04.07.2020

Efter coronakrisen vil både verdensordenen og Vestens rolle i den være forandret. Men ændringen har længe været på vej – med ekstraordinær hast i månederne før epidemiens udbrud.

Denne artikel („Tre scenarier for Vestens fremtid‟) indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa‟

Af Kasper Støvring

Selvom meget vil blive genetableret, vil vi næppe vende tilbage til verden, som den så ud for bare få år siden. Det vil jeg begrunde ved at skitsere tre fremtidige scenarier for Vesten: et langvarigt forfald, et pludseligt sammenbrud eller en revitalisering.

Scenarie 1: Forfald
I november fejrede vi, at det var 30 år, siden Muren faldt. Den begivenhed varslede en ny, friere og mere liberal verdensorden. Men sådan er det ikke gået. I 2018 udgav jeg en bog om netop det emne, Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden, hvor jeg diskuterede de illiberale regimer, der revitaliseres i lande som Rusland, Kina og Tyrkiet, og jeg diagnosticerede årsagen til krisen i selve de vestlige samfunds liberale værdigrundlag, her især arven fra oplysningens universalisme med dens betoning af individuelle menneskerettigheder samt overnationale institutioner og konventioner. Trump, Brexit og højrepopulismen er krisens tydeligste symptomer her i Vesten, men de viser også mulige veje ud af krisen, for så vidt som besindelsen på tre gennemgående punkter synes at være uomgængelig: betoning af national suverænitet, bl.a. grænsekontrol, ophør med udenrigspolitisk aktivisme og tilbagerulning af den økonomiske globalisme, herunder hjemtagelse af arbejdspladser.

Med Murens fald gik vi fra en bipolær verdensorden til en kortvarig unipolær orden i 1990’erne. I 2000’erne oprandt den orden, vi i dag er godt på vej ind i: den multipolære verdensorden. Det kan bedst aflæses i de illiberale kulturværdier – herunder betydningen af kollektivet, hierarki, autoritet og religion – der er blevet revitaliseret på verdensplan, tydeligst inkarneret i Putins og Xi Jinpings ledelse, der nyder enorm folkelig opbakning i Rusland og Kina, som det bl.a. er dokumenteret af tænketanken PEW og Harvard Business School. Som allerede Samuel Huntington skrev i The Clash of Civilizations: ”De vigtigste værdier i Vesten er de mindst vigtige i verden”. Det gælder især individualisme og sekularisme.

Det samme billede får man, hvis man ser på de internationale målinger af menneskers værdier, som organisationen World Values Survey har gennemført i over 100 lande i de seneste godt 40 år. Hvis man studerer organisationens ”World Cultural Map”, vil man se, at der i den undersøgte periode fra 1981 til 2015 – altså globaliseringens storhedstid – ikke sker nogen som helst afgørende ændringer: Befolkningerne i Vesteuropa, USA, Canada, Australien og New Zealand bliver ved med at udgøre en undtagelse på verdensplan med deres betoning af det, der kaldes ’Self Expression Values’ som individuel autonomi, demokratisk deltagelse, tillid, lighed mellem kønnene, tolerance over for seksuelle og religiøse mindretal samt retten til abort og skilsmisse.

Verden består af en mangfoldighed af forskellige kulturer. Der findes ikke noget sådan som én forenet, liberal menneskehed. Fysiske og mentale grænser er naturlige og nødvendige. Nationalstaten er tilbage med fuld kraft, og fremover vil forsøg på at sprede liberale værdier blive anskuet som en sofistikeret form for imperialisme, der vil blive mødt af en eller anden form for modstand – især hvis det sker med magt. Det skyldes bl.a., at de såkaldte universelle menneskerettigheder kun har fuld udbredelse i Vesten. ’Resten’ af verden er mere kollektivistisk anlagt; her står grupperettigheder højere i værdiernes hierarki.

 

Med Murens fald gik vi fra en bipolær verdensorden til en kortvarig unipolær orden i 1990’erne. I 2000’erne oprandt den orden, vi i dag er godt på vej ind i: den multipolære verdensorden
_______

 

Imens Vesten mister sin magt og indflydelse, revitaliseres andre civilisationer. Det gør de ikke ved at efterligne Vesten, men ved ikke at gøre det: Det sker ved at følge deres egen særegne kulturelle kurs. Denne ændring i de globale magtforhold, hvor Vesten fra at være hegemonen i centrum nu indtager en mere perifer plads – om end USA stadig er verdens stærkeste magt – har flere årsager, men en afgørende er, at Vesten er i forfald og har været det længe. Ydre faktorer bidrager, men den mest fundamentale forklaring skal findes i indre årsager. Lad mig blot nævne en håndfuld:

For det første den tiltagende afkristning og dermed svækkelse af bærende værdier som personlig ansvarlighed og gensidig tillid. Disse værdier eksisterer naturligvis også uden for kristendommen, men den kristne etik, særligt den protestantiske, betoner i højeste grad samvittighedens betydning og det individuelle skyldsbegreb, hvorfor de frieste og mest tillidsfulde lande i verden generelt hører til den protestantiske kulturkreds.

For det andet den demografiske tilbagegang. Vesterlændinge føder ikke tilstrækkelig mange børn til at kunne opretholde sit befolkningsniveau, og ’demografi er skæbne’, som et gammelt ordsprog lyder. Kombineret med ikkevestlig masseindvandring risikerer den vestlige kernekultur at blive ændret: For hvis store grupper stadig ikke assimileres, svækkes den klassiske arv fra Jerusalem, Rom og Athen: kristendommen, retsstaten og oplysningen. Ifølge fremskrivninger fra tænketanken PEW (2017) vil andelen af muslimer i Vesteuropa blive fordoblet de næste 30 år. I byer i England er de oprindelige englændere allerede i dag i mindretal.

For det tredje netop fremkomsten af parallelsamfund, især i europæiske lande som Sverige og Frankrig, hvilket har ført til områder uden for jurisdiktion. I Frankrig er væsentlige dele af undtagelsestilstanden fra 2015, der skyldes den islamiske trussel, blevet permanente, i og med at de er gjort til gældende lov.

For det fjerde et fald i arbejdsetikken. Det er et forhold, som særligt Niall Ferguson i sin bog Civilization (2011) – bl.a. baseret på undersøgelser fra OECD – ser som et alvorligt tegn, fordi det først og fremmest er disciplineret, hårdt arbejde, der fører en civilisation gennem krisetider.

For det femte en tiltagende forkastelse af afgørende dele af den vestlige kulturarv som fx ytringsfriheden, kernefamilien, nationalstaten og sansen for Vestens partikulære identitet.

I sin nye bog, The Decadent Society, argumenterer den politiske analytiker Ross Douthat for, at vi i Vesten sandsynligvis ikke står over for en pludselig katastrofe som en borgerkrig eller fascisme. Men vi befinder os i en lang periode af forfald. Douthat definerer dekadence som perioder, hvor hidtil velstående og dynamiske samfund tæres op af stagnation, hvor de mister sansen for et højere mål at styre efter, og hvor middelmådighed og steril gentagelsestvang præger både økonomien, kulturen og videnskaben. Vi ældes glædesløst foran det ulmende skær fra vores skærme, som Douthat prægnant skriver i sin bog. Forfaldsperioden kan imidlertid vare meget længe. Det tidligere Romerrige er her det store vidnesbyrd, og Douthat spår, at vores nuværende samfund på samme måde faktisk kan holde sig flydende meget længe, skønt udmattet og aldrende. Også for Douthat er den tomme vugge et skæbnesymbol: Vi gider ikke længere få (mange) børn.

 

Det tidligere Romerrige er her det store vidnesbyrd, og Douthat spår, at vores nuværende samfund på samme måde faktisk kan holde sig flydende meget længe, skønt udmattet og aldrende
_______

 

I stedet for at kaste os ud i et totalopgør tilpasser vi os altså forringede livsvilkår. I praksis ser vi det ved, at vi oplever et fald i faglighed blandt skoleelever, som vi ’løser’ ved at sænke barren for, hvad det kræver at bestå eksamen, og dermed giver højere karakterer for middelmådige præstationer. Vi forurener luft- og vandmiljøet, men vænner os til at gå med maske og købe vand på flaske, som man allerede ser også i mange vestlige lande. Vi oplever ringere forståelse for og tilslutning til kristendommen og vores fælles kulturarv, men støtter radikal identitetspolitik for feminister og seksuelle, etniske og religiøse minoriteter, hvormed samfundet splittes op i endnu flere indbyrdes bekæmpende parallelsamfund.

