27.04.2020

Politikere går til yderligheder for at virke folkelige, men jeg nægter at ledes af en stat, der på borgernes vegne filtrerer virkeligheden, så den bliver “taget bedre ned” af borgerne. I virkeligheden er folkelighed netop forskellighed. Et møde mellem høj og lav i en gensidig respekt for hinandens ståsted.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Jeppe Søe

VI HØRER DET OFTE. Folkelighed. Ordet smager af gensidig respekt, frihed til forskellighed, fællessang, frie skoler og foreningsdanmark. Men det forveksles alligevel oftest med klaphatte, rødternede borde, Kandis og drukpligten på J-dag.

Politikere går til yderligheder for at virke folkelige. De rådgives ind i et selvbillede, hvor de endelig ikke må virke for bedrevidende. De skal være på bølgelængde med befolkningen – og det fortolkes ofte sådan, at de skal tale til den laveste fællesnævner, et lavere kulturelt plan end det, de selv betræder i borgen på Slotsholmen. I virkeligheden er folkelighed netop forskellighed, et møde mellem høj og lav i en fælles forståelse – eller i hvert fald en gensidig respekt for hinandens ståsted.

Med de sociale medier og debatniveauet i pressen er den respekt forsvundet som dug for solen. Her handler livet om at vinde en debat, ikke om at samtale sig frem til en løsning.

Tydeligst bliver det i en krisetid som nu, hvor fjernt vi er kommet fra begrebet folkelighed, og hvor uendelig sløjt det står til med folkeoplysningen i vort land. Magthaverne vurderer nøje, hvad vi er klar til at få at vide, inden de beder pressen gå live. Hvordan skal man sige sandheden, hvordan skal den pakkes ind og forklares, og hvad må de endelig ikke sige – underforstået – til flokken af smådumme får, der af vanvare har forvildet sig ind i en nyhedsudsendelse.

 

Mølbaks viden virker bedre end Mette Frederiksens rosenrøde fortælling. Pointen er, at regeringens smarte kommunikationsstrategier underminerer det, de prøver at opnå: en effektiv bekæmpelse af corona
_______

 

SÅDAN VAR FOLKELIGHED og folkeoplysning slet ikke tænkt. Vi er som samfund i høj grad påvirket af Grundtvig og hans forståelse af, hvor stor værdi det har, at folket inddrages i samfundets store beslutninger. Ikke bare hvert fjerde år, når der er valg, men hele tiden. I en fælles dialog, en nuanceret tilgang – og ikke mindst et samfund, hvor både høj som lav lyttes til.

Det kræver, at magthavere accepterer at lytte til mavefornemmelsen hos en dagplejer i Skjern. Enten har dagplejeren omgående gode argumenter, så vi alle bliver klogere – eller også opnår hun at stille lige præcis det spørgsmål, som får magthaveren til at bukke sig i støvet og tænke “ud af boksen”, som det hedder, når man udfordres af den omkringliggende virkelighed.

Det kræver også, at folket formår at lytte til magthaverne og acceptere, at den sandhed, de hentede på en eller anden YouTube-video, ikke har skyggen af sandhed i sig. Når begge parter nægter at lytte, fordi det bare er en ordrig boksekamp, der skal vindes – så taber først sandheden, derefter alle.

Man vinder sjældent på eftertænksomme lange indlæg i direkte debat. Ordstyreren afbryder omgående af frygt for, at det bliver for langhåret, og man belønnes i stedet for at svare kort, kontant og direkte, så modstanderen står afpillet tilbage. I ungdomspartierne flaskes man op med debatkonkurrencer, som handler om at slå den anden ud af kurs med skarp retorik. Den korte form er også markant på sociale medier, som er Danmarks forsamlingshus – og dermed forsvinder samtalen generelt og bliver til konfrontation.

Kåre Mølbak sagde sidste uge, at vi nok skal regne med at holde afstand til der kommer en vaccine om et års tid. Set fra hans skrivebord er det udsagn med sikkerhed korrekt. Han havde bare glemt at tjekke med spindoktorernes kontor, hvor kommunikationsfolk – som jeg selv – sidder og drejer ordene, inden de skal ud til folket. Vi går op i, hvordan de enfoldige danskere mon opfatter beskederne og handler på dem. Med Kåre Mølbaks kommentar var rådgivernes frygt, at danskerne ville drøne ud og tænke, at “så kan det også være lige meget”.

Derfor prøvede man i regeringens kommunikationsafdeling også først Trump-taktikken med at sige, at det er pressen, der vinklede virkeligheden. Den virker ofte på folket, da de generelt synes, der er en del ”click-bait” og lignende i pressen, så “det skal jo nok passe”. Derefter måtte de ud og korrigere meddelelsen, så danskerne ikke handlede uhensigtsmæssigt på den viden, de fik.

På mig virkede Mølbaks udtalelse ellers modsat. Jeg har gennem nogle uger hørt Mette Frederiksen benytte pressemøder til at tegne et lys for enden af tunnelen: Jeg skal sende børnene afsted i institution og flere må tage på arbejde. Det går fremad, hører vi, der går i takt – stadig uden at vide hvor vi egentlig er på vej hen. Vi danskere har været virkelig dygtige, roste hun. Det fik mig til at lempe lidt derhjemme og fx acceptere korte afsprittede legeaftaler for mine børn. Men da Mølbak sagde, at det her virkelig er alvorligt og den sociale distancering måske vil vare et år, forstod jeg igen alvoren, som Mette næsten havde fået mig til at glemme. Mølbaks viden virker bedre end Mette Frederiksens rosenrøde fortælling. Pointen er, at regeringens smarte kommunikationsstrategier underminerer det, de prøver at opnå: en effektiv bekæmpelse af corona.

 

Folkeoplysning og folkelighed er nu blevet kommercialiseret. De lærde kommunikationsfolk udregner for politikere, hvad de får ud af at gå til landskamp fremfor det kongelige teater, mens politikeren måske egentlig hellere ville sidde hjemme og lytte til Absolute Music 2
_______

 

JEG TROR PÅ VIDEN og fuld åbenhed. Jeg nægter at ledes af en stat, der filtrerer virkeligheden, så den bliver ”taget bedre ned” af borgerne. Det har aldrig været meningen, at folkelighed skal være en strategi, der sender Pia Kjærsgaard og Magnus Heunicke ud for at stå og sortere kasser med værnemidler på deres sociale profiler.

Da Grundtvig kæmpede for folkeoplysningen, var det for at få alle danskere med i samtalen – høj som lav – så eliten ikke selv kunne styre virkeligheden. Vi skulle ikke bare lytte til de lærde, men også huske sandheden fra bonden, med foden solidt plantet i en plovfure.

Folkeoplysning og folkelighed er nu blevet kommercialiseret. De lærde kommunikationsfolk udregner for politikere, hvad de får ud af at gå til landskamp fremfor det kongelige teater, mens politikeren måske egentlig hellere ville sidde hjemme og lytte til Absolute Music 2.

Selv klummeskribenter, som jeg selv, er gået med på ideen om, at skulle sætte alting skarpt op og råbe først. Jeg ved udemærket, at denne klumme næppe læses af mange, fordi jeg skriver om Grundtvig og efterlyser støvede ord som “folkeoplysning”. Hvis jeg skulle sikre min plads som skribent – og dermed give medier klik – burde jeg kalde danskerne snotdumme i overskriften og gøre hele mit kongerige sort og hvidt. De debattører, der er ligefremme, unuancerede og tydeligst vælger side, er dem der benyttes mest. De, der glatter ud eller gør opmærksom på tendenser i begge retninger, lever et mere stille liv for tiden.

Her lever jeg dog fint. Jeg erkender, der ikke er så mange penge og popularitet i at samtale fremfor at debattere hårdt. Det kan være nødvendigt at vælge mellem sort eller hvid. Ellers bliver det bare en grå masse. Men jeg tror alligevel, at svaret vi søger, ligger i det grå. Der, hvor vi ikke går i skyttegraven, men løber ud på slagmarken med åben pande – og både taler og lytter. Først da genopfinder vi folkeoplysningen.

Det grå er sværere at håndtere for politikernes strategier og pressens krav om klik – men det er den eneste levevis, der lever op til tanken i ordet ”samfund”: At finde sammen. Det er ikke kun pressen og politikerne der skal genopfinde den. Det ansvar hviler hos os alle. Man kan da i hvert fald starte med at tænke sig bedre om, næste gang man sender ord ud til sine venner på sociale medier. ■

 

Men jeg tror alligevel, at svaret vi søger, ligger i det grå. Der, hvor vi ikke går i skyttegraven, men løber ud på slagmarken med åben pande – og både taler og lytter. Først da genopfinder vi folkeoplysningen
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?