03.05.2020

Ja, vi museer bløder, men coronakrisen kan vise sig at være en tiltrængt hjertestarter for den ellers så hensygnende kulturpolitiske debat. Under alle omstændigheder vil krisen radikalt ændre måden, vi tænker og driver museer på. Ser jeg rundt blandt danske museers visioner og missioner, så er aktivismen allerede godt i gang.

Denne artikel er en del af den tredje udgave RÆSONs digitale ekstranummer “RÆSON EKSTRA”, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

Museer og andre kulturinstitutioner verden over er lukket ned. Men der er ikke stille. Der er blot blevet stillet om. Kreativiteten står i flor, og vi museer laver digitale omvisninger, hjemmeskoling, indsamler genstande og historier, laver online liveevents, blogs – og jeg kunne blive ved. Der tegner sig et billede af et museumslandskab, som i kraft af sine forskellige fokusområder adresserer problematikker omkring coronaen og dens slagsider; fx i forhold til ensomhed, køn, hjemløshed og så videre. Jeg oplever museer, som med en slående naturlighed ser krisen og handler ud fra samfundsrelevans og et oprigtigt ønske om at gøre en forskel og være noget for nogen – coronalukket eller ej.

Det er netop nu, vi kan stoppe op og se klart på, hvad museer betyder for vores samfund. Nu kan vi reflektere over, hvorfor museernes besøgstal har været i kraftig stigning de seneste mange år. Den store interesse kan reflektere et øget behov for en kollektiv referenceramme – en kulturhistorisk rygrad og et kontemplativt rum – i forhold til at navigere i en stadigt mere kompleks verden. På museerne kan vi med udgangspunkt i vores egen navle se tilbage og fremad på en gang og føle os lidt i familie med historiske personfortællinger eller kunstværker – ja endda med de andre museumsgæster. På museerne kan vi finde tilhørsforhold og ’føle os hjemme’.

Det er en ting. En anden ting er, at museerne selv har gennemgået en grundlæggende identitetsmæssig forandring, som tiltrækker flere besøgende. Jeg ser museer, der er mere aktive end nogensinde, når det kommer til ønsket om at sætte en dagsorden, involvere brugerne og ’gøre en forskel’. Ordet ’museumsaktivisme’ er ikke uden grund blevet en ny faglig term indenfor den museologiske forskning. Et aktivistisk museum kan defineres som et museum, der vil skabe social forandring, og som anerkender og udnytter den rolle, det spiller i ​​samfundsudviklingen. Og hvilket museum gør efterhånden ikke det?

 

Men ingen museer er objektive eller passive samlingsorganer, og mange museer har for længst erkendt – og udnytter potentialet i – at de er med til at forme vores samfund
_______

 

Idéen om, at museer kan engagere sig i samfundsdebatten ved at reagere på og have en direkte holdning til fx ulighed og flygtninge- eller klimakrise, opfattes dog ofte som uhensigtsmæssig og som en modsætning til museets faglige fundament. Mange ser nemlig museer som neutrale søjler i vores samfund, og museer nyder måske af selvsamme grund stor troværdighed – langt større end politikere og medier. Især de kulturhistoriske museer betragtes som højst pålidelige, viser en undersøgelse foretaget af MuseumNext i 2017.

Men ingen museer er objektive eller passive samlingsorganer, og mange museer har for længst erkendt – og udnytter potentialet i – at de er med til at forme vores samfund. Når museer udvælger genstande eller kunstværker til deres samlinger eller beslutter, hvilke udstillinger der skal sættes op, sker det ud fra en bestemt motivation eller agenda. En agenda, som kan være mere eller mindre bevidst, men den er aldrig neutral. For intet er neutralt. Heller ikke historieskrivningen; det er 1980’ernes påtrængende fødsel af mit eget museum, Kvindemuseet, et af de bedste eksempler på. Historien er altid skrevet af nogen og til nogen. Og indtil i nyere tid, har dette nogen som bekendt primært været en mand. Kvindemuseet blev netop skabt for (og formåede) at løfte kvinderne ud af den historiske glemmebog – og arbejder i dag normkritisk med et kønnet blik på kulturhistorien: med at gøre det usynlige synligt. Kvindemuseet er altså aktivistisk i sin grundvold.

