23.07.2020

.

For Socialdemokratiet er løftet til Arne formentlig sidste chance for at rette op på årtiers nyliberale, utryghedsskabende arbejdsmarkedsreformer. Spørgsmålet er om venstrefløjen i folketinget reelt forstår, hvor vigtig tryghed, både socialt og økonomisk, er for lønarbejderne? Hvis Socialdemokratiet svigter både Arne og Bjarne, giver det så mening for venstrefløjen forsat at støtte S? Især SF og Enhedslisten står ved en skillevej, der kan betyde knald eller fald for venstrefløjen.

Kommentar af Jan Hoby

TRYGHED er det sikkerhedsnet, som griber dig, hvis du bliver syg eller arbejdsløs, og når du bliver gammel. Uden det sikkerhedsnet, er der ingen velfærdsstat, og det er den ultimative forskel til den mere rå udgave af kapitalismen, som vi ser det i USA eller Storbritannien. Men trygheden er ikke kommet af sig selv. Den er et resultat af flere generationer af lønarbejderes politiske og faglige kamp. En kamp, som er evigt relevant, fordi erhvervslivet og dets blå politikere konstant forsøger at svække lønarbejdernes tryghed, så de presses til at arbejde billigere og under ringere arbejdsmiljø.

Derfor ligger det i fagbevægelsens DNA at kæmpe for trygheden. På samme måde er det også en forudsætning at tale om tryghed, hvis man som arbejderparti vil til magten. Arnes mulighed for tidligere tilbagetrækning og Bjarnes tillid til dagpengesystemet er derfor en afgørende korsvej for den socialdemokratiske regering og Folketingets partier. Vælger de øget tryghed for de mange, eller fortsætter de ned ad den brutale sti til junglekapitalisme? For Socialdemokratiet vil det formentlig være sidste chance for at rette op på årtiers nyliberale, utryghedsskabende arbejdsmarkedsreformer. Spørgsmålet er blot, om venstrefløjen reelt forstår, hvor vigtig tryghed, både socialt og økonomisk, er for lønarbejderne? Hvis Socialdemokratiet svigter både Arne og Bjarne, giver det så mening for venstrefløjen forsat at støtte Socialdemokratiet? Især SF og Enhedslisten står ved en skillevej, der kan betyde knald eller fald for venstrefløjen.

 

For Socialdemokratiet vil det formentlig være sidste chance for at rette op på årtiers nyliberale, utryghedsskabende arbejdsmarkedsreformer. Spørgsmålet er blot, om venstrefløjen reelt forstår, hvor vigtig tryghed, både socialt og økonomisk, er for lønarbejderne?
_______

 

VI ER GÅET FRA hverdagstryghed til hverdagsutryghed. I 1939 udgav S en pamflet med titlen: ”Vi bygger Fremtidens Danmark”. Siden da har tryghedsbegrebet været centralt i Socialdemokratiets ideologi. Tryghed i hjemmene stod helt centralt i Socialdemokratiets valgprogram i 1945. Tryghed skulle sikres med arbejde til alle, bedre boliger og god opvækst for børn og unge, så ungdommen turde give sig i kast med fremtiden og stifte familie. Tryghed var forstået som social sikkerhed, og bevarelse af fred og demokrati var afgørende for S. Omvendt skulle demokratiet også sikre retten til tryghed. Tryghed dannede også rammen om arbejderflertallet fra 1971 til 1973, som resulterede i reformer – ikke mindst den store dagpengereform. Arbejderflertallet banede vejen for øget tryghed under arbejdsløshed og nye rettigheder så dagens lys. Et markant løft for personer, der var uarbejdsdygtige på grund af ledighed, sygdom, ulykke eller fødsel. Reformen blev til i en periode, hvor der var udbredt enighed om, at socialpolitik burde anskues og udformes som en social investering, der lønnede sig for hele velfærdssamfundet

På Socialdemokratiets 30. kongres i 1969 vedtog man de mest omfattende krav til en dagpengereform, der rummende krav om 100 pct. dækning og ensartethed i ydelser for alle. Det blev ikke til 100 pct. dækning, men i marts 1972 blev arbejdsløshedsforsikringens dækningsgrad forhøjet fra 80 pct. til 90 pct. af den hidtidige arbejdsfortjeneste. Samtidig blev beregningsgrundlaget for regulering af dagpenge bragt i overensstemmelse med pristalsreguleringen.

 

S gik fra tryghedsskabende til utryghedsskabende politik ved at rive den bygning ned, som fortidens generation møjsommeligt havde bygget, reform efter reform
_______

 

MEN SIDEN HAR TRYGHEDSSPORET SOM DEN RØDE TRÅD i dansk realpolitik lidt en grum skæbne. S sagde endegyldigt farvel til tryghed i 1993. Selvom partiet har fastholdt tryghedsbegrebet i deres sprog, så er det mere end svært at finde i deres praktiske politik, både som opposition og i regering, siden 1990’erne og frem til 2020. Det var nemlig Poul Nyrup Rasmussens regering, der afviklede den danske arbejdsmarkedsmodel. S gik fra tryghedsskabende til utryghedsskabende politik ved at rive den bygning ned, som fortidens generation møjsommeligt havde bygget, reform efter reform.

Det har kun taget politikerne, anført af Socialdemokratiet, godt hjulpet af Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, 17 år at ødelægge vores dagpengesystem. Fra 1993 til 2010 er dagpengeperioden gået fra uendelig til to år, og værdien af dagpengene er faldet – ifølge FOA til “54 procent i 2018 for den gennemsnitlige LO-arbejder“.

At være på dagpenge er i dag lig med en økonomisk ruin, og det bliver understreget i Coronakrisen, hvor titusindvis af lønarbejdere allerede har stillet sig op i arbejdsløshedskøen, og hvor flere forventes at komme til.

Desværre kommer en ulykke sjældent alene. Folketinget har nemlig systematisk begrænset muligheden for tidligere tilbagetrækning. Særligt tilbagetrækningsreformen fra 2011 og reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 har svækket mulighederne. Det samme har nedtrapningen og forringelserne af efterlønnen. Der er tale om drakoniske tiltag, som hverken får folk i arbejde eller gør dem raske. Resultatet er en massiv fattiggørelse af en stor gruppe lønarbejdere, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder.

 

Der er tale om drakoniske tiltag, som hverken får folk i arbejde eller gør dem raske. Resultatet er en massiv fattiggørelse af en stor gruppe lønarbejdere, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder
_______

 

OG DEN FORESLÅEDE LØSNING? Som et plaster på en brækket ryg. Efter sommerferien fremlægger regeringen sit forslag om tidligere ret til folkepension – se fx foromtalen her. Selvom det er mere end fedtet, vil forslaget af mange i fagbevægelsen og på venstrefløjen blive tolket som, at S er tilbage på tryghedssporet (se fx artiklen her). Ikke kun retorisk, men også realpolitisk. En rejse som startede for lidt over et år siden med indgåelse af forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier: SF, EL og R.

Det er et forståelsespapir, der på mange måder har svinebundet særligt SF og Enhedslisten til et strategisk fællesskab med S. Både SF og Enhedslisten opererer med en præmis om, at venstrefløjen kan presse Socialdemokratiet til ikke blot at indfri umiddelbare økonomiske og sociale krav (fx minimumsnormeringer), men også til at gennemføre systemgennembrydende krav (fx klimalov). Det er en klassisk position for venstrefløjen i folketinget, som endnu engang har skabt store illusioner om en reformistisk genfødsel af Socialdemokratiet under Mette Frederiksen.

Men forslaget om en tidlig ret til folkepension er et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den katastrofale kendsgerning, at S var en del af velfærdsaftalen fra 2006 og aftalen om senere tilbagetrækning fra 2011, der satte kurs mod Europas højeste tilbagetrækningsalder.

 

Det er et forståelsespapir, der på mange måder har svinebundet særligt SF og Enhedslisten til et strategisk fællesskab med S
_______

 

DE FLESTE MED ET almindeligt lønmodtagerjob ved godt, at de umuligt kan arbejde til de bliver 65, 70 eller mere. Det kan de mærke på deres krop, og det kan de se på deres kolleger og ældre familiemedlemmer. Og det kan dokumenteres med tørre tal. Ikke desto mindre kræver arbejdsgiverne, de fleste økonomer og et stort flertal af partierne på Christiansborg, at vi skal arbejde endnu længere. Og Mette Frederiksen står last og brast med den oprindelige køreplan om at hæve folkepensionsalderen med endnu et år til efteråret, så man først kan gå pension som 69-årig fra år 2035.

Politikerne lavede nemlig en mekanisk beregning for, hvor mange leveår lønmodtagere måtte have tilbage, når de gik på pension – nemlig 14,5 år. Og der blev ikke taget hensyn til, om man har haft hårdt fysisk arbejde, til hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, eller til at mange af de nedslidte reelt vil være døde, inden de når den tårnhøje pensionsalder.

Afhængigt af hvordan det udformes, kan regeringens forslag give tidlig pension op til tre år før pensionsalderen. Det betyder, at Arne kan gå på folkepension, når han er 64 år i stedet for 67. For de 20 til 25-årige, som ifølge velfærdsaftalen skal arbejde til de er 74 år, betyder det, at de muligvis ”kun” skal arbejde, til de bliver 71 år. Det er i al sin enkelhed absurd. Derfor ligner Socialdemokratiets forslag blot et plaster på en brækket ryg.

I mit forbund, LFS, organiserer vi omkring 11.500 pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og andre, der arbejder inden for det pædagogiske felt. I en undersøgelse fra juni spurgte vi de af vores medlemmer, der er født i perioden 1960-1964, om deres mening om pensionsalderen. 9 ud af 10 svarede, at deres pensionsalder, som er hhv. 67 og 68 år, virker alt for høj i forhold til deres arbejdsopgaver og den grad af nedslidning, de oplever. I stedet mente 27 pct., at man burde kunne gå på pension som 62-årig, 24 pct. svarede 60 år, mens 17 pct. sagde 65. Kun færre end tre procent mente, at 67 eller 68 år er en passende pensionsalder, for ansatte i det pædagogiske område. Vi har medlemmer, der allerede nu føler sig nedslidte, og som har flere år til pensionsalderen – og de er desværre repræsentative for størstedelen af landets lønarbejdere.

 

For de 20 til 25-årige, som ifølge velfærdsaftalen skal arbejde til de er 74 år, betyder det, at de muligvis ”kun” skal arbejde, til de bliver 71 år. Det er i al sin enkelhed absurd. Derfor ligner Socialdemokratiets forslag blot et plaster på en brækket ryg
_______

 

SKAL TRYGHEDEN GENSKABES for nutidens og fremtidens lønarbejdere, kan vi ikke vente på, at politikerne kommer frem til de rigtige løsninger. Flere end 60 lokale fagforeninger har derfor startet kampagnen ”68 er Mere End Nok” for at få stoppet Folketingets planlagte stigning i pensionsalderen til efteråret, blandt andet med en demonstration fredag den 11. september foran Christiansborg Slotsplads.

Der findes ikke en retfærdig løsning, hvis den baserer sig på bestemte fag eller en bestemt nedslidningsgrad. Skal det være retfærdigt, skal det være én løsning for alle: kvinder, mænd, fuldtid, deltid, arbejdsløse og dem, der har været på barsel. Her er antal år på arbejdsmarkedet det eneste rigtige. Men det skal være en ydelse, som lønarbejdere kan leve af. Den nuværende folkepension er så ringe – selv med de tillæg, folkepensionister kan få – at det vil afholde mange lønarbejdere fra at benytte sig af en ret til tidligere pension. De kan ikke tåle at gå så meget ned i indkomst, uden også at gå betydeligt ned i levestandard. Der er ingen tryghed, hvis der ikke også er en økonomisk tryghed. Desværre kommer Socialdemokratiets forslag ikke i nærheden af at skabe økonomisk tryghed for nedslidte lønarbejdere.

De færreste ved, hvor katastrofale og vidtrækkende konsekvenser den såkaldte velfærdsaftale med tiden vil få for hundredetusinder af lønmodtagere. For dem vil det tryghedsskabende arbejdsmarked, arbejdsliv og seniorliv være aflyst. Socialdemokratiet havde en chance for at tage et opgør med de nyliberale arbejdsmarkedsreformer, men desværre vil partiets forslag til en tidlig ret til folkepension forslå som en skrædder i helvede. ■

 

De færreste ved, hvor katastrofale og vidtrækkende konsekvenser den såkaldte velfærdsaftale med tiden vil få for hundredetusinder af lønmodtagere
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Udspillet “De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” præsenteres på et pressemøde af Mette Frederiksen. Rammen var Plejecenter Sølund i København, tirsdag den 22. januar 2019 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]