På et højere politisk niveau er dekadencen også synlig. Ved vores grænser angribes vi af unge stenkastende mænd, der råber ’Allah uh-Akbar!’ Men vi ser slet ikke vores fjende, selv ikke når han står lige foran os; vi ser kun endnu et offer, der skal ’integreres’. ”Det ender altid på samme måde: Civilisationen når et stadium af overmodning, hvor den ikke bare er ude af stand til at forsvare sig, men på en tilsyneladende ubegribelig måde dyrker sin egen fjende”, som nobelpristageren Imre Kertész skrev i sin dagbogsroman Den sista tillflykten (2014, udgivet på svensk i 2015).

Ordene passer på EU’s daværende udenrigschef Federica Mogherini, der i juni 2015, umiddelbart inden migrantkrisen, om fremtidens Europa udtalte: ”Politisk islam bør være en del af billedet”. Bemærk, at Mogherini ikke leverede et banalt, deskriptivt udsagn. Hun sagde ikke: Muslimer er en del af det nuværende Europa. Hendes udsagn var derimod normativt, og det var rettet mod politisk islam. Altså: Politisk islam bør være en del af Europa, også i fremtiden, hævdede en af EU’s øverste chefer, for ”Islam holds a place in our Western societies. Islam belongs in Europe. It holds a place in Europe’s history, in our culture, in our food and – what matters most – in Europe’s present and future”. Disse ord er endnu et eksempel på langstrakt forfald.

Scenarie 2: Sammenbrud
Ingen civilisation er udødelig, heller ikke den vestlige. At Vesten til sidst vil ende i historiens malstrøm, er ikke blot en risiko, men på sigt en realitet. Det kommer formentlig til at tage lang tid, og på det punkt er jeg enig med Douthat, der mener, at det langstrakte forfald er mere sandsynligt end det pludselige sammenbrud.

Civilisationer kan dog også bukke under med høj hast. I Civilization anfører Ferguson, hvordan det britiske imperium faldt sammen allerede 12 år efter sejren i Anden Verdenskrig; hvordan Sovjet-kommunismen gik under uden forvarsler og på et tidspunkt, hvor langt de fleste opfattede Sovjet som en supermagt; hvordan Romerriget brød sammen i løbet af en generation på grund af indtrængende barbarer tidligt i det femte århundrede; hvordan inkaernes rige blev smadret i løbet af ti år, ligesom overgangen fra ligevægt til anarki i Ming-dynastiet midt i 1600-tallet også kun tog et årti. Så sent som i 1908 syntes Osmannerriget at kunne gennemløbe en vellykket restaurering, men i 1922 var også det forsvundet i tidens malstrøm.

Er der en risiko for et pludseligt og voldeligt omslag i vores aktuelle situation? Nogle frygter en borgerkrig mellem en majoritetsbefolkning og løsrivelsesbevægelser – eller mellem radikaliserede højrefløjsgrupperinger og islamister. Det er naturligvis et omstridt scenarie, der sædvanligvis afvises som et udslag af alarmisme. Men selvom det næppe er sandsynligt, bør vi besinde os på denne risiko. Det mener også ledende europæiske sikkerhedschefer, heriblandt den forhenværende franske sikkerhedschef Patrick Calvar.

 

Ingen civilisation er udødelig, heller ikke den vestlige. At Vesten til sidst vil ende i historiens malstrøm, er ikke blot en risiko, men på sigt en realitet
_______

 

Dette scenarie bunder i denne antropologiske tese: Menneskets natur ændres ikke afgørende af miljøet. I dag står vi derfor ikke med et nyt, mere humant europæisk menneske. Vi skal kun få år tilbage i vores nære forhistorie for at se blodige udbrud af aggression, som fx borgerkrigen på Balkan. Det 20. århundredes europæiske historie er rig på den slags vidnesbyrd om det europæiske menneskes voldspotentiale – naturligvis i form af de to verdenskrige. Men også i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev millioner af mennesker fordrevet fra områder især i Øst- og Centraleuropa.

Voldshandlinger kan altså udløses, selv når konflikten står mellem etno-nationale grupper inden for en vestlig civilisation, men risikoen må formodes at være større, når grupperne tilhører hver deres civilisation, sådan som Huntington argumenterer for i The Clash of Civilizations, og som man netop så på Balkan i konflikten mellem de katolske (og vestlige) kroater, de ortodokse serbere og de bosniske muslimer. Min overordnede pointe er imidlertid, at etnisk udrensning, undertrykkelse, borgerkrig og folkemord alt sammen hører til vores nære forhistorie. De mest pessimistiske betragtere af Europas tilstand ser en risiko for en brutalisering som konsekvens af dekadencen: Radikaliserede grupper vil gribe til våben mod fremmede, der vil forekomme hjemsendelser, der ikke foregår på retsstatens grund, og der vil generelt udvikle sig en langt lavere grad af tolerance over for etniske og religiøse minoriteter.

Coronakrisen risikerer i disse måneder ydermere at udløse en dyb økonomisk recession, og når økonomisk tilbagegang rystes sammen med religiøs og etnisk, afstamningsbetinget diversitet, så har man en sprængfarlig cocktail, som også Niall Ferguson skriver i sin bog om det 20. århundredes barbari, The War of the World (2006): ”Tre forhold forekommer mig at udgøre de nødvendige betingelser, der kan forklare den ekstreme vold i det tyvende århundrede […] Disse kan opsummeres som etnisk konflikt, økonomisk ustabilitet og imperiers forfald”.

Scenarie 3: Revitalisering
Men sammenbrudsscenariet er heldigvis ikke sandsynligt. For i Europa har vi netop formået at skabe fred og stabilitet ved at indrømme og dermed inddæmme de nationale passioner. Som den amerikanske filosof Jerry Z. Muller har påpeget, går adskillelse forud for fred og stabilitet. Vi har opnået fred i Europa, ikke på grund af det nationale projekts fiasko, men på grund af dets succes. Nationale passioner er ikke forsvundet, men har derimod sejret. Hver nation har fået sin egen stat, mere eller mindre, og det har skabt sammenhængskraft indadtil og løst problemerne med løsrivelsesbevægelser og grænsekonflikter udadtil.

Denne udvikling har været så succesfuld, netop fordi man har besindet sig på, at nationsprojektet er modernitetens vel nok stærkeste drivkraft. Jeg tror, at vi igen har opnået en ny form for besindelse, hvilket der allerede før coronakrisen var tegn på. Man kan fx sammenligne de to udsagn af de to prominente EU-bureaukrater før og efter migrationskrisen i 2015-16. Hvor daværende udenrigschef Mogherini som nævnt ønskede, at politisk islam skulle være med til at forme fremtidens Europa, sagde den nuværende kommissionsformand Ursula von der Leyen i marts måned i år: ”Jeg takker Grækenland for at være Europas skjold […] Jeg står her i dag som europæer ved jeres side”. Og det udtalte hun altså vel at mærke, efter at græsk grænsepoliti havde skudt med gummikugler efter migranter og skudt med skarpt efter både med migranter!

Lad mig også erindre om, at det ikke er mere end lidt over et år siden, man i EU diskuterede, om Ungarn skulle smides ud af EU – i dag derimod er vi alle ’orbán’itter’, i hvert fald hvad angår erkendelsen af – og nok også viljen til – at sikre vores grænser.

