![Journalist Matt Taibbi: De amerikanske medier spiller befolkningen ud mod hinanden og forhindrer dybereliggende kritik af samfundet](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/11/23130203/11027452q_47Mb.jpg)
Journalist Matt Taibbi: De amerikanske medier spiller befolkningen ud mod hinanden og forhindrer dybereliggende kritik af samfundet
23.11.2020
.“De amerikanske nyheder er målrettet forskellige samfundsgrupper i et forsøg på at vende dem mod hinanden i stedet for at få dem til at reflektere over ting, de er fælles om at være utilfredse over[…] Der er ikke tale om en stor konspiration – det er simpelthen bare den måde, det udvikler sig på, fordi det hjælper medievirksomhederne med at tjene penge.”
Interview af Markus Giessing
I den amerikanske debat er det længe blevet diskuteret, hvor stort mediernes ansvar er for polariseringen mellem Demokrater og Republikanere. De store kabel-tv-stationer som Fox News, MSNBC og CNN anklages for at tage parti med de to respektive politiske partier i USA – og at sprede hadefuld retorik, som bidrager til polariseringen. Et studie foretaget af Pew Research Center i år viste fx, at 93 pct. af Fox News’ seere stemmer Republikansk eller hælder i den retning, mens 95 pct. af MSNBC’s seere stemmer Demokratisk eller hælder mod partiet.
Men hvad er årsagen til det polariserede medielandskab – og hvad er konsekvenserne deraf? Det har RÆSON spurgt den amerikanske journalist og forfatter, Matt Taibbi, om. Han mener, at en af de store konsekvenser af det polariserede medielandskab i USA er, at det forhindrer strukturel kritik af det amerikanske samfund.
RÆSON: Du har arbejdet i mediebranchen hele dit voksne liv, og du har set branchen forandre sig over tid. Hvad er de mest væsentlige forandringer, du har været vidne til?
TAIBBI: Det er klart, at opfindelsen af især internettet, men også af kabel-tv, har ændret branchen meget, fordi nyhedsbranchen plejede at være kommerciel i den forstand, at den var bygget på den præmis, at nyhederne var knappe og tv-licenserne få.
Førhen var det svært at starte en avis, hvis man fx tænker på, hvor meget det krævede at distribuere selve nyhedsproduktet. Alt det ændrede sig med kabel-tv og senere internettet, hvilket har ændret virksomhedernes kommercielle strategier. I stedet for at medierne forsøger at nå ud til et bredt publikum, hvilket i højere grad var tilfældet førhen, forsøger de i dag at nå et smallere publikum med andre strategier.
RÆSON: I din bog ”Hate Inc” skriver du: ”Så længe befolkningen har travlt med at hade hinanden og ikke rette deres frustration mod de mere komplekse finansielle og politiske processer, som foregår bag kameraet, er der meget lidt fare for en reel folkeprotest.” Hvorfor skulle mediehuse have interesse i at holde befolkningen beskæftiget med overfladiske historier, så de ikke reflekterer over mere dybtstikkende, strukturelle problemer?
TAIBBI: Det er det samme dilemma, som ethvert aristokrati eller herskende elite altid har haft: Hvordan forhindrer man, at befolkningen bliver vrede over de måder, som de bliver snydt eller undertrykt på? De amerikanske nyheder er målrettet forskellige samfundsgrupper i et forsøg på at vende dem mod hinanden i stedet for at få dem til at reflektere over ting, de er fælles om at være utilfredse over. Hvorfor hører man fx ikke om ‘carried interest tax break’ [en skattefordel for nogle af de rigeste amerikanere, red.] i nyhederne? Hvis folk vidste, at en fyr som Mitt Romney (Republikansk senator), der ejer en kapitalfond, betaler mindre i skat end en skolelærer eller en politibetjent, ville de være rasende. Men det er ikke de nyheder, vi hører om dagen lang.