Museer er forskningsinstitutioner, og danske museer arbejder endda ud fra en ’museumslov’, hvilket, set med internationale briller, er noget helt særligt. De fem søjler i denne lov er: indsamling, bevaring, registrering, forskning og formidling (som ikke er det samme som kommunikation). Men der er ikke en søjle, der hedder noget i retning af ’samfundsaktivisme’. Museernes aktive og kritiske rolle i samfundet er altså ikke umiddelbart en del af det lovmæssige grundlag.

Måske rykker coronakrisen nye horisonter nærmere og aktualiserer behovet for en ny museumsdefinition, der passer til en tid præget af store og hastige forandringer og en tid, hvor museerne sætter nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt. Sidste år arbejdede ICOM (International Council of Museums) faktisk med et ændringsforslag til den internationale museumsdefinition, så den bedre afspejler museernes rolle som dagsordensættende. Man mente netop, at museer har skiftet rolle i forhold til tidligere, hvor museer fremstod mere officielt styrede og fortalte en fast historie uden at indgå i dialog med brugerne eller forholde sig til en verden, der forandrer sig hele tiden. I det nye forslag lød det blandt andet, at ”museer skal sigte efter at bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende.”

 

Måske rykker coronakrisen nye horisonter nærmere og aktualiserer behovet for en ny museumsdefinition, der passer til en tid præget af store og hastige forandringer og en tid, hvor museerne sætter nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt
_______

 

Forslagets aktivistiske elementer blev dog betragtet som værende for radikale og blev derfor afvist på ICOM’s generalforsamling i Kyoto i september 2019. Men her midt i status quo(rona) er den foreslåede definition ikke desto mindre kun blevet mere relevant – og ser jeg rundt blandt danske museers visioner og missioner, så er vi allerede godt i gang.

Det bliver spændende at se, hvad krisens efterspil bringer for museerne og kulturlivet generelt. Ja, vi bløder lige nu, men paradoksalt nok kan coronakrisen vise sig at være en tiltrængt hjertestarter for den ellers så hensygnende kulturpolitiske debat. Det føles som om, der er blevet talt mere kultur i den seneste måned, end det har været tilfældet det sidste år – netop ud fra devisen: ”Man ved ikke, hvad man har, før man mister det”.

Under alle omstændigheder vil krisen radikalt ændre måden, vi tænker og driver museer på. Omstillingen har utvivlsomt medført mange nye erkendelser for museerne. En af dem er, at vi ud over at være samlings- og forskningsinstitutioner og oplevelsescentre også er dialog- eller ligefrem medieplatforme. Under krisen har vi fået slået fast, at vi har en plads i offentligheden, som rækker langt ud over det fysiske rum (men som ikke desto mindre er en uløselig del af museets særlighed). Vi har en gang for alle opdaget, at viden og dialog om kunst-, natur- og kulturhistorie kan startes og akkumuleres uden for museets rammer – og sprede sig som godartede vira. Vi har tilmed erkendt, at vores troværdighed som public service-institutioner forpligter. Vi forventes at gøre en forskel. Ifølge føromtalte undersøgelse fra MuseumNext vægter det tungt hos især den yngre generation (under 30), at museer tager standpunkt og vil skabe forandring.

Alt dette har momentum lige nu. Men det er efterspillet, der bliver rigtig interessant. Kan det øgede politiske fokus på kulturens værdi fastholdes og blive til en langsigtet strategi? Det vil kræve politiske ambitioner og dertilhørende investeringer, hvor samfundsudvikling, social ansvarlighed og chancemod bliver en fastforankret del af museernes drift. Er en sjette søjle om samfundsaktivisme i museumsloven under opsejling? Det synes jeg faktisk, vi som samfund har fortjent. ■

 

Under alle omstændigheder vil krisen radikalt ændre måden, vi tænker og driver museer på. Omstillingen har utvivlsomt medført mange nye erkendelser for museerne. En af dem er, at vi ud over at være samlings- og forskningsinstitutioner og oplevelsescentre også er dialog- eller ligefrem medieplatforme
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?

Julie Rokkjær Birch (f. 1983) er direktør for Kvindemuseet i Danmark, et museum for kønnenes kulturhistorie, som ligger i Aarhus. Museumsaktivist, debattør, skribent og foredragsholder. Cand.mag. i Nordisk sprog og Litteratur og Kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Tidligere museumsinspektør ved Skagens Museum og Skovgaard Museet og omviser på ARoS, Aarhus Kunstmuseum. ILLUSTRATION: Julie Rokkjær Birch, 29. Marts 2019 [Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix]