Kristian Jensen: Kom ud af ekkokammeret. Demokratiet kræver, at man faktisk debatterer med sine modstandere
29.08.2020
.
”Hen over sommeren har jeg i flere gange oplevet, at debattører tog afstand fra et synspunkt med det ene argument, at argumentet var afsendt af en politisk modstander. Der var altså ikke noget argument for éns eget synspunkt eller nogen påpegning af fejl ved modstanderens synspunkt. Der var kun den indstilling, at hvis synspunktet var afsendt af bestemte personer, så skulle det smadres eller kunne i hvert fald ikke tages alvorligt”
Af Kristian Jensen, MF (V)
HVORFOR DEBATTERER VI? Det lyder som – og er også – et meget simpelt spørgsmål. Men der er ikke noget simpelt svar på spørgsmålet.
Helt klassisk debatterer man med argumenter for at vinde andre over på ens egen side. Enten ved at have overvisende argumenter for ens eget synspunkt eller ved at påvise fejl eller svagheder i modstanderens argumenter. Vi kan også have en god debat, hvor målet ikke er at overvinde modparten, men derimod at samle synspunkter og viden ind for at kunne træffe en bedre og mere oplyst beslutning. Men er det sådan, at vi oplever den offentlige debat i øjeblikket? Ikke i mine øjne. Særligt på de sociale medier har en stadig værre debat(u)skik bredt sig: Nemlig at det ikke er argumenterne, men afsenderen som er i fokus.
HEN OVER SOMMEREN HAR jeg i flere gange oplevet, at debattører tog afstand fra et synspunkt med det ene argument, at argumentet var afsendt af en politisk modstander. Der var altså ikke noget argument for éns eget synspunkt eller nogen påpegning af fejl ved modstanderens synspunkt. Der var kun den indstilling, at hvis synspunktet var afsendt af bestemte personer, så skulle det smadres eller kunne i hvert fald ikke tages alvorligt.
Meningen er både klar og dobbelttydig: på den ene side ønsker man at sætte politiske modstandere i en boks, hvor deres holdninger eller argumenter bliver frataget værdi uanset deres indhold; på den anden side søger man efter de eftertragtede likes og sympatitilkendegivelser på sociale medier, som kan pudse sin egen forfængelighed af.
Men giver det en bedre debat? Giver det ekstra information, som øger viden inden beslutninger tages? Eller gør andre interesseret i at deltage i den offentlige debat? Slet ikke!
Meningen er både klar og dobbelttydig: på den ene side ønsker man at sætte politiske modstandere i en boks, hvor deres holdninger eller argumenter bliver frataget værdi uanset deres indhold; på den anden side søger man efter de eftertragtede likes og sympatitilkendegivelser på sociale medier, som kan pudse sin egen forfængelighed af
_______
TVÆRTIMOD BETYDER den nuværende debatform, at debatten bliver fordummende. Vi afskærer os selv i at opdage ny viden, som kan give os en indsigt, vi ikke har i dag. Vi reducerer debat fra at være udveksling af argumenter til at være udveksling af personlige angreb. Det bliver til sandkasse-skænderier a la: ”du er dum, og derfor vil jeg ikke lytte til det du siger.”
Men hvad så når en modstander faktisk siger noget klogt, tilbringer debatten ny viden eller har et argument, som får os til at overveje vores eget synspunkt? Kan vi først have nedgjort andre og sagt, at præcis disse personer er så dumme, at deres argumenter ikke kan tillægges nogen betydning og så bagefter selv lytte til dem?
Rækkerne af MF’ere harforandret debat til en kampsport, hvor meningen absolut ikke er at vinde modstanderne over eller gøre fællesskabet klogere for at kunne træffe en bedre belyst beslutning. Tværtimod er målet at vinde begejstring fra egne rækker ved at nedgøre modstanderne
_______
DE POLITISKE PARTIER har et stort ansvar for at sætte niveauet for den samfundsmæssige debat. Men det er ikke altid noget højt niveau, som sættes.
Når de store politiske debatter foregår i Folketingssalen, så er det af tidsmæssige grunde begrænset, hvor mange Folketingsmedlemmer, som kan deltage i den debat, som foregår fysisk. Til gengæld er de meget aktive på sociale medier, hvor taletiden er begrænset og rammerne for ytringer noget friere. Derfor kunne twitter-debatterne være et godt tillæg eller forlængelse af debatten i salen. Sådan er det bare ikke gået.
I stedet har rækkerne af MF’ere forandret debat til en kampsport, hvor meningen absolut ikke er at vinde modstanderne over eller gøre fællesskabet klogere for at kunne træffe en bedre belyst beslutning. Tværtimod er målet at vinde begejstring fra egne rækker ved at nedgøre modstanderne. Det er ganske nemt at hente likes og positive tilbagemeldinger på den måde, men det fremmer ikke nogen positiv interesse uden for de snævre politiske cirkler.
Uanset om det er minimumsnormeringer, klimademonstration, oprydning ved strandene eller sikring af midler til lokalområdets idrætsfaciliteter, så står danskerne klar. Bare ikke i de politiske organisationer
_______
DANMARK er bygget op af folkelige bevægelser. Landbrugsorganisationerne, arbejderbevægelsen, brugsforeninger og andelsmejerier, friskoler og højskoler. De havde alle det fælles træk, at de tillod og nærmest opfordrede til uenighed og debat for – gennem samtalen og debatten – at finde bedre fælles løsninger. Nogle gang kunne det blive hårde debatter, og der er ingen tvivl om at debatterne mellem fløjene i arbejderbevægelsen eller blandt de mest radikaliserede landmænd ikke altid har været kompromissøgende. Men i det store og hele er foreningslivet i Danmark bygget på respekten for uenighed og dialog som metode for at nå enighed.
Derfor oplever vi, at danskerne stadig strømmer til foreningslivet, og at aktivisme-kulturen i Danmark stortrives. Uanset om det er minimumsnormeringer, klimademonstration, oprydning ved strandene eller sikring af midler til lokalområdets idrætsfaciliteter, så står danskerne klar. Bare ikke i de politiske organisationer. Jeg tror, at det skyldes den kampstemning, som alt for ofte piskes frem og som virker alt for afskrækkende for udefrakommende.
Det er noget andet, hvis man er vokset op med og nærmest vokset ind i kulturen med ”dem-og-os”. Så vil man gerne søge konflikterne. Længslen efter politik på en ny måde var i tiden efter stiftelsen i med til at løfte Alternativet mere end deres egentlige politik. Og skuffelsen over, at partiet efterfølgende overgik de gamle partier i interne slagsmål og bagtaleri er dermed endnu større.
BARE FOR AT UNDGÅ de forventelige reaktioner: Jeg støtter fuld og absolut ytringsfrihed. Ingen skal begrænses i, hvad de har ret til at sige. Og jeg har – med 22 år i folketinget – fået en ret tyk hud i forhold til angreb på min person, så jeg er hverken krænket eller skræmt. Jeg har garanteret også selv begået fejl i debatter gennem tiden. Men jeg er bekymret.
JEG ER BEKYMRET FOR, om kampen for at ”vinde” en debat fører til, at vi råber højere og højere i ekko-kamre, hvor vores mål ikke er at vinde andre over på vores side, eller dele viden for fælles at kunne træffe bedre beslutninger. Men blot at nedgøre modstandere for enten egen kortsigtede fornøjelse eller for at blive rost af de i forvejen enige klakører. Derfor opfordrer jeg til, at vi alle overvejer om vores måde at debattere på fremme det frie og inkluderende samfund, som bør være et fælles mål.
Lad os have en fri debat, også gerne et hård og direkte debat. Men lad os også have en debat, der er fokuseret på argumenter og viden i stedet for på afsendere og motivfordrejning. ■
Og jeg har – med 22 år i folketinget – fået en ret tyk hud i forhold til angreb på min person, så jeg er hverken krænket eller skræmt. Jeg har garanteret også selv begået fejl i debatter gennem tiden. Men jeg er bekymret
_______
Kristian Jensen (f.1971) er MF for V, tidligere næstformand, skatte-, finans- og udenrigsminister. ILLUSTRATION: Robin Skjoldborg for RÆSON
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