“I årtier var stort set det eneste indhold, vi havde om fattige på amerikansk tv, programmer som ‘Cops’, hvor man så fattige mennesker blive jagtet af en politibetjent”
_______
I stedet for er det alle de historier, der gør os vrede på hinanden, frem for at vreden bliver vendt mod de rigeste, der styrer landet. Dén splittende strategi er tydelig. I en ikke så fjern fortid forsøgte nyhedsmedier at berolige folk ved at give dem nyheder, som gjorde, at de følte sig informerede uden at blive oprevne og ønske forandring. Forskellen i dag er, at vi har et fragmenteret nyhedslandskab, hvor der findes nyheder til Republikanere, hvor de bliver fortalt, at de skal være vrede på Demokraterne, og omvendt.
RÆSON: Men hvad er forbindelsen mellem magthaverne og medierne helt konkret?
TAIBBI: Der er ikke en formel forbindelse, men dem, der ejer de store medier, er milliardærer. Deres sociale lag er det samme som dem, der ejer medicinalvirksomheder, er direktører på Wall Street eller ejer Tech-virksomheder. De omgås i de samme kredse, de har de samme politiske interesser og støtter ofte de samme politiske kandidater. Det foregår ikke som i Bilderberggruppen (100 personer fra den absolutte elite i Nordamerika og Europa), hvor man eftersigende mødes i røgfyldte lokaler og planlægger, hvordan man skal dominere verden – det er mere organisk end det. Ejerne af medier signalerer ned ad, hvilke programmer de ønsker, og hvilke de ikke ønsker. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at nyhedsindholdet er, som det er.
“Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at nyheds-indholdet er, som det er”
_______
I årtier var stort set det eneste indhold, vi havde om fattige på amerikansk tv, programmer som ‘Cops’, hvor man så fattige mennesker blive jagtet af en politibetjent. Jeg kender flere folk i tv-branchen, der fx har dækket historier om mord i en fattig bydel, hvor de har interviewet en masse fattige mennesker. Typisk ville redaktørens respons være, at man ikke ønskede at vise fattige med huller i tænderne, fordi de ser miserable ud.
I stedet for ønsker man at vise den attraktive, veluddannede tv-reporter, og det er ikke tilfældigt. En del af årsagen er politisk, men det er også et finansielt hensyn, fordi hvis man fx viser fattigdom, depression og forurening på tv, kan man ikke sælge reklameblokke til de udsendelser.
Derfor ser man oftest en stiliseret udgave af virkeligheden, hvor man dagen lang ser sunde, attraktive mennesker, der lever eksklusive, kosmopolitiske liv. Der er ikke tale om en stor konspiration – det er simpelthen bare den måde, det udvikler sig på, fordi det hjælper medievirksomheden med at tjene penge.
RÆSON: Blev de dybe samfundsproblemer, du omtaler, dækket mere tilstrækkeligt førhen?
TAIBBI: Nej, de blev bare ignoreret på en anden måde. Bare for at tage et eksempel: I 1960’erne og 70’erne blev amerikanere ikke fortalt sandheden om Vietnamkrigen. Man hørte ikke om Agent Orange [et giftmiddel, som det amerikanske militær brugte under krigen, red.], der sårede titusindvis af mennesker, og som også medførte deformiteter hos nyfødte børn og andre rædsler.
Vi blev heller ikke fortalt om de hemmelige bombninger af Cambodja, der begyndte i 1969, eller at vi tæppebombede civile i Nordvietnam. De værste nyheder, som man blev fortalt af pressen, var, at krigen ikke kunne vindes af USA, og at vi muligvis burde trække os fra den. Det er den mere typiske statspropaganda, hvor man bliver fortalt nogenlunde de samme ting af samtlige store nyhedsstationer, mens de alle ignorerede de samme grusomme sandheder om krigen.
“[M]edierne undlader at dække vigtige historier samtidig med, at seerne vildledes med en ubarmhjertig kampagne af polariserende politisk dækning, der gør det endnu sværere for modtageren at holde fokus på de vigtige ting”
_______
Det stod naturligvis i kontrast til de historier, som de hjemvendte soldater kunne fortælle i deres nabolag, hvilket blev overleveret fra mund til mund – lidt ligesom Samizdat [hemmelig litteratur, red.] spredte sig i Sovjetunionen. Men de store medier fortalte ikke den grusomme sandhed – bortset fra i sjældne tilfælde med journalister som Seymour Hersh, der afslørede My Lai-massakren [militær operation i 1968, hvor amerikanske soldater beskød og dræbte hundredevis af civile i en landsby i Vietnam, red.].
