07.06.2020

.

Sundhedsmyndighederne har ikke været opgaven voksen. De har igen og igen varslet fred og ingen fare uden at kunne fremlægge noget, der ligner videnskabelig evidens. Derfor giver det også mening, at regeringen i stedet gik til Folketinget, og at Sundhedsstyrelsen med den nye, reviderede epidemilov blev frataget sin centrale rolle som den instans, der udviklede strategier for epidemibekæmpelse.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Kjeld Schmidt

Der har den seneste tid været stor opstandelse over nogle breve, som i februar og marts blev udvekslet mellem direktøren for Sundhedsstyrelsens (SST), Søren Brostrøm, og Sundhedsministeriet (SUM), og som journalister siden har opdaget – eller i hvert fald genopdaget.

Brevene er blevet læst — og brugt — som dokumentation for, at regeringen ikke byggede deres politik på sundhedsmyndighedernes anbefalinger, da statsministeren bebudede den delvise nedlukning af landet den 11. marts. Men at der mellem sundhedsmyndighederne og regeringen på det tidspunkt efterhånden var stærkt divergerende holdninger til epidemibekæmpelsen, var almindeligt kendt, længe før brevene blev draget frem (regeringen gik fx videre end anbefalet i SST’s strategirapport af 10. marts, og uenigheden blev yderligere dokumenteret i Information den 16. marts). Historiens kerne er ikke, at der var uenighed, men at situationen var gået i hårdknude, og at regeringen derfor så sig nødsaget til at gå til Folketinget for at få ændret kompetencefordelingen og styrkeforholdet mellem dem og SST. Det blev den, og ganske markant endda.

 

Historiens kerne er ikke, at der var uenighed, men at situationen var gået i hårdknude, og at regeringen derfor så sig nødsaget til at gå til Folketinget for at få ændret kompetencefordelingen og styrkeforholdet mellem dem og SST. Det blev den, og ganske markant endda
_______

 

Hårdknude
Stærkt komprimeret fortalt var baggrunden for forløbet, at regeringen i begyndelsen af marts kunne se, at myndighederne i lande, der allerede var blevet ramt, havde mistet kontrollen med epidemien og havde måttet tage drastiske midler i brug i et forsøg på at genvinde den, men at de danske sundhedsmyndigheder var og forblev nærmest flegmatiske.

Den 21. februar blev der i Italien registreret 16 tilfælde og dagen efter 60 nye tilfælde. Smitten eksploderede nu med samme voldsomhed som i Wuhan. Den 8. marts var antallet af nye tilfælde i Italien nået op på næsten 1.500, og regeringen så sig nødsaget til at sætte store dele af Norditalien i karantæne — og dagen efter hele Italien. Den 11. marts blev der registreret 3.200 nye tilfælde.

Men de danske sundhedsmyndigheder forholdt sig stoiske under alt dette. SST vurderede den 25. februar, at “der er moderat risiko for, at vi kan se tilfælde af COVID-19 i Danmark, med lokal smittespredning”, og ”at der kun er lav risiko for, at vi ser udbredt smitte i det danske samfund.”

Den 27. februar blev det første tilfælde af COVID-19 konstateret i Danmark, men sundhedsmyndighederne gjorde stadig ikke mine til at følge den strategi, WHO dengang anbefalede. Brostrøm gjorde i en e-mail den 1. marts klart, at de heller ikke støttede at iværksætte foranstaltninger mhp. at ”mindske hyppighed og nærhed af kontakter i det offentlige rum” som fx begrænsning af større forsamlinger og lukning af institutioner. Som begrundelse anførte han, at der ”generelt ikke [er] god dokumentation for den smitteforebyggende effekt ved disse tiltag”, hvilket var i forunderlig strid med de epidemiologiske erfaringer fra det sidste halve årtusinde. SST’s indstilling var den 28. februar, at Danmark havde ”en meget stærk inddæmningsstrategi”, og at der derfor ikke var hjemmel for generelt at give regeringen flere handlemuligheder, selvom strategien jo var uprøvet.