Vi kan også notere, hvor stor konsensus der er om historieprofessor emeritus Uffe Østergaards berømte ord fra 2016 om nødvendigheden af Fort Europa: ”Europa skal beskytte sig bag et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

 

I dag er der ingen, der taler om historiens afslutning og det liberale demokratis fremtidssejr. Der er heller ingen, der taler om multikulturalismens velsignelser, om velkomstkultur, om at ville være en humanitær stormagt og ’Wir schaffen das’
_______

 

I dag er der ingen, der taler om historiens afslutning og det liberale demokratis fremtidssejr. Der er heller ingen, der taler om multikulturalismens velsignelser, om velkomstkultur, om at ville være en humanitær stormagt og ’Wir schaffen das’. Flere af vores hjemlige politikere – bl.a. Socialdemokratiet – foreslår nu fratagelse af islamisters statsborgerskab, de taler om hjemsendelse af indvandrere, og de er klar til at rulle pigtråd ud ved vores grænse. I USA vandt Donald Trump på ’America First’, og Boris Johnson vandt på Brexit og ’Take Back Control’. Alt dette har fået kommentatorer til at tale om et politisk ’skred’. Men det er forkert. Der er ikke tale om et ’skred’.

Der er derimod tale om en tilpasning til virkeligheden. Liberale idealer må nemlig altid overgive sig til menneskets dybere behov – som fx vores behov først og fremmest for sikkerhed. Coronakrisen har tydeliggjort, at nationalstaten er tilbage som en sikkerhedsstat, som den instans, der ikke blot sikrer borgerne mod masseindvandring, men som også vil søge at sikre adgang til kritiske ressourcer som medicin, sundhedsudstyr, fødevarer, olie, vand og naturgas. ”Vi har alt for længe på farlig vis været afhængige af en global forsyningskæde”, som den amerikanske regerings handelsrådgiver Peter Navarro sagde for nylig.

Et tegn på, at vi befinder os i et nyt tidehverv, og at det er konservatismen – og ikke liberalismen – der har fremtiden for sig, er den intellektuelle ideudvikling, der finder sted, ikke mindst de mange bøger, der aktuelt udgives om og af konservative tænkere, heriblandt Patrick J. Deneen: „Why Liberalism Failed‟, Yoram Hazony: „The Virtue of Nationalism‟ og Ryszard Legutko: „The Demon in Democracy‟. Det særlige ved disse bøger er, at de hverken begræder liberalismens krise eller søger at genoprette den. De formulerer derimod en grundlagskritik: Liberalismen var forfejlet fra starten.

At liberalismen og de ideer og institutioner, der er skabt i dens billede, ikke fungerer, har corona-krisen blotlagt. Det gode ved kriser som coronakrisen er, at de gør alt så forbilledligt klart. I denne krise har vi genopdaget en række elementære sandheder: Nationalstaten træder i karakter, for der er intet verdenssamfund, intet FN og intet EU, der sørger for den enkeltes sikkerhed. Grænserne lukkes, for nationen er et skæbnefællesskab – ikke et ideologisk, retsligt eller økonomisk fællesskab. Og beslutningskraften er tilbage hos politikerne, der indfører nødlove.

Lad mig afslutningsvis give mine bud på en løsning af de kriser, jeg har nævnt. For det første skal vi kontrollere grænserne, minimere den ikkevestlige indvandring, især fra Afrika og Mellemøsten og muslimske lande generelt, samt udvikle et nyt asylsystem, som bl.a. foreslået af Lisborg-brødrene her i RÆSON i november 2018. Asylbehandling bør foregå i tredjelande. Vi skal udvise kriminelle udlændinge ved første overtrædelse af straffeloven, og vi skal hjemsende – gerne fristet af en klækkelig sum penge – uintegrerede indvandrere. Politisk islam skal afvises, herunder hører forbud mod moskéer og friskoler, der strider mod dansk kultur, og forbud mod burkaer, minareter og bønnekald; der er religionsfrihed, ikke religionslighed i vores land.

Vores skolesystem skal reformeres, så skolen i højere grad end nu bliver en kundskabsorienteret dannelsesinstitution. Også den grønne dagsorden er konservativ: Vi må sørge for at sikre miljøet gennem grønne reformer og samarbejde globalt for at løse den del af klimakrisen, der er menneskeskabt. Endelig bør folkekirken som institution styrkes, identitetspolitik bør afvises, og i det hele taget bør politik tage sigte på en styrkelse af civilsamfundet, af Vestens kulturbærende institutioner – familie, kirke, lokalsamfund, foreningsliv og nation. ■

 

…i det hele taget bør politik tage sigte på en styrkelse af civilsamfundet, af Vestens kulturbærende institutioner – familie, kirke, lokalsamfund, foreningsliv og nation
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland