Jonas Holm: Vi skylder de unge at ofre os for klimaet, ligesom de har ofret sig for os
20.05.2020
.Coronakrisen har vist os, hvor dyrt det er, hvis man ikke investerer i fremtidig forebyggelse, værnemidler og beredskab, men venter med at handle til folk bliver syge. Nu skal vi bruge den lærdom i forhold til klimaet og lave en grøn afgiftsreform, stille grønne modkrav til hjælpepakkerne og lave grønne investeringer. Det er tid til at prioritere de unge og deres fremtid – også i forbindelse med genåbningen af Danmark der forhandles i dag.
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
—
Kommentar af Jonas Holm
TIDEN ER KOMMET til at give de unge foråret tilbage. Når partilederne i dag forhandler om en yderligere genåbning af Danmark, skal de unge have lov at komme tilbage til deres uddannelser. Og de skal have en fremtid at se ind i, hvor vi har lagt de første sten på vejen mod den essentielle grønne omstilling af samfundet. For når vi har råd til at prioritere over 300 mia. kr. på at beskytte vores ældre, så har vi naturligvis også råd til at prioritere 300 mia. kr. på at håndtere klimakrisen af hensyn til alle de efterfølgende generationer.
Vi har gennem hele foråret bedt de unge blive hjemme fra skole, gymnasiet, efterskolen, højskolen, ungdomsuddannelsen og universitetet. Vi har sågar forhindret dem i at mødes med deres lærere udenfor i skoven. Ikke af hensyn til de unge selv, men af hensyn til de ældre og andre særligt udsatte voksne.
Vi har lukket samfundet ned. Vi har brugt flere hundrede milliarder kroner på at beskytte de ældre fra at blive alvorligt syge og på at holde hånden under de voksnes job og virksomheder, hvilket var nødvendigt i situationen. Det er penge som ellers kunne være brugt på den grønne omstilling, på uddannelse eller på en styrkelse af sundhedsvæsnet. Det ender derfor også i høj grad med at blive de unge, som kommer til at betale for tiltagene og hjælpepakkerne under coronakrisen, enten i form af lavere velfærd eller højere skatter i fremtiden.
I stedet for at kritisere de få unge, der har nydt solen lidt for tæt, burde vi takke det store flertal som uselvisk har ofret deres forår for os andre. Selv nu, hvor skoler, restauranter og indkøbscentre er åbnet, beder vi forsat de unge i 1. og 2.g. og på universiteterne om at blive hjemme, så der er plads til de voksne igen kan komme på værtshus. Nu må det være blevet de unges tur til at komme tilbage til deres studier.
…når vi har råd til at prioritere over 300 mia. kr. på at beskytte vores ældre, så har vi naturligvis også råd til at prioritere 300 mia. kr. på at håndtere klimakrisen af hensyn til alle de efterfølgende generationer
_______
Samtidig med vi beder de unge om forsat at blive hjemme – mens vi andre bruger af deres fremtidige råderum – er der sågar politikere, som siger vi nu ikke længere har råd til at være ligeså ambitiøse i forhold til at håndtere klimakrisen, som vi havde aftalt og lovet. En klimakrise som modsat COVID-19 særligt vil ramme de unge. Det kan vi ikke være bekendt.
DET ER DERFOR positivt, at klimaforhandlingerne nu endeligt er kommet i gang. Det er i den grad tid til, at de ældre generationer på samme uselviske måde, som ungdommen nu har sat deres liv på pause og accepteret en dansk økonomi i bakgear, investerer i ungdommens fremtid.
Coronakrisen har vist os, hvor dyrt det er, hvis man ikke investerer i forebyggelse, værnemidler og beredskab, men venter med at handle til folk begynder at blive syge. Den har også vist, hvor vigtigt det er at lytte til videnskaben fremfor til populisterne.
Klimavidenskaben peger entydigt på, at vi er på vej ind i en klimakrise, der bliver helt anderledes alvorlig og langvarig for jordens befolkning end COVID-19, hvis ikke vi griber ind nu. Det handler dels om at, vi skal vise resten af verden, hvorledes man kan blive nettonul-udleder af CO2, samtidig med man genererer vækst og lever et endnu bedre liv end i dag. Og så handler det om, at vi i tide tilpasser Danmark til de klimaforandringer, der venter os de næste hundrede år, også selv om vi lykkes med at blive nettonul-udleder af CO2.
Selv nu, hvor skoler, restauranter og indkøbscentre er åbnet, beder vi forsat de unge i 1. og 2.g. og på universiteterne om at blive hjemme, så der er plads til de voksne igen kan komme på værtshus
_______
NÅR POLITIKERNE NU skal i gang med at forhandle om genstarten af dansk økonomi, er det vigtigt det bliver en grøn genstart. Vi kan ikke blive ved med at kaste skattekroner efter status quo. Staten skal stille grønne modkrav for yderligere hjælpepakker og skatte- og afgiftslettelser skal målrettes forbrug og adfærd, som vi ønsker at fremme. Det kunne eksempelvis være inden for oplevelsesøkonomien eller på elektricitet til opvarmning eller overskudsvarme.
På samme måde skal en ekspansiv finanspolitik så vidt muligt målrettes grønne investeringer og grønne arbejdsplader. Det handler fx om energieffektiviseringer af bygninger, fremrykning af vindmøllerparker, udrulning af ladeinfrastruktur og installation af varmepumper. Grønne investeringer, der skal suppleres af en grøn afgiftsreform, som dels skaffer finansiering til den grønne omstilling, dels sikrer, det kan betale sig at være grøn for både forbrugere, virksomheder og investorer.
Klimakampen er også en kamp for at sikre fremtidige (grønne) arbejdspladser til de unge i en bæredygtig verden. Det er investeringer og reformer, som rækker flere årtier frem, og de bør derfor vedtages af et bredt flertal henover midten.
Foråret er snart forbi, og de unge får aldrig den tid igen, som de uselvisk har ofret for os voksne. Lad os derfor til gengæld stå sammen og sikre, at de går en lys fremtid i møde. Det skylder vi dem. Derved vil et forsømt forår ikke blive til et forsømt årti. ■
Vi kan ikke blive ved med at kaste skattekroner efter status quo. Staten skal stille grønne modkrav for yderligere hjælpepakker og skatte- og afgiftslettelser skal målrettes forbrug og adfærd, som vi ønsker at fremme
_______
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Jonas Holm (f. 1973) er cand.polit. og formand for De Grønne, Danmarks Grønne Liberale Parti. ILLUSTRATION: Pressefoto.