
Jonas Fruensgaard i RÆSONEKSTRA1: Brasiliens corona-enegang kan udfordre de latinamerikanske landes sammenhold, langt efter krisen er overstået
19.04.2020
.Mens Brasiliens præsident Jair Bolsonaro kalder corona et medietrick, indfører de andre latinamerikanske lande strenge restriktioner for at begrænse smittespredningen. Bolsonaros håndtering af coronatruslen har ført til fordømmelser i både ind- og udland og kan ende med at koste ham hans politiske liv.
Denne artikel er en del RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.
—
Af Jonas Fruensgaard
Corona har kastet Brasilien ud i et sandt kaos. Mens smitten hastigt breder sig, og dødstallet stiger, nægter landets præsident – den omstridte præsident Jair Bolsonaro, der betegnes som Latinamerikas Donald Trump – at sætte ind over for virussen. Først kaldte han corona et ’medietrick’. Senere modererede han det til en influenzaepidemi, som ikke kræver myndighedernes indgriben. Men rundt omkring i Brasilien afviser man at følge Bolsonaros retningslinjer og har på regionalt og lokalt niveau selv truffet foranstaltninger.
Borgmestrene i landets to største byer, Sao Paulo og Rio de Janeiro, har indført omfattende restriktioner, heriblandt skolelukninger, forbud mod større forsamlinger og nedlukning af forskellige sektorer. Billederne af Rio de Janeiros spøgelsestomme strande ved Copacabana er gået verden rundt. Og i flere af Brasiliens delstater er man påbegyndt en måned lang karantæneperiode, som bl.a. omfatter arbejde og skolegang i skiftehold.
Bolsonaro klar til at fyre sine ministre
De tiltag har Bolsonaro ad flere omgange været ude at fordømme. Og skønt han har begrænset magt, når det angår bystyrerne, har han eksempelvis blokeret for, at byerne har kunnet lukke deres lufthavne, hvilket mange storbyer havde planer om. Men det har fået folk helt tæt på præsidenten til at gå til angreb på ham. Landets sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, har i flere omgange prøvet at overbevise Bolsonaro om situationens alvor.
”Er vi klar til det værst tænkelige scenarie, hvor militære køretøjer transporterer døde gennem gaderne, mens kameraer livestreamer det på internettet?” spørger han i avisen Folha de Sao Paulo.
Bolsonaro har taget til genmæle og truet Mandetta med fyring, hvis han igen går imod præsidentens linje. Forskere fra Imperial College London bakker ellers op om Mandetta og har i et nyt studie advaret om, at corona kan dræbe op til 1,1 millioner brasilianere, hvis ikke myndighederne lukker landet ned. De foreløbige tal lyder på 30.176 smittede og 1.952 døde. Det reelle tal vurderes til at ligge langt højere, da kun få bliver testet og indlagt.
WHO har udråbt Brasilien til at være ’højrisikoland’ for coranaspredning pga. den begrænsede kapacitet i landenes offentlige sundhedsvæsen, og fordi millioner af indbyggere bor tæt klumpet sammen i favelaer [simple bebyggelsesområder, der ikke formelt er tilladt af landets myndigheder, red.] og andre fattige slumområder.
For som Latinamerikas klart største land med en befolkning på 210 millioner indbyggere bliver det i høj grad Brasiliens håndtering af coronaen, som bliver afgørende for regionens skæbne
_______
Brasilianerne i vildrede
De gensidige beskyldninger og mange forskellige udlægninger af corona har efterladt den brasilianske befolkning i vildrede, og de aner ikke, hvilket ben de skal stå på. Det fortæller Carlos Almeida, professor i sociologi ved Sao Paulo Universitet.
”Det fragmenterede mediebillede, hvor landets ledere er lodret uenige, har kastet Brasilien ud i kaotiske tilstande. Mange ved ikke, hvem de skal tro på i en stund, hvor det er helt afgørende, at ledere og befolkning trækker i samme retning.”
Sundhedseksperter i ind- og udland har da også gjort det klart, at selvom man flere steder i Brasilien har indført restriktioner, har det kun en minimal effekt, hvis man ikke gør det alle steder. Hertil er det også problematisk, at man benytter vidt forskellige strategier på tværs af landet.
Og mens flere og flere brasilianere bliver smittet, følger de andre latinamerikanske lande situationen i Brasilien med tilbageholdt åndedræt. For som Latinamerikas klart største land med en befolkning på 210 millioner indbyggere bliver det i høj grad Brasiliens håndtering af coronaen, som bliver afgørende for regionens skæbne.
Latinamerika raser over Bolsonaro
Langt de fleste af de øvrige latinamerikanske lande har taget mere drastiske metoder i brug for at bekæmpe sygdommen. I Venezuela og Peru har man bedt folk blive hjemme, Colombia har indledt en tre uger lang karantæne, og i Chile og Ecuador har man indført udgangsforbud og til dels lukket landene ned, som vi kender det i Danmark. Det har været med til at mindske smittespredningen. Men effekten kan vise sig at være begrænset, hvis Brasilien ikke gør deres. Det mener bl.a. regeringen i Ecuador, som er rasende over Bolsonaros håndtering af situationen.
”Det koster os milliarder at holde landet lukket. Men vi kan ikke åbne vores grænser, så længe Brasilien udgør en trussel for uhæmmet spredning af corona. Derfor må regeringen i Brasilia rette ind og angribe coronaen som os andre. Vi må stå sammen. Vi har brug for Brasilien, og Brasilien har brug for os,” sagde en talsmand for Ecuadors regering på et pressemøde fredag d. 12. april.
En lignende udmelding kommer fra Chiles præsident, Sebastián Piñera, der er forarget over, at Brasilien, der er et af de rigeste lande i Latinamerika, stadig er det eneste land, som ikke har en sammenhængende national plan for, hvordan corona skal bekæmpes: ”Hvis vi ikke vi samarbejder om coronatruslen vil den sprede sig på tværs af regionen. Får vi ikke kontrol over situationen nu, får vi det måske aldrig,” sagde han på et pressemøde fredag d. 12. april.
Men selvom Bolsonaro er under et voldsomt pres fra omverden, står han fortsat fast på, at livet i Brasilien må gå videre, som det plejer. Og til trods for at Bolsonaros linje kan virke ekstrem, er han bestemt ikke uden støtter, ikke mindst i erhvervslivet
_______
I den forbindelse roser han også flere af regionens mest forarmede lande som Venezuela, Bolivia Nicaragua, Honduras og El Salvador for at tage deres del af ansvaret.
Brasilien er da også det land i Latinamerika med klart fleste smittede og tegner sig for næsten halvdelen af regionens smittede og døde. Desuden er Brasilien det første land i regionen, som blev ramt af corona. Det skete i millionbyen Sao Paulo. Herfra menes virussen at have bredt sig til resten af Sydamerika og senere til Mellemamerika.
Brasilien stiller resten af Latinamerika i en knibe på en række niveauer. For det første har de øvrige latinamerikanske lande tusindvis af medarbejdere i Brasilien, som man ikke tør lade vende tilbage pga. risikoen for, at de er smittede. Samtidig mener nogle, at Brasiliens manglende indgriben vil komme til at koste rigtig dyrt for samarbejdet i regionen. En af dem er professor i statskundskab ved Universidad de Buenos Aires, Miguel Alvarez.
Han peger på, at Brasilien som regionens ubestridte supermagt ofte har været i stand til at forene et ellers politisk splittet Latinamerika. Det gælder bl.a. i de internationale klimaforhandlinger, i WTO, FN og Organisationen for Amerikanske Stater, OAS, hvor Brasilien eksempelvis har kæmpet for bedre handelsbetingelser for de latinamerikanske lande over for USA og Canada. Også internt i regionen har Brasilien været foregangsland, når det kommer til samarbejde om handel, kriminalitet, miljø og infrastruktur.
”Brasiliens enegang på et tidspunkt, hvor vi står over for en af de største trusler i regionens historie, er ikke blot med til at forpeste båndene mellem landene her og nu, men kan række langt ud i fremtiden. De øvrige lande truer allerede nu med at lave handelsaftaler udenom Brasilien, hvilket for alvor vil skabe splid i Latinamerika,” udtaler Miguel Alvarez til det argentinske dagblad La Nacion.
Ifølge ham kan det få store økonomiske konsekvenser for hele regionen ud over dem, som coronaen er direkte skyld i. For begynder de andre lande at lave aftaler uden om Brasilien vil samhandlen og dermed økonomien i regionen blive endnu hårdere ramt.
Pest eller kolera
Men selvom Bolsonaro er under et voldsomt pres fra omverden, står han fortsat fast på, at livet i Brasilien må gå videre, som det plejer. Og til trods for at Bolsonaros linje kan virke ekstrem, er han bestemt ikke uden støtter, ikke mindst i erhvervslivet. Her frygter man, at en nedlukning af landet vil betyde, at adskillige virksomheder må dreje nøglen om og sætte Brasiliens i forvejen slunkne økonomi helt i stå. Det kan ende med at koste arbejdspladser, som skal tælles i millioner og en regning, der vil sende Brasiliens offentlige sektor til tælling. Det vurderer den liberale kommentator Pedro da Silva.
”Bliver samfundet lukket ned, vil millioner af mennesker ikke have noget at leve af. Sult, kriminalitet og sociale uroligheder vil brede sig, og der vil ikke være penge til at drive skoler og hospitaler i mange år frem,” siger han til tv-stationen O Globo.
Pedro da Silva påpeger, at Brasilien allerede har langt større problemer end corona at slås med. For eksempel blev der i 2019 dræbt 51.000 mennesker i Brasilien som følge af landets omfattende problemer med kriminalitet.
”Handler Bolsonaro, som resten af verden vil have ham til, vil han sætte gang i en ond spiral, hvor kriminalitetsstatistikkerne vil eksplodere og tusindvis af mennesker bliver arbejdsløse og sat på gaden, hvor de kun kan overleve ved at stjæle. Og de nødvendige besparelser på hospitalerne i fremtiden, vil ende med at koste flere liv, end vi kan redde nu,” siger Pedro da Silva.
Ikke desto mindre mister Bolsonaro hver dag vigtige, politiske alliancepartnere og bliver gradvist mere isoleret. Bøjer han sig ikke snart for presset og indfører de efterspurgte restriktioner, kan det ende med at koste ham præsidentposten, vurderer en række eksperter
_______
Politisk selvmord
Ikke desto mindre mister Bolsonaro hver dag vigtige, politiske alliancepartnere og bliver gradvist mere isoleret. Bøjer han sig ikke snart for presset og indfører de efterspurgte restriktioner, kan det ende med at koste ham præsidentposten, vurderer en række eksperter.
”Flere og flere mennesker og politikere bliver påvirket af det massive pres fra omverden. Medierne bringer konstant dårlige historier om Brasilien, og dagligt ser man ambulancer køre væk med nye omkomne. Bolsonaro risikerer inden længe at blive helt isoleret, og det kan true hans politiske liv,” mener professor i historie ved Sao Paulo Universitet, Ricardo Sanchez.
Han peger på, at Bolsonaros regering allerede vakler, efterhånden som flere politikere udtrykker skepsis over for hans linje. Og vender befolkningen sig også mod ham, kan presset hurtigt blive så omfattende, at det tvinger ham til at gå af. Men da befolkningen er meget delte, er det svært at spå om det kommer til at ske, vurderer Ricardo Sanchez.
Sker det, vil det i så fald kaste Brasilien og Latinamerika ud i en helt ny situation. For både oppositionen og flere og flere politikere i regeringen ønsker at lukke Brasilien helt ned og samarbejde med resten af Latinamerika om en fælles indsats mod coronaen. ■
Brasilien stiller resten af Latinamerika i en knibe på en række niveauer. For det første har de øvrige latinamerikanske lande tusindvis af medarbejdere i Brasilien, som man ikke tør lade vende tilbage pga. risikoen for, at de er smittede. Samtidig mener nogle, at Brasiliens manglende indgriben vil komme til at koste rigtig dyrt for samarbejdet i regionen
_______
Jonas Fruensgaard (f. 1984) er uddannet journalist, cand.comm. fra Roskilde Universitet og er BA i Cultural Encounters. Han vandt Kravling-prisen i 2013. Jonas har skrevet speciale om Brasilien, hvor han har boet i flere år, er forfatter til bogen Brasiliens Forvandling (2014) og medforfatter til bogen Klimakrisen (2015). Tidligere RÆSONs Sydamerika-redaktør. ILLUSTRATION: Brasiliens præsident Jair Bolsonaro iført en ansigtsmaske under en pressekonference i Brasilia, 20. marts 2020 [foto: Sergio Lima/AFP/Ritzau Scanpix]