I ugen op til den 11. marts steg antallet af registrerede tilfælde i Danmark med i gennemsnit omk. 30 pct. om dagen. Den ”meget stærke inddæmningsstrategi”, som SST havde påberåbt, var blevet prøvet i praksis — og havde fejlet. Det danske samfund risikerede dermed et udbrud, der kunne have samfundsødelæggende virkninger: omfattende smitte, titusindvis af meget syge mennesker og tusindvis af døde, et overbebyrdet og måske sammenbrudt sundhedsvæsen og en samfundsøkonomi i et stejlt dyk på grund af faldende indenlandsk forbrug (oven i den skrumpende internationale handel).

Regeringen så sig handlingslammet. Situationen var gået i hårdknude. Hvad gør en regering så? Den går til Folketinget. I sin tale den 11. marts, hvor hun bebudede den delvise nedlukning, meddelte statsminister Mette Frederiksen derfor, at regeringen havde taget skridt til at ændre lovgivningen, og at der i Folketinget var opbakning til det: ”Jeg har i aften holdt møde med partilederne og Folketingets formand om hastelovgivning på en række områder. Der er fuld opbakning til, at vi skal have de nødvendige redskaber klar i epidemiloven og anden lovgivning.” Det skete dagen efter, den 12. marts.

 

Ingen af ordførerne kommenterede under debatten i salen, at SST blev degraderet, men takkede — fuldt berettiget — Sundhedsstyrelsens medarbejdere for deres store arbejdsindsats. Men som strategiudformende instans blev SST begravet i stilhed
_______

 

Regeret bliver der alligevel
Regeringen foreslog, at beslutningskompetencen ved epidemibekæmpelse blev placeret hos regeringen, og at SST blev reduceret til en — hvad de strategiske beslutninger angår — blot rådgivende instans. Partierne var som sagt blevet informeret på forhånd af statsministeren, og der var ingen indvendinger mod forslaget. Lovforslaget blev vedtaget af et enigt Folketing.

Ingen af ordførerne kommenterede under debatten i salen, at SST blev degraderet, men takkede — fuldt berettiget — Sundhedsstyrelsens medarbejdere for deres store arbejdsindsats. Men som strategiudformende instans blev SST begravet i stilhed.

Hverken ved fremlæggelsen af lovforslaget eller i svarene til Folketinget henvises der til ”myndighedernes anbefalinger”. Det ville også have været påfaldende. Det er Folketinget, der er lovgiver, og regeringen, der stiller forslagene.

Det er derfor absurd og grænsende til det komiske, at den offentlige debat nu skal handle om, hvorvidt regeringens tiltag fra den 11. marts og derefter byggede på SST’s indstillinger og anbefalinger. Disse havde jo, hvad strategien angår, været ganske utilstrækkelige efter regeringens vurdering; det var derfor, den var gået til Folketinget.

Det var således helt i tråd med Folketingets beslutning, at departementchefen for SUM den 14. marts skrev til SST, at man i Statsministeriet ”er meget bekymret for, hvorfor vi tester så lidt” og indskærpede, at ”kravet” fortsat var, at der skulle testes flere.

Der er altså intet grundlag for den store opstandelse. Men mediestorme kommer og går, og også denne opstandelse vil fordufte. Men i mellemtiden er regeringen i gang med at omkalfatre epidemibekæmpelsen. Den epidemilov, der blev vedtaget den 12. marts, blev revideret igen den 31. marts og udløber den 1. marts 2021. Det er klart, at der allerede arbejdes på at forberede den næste version af epidemiloven.

Reformering af epidemibekæmpelsen
Der var især to alvorlige begrænsninger ved den gamle epidemilov. For det første var epidemibekæmpelsen organiseret regionalt. Regeringen og de statslige myndigheder havde dermed kun indirekte indflydelse på epidemibekæmpelsen. Over for en smitsom og dødbringende sygdom, der bredte sig med stor hast fra kontinent til kontinent, fra land til land, var den organisering håbløst utilstrækkelig.

For det andet var regeringen nået til den erkendelse, at den ikke længere kunne være afhængig af, hvad SST måtte finde velbegrundet og velafvejet at indstille. Den måtte have kontrol med udviklingen.

Lovforslagets overordnede hensigt var ganske klar i ministerens skriftlige fremsættelse af forslaget til den nye, reviderede epidemilov: ”Den nuværende lovgivning er på en række områder efter regeringens opfattelse ikke tilstrækkelig til at sikre myndighedernes handlemuligheder og effektiv ressourceudnyttelse.” Epidemiloven skulle derfor ”gøres mere fleksibel ved at fastsætte en række bemyndigelser til sundheds- og ældreministeren og ved at indføre en række nye beføjelser.”

 

Det er derfor absurd og grænsende til det komiske, at den offentlige debat nu skal handle om, hvorvidt regeringens tiltag fra den 11. marts og derefter byggede på SST’s indstillinger og anbefalinger. Disse havde jo, hvad strategien angår, været ganske utilstrækkelige efter regeringens vurdering; det var derfor, den var gået til Folketinget
_______

 

Med forslaget ville epidemikommissionernes kompetence blive overført til ministeriet (Bemærkningerne, s. 11). Begrundelsen for denne ændring var at opnå ”bedre koordination af de foranstaltninger, som måtte være nødvendige at gennemføre, hvor kompetencen samles ét sted”, samt ”større fleksibilitet i beredskabet”.

Overførslen af kompetence til regeringen ville i sig selv betyde, at SST’s rolle ville blive reduceret, eftersom SST over for de fem regionale epidemikommissioner naturligvis havde haft en ganske anden magt, end den ville have over for ministeriet. Men regeringen gik altså videre endnu og stækkede SST ganske eftertrykkeligt.

Ifølge den dengang gældende epidemilov (§ 10) kunne sundhedsministeren bestemme, at de vidtgående tvangsforanstaltninger mod ”alment farlige sygdomme” på epidemilovens Liste A (pest, ebola, SARS, MERS) ”også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning”, men det kunne han vel at mærke som hovedregel kun gøre ”efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen”. Som rådgiver havde SST dermed en særstilling i lovgivningen. Den havde krav på at blive hørt før andre, og dens råd kunne kun tilsidesættes med tvingende grund. Regeringen foreslog derfor, ”at ’indstilling’ ændres til ’rådgivning’.” Og for ikke at kunne blive beskyldt for uærligt spil over for Folketinget blev implikationen af ændringen gjort ganske eksplicit: ”Det indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse, at der kommer en indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Sundheds- og ældreministeren vil fremover alene skulle rådføre sig med Sundhedsstyrelsen.” (Bemærkningerne, s. 26).

Det kunne ikke siges klarere, uden at fornærme nogen, at SST med den nye, reviderede epidemilov blev frataget sin centrale rolle som den instans, der udviklede strategier for epidemibekæmpelse. Resultatet er, at beslutningskompetencen nu er koncentreret hos regeringen, uden modvægt.

Den nye verdensorden
WHO har den 13. maj advaret verden om, at COVID-19 formentlig vil plage menneskeheden i måneder og år. Selv om det ikke afspejles i den danske debat, er smitten stadig i hastig vækst på verdensplan; i øjeblikket registreres omkring 125.000 nye tilfælde hver dag, og det tal er stadig stigende. Kun et lille fåtal har været smittet og er dermed i en eller anden grad immune. Lande, der har haft smitten under kontrol, som f.eks. Sydkorea og Singapore, oplever pludselige udbrud. Det er ikke ovre.

Det er en tilstand, vi må forberede os på. Smitsomme sygdomme forårsages af patogener, der gennem den biologiske evolution tilpasser sig vores levevis og samfundsindretning. Siden 1960 er antallet af mennesker, der lever i byområder, steget fra 1 til over 4 milliarder og udgør nu hovedparten af menneskeheden. Eftersom befolkningstætheden verden over er stigende, har vira fået meget bedre grobund. Men dertil kommer, at verdenshandlen er fordoblet de sidste to årtier, international turisme ligeså, antallet af flyrejser tredoblet. Vi har dermed skabt en storslået infrastruktur, ikke blot for os selv, men også for smitsomme vira.

 

Men dertil kommer, at verdenshandlen er fordoblet de sidste to årtier, international turisme ligeså, antallet af flyrejser tredoblet. Vi har dermed skabt en storslået infrastruktur, ikke blot for os selv, men også for smitsomme vira
_______

 

Vi må erkende og indrette os på, at pandemier som den nuværende er en driftsomkostning ved globaliseringen. Det nuværende mønster af international og lokal mobilitet kan kun opretholdes, hvis der afsættes midler til beredskab og opbygges kapacitet til overvågning af smittespredning til opsporing og karantæne og til lejlighedsvise mere eller mindre omfattende nedlukninger. Uden dette kan flyene godt blive stående og feriedestinationerne godt pakke ned.

Epidemilovgivningen må være i stand til at håndtere disse nye vilkår, som er karakteriseret ved forventelige nye udbrud af COVID-19 såvel som af nye pandemier forårsaget af andre vira. Lovgivningen skal give regeringen og myndighederne midler til at gribe hurtigt og effektivt ind. Men ingen regering i en retsstat skal uden videre kunne gribe til tvangsmidler over for borgere, virksomheder, foreninger og bysamfund uden at være underlagt demokratisk kontrol. Og det forudsætter ikke blot parlamentarisk kontrol, men at offentligheden er informeret om grundlaget for tvangsindgreb.

Sundhedsmyndighederne har ikke været denne opgave voksen. De har igen og igen varslet fred og ingen fare uden at kunne fremlægge noget, der ligner videnskabeligt begrundet evidens. De har afvist dyrekøbte erfaringer med vage henvisninger til simulationer, der er fremkommet ved anvendelse af en ”matematisk model”, som Kåre Mølbak fra SSI udtrykte det — med betoning — på pressemødet den 6. april, som om det det i sig selv var evidens. I virkeligheden var der tale om en spinkel og endnu ikke verificeret hypotese. Deres ”matematiske model” er endda blevet holdt hemmelig, og da den endelig blev fremlagt, viste den sig at være uigennemskuelig for uafhængige specialister og så kompleks, at den ikke kan verificeres. Den slags skaber grobund for mistanke om mørke hensigter, både om at der kynisk stiles efter ”flokimmunitet”, og om at tiltagene er mere eller mindre ubegrundede og snarere motiveret af magtbrynde. Det er demokratisk uholdbart.

Vi er i dette land begunstiget med flere institutioner, der som Rigsrevisionen og ombudsmanden holder offentligheden informeret om myndighedernes ageren og om nødvendigt påtaler uregelmæssigheder og overgreb, ligesom vi har rådgivende institutioner som Det Økonomiske Råd og Klimarådet, der på vitale politiske områder giver både det politiske system og offentligheden mulighed for uafhængig og fagkyndig information.

Den kommende revision af epidemiloven bør tilsvarende som noget helt elementært etablere en institution til uafhængig analyse og rådgivning bemandet med ikke blot fagkundskab fra infektionsmedicin og epidemiologi, men desuden også med matematisk, datalogisk, økonomisk, logistisk, adfærdsvidenskabelig osv. fagkundskab. ■

 

Regeringen så sig handlingslammet. Situationen var gået i hårdknude. Hvad gør en regering så? Den går til Folketinget
_______

 

Kjeld Schmidt (f. 1945) er sociolog og professor (emeritus) ved CBS. Hans forskningsfelt er udviklingen af arbejdspraksis og teknologi. Han er chefredaktør for tidsskriftet “Computer Supported Cooperative Work (CSCW)” (Springer 1992 ff.) ILLUSTRATION: Søren Brostrøm og Mette Frederiksen til pressemøde i Statsministeriet om COVID-19, mandag den 23. marts 2020. [Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]