17.04.2020

Intet tyder på, at den socialdemokratiske regering vil springe ud som en dansk udgave af Bernie Sanders eller Jeremy Corbyns venstrereformistiske politik på den anden side af coronakrisen. Vi kommer ikke til at se en permanent ophævelse af serviceloftet eller en revision af budgetloven, som kan sikre solide investeringer i den offentlige sektor, som kun lige akkurat har kunnet holde hånden under os.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Jan Hoby

DER ER SAGT OG SKREVET MEGET om Statsministerens og regeringens kompetente krisestyring i nedlukningen af Danmark. Meningsmålingerne viser historisk fremgang til Socialdemokratiet, og tillidsbarometeret til Mette Frederiksen vil gøre enhver politiker med hang til autoritære tilbøjeligheder misundelig. Adskillige analyser har også set hjælpepakkerne på et trecifret milliardbeløb som udtryk for krisesocialdemokratisme og det endelige bevis på genfødslen af en socialdemokratisk rød reformisme, som ingen socialdemokratier i Europa har set skyggen af siden slutningen af 70’erne.

Problemet med den analyse og det narrativ er, at den reformistiske arbejderbevægelse har været i ideologisk og politisk krise siden verdenskrisens gennemslag i 1973-74. Socialdemokratierne accepterede i start 70’erne kapitalens præmis om, at velfærdsstaten nu havde nået sin grænse og at der var ikke råd til større omfordeling indenfor systemets rammer. Socialdemokratismen har derfor undergået en forandring, der resulterede i et strategiskift efter murens fald i 1989.

 

Vi skal ikke længere tilbage end til finansministerens økonomiaftaler med KL (Kommunernes Landsforening) og Danske Regioner i september 2019 for at finde beviset på, at den nyliberale strømning stadig styrer Socialdemokratiets politik
_______

 

KAMPEN MELLEM ”Old Labour”, som stod for en klassisk rød reformisme, og ”New Labour”, der stod for et opgør med reformisme af enhver art, var på sit højeste i løbet af 90’erne. Sidstnævnte vandt overalt i de europæiske socialdemokratier. Herhjemme skete det i 1992, da Aukenfløjen blev væltet af Nyrupfløjen. Siden har Socialdemokratiet i Danmark været et socialliberalt parti, der har været med til at gennemføre myriader af nyliberale reformer, som har afmonteret den velfærdsstat, som generationer af socialdemokrater har kæmpet for at opbygge.

Så der er intet, der tyder på, at den socialdemokratiske regering på den anden side af coronakrisen vil springe ud som en dansk udgave af Bernie Sanders eller Jeremy Corbyns venstrereformistiske politik. Vi kommer ikke til at se en permanent ophævelse af serviceloftet eller den revision af budgetloven, som kan sikre solide investeringer i den offentlige sektor, så vi ikke først skal polstre den, når krisen rammer for derefter at afmontere den igen. Vi skal ikke længere tilbage end til finansministerens økonomiaftaler med KL og Danske Regioner i september 2019 for at finde beviset på, at den nyliberale strømning stadig styrer Socialdemokratiets politik. Mette Frederiksen har ganske vist sagt, at hun ikke vil føre borgerlig finanspolitik, men vi mangler stadig at se beviser på det.

Det er heller ikke tale en særlig form for krisesocialdemokratisme, vi er vidne til. Det er blot krisekeynesianisme. Man øger statens udgifter for at få gang i økonomien igen. Det er en form for statskapitalisme, der genindtræder ind på den historiske scene, og som virker for alle magthavere uanset ideologisk ophav, og som ifølge Joshua Kurlantzick i sin nye bog State Capitalism: How the Return of Statism Transformed the World, er blevet langt mere omfattende på verdensplan de seneste to årtier.

 

Det mest sandsynlige er, at vi får en gentagelse af årene efter finanskrisen, hvor det blev det offentlige Danmark og lønmodtagerne, der kom til at betale regningen for hjælpepakkerne til erhvervslivet
_______

 

SPØRGSMÅLET ER NU, om statsministeren og regeringen kan omsætte den letkøbte politiske kapital fra en solid krisestyring til en succesfuld genåbning af Danmark. Der tegner sig allerede et mønster, der peger mod, at hvedebrødsdagene er ovre. Det 10. pressemøde var på alle måder en opvisning i statsministerens nedsmeltning, hvor der totalt manglede konkrete svar og løsninger på frontmedarbejdernes udfordringer. Genåbning af landets daginstitutioner og skoler er et kongeeksempel på, at krisestyring og krisekommunikation er blevet til krise for styring og kommunikation og dermed krise for socialdemokratiet.

Statsministerens sikre hånd og strikse køreplaner er blevet ramt af virkelighedens sidevejsbombe. Det viser sig nemlig, at den socialdemokratiske magtfuldkommenhed har taget overhånd. KL blev hverken informeret, inddraget eller varslet om regeringens genåbningsplan af daginstitutioner og skoler. Og efterfølgende er det kun gået ned ad bakke for regeringen. Rudersdal-borgmester Jens Ive (V) udtalte, at ”regeringen stikker blår i øjnene på forældre” og har skabt urealistiske forventninger hos borgerne om, at dagtilbud og skoler generelt kunne åbne onsdag efter påske. Forældre, fagforeninger og forskere melder sig nu i koret af berettiget kritik af regeringens zigzag-kurs.

Alle venter på, hvad den socialdemokratiske regering lærer af coronakrisen. Er det forståelsespapiret i megaudgave? Er det reelle minimumsnormeringer før 2025? Er det fastansatte rengøringsmedarbejdere i landets 4000 daginstitutioner og 1300 skoler, som der var engang? Er det klimalov for fuld skrue og radikal omlægning af landbruget? Det mest sandsynlige er, at vi får en gentagelse af årene efter finanskrisen, hvor det blev det offentlige Danmark og lønmodtagerne, der kom til at betale regningen for hjælpepakkerne til erhvervslivet.

 

Årtiers velfærdsnedskæringer har vist, at det sejler med den nødvendige rengøring, hygiejne, håndvaske, toiletter og antal kvadratmeter til børn i daginstitutioner og skoler, og at der er respiratorer nok på sygehusene, men alt for lidt personale til at betjene dem
_______

 

CORONAKRISEN HAR UDSTILLET på fornemmeste vis, at en afmonteret offentlig sektor kun med nød og næppe kan håndtere det ”milde” fremtidsscenarie for coronakrisen og genåbningen af Danmark. Årtiers velfærdsnedskæringer har vist, at det sejler med den nødvendige rengøring, hygiejne, håndvaske, toiletter og antal kvadratmeter til børn i daginstitutioner og skoler, og at der er respiratorer nok på sygehusene, men alt for lidt personale til at betjene dem. Den højbesungne danske model viste sig heller ikke leveringsdygtig i at holde hånden under de mere end 70.000 arbejdsløse, for trepartsaftalerne gælder kun for dem, der er en del af det hellige arbejdsmarked. Den danske flexicuritymodel virker heller ikke denne gang for de arbejdsløse under COVID-19. Dækningsgraden af dagpengene er faldet til mellem 47 og 60 procent for de lønmodtagere, der mister deres job under krisen – og det er endda i forvejen de mest udsatte grupper som de ansatte inden for hotel- og restauration, byggeri mv., der i disse dage mister deres job i hobetal.

Tvivlen må komme statsministeren og den socialdemokratisk regering til gode. Men Socialdemokratiets håndtering af det danske velfærdssamfund gennem de seneste 30 år lover ikke godt for ambitionen, håbet og drømmen om en bedre, social retfærdig og bæredygtig fremtid. ■

 

Coronakrisen har udstillet på fornemmeste vis, at en afmonteret offentlig sektor kun med nød og næppe kan håndtere det ”milde” fremtidsscenarie for coronakrisen og genåbningen af Danmark
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?