I dag ignorerer mange medier stadigvæk lignende ting, men derudover er der det ekstra element, hvor befolkningen spilles ud mod hinanden på en mere aggressiv måde end tidligere. Det vil sige, at medierne undlader at dække vigtige historier samtidig med, at seerne vildledes med en ubarmhjertig kampagne af polariserende politisk dækning, der gør det endnu sværere for modtageren at holde fokus på de vigtige ting.
RÆSON: Men hvordan foregår det i praksis? Jeg formoder ikke, at fx chefredaktøren fra The Washington Post fortæller sine skribenter, at de skal undgå at dække emner, der indeholder strukturel kritik af samfundet?
TAIBBI: Det foregår naturligvis ikke som i Sovjetunionen, hvor der helt bogstaveligt er nogen, der overstreger de forbudte historier. Ligesom Noam Chomsky har skrevet om i sin bog ”Manufacturing Consent” (1988), handler det mere om strukturerne i medievirksomheder, hvor nogle forfremmes og andre ikke gør. Dem, der typisk når højt op i hierarkiet hos de store medier, er dem, der er prædisponeret til at tro på den officielle propaganda fra regeringen.
De journalister, der er skeptiske, går imod strømmen og er svære at kue, når ofte ikke særlig langt i denne branche. Og afvigerne bliver meget sjældent redaktører på en stor avis som The Washington Post. Som enhver anden virksomhed gælder Peter-princippet [dygtige ansatte bliver forfremmet, indtil de besidder en rolle, de ikke har evnerne til at bestride, red. ] også for medier: Det vil sige, at dem, der når højt op på karrierestigen, er dem, der ikke har de stærke journalistiske instinkter som fx Seymour Hersh eller I.F. Stone, som er trodsige og ukuelige.
“Typisk vil dem, der når højt op på karrierestigen i mediebranchen ikke anse sig selv som nogle, der reelt udfordrer magthaverne med deres arbejde, men snarere som en del af magteliten”
_______
Typisk vil dem, der når højt op på karrierestigen i mediebranchen ikke anse sig selv som nogle, der reelt udfordrer magthaverne med deres arbejde, men snarere som en del af magteliten. Det mener jeg er accelereret i takt med nogle sociale forandringer i branchen. Da jeg var barn, var det meget almindeligt, at dem, der ønskede at være journalister, var fra middelklassen eller sågar fra de lavere sociale klasser.
Men i dag er dem, der går ind i mediebranchen, i langt højere grad uddannet på Ivy League-universiteter og kommer fra velhavende familier, hvilket jeg formoder gør, at de journalister ikke har den instinktive trodsighed – hverken socialt, politisk eller intellektuelt – som kræves for at kunne være kritisk over for magthavere og udfordre dem. Og jeg mener, at det afspejles i nyhedsdækningen – især i USA – hvor et eksempel er, at et fænomen som populisme dæmoniseres i medierne, mens elitær politik modtager flatterende dækning.
RÆSON: I din bog Hate Inc. nævner du også profit som et motiv for at skabe hadfyldt dækning i medierne. Hvordan kan man se det?
TAIBBI: I dag er der ikke længere en begrænset sendeflade, men derimod nærmest uendelig sendetid og indhold. Medier, som led under denne udvikling, skulle finde en ny indtægtsmodel. Som jeg ser det, har det medført, at de hårdtprøvede medier forsøger at fastholde høje læser- og seertal ved at gøre nyhedshistorierne mere sensationalistiske for, at folk ikke slukker for tv’et, da det ville gøre reklameblokkene mindre værd. I dag identificerer medierne en bestemt demografi i befolkningen, som de forsøger at nå ud til med deres nyheder, og så sælger de den demografi til reklamebureauer.
“Selvom der bliver udgivet god og dybdegående journalistik, er der visse ting, der simpelthen bare er tabuer i denne branche, og som ikke bliver udgivet i store medievirksomheder”
_______
Man skal kunne sige til reklamebureauerne, at man fx har et publikum, hvoraf 95 pct. stemmer på Det Demokratiske Parti, bor i en storby og har et bestemt indkomstniveau. Derfor er nyhedsmedier meget afhængige af at fastholde den samme gruppe mennesker i sit publikum, hvilket ikke var særlig nødvendigt før i tiden. Jeg mener, det har haft indflydelse på strategien, som medier lægger for dagen ift. hvilke nyheder, de dækker og hvordan, fordi der er et pengeincitament til at fodre folk de nyheder, der får dem til at se eller læse de samme medier igen og igen.
RÆSON: Nogle ville nok sige, at de oplever, at store medier laver dybdegående gravearbejde, og at de dækker vigtige samfundsproblemer. Hvordan vil du forklare, at der er plads til sådanne historier, hvis du mener, at profitmotivet er så stærkt?
TAIBBI: Jeg mener bestemt, at befolkningen er mere begavet, end den ofte bliver fremstillet. ’60 Minutes’ var nok det første program, der beviste, at folk gerne vil se og betale penge for dybdegående journalistik. Hvis man laver god og kompliceret – men velundersøgt – journalistik om vigtige emner, vil folk rent faktisk gerne se med.
Nogle medier vil nok fremadrettet have en vis appetit for sådanne programmer, fordi de anerkender, at det kan betale sig. Men problemet er, at den slags undersøgende journalistik er utrolig dyrt. Hvis ens bedste journalistik, der tjener en dyr hyre, laver en enkelt dybdegående historie en gang i kvartalet, er det meget ineffektivt for en medievirksomhed, der er nødt til at skabe en stor mængde indhold.
Den slags havde medier i højere grad råd til for 30 eller 40 år siden, men da det finansielle pres blev større i takt med, at branchen ændrede sig, var de undersøgende journalister nogle af de første, som medierne fyrede eller bad om at varetage andre opgaver, der var mere effektive i en pengemæssig forstand. Selvom der bliver udgivet god og dybdegående journalistik, er der visse ting, der simpelthen bare er tabuer i denne branche, og som ikke bliver udgivet i store medievirksomheder, uanset hvor gode journalisterne eller redaktørerne er.
RÆSON: Og hvilke tabuer kunne det være?
TAIBBI: Man ser fx ikke historier om svindel med militærkontrakter eller om den skræmmende størrelse på det amerikanske militærbudget. Der er nærmest heller ingen historier om amerikanske droneangreb, der dræber civile, selvom USA gør det i et ekstraordinært omfang i lande som Yemen og Afghanistan. Sådanne historier får meget sjældent plads i store medier.
“Dem, der er mindst tilbøjelige til at anerkende mediernes problemer, er ironisk nok de folk, som arbejder i mediebranchen”
_______
RÆSON: Selvom en stor del af dækningen måske er overfladiske nyheder, tror du så ikke, at du måske undervurderer folks evne til at være kritiske over for nyheder, ligesom du selv er?
TAIBBI: Nej, jeg anerkender skam, at folk kan være kritisk indstillede over for nyhederne. Faktisk er det en af årsagerne til, at jeg på et tidligt tidspunkt spåede Trump en chance under valgkampen i 2016. Jeg har dækket præsidentvalg i årevis, og jeg kan huske, at man i starten af 00’erne en gang imellem hørte folk fortælle ting som fx: “I journalister kommer til Iowa én gang hvert fjerde år, hvor vi fortæller jer de samme ting, som I ignorerer hver gang, og så kommer i tilbage og beder om de samme citater som ved det sidste valg.”
Dengang hørte man de kommentarer fra nogle få vælgere, men i 2012 var det antal steget gevaldigt. Da vi nåede valget i 2016, var de kommentarer overalt, og det var simpelthen ikke til at undgå at høre. Min oplevelse er, at man hører bebrejdelser af medierne på tværs af både politiske og økonomiske skel af den ene eller anden årsag. Dem, der er mindst tilbøjelige til at anerkende mediernes problemer, er ironisk nok de folk, som arbejder i mediebranchen. Og det fortæller mig, at folk i mediebranchen er ude af trit med befolkningen.
RÆSON: Du har før sagt, at fortælleteknikken på særligt tv-nyheder har ændret sig fra den såkaldte ‘objektive’ tredjepersonsfortæller til en meget mere partisk og polemisk stil. Mener du, at journalister bør stræbe efter at være objektive?
TAIBBI: Hvis man tager et kig på min karriere, er det ret tydeligt, at jeg valgte den sidstnævnte stil. For mange år siden læste jeg bogen ”The Boys on The Bus” af Timothy Krauss, der gjorde stort indtryk på mig. Han skrev, at de journalister, der dækkede præsidentkampagner, ofte blev spurgt af deres hustruer, hvordan det egentlig var at være en del af kampagnesporet. Det gjaldt alle journalisterne på nær Hunter S. Thompson fra Rolling Stone Magazine, fordi han skrev sine artikler så ærligt og ligefremt, at der ikke var noget, hans hustru behøvede at spørge ind til, hvis hun havde læst hans reportager.
“Den objektive stil findes reelt ikke, fordi man aldrig kan fjerne sig selv fra historien, uanset hvor meget man prøver”
_______
Og det har jeg altid anset for at være den rette måde at skrive på; vær ærlig over for dine læsere, tydeliggør hvor din sympati ligger, og angiv hvad du finder sjovt eller absurd. Den objektive stil findes reelt ikke, fordi man aldrig kan fjerne sig selv fra historien, uanset hvor meget man prøver. Det er fint, at man forsøger at aspirere mod objektivitet, men det er uopnåeligt. På trods af det mener jeg dog også, at der er værdi i den såkaldt objektive journalistiske tilgang, og jeg mener, at der er behov for begge stilformer i denne branche.
RÆSON: Vi har talt meget om de amerikanske mediernes problemer, men du giver også nogle løsningsforslag i din bog. Du skriver, at “de bedste nyhedshistorier vælger emner og finder en måde at få læseren til at tænke grundigt over dem, især ved at indbyde til at overveje, hvordan de selv bidrager til problemet.” Kan du uddybe, hvordan du mener, at mediebranchen kan udvikle sig i en mere positiv retning?
TAIBBI: USA har en meget stærk journalistisk tradition med en meget aggressiv tilgang til historierne. Hvis man går tilbage til 1800-tallet, kan man se, at den hårdtarbejdende, bramfrie og sommetider vittige journalist, som fx Mark Twain, er blevet værdsat meget i USA. Denne journalistiske ånd er blevet vedligeholdt. Derfor er jeg også optimistisk omkring, at vores frisind og journalistiske traditioner vil gøre, at vi vil finde en måde at skabe nytænkende medier på.
Et nyere eksempel er The Daily Show med Jon Stewart, der egentlig ikke var tiltænkt at være et nyhedsprogram, men alligevel blev det i 2000’erne. Stewart var en komiker, der gjorde grin med nyhederne, men fordi han gjorde grin med alle politiske skel og var god til det, blev programmet den primære nyhedskilde for mange.
Det er naturligvis ikke ideelt, men det er et eksempel på, at man med den tilstrækkelige kreative frihed kan skabe et nyhedsprodukt, som folk rent faktisk værdsætter. Det eneste, jeg reelt er bekymret for, er det nye fænomen, hvor tech-virksomheder censurerer nyhedsmateriale, fordi vi aldrig har oplevet censur i dette land – i hvert fald ikke i fredstider. Og det mener jeg er en meget problematisk udvikling. ■
“Det eneste, jeg reelt er bekymret for, er det nye fænomen, hvor tech-virksomheder censurerer nyhedsmateriale”
_______
Matt Taibbi (f.1970) er en amerikansk journalist og forfatter. I 1990’erne arbejdede Taibbi som journalist i Rusland, inden han vendte hjem til USA, hvor han er mest kendt for sit arbejde som redaktør og skribent på Rolling Stone Magazine. Han er vært på podcastet ‘Useful Idiots’ og forfatter til adskillige bøger, herunder Griftopia (2010), I Can’t Breathe (2017) og Hate Inc. (2019). ILLUSTRATION: Trump-støtter samles forand CNN’s hovedkvarter til “The Rescue America Rally” i Atlanta, 21. november 2020 [FOTO: Amy Harris/Shutterstock/Ritzau Scanpix]