09.03.2020

Verden står midt i to kriser, der sammen kan have en meget stor effekt på vores verden, og hvordan vi agerer i globaliseringen. Der er en voksende sandsynlighed for, at særligt Europa vender sig indad og hjemtager industriproduktion, samtidigt med at der er stigende usikkerhed om, hvor stabilt det kinesiske og iranske styre egentligt er.

Analyse af Lars Bangert Struwe

VI STÅR MIDT I såvel en coronavirus-krise som en mulig flygtningekrise i Tyrkiet og Europa. Begge kriser påvirker Europa og hele verden dybt og kan meget vel få en langtidseffekt på både den europæiske og den globale økonomi, samtidig med at den kan få alvorlige socioøkonomiske følger for fx Kina og Iran. En ændring af industriens supply-chain – altså: det netværk, der er imellem en virksomhed og dets leverandører til at producere og distribuere et specifikt produkt til den endelige køber – er en af de mulige konsekvenser. Kort sagt: Der kan udløses mange risici som følge af de to kriser, og det har tæt forbindelse til nogle af de megatrends, verden oplever i disse år – et emne, som vi i Atlantsammenslutningen arbejder indgående med for at skabe forståelse for, hvordan disse trends vil påvirke dansk sikkerhedspolitik frem mod 2040.

Tyrkiets ageren i Syrien og over for Europa vil medføre et flygtningepres, som vi allerede ser de umiddelbare følger af nu. Tyrkiet bruger direkte flygtninge som en trussel over for Europa. Det kan sagtens være, at Tyrkiet på kort sigt opnår noget med dette pres. Imidlertid har det to negative langtidseffekter for Erdogan: For det første understreger det over for Europa, at Tyrkiet er en upålidelig partner under Erdogans styre. Det gør, at Erdogan i virkeligheden mister muligheden for at gennemføre forhandlinger med Europa i et tillidsfuldt miljø. Samtidigt har det også en voldsom effekt ind i NATO, hvor flere og flere spørger sig selv, om Tyrkiet skal smides ud. Den geostrategiske situation gør, at man ikke ønsker det, men Erdogan underminerer tilliden internt i alliancen.

For det andet har dette en langtidseffekt, der gør, at europæerne i endnu højere grad end hidtil vil frygte, at fremmede vil søge til Europa og overtage eller destabilisere det kristne Europa. Samlet set vil Tyrkiet-Syrien-krisen medføre et endnu større pres på de europæiske stater om at etablere stærke ydre (men nok også indre) grænser. Det er et opgør med globaliseringen, som her får endnu et boost. Globalisering var tidligere et positivt ord, men i disse år er denne opfattelser under forandring. Vi ser det både i Europa og i USA, hvor politiske strømninger, der reagerer på globaliseringen, vinder markant frem.

 

Samlet set vil Tyrkiet-Syrien-krisen medføre et endnu større pres på de europæiske stater om at etablere stærke ydre (men nok også indre) grænser. Det er et opgør med globaliseringen, som her får endnu et boost
_______

 

FRA ET SOCIOØKONOMISK synspunkt påvirker Coronavirus verden på to måder: For det første skal stater, der rammes af en dødelig virus vise sig i stand til at håndtere sygdommen. Det er statens fornemmeste opgaver at sikre borgerne sikkerhed og velstand, som nu kommer på prøve. Hvis en stat ikke formår det, vil den blive anset som illegitim af sine statsborgere. Her har coronavirus indtil videre særligt udfordret Kina og Iran. Men det samme gør sig gældende i Italien, der risikerer en dyb og langvarig økonomisk krise. En krise, der har været lang tid undervejs, men som virkelig risikerer at eksplodere pga. følgevirkningerne af coronavirus. Tilsvarene kan coronavirussen illustrere svaghederne ved sundhedsvæsenet i USA og kan på sigt være med til at underbygge kravene om forandringer på det område.

I Kina og Iran har begge styrer forsøgt at skjule angrebets omfang, men det er ikke lykkedes. Derved er de begge endnu engang blevet udstillet som løgnagtige og upålidelige over for deres statsborgere. I Iran skete det senest med nedskydningen af et civilt fly, som man løj om, men løgnen blev afdækket, og styret stod tilbage med bukserne nede om knæene. Kina er på overfladen et stabilt totalitært regime, men bl.a. dagligdagens korruption gør, at mange kinesere ikke stoler på styret. Det kommunistiske parti har valgt at stramme kontrollen med borgerne og jagter ”forkerte” oplysninger på sociale medier som TikTok. Imidlertid taler kinesere naturligvis sammen, og den dårlige håndtering, løgnene og styrets forsøg på at dække over coronarvirussen er alt sammen med til at underminere styrets legitimitet. Det kommunistiske styre i Kina går ikke under i morgen, men dårligt håndterede kriser som coronavirussen er med til at underminere tilliden til det blandt befolkningen.

 

Resultatet kan blive, at verden – og verdensøkonomien – bliver mindre globaliseret, at produktion trækkes hjem, så supply-chains ikke er så sårbare, og at de totalitære styrer i Iran og Kina langsomt mister yderligere legitimitet
_______

 

TILLIDEN TIL KINA er imidlertid ikke kun under internt angreb. Virksomheder fra hele verden ser med undren på, at Kina ikke er i stand til effektivt at håndtere en virus, og at virksomhedernes økonomi derfor sættes under stort pres. En ting er den tabte omsætning, fordi storbyer lukkes ned, men endnu værre er det, at virksomheder ikke kan få fabrikeret nødvendige dele til deres ”lean” [effektive, red.] produktion, hvor ”just-in-time” og meget små lagre er en nøgle til succes. Coronavirus – og ikke mindst håndteringen af den – må medføre, at flere og flere europæiske virksomheder trækker produktionen hjem fra Kina igen. En blanding af robotisering, kunstig intelligens og stigende produktionspriser i Kina gør, at dette har været tanker, som man allerede har gjort sig, og som nu kan sættes i værk.

På kort sigt rammes verdensøkonomien meget hårdt, bl.a. fordi supply-chains lige nu er brudt sammen nogle steder. Det giver sig til udtryk i et kollaps af olieprisen (man flyver og producerer ikke), og i børsmarkederne, der nu indregner følgevirkningerne.

Resultatet kan blive, at verden – og verdensøkonomien – bliver mindre globaliseret, at produktion trækkes hjem, så supply-chains ikke er så sårbare, og at de totalitære styrer i Iran og Kina langsomt mister yderligere legitimitet. Det går hånd i hånd med fx den europæiske højrefløjs og Trumps anti-globalisering. Der er ikke tale om en enkelt udløsende faktor, men om flere elementer, der tilsammen påvirker en langsigtet tendens. Vi ser nok ikke denne udvikling ske med det samme, men coronavirus og Tyrkiet-Syrien-krisen kan meget vel være elementer, der er med til at påvirke den langsigtede socioøkonomiske udvikling.

Frem mod 2040 kan der derfor ske en udvikling, hvor nærområdet og Europa kommer i endnu større fokus økonomisk som sikkerhedspolitisk. Samlet set betyder denne udvikling, at Europa vil se mere indad. Virksomheder vil flytte produktion hjem – og sikkerhed flyttes nok også hjem. Det vil betyde øget vægt på at sikre Europas ydre grænser og sikre egen industri. Erhvervspolitik og sikkerhedspolitik kommer til at gå hånd i hånd. ■

 

Virksomheder vil flytte produktion hjem – og sikkerhed flyttes nok også hjem. Det vil betyde øget vægt på at sikre Europas ydre grænser og sikre egen industri. Erhvervspolitik og sikkerhedspolitik kommer til at gå hånd i hånd
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland