04.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

EU’s direktivforslag om en mindsteløn på EU-niveau forsøger rigtignok at fritage lande som Danmark fra at indføre en lovbestemt mindsteløn. Men ved EU-domstolen gælder altså ingen vage garantier fra hverken kommissærer eller politikere. Her er det kun EU-retten, som dikterer hvor meget af magten over vores forhandlingsmodel, der bliver flyttet op til politisk regulering i EU. Og erfaringerne fortæller os desværre, at EU-domstolen sjældent tillader os at implementere et arbejdsretligt EU-direktiv uden lovindblanding.

Kommentar af Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

I RÆSONS spalter har vi tidligere på året diskuteret EU’s initiativ om mindsteløn, som har til formål at hæve lønnen for de dårligst stillede arbejdere i Europa. Et samlet organisations-Danmark har været dybt bekymret for, om forslaget ville tvinge Danmark til at lovgive om løn imod vores vilje. I dag er det nemlig væsentlig bedre at være lønmodtager i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Østrig, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler lønnen end i lande med politisk reguleret mindsteløn. En lovbestemt mindsteløn ender nemlig ofte med at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få – og dermed blive et de facto lønloft for de lavestlønnede.

For en lille måned siden kom direktivforslaget om mindsteløn fra Europa-Kommissionen. Her står der følgende: ”Intet i dette direktiv gælder som en forpligtelse for de medlemsstater, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til at indføre en lovbestemt mindsteløn”.

Nu er der som udgangspunkt ikke noget EU-land, hvor lønnen udelukkende bliver sikret via kollektive overenskomster – heller ikke her i Danmark. Alligevel sprang Europabevægelsens Stine Bosse og den gule fagforening Krifa til tasterne og bad os andre mane til besindighed. ”Forslaget respekterer vores model, ja, det nærmest markedsfører modellen”, lød den nærmest jublende vurdering fra Bosse.

 

Forslaget risikerer at være en trojansk hest og kan ende med at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få
_______

 

Men blandt vores danske organisationer på arbejdsmarkedet, som har arbejdet med overenskomster i mere end 100 år, bliver der ikke holdt sejrsfest over forslaget. Forslaget risikerer nemlig at være en trojansk hest og kan ende med at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få.

Skal EU regulere nationale lønforhold?
Kigger man på grundlaget for forslaget, står det med flammeskrift i EU-traktatens artikel 153(5), at EU ikke kan lovgive om lønforhold. Kommissionen mener imidlertid, at det at lovgive om mindsteløn slet ikke er et lovgive om lønforhold. Det er stærkt kontroversielt og er også helt imod, hvad flere EU-jurister historisk har ment, og hvad der står i EU-domme som Impact, Bruno, Matzak, Dellas og Del Cerro Alonso. Her står der nemlig, at EU ikke har kompetence under artikel 153 til at lovgive om løn.

Accepterer vi derfor først Kommissionens hjemmel, så accepterer vi samtidigt også, at løn bliver et spørgsmål, der kan bestemmes på EU-niveau. Og selv hvis det så kunne lade sig gøre at vedtage et harmløst direktiv om (mindste)løn i dag, så har vi fremover overgivet kompetencen til EU. Derefter kan man så med kvalificeret flertal i Rådet og simpelt flertal i Europa-Parlamentet fremover lovgive om lønforhold. Ligesom forslaget også hæver noget så grundlæggende som vores overenskomster og kollektive forhandlinger op til at blive reguleret gennem EU.

På den måde falder hele den garanti, som Danmark og Sverige fik med Lissabontraktaten ift. at få selvbestemmelse på disse anliggender. Selv hvis det helt hypotetisk kunne lade sig gøre at friholde Danmark på den korte bane, så ville vi altså stadig være kæmpe modstandere i organisations-Danmark – for så kan en ny kommissær, et nyt Råd og et nyt Europa-Parlament tvinge et skadeligt direktiv ned over Danmark lige bagefter.

 

Accepterer vi derfor først Kommissionens hjemmel, så accepterer vi samtidigt også, at løn bliver et spørgsmål, der kan bestemmes på EU-niveau
_______

 

Dette er ultimativt det allerfarligste ved mindstelønsforslaget og er efter Dansk Metals opfattelse i strid med selve Lissabon-traktaten og den politiske aftale bag Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten i 1990’erne. Her betingede vi os netop, at vi kunne bevare vores aftalemodel. Selv hvis man hungrer efter en EU-mindsteløn, må det altså være et uomgængeligt princip, at politiske aftaler og traktater overholdes. Også Danmarks tiltrædelse til Maastrichttraktaten.

EU-retten bestemmer
Den væsentligste fare ved forslaget er, at det indeholder flere luftige bemærkninger om, at EU ikke ønsker at proppe en lovbestemt mindsteløn ned i halsen på lande som Danmark, men samtidig henviser forslagets betragtning 2 dog til enhver arbejdstagers ret til værdige arbejdsvilkår. Betragtning 3 henviser ydermere til enhver arbejdstagers ret til en rimelig løn. Og forslaget henviser til EU’s charter for grundlæggende rettigheder, som påpeger, at EU ikke må forskelsbehandle.

Det betyder helt konkret, at EU på den ene side ønsker at friholde Danmark og danske lønmodtagere gennem nogle ganske luftige formuleringer. På den anden side henviser direktivet til grundlæggende rettigheder, som klart siger, at man ikke kan forskelsbehandle lønmodtagere i Unionen. Det er aldrig lykkedes at lave sådan en øvelse i et arbejdsretligt direktiv, ligesom Danmark aldrig nogensinde er blevet friholdt fra at implementere et arbejdsretligt direktiv gennem lovgivning. Det bliver derfor op til EU-domstolen at fortolke spørgsmålet. Vi har ingen fortilfælde her, som kan berolige os.

Hvordan er det så gået historisk set, når EU-retten skal bestemme? Først og fremmest kan man sige, at Danmark aldrig har implementeret et arbejdsretligt EU-direktiv udelukkende gennem overenskomster – altså ved at stå uden for lovgivning. Det er aldrig lykkedes. Danmark blev fx forsøgt undtaget i forbindelse med Arbejdstidsdirektivet. Der stod, at man kunne implementere direktivet gennem lovgivning eller gennem national praksis som overenskomster. Så skulle man tro, at den hellige gral var velforvaret. Men fordi EU-lovgivning skal behandle lønmodtagere lige, blev Danmark dog efterfølgende tvunget til at lave lovgivning om arbejdstid. Der kunne ikke gøres forskel på lønmodtagere her.

Efter samme direktiv er vi sidenhen også blevet pålagt af EU, at alle lønmodtagere skal tidsregistrere. Det siger en spritny EU-dom, selvom intet i direktivet nævner tidsregistrering. Sådan fortolkede EU-Domstolen altså, at ”medlemsstaterne skulle træffe nødvendige foranstaltninger” indenfor området. Selvom direktivet udtrykkeligt forsøgte at undtage Danmark fra lovgivning, så vejede hensynet til ligebehandling altså tungest for dommerne i Luxembourg.

 

Domstolen dømmer nemlig med udgangspunkt i EU-retten, og en vag politisk garanti tæller ikke ved retten i Luxembourg – det gør derimod den problematiske direktivtekst
_______

 

Også Test-Achats-dommen er ved at hæfte sig ved. Her lovgav EU om ligebehandling af fx køn i forbindelse med forskellige tjenesteydelser som forsikring. På opfordring fra flere medlemslande fik medlemsstaterne lov til at undtage dele af forsikringsområdet. Det bakkede både Europa-Kommissionen og Ministerrådet op om. Men denne undtagelse købte EU-domstolen altså ikke. Her vejede hensynet til ligebehandling og EU’s charter for grundlæggende rettigheder igen tungest – selvom både Kommissionen og Rådet havde givet en garanti for det modsatte

Nu gælder det så mindsteløn. Som med tidligere EU-lovgivning, har vi fået nogle politiske formuleringer ind i et direktivforslag, der forsøger at undtage Danmark. Tror vi, at det vejer tungere end EU’s charter for grundlæggende rettigheder – fx noget så essentielt som ligebehandling af lønmodtagere? Og tror vi for første gang, at Danmark kan implementere et arbejdsretligt EU-direktiv uden lovindblanding? Eller går det, som det plejer? Det er op til EU-domstolen at beslutte, hvis forslaget bliver vedtaget.

Men ved domstolen gælder altså ingen garantier fra hverken kommissærer eller politikere. Domstolen dømmer nemlig med udgangspunkt i EU-retten, og en vag politisk garanti tæller ikke ved retten i Luxembourg – det gør derimod den problematiske direktivtekst. Netop fordi direktivet er formuleret så vagt, er det helt op til EU-domstolen, hvor meget af magten over vores forhandlingsmodel, der bliver flyttet op til politisk regulering i EU.

Derfor skal lyde en klar opfordring til danske beslutningstagere: Lad jer ikke besnakke af vage politiske intentioner, men bekæmp direktivforslaget om en EU-mindsteløn med næb og kløer. Den danske model skal ikke brændes ned til grunden. ■

 

[B]ekæmp direktivforslaget om en EU-mindsteløn med næb og kløer. Den danske model skal ikke brændes ned til grunden
_______

 

Johan Moesgaard (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og har gennem flere år undervist som ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han underviser om interessegrupper og deres politiske strategier. ILLUSTRATION: EU-domstolen i Luxembourg [Foto: Court of Justice of the European Union]