortsætte efter præsidentvalgkampen, uanset resultatet. Både Kina og USA vil fremstille konflikten med en ’med os eller mod os’-logik – men såvel Indien som Rusland og EU vil være relativt selvstændige aktører, der med stor effekt kan drive hvert sit spil i international politik– dog ikke helt på linje med Kina og USA. Efter al sandsynlighed vil vi se begrebet ’den frie verden’ bliver genoplivet, fx som en markør over for Kina og Rusland. Danmark vil – med nogle forbehold af hensyn til eksporten – lægge sig ret tæt på USA’s holdninger ift. til både Kina og Rusland. Der er en generel europæisk bekymring for, hvad Trump kan finde på, og man vil tilsyneladende i den danske regering nu sikre sig ved at lægge sig så tæt på hans politik som muligt; både som dansk velfærdsstat og socialdemokrati.

Samtidig fortsætter Mette Frederiksen den linje, som statsministre har fastlagt de seneste 20 år; udenrigspolitikken er deres, og udenrigsministeren har ikke meget spillerum. Det viser fx Huawei-sagen, hvor udmeldingen ikke kommer fra Udenrigsministeriet, men fra Statsministeriet.
Hvor hendes nye politik over for Kina vil slå igennem næste gang, er ikke sikkert. Dog vil der være et markant fokus på teknologi og særligt kritisk infrastruktur. Arktis kan også blive den nye kampplads. USA har på intet tidspunkt kunnet lide, at Kina betegner sig selv som en ’nær-arktisk-stat’ – og Rusland kan meget vel tænkes at følge trop, idet Rusland gerne vil have kontrol over aktiviteter i Arktis, som er en primær interessesfære for dem.

Et helt vildt scenarie for hele verden, som man bør overveje, er: ’Alle mod Kina’. Det er ikke umuligt. For Kina står her og nu forbløffende isoleret i verden: USA nærer ingen varme følelser, Indien har en konstant konfrontation med kineserne lige under overfladen, EU er blevet bekymret, og Rusland har altid frygtet de kinesiske interesser særligt i Sibirien. Det, der for blot få år siden tegnede til at blive ’det kinesiske århundrede’, kan hurtigt blive til et mareridt for Xi Jinping og hans nation. ■

 

Et helt vildt scenarie for hele verden, som man bør overveje, er: ’Alle mod Kina’. Det er ikke umuligt. For Kina står her og nu forbløffende isoleret i verden…
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland