22.08.2020

“Den nuværende protestbevægelse i USA gør det muligt for os at forestille os, hvordan vi kan erstatte de afstraffende og autoritære institutioner, der kriminaliserer fattige, hjemløse og mindre lovovertrædelser, med sociale institutioner, der netop kan løse de socialt betingede problemer. I bund og grund er det et argument for at tage de 63 mia. dollars, som årligt er øremærket til politiet, og mobilisere de ressourcer til løsninger på arbejdsløshed og fattigdom”

Interview af Christine Roj

RÆSON: I 2014 døde en 44-årig afroamerikaner, Eric Garner, efter at være blevet kvalt af en politibetjent. Han sagde også den nu kendte sætning: ”I can’t breathe” flere gange, før han besvimede. Det er blot et af mange eksempler, der til forveksling ligner sagen om George Floyd. Hvor udbredte er konfrontationer mellem etniske minoriteter og politiet, som ender i ekstrem vold eller død i USA?
CAMP: Eric Garner blev myrdet af en politibetjent i New York City i juli 2014. Inden han blev kvalt, erklærede han overfor politibetjenten: ”Det her stopper i dag”. Det sagde han som reaktion på flere års gennemgribende, konstant chikane fra politiet for mindre lovovertrædelser – Garner solgte skattefri cigaretter.

I bogen, Policing the Planet, som jeg er redaktør på sammen med Christina Heatherton, illustrerer vi ikke kun, hvordan Garner blev myrdet, men også hvordan han var tvunget til at leve. Vores bog viser, hvordan drabet på Garner skal forstås som en del af en gennemgribende statsorganiseret vold, der eksisterer i USA.

Det amerikanske politi dræber flere mennesker end politistyrken i noget andet udviklet land i verden. Tallene på, hvor mange drab politiet står for i USA, var ikke engang tilgængelige, inden den britiske avis The Guardian offentliggjorde det som en del af projektet The Counted (projekt, der løbende tæller, hvor mange politidrab, der er i USA. Differentieret efter etnicitet, red.) Hvis de tal sammenlignes med tal for politidrab i Europa, er det meget slående. Det er i overvældende grad afroamerikanere – men ikke kun. I bogen viser vi også den gennemgribende vold mod den oprindelige befolkning og latinamerikanere, der også finder sted i USA.

Vi har en racistisk, strukturel politivold indlejret i USA, som i overvældende grad leder til for tidlige dødsfald for etniske minoriteter og folk i fattige nabolag over hele landet.

RÆSON: Er krisen om racisme og politivold blevet værre eller bedre siden 2014?
CAMP: Forholdene er blevet værre både her i landet og i resten af verden. Siden marts 2020 er 50 mio. mennesker blevet arbejdsløse, og vi har en sundhedskrise i COVID-19-pandemien, der er uden fortilfælde. Vi har lige nu over 5 mio. smittetilfælde, der i overvældende og disproportional grad rammer fattige og etniske minoriteter. Og situationen forværres kun af den fortsatte policing crisis (krise i politiet, red.).

Der blev faktisk introduceret forandringer i politiet efter protesterne i 2014-15. Vi havde en del diskussion – især under Obama-administrationen – om de såkaldte lokalsamfundspoliti og naboskabspoliti. Her var ideen, at politiet skulle trænes i at udvise større nærhed og følsomhed, og at politistyrken skulle være mere mangfoldig. Men det var i høj grad bare PR-forandringer – ændringer i retorik fremfor i handling.

For reelt at komme problemet til livs bliver vi nødt til at adressere, hvordan politistrategien er en del af den statsorganiserede vold, der er nødvendig for at opretholde et kapitalistisk samfund som det amerikanske og den ulighed, det producerer. Nu er vi ved et punkt, hvor kapitalismen er nået en blindgyde; den indeholder ikke løsningen til de problemer, den producerer.

 

Det er en massiv mængde penge, der går til straffende foranstaltninger, som i stedet kunne gå til værnemidler og hospitaler. Sådanne midler kunne udvide tiltag, der opretholder liv i stedet for at udvide strukturer, der er skyld i for mange tidlige dødsfald
_______

 

RÆSON: Så du ser en sammenhæng mellem håndteringen af coronavirus, ledighedsraten og politivold?
CAMP: Regeringen havde ikke tilstrækkelige ressourcer til sundhedspersonalet i fronten, og Trump-administrationen skubbede blot problemet og ansvaret for det ud til de enkelte stater. Den krise faldt sammen med udvidelsen af offensive polititiltag på nationalt plan. Så vi har altså en situation, hvor manglen på offentlige investeringer i sundhedssystemet sammenfalder med et massivt offentligt forbrug på politistyrken.

Undersøger man her de politiske og økonomiske bevæggrunde, træder en tydelig strukturel sammenhæng frem. USA bruger omkring 182 mia. dollars årligt på det offentlige straffesystem. Ud af de 182 mia. er 63 mia. øremærket politistyrken, 80 mia. går til arrestationer, fængsler og prøveløsladelser, og de resterende penge går strafferetspleje. Det er en massiv mængde penge, der går til straffende foranstaltninger, som i stedet kunne gå til værnemidler og hospitaler. Sådanne midler kunne udvide tiltag, der opretholder liv i stedet for at udvide strukturer, der er skyld i for mange tidlige dødsfald.

Der er en hel del faktorer, der forklarer, hvorfor så mange offentlige midler investeres i politiet og fængslinger i USA. I min bog, Incarcerating the Crisis (Fængsling af Krisen, red.), udforsker jeg netop denne udvikling gennem USA’s historie. Vi gik fra at have omkring 200.000 fængslede mennesker i 1960’erne til hele 2,3 mio. i 2000’erne. Denne ekspansion faldt sammen med den politisk-økonomiske omstrukturering til neoliberalisme. Neoliberale – både Republikanere og Demokrater – har konsekvent fornægtet den fatale sammenhæng mellem racisme, kapitalisme og de høje offentlige udgifter til politi og fængsler.

Racisme har – sammen med neoliberalismen – legitimeret de øgede investeringer i politistyrken, massefængslingen og de samtidige besparelser i udgifter til offentlig boligprojekter, sundhedsvæsenet, offentlige arbejdspladser og andre offentlige goder.

 

Knuste vinduer i et nabolag, som ikke bliver ordnet, repræsenterer en forsømmelse, der fører til småforbrydelser blandt de folk, der bor der. Det vil altså groft sagt sige, at fattigdom ifølge dem (Wilson og Kelling, red.) er tegn på kriminalitet
_______

 

RÆSON: I den forbindelse kritiserer du også den metode til at forebygge kriminalitet, som kaldes Knuste Vinduer. I din bog kalder du det: ”Den neoliberalistiske kapitalisme udtrykt på byplan.”. Hvad går denne metode ud på, og hvad har du imod den?
CAMP: Det var professor i Statskundskab, James Q. Wilson og kriminolog Georg L. Kelling, der gjorde ”knuste vinduer” til et velkendt udtryk. De hævdede, at den bedste metode til at forebygge kriminalitet var at opretholde orden – som de udtrykte det – i bykvartererne. Deres metafor om det knuste vindue stammer fra deres artikel i Atlantic Magazine fra 1982. Her argumenterer de for, at er der knuste vinduer i et nabolag, som ikke bliver ordnet, repræsenterer det en forsømmelse, der fører til småforbrydelser blandt de folk, der bor der. Det vil altså groft sagt sige, at fattigdom ifølge dem er et tegn på kriminalitet.

De udvider metaforen til, at hvis byen og politiet ikke slår ned på småkriminalitet, vil det føre til værre og i sidste ende voldeligere forbrydelser. Deres definition af ”orden” skal forstås i relation til deres forståelse af ”uorden”. Uorden, som de beskriver det, er graffiti, at smide skrald på gaden, offentlig urinering osv., som efter deres mening fører til en eskalering mod voldsomme forbrydelser. Artiklen har intet konkret bevis eller data, der understøtter deres påstande, og siden artiklens publicering er dens påstande blevet anfægtet. Her vil jeg henvise til Bernard E. Harcourts meget essentielle studier, der afviser det empiriske fundament for deres påstande og viser, at de heller ikke har en teoretisk validitet.

På trods af det, blev ”knuste vinduer” fundamentet for den massefængsling i USA, som desværre stadig finder sted, og som i høj grad går ud over minoriteter. Det startede, da NYPD, ledet af politikommissær William Bratton, udbredte og gjorde metoden mainstream i politiet i 90’erne.

Derfor har den politiske reaktion på denne opfattelse af kriminalitet været en katastrofe: både mht., hvad man ønskede at få ud af det og ikke mindst for de minoritetsgrupper i samfundet, som det er gået ud over. Når jeg siger, at: ”knuste vinduer er neoliberalistisk kapitalisme udtrykt på byplan”, mener jeg her, at metoden har ført til fordrivelse af fattige, arbejderklassen og etniske minoriteter samt kriminalisering af fattige- og arbejderklassekvarterer over hele USA.

 

Den klassiske, skarpe retorik omkring ”lov og orden” naturaliserer implementeringen af politistyrker og fængsler som løsninger på kriser, der faktisk er skabt af kapitalismens ulighed
_______

 

RÆSON: Du nævner, at racisme legitimerer det dysfunktionelle politisystem i USA. I har dog også fængsler, der profiterer på de indsatte. I hvor høj grad er de private fængsler en del af årsagen til den forfejlede politistrategi og massefængsling?
CAMP: Det er misvisende at sige, at der er en masse private fængsler i USA, der primært eksisterer for profit. Her vil jeg citere Ruth Wilson Gilmore, der pointerer, at 90-95 pct. af alle fængsler er offentligt ejede og styrede. Derudover er politiet jo en statsinstitution – det er ikke privat. Hvad, der dog er på spil, bliver meget tydeligt, når man ser på allokeringen af skattepenge.

I de sidste to årtier af det 20. århundrede blev der fx bygget over 20 fængsler i staten Californien, men kun ét universitet. Da den offentlige støtte til University of California blev skåret, og studiegebyrer blev introduceret, gik de offentlige kroner i stedet til fængslerne.

Denne tranformation var en del af en større omstrukturering af staten, som vi skal tage meget alvorligt. Den har ledt til en uforholdsmæssig allokering af de offentlige udgifter til politiet, militæret og til udvisning af immigranter.

De klassiske ideer og retorikker omkring „lov og orden‟ er udtryk for en farveblind logik. For at racisme kan eksistere i et post-borgerrettighed-USA betyder det, at politiet ikke eksplicit kan annoncere, at de går efter lavindkomstgrupper og etniske minoriteter. De er mere taktiske. Talspersoner for politiet, såsom Bratton, argumenterer for, at politiet ikke er racister, men at lavindkomstgrupper og etniske minoriteter blot er mere kriminelle og derfor bliver anholdt hyppigst. Det argument sammenblander uorden i byrummet og tilstedeværelsen af afroamerikanere, arbejdsløse og hjemløse. Den klassiske, skarpe retorik omkring ”lov og orden” naturaliserer implementeringen af politistyrker og fængsler som løsninger på kriser, der faktisk er skabt af kapitalismens ulighed.

 

Martin Luther King afviser at fordømme den vold, som er opstået i de fattige nabolag uden først tydeligt at understrege, hvem den største udøver af vold i verden er. Og det, erklærer han, er den amerikanske regering
_______

 

RÆSON: Man kan vel argumentere for, at når USA har en stærkt bevæbnet befolkning, betyder det, at politistyrken bliver nødt til at være mere offensiv og synlig end i andre lande. Men den forklaring køber du ikke?
CAMP: Det argument har dybe, historiske rødder. I Policing the Planet viser professor i Statskundskab, Naomi Murakawa, hvordan ”lov og orden”-tilgangen til at neddrosle vold kan spores tilbage til 1940’erne. Hun viser, at argumentet om den bevæbnede befolkning er blevet brugt af både liberale og konservative – dog med varierende retorik. Men det, som ingen af argumenterne lykkes med at forklare, er, hvad den oprindelige kilde til vold i USA er. USA går trods alt fra 1940’erne og ind i 1950’erne som den mest magtfulde krigsnation på jorden.

I 1965 opstår det dengang største oprør, the Watts Rebellion, efter drabet på den arbejdsløse afroamerikanske bilist, Marquette Frye. I forbindelse med oprøret rejser Martin Luther King Jr. til Los Angeles for at mødes med oprørerne. Han udtrykker efter mødet, hvordan der er noget galt i kernen af kapitalismen, og at USA bør udvikle sig i retning af demokratisk socialisme for at komme problemerne til livs. King møder på samme tidspunkt en del pres fra politikere og den økonomiske elite til at fordømme den vold, som oprørene udøver. Men han afviser at fordømme den vold, som er opstået i de fattige nabolag uden først tydeligt at understrege, hvem den største udøver af vold i verden er. Og det, erklærer han, er den amerikanske regering.

Kings kritik er mere relevant end nogensinde nu, hvor USA både er verdens største imperialistiske stat og samtidig bruger vold mod egen befolkning i de protester, der har udfoldet sig det seneste halve år.

RÆSON: I en artikel i The Nation i 2014 skriver Alex Vitale, forfatter til The End of Policing, således: ”Det, vi har brug for, er et opgør med vores afhængighed af politiet til at løse uro i vores nabolag”. Er du enig i det, og hvad skal i så fald erstatte politiet?
CAMP: Ja, jeg er enig med Vitale. Mine tanker omkring, hvad der skal erstatte politiet, har sine rødder i tanker fra folk som den afroamerikanske feminist, socialistiske aktivist og filosof Angela Y. Davis. Hun har længe argumenteret for, at konceptet ”afskaffelsesdemokrati”, som har sine rødder i 1930’erne, endnu ikke er opnået. Davis forklarer konceptet som en socialistisk forståelse af demokrati – snarere end en kapitalistisk forståelse. Et socialistisk demokrati handler ikke kun om retten til at stemme, de basale frihedsrettigheder osv., men det indebærer også en økonomisk ret til et sted at bo, en uddannelse, et arbejde og – nok det mest kontroversielle i øjeblikket – retten til offentlig sygehjælp.

Davis har længe specifikt talt for afskaffelsen af fængsler. Hun har ofte sagt, at vi bør erstatte fængslerne med demokratiske institutioner, der er designet til at løse de problemer, der leder mennesker ind i kriminalitet til at begynde med.

 

„Abolish the police‟ er et argument for at erstatte politiet med demokratiske institutioner. Når man ser masseprotester i gaderne, er det et tegn på, at folk ikke længere tror på det, de engang troede
_______

 

Afskaffelseskonceptet har fodret fantasien for en hel generation af aktivister, intellektuelle og også helt almindelige mennesker, og har ført til skabelsen af en massebevægelse, der ønsker politiet afskaffet. Bevægelsen gør det muligt for os at forestille os, hvordan vi kan erstatte de afstraffende og autoritære institutioner, der kriminaliserer fattige, hjemløse og mindre lovovertrædelser, med sociale institutioner, der netop kan løse de her socialt betingede problemer. I bund og grund er „abolish the police‟ et argument for at tage de 63 mia. dollars, som årligt er øremærket til politiet, og mobilisere de ressourcer til løsninger på arbejdsløshed og fattigdom. Det er et argument for at erstatte politiet med demokratiske institutioner. Når man ser masseprotester i gaderne, er det et tegn på, at folk ikke længere tror på det, de engang troede. De giver ikke længere deres samtykke til det største strafferegime på jorden.

RÆSON: Der er ikke mange i det politiske etablissement eller generelt i magtpositioner, der ønsker radikale, strukturelle ændringer i retssystemet i retning af demokratisk socialisme. Kommer det til at ændre sig i en nær fremtid?
CAMP: De protester, der har fundet sted efter mordet på Georg Floyd i Minneapolis og Breonna Taylor i Louisville, har rystet hele USA i år. Vi har set en kædereaktion af oprør i alle 50 stater. Det har været multietniske protester mod politiet og den statslige vold, der uforholdsmæssigt rammer etniske minoriteter, fattige og arbejderklassen. Den her krise kan indeholde potentialet til en vedholdende massebevægelse.

Vi står overfor en skillevej i øjeblikket – i en mulighedernes tid. Det hele kan gå i en meget mere autoritær retning i lyset af den neofascisme, vi har i Det Hvide Hus i øjeblikket. Hvis det fortsætter, kan jeg godt forestille mig, at situationen bliver meget værre. Men vi har også muligheden nu for at sætte skub i en udvikling: Vi kan koble krisen om politivold til håndteringen af pandemien, kapitalismens ulighed og det faktum, at USA er verdens største krigsnation. Vi har i øjeblikket muligheden for at skabe en forandring til noget nyt og bedre, der både er helt uden fortilfælde, men også er absolut nødvendigt. ■

 

Det hele kan gå i en meget mere autoritær retning i lyset af den neofascisme, vi har i Det Hvide Hus i øjeblikket. Hvis det fortsætter, kan jeg godt forestille mig, at situationen bliver meget værre. Men vi har også muligheden nu for at sætte skub i en (god) udvikling
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland