15.01.2020

.

Det er 5-året for angrebet på Charlie Hebdo, et af verdens hidtil alvorligste anslag mod demokrati og ytringsfrihed. Men hvordan står det til med ytringsfriheden i dag? Mit svar er, at det desværre til stadighed går tilbage. Mange har glemt, hvor fundamental ytringsfriheden er for demokratiet og dets overlevelse.

Kommentar af Jakob Linaa Jensen

JOHN STUART MILL skrev i 1859 i ”On Liberty”, at med tiden ville den største trussel mod den enkeltes (ytrings)frihed ikke længere være en repressiv stat, men den offentlig mening og fordømmelse. Og den offentlige mening – eller: den offentlige diskurs – peger desværre også i dag i retning af at begrænse ytringsfriheden. Krænkelseskulturen, bedst eksemplificeret i forskellige sager fra Københavns Universitet, er med til at binde os på hånd og mund, for nu at citere PH.

Det største knæk led ytringsfriheden i forløbet efter Muhammedtegningerne. De var en udløber af, at forfatteren Kåre Bluitgen havde mere end vanskeligt ved at finde tegnere, der ville (og ikke mindst: turde) illustrere hans børnebog om profeten Muhammed. Avisen fandt dette problematisk og indbød derfor ti tegnere til at illustrere profeten. Ingen, heller ikke i den muslimske verden, bed særligt mærke i tegningerne, før en dansk delegation rejste til Mellemøsten og problematiserede de senere famøse tegninger.

Resultatet er velkendt: afbrænding af den danske ambassade i Damaskus, et frit dansk medie, der siden har skullet leve bag hegn og sikkerhedsvagter, og en offentlig mening, der er kuet, og hvor kun de færreste offentligt tør kritisere og sætte spørgsmålstegn ved islam som religion. Og hvor de, der gør det, må leve med trusler og endog under politibeskyttelse.

Desværre har den herskende offentlige mening gjort tegningerne til en sag om, at Jyllandsposten bevidst søgte at krænke islam. Intet er mere forkert. Men i et oplyst demokratisk samfund må alle finde sig i kritik, diskussion og at blive udsat for satire. Det gælder for religioner, politikere og Dronning Margrethe. Dronningen selv ler ofte hjerteligt, når hun bliver genstand for satire. Helt i tråd med den sande demokrat, hun er.

 

I et oplyst demokratisk samfund må alle finde sig i kritik, diskussion og at blive udsat for satire. Det gælder for religioner, politikere og Dronning Margrethe
_______

 

NOGLE VIL HÆVDE, at tonen i den famøse indvandringsdebat bliver værre og værre, hårdere og hårdere. Rasmus Paludan ses som et eksempel på en særlig hadsk retorik og som et symbol på, at man så sandelig kan sige hvad som helst.

Jeg vil på ingen måde forsvare hverken Rasmus Paludan eller hans mildt sagt outrerede synspunkter. Men jeg vil gøre opmærksom på, at han adskillige gange er blevet forhindret i at afholde lovligt varslede møder. Enten fordi bøller og gemene voldsmænd korporligt har forhindret det, som det fx er sket på Nørrebro. Eller fordi ingen ringere end politiet har forbudt ham at afholde møder, fordi de ikke kunne – eller ville – stille det mandskab, der skulle garantere hans og andres sikkerhed. Partiet Stram Kurs kunne ikke holde landsmøde på det planlagte sted, men måtte flytte det til Christiansborg, der er nemmere at beskytte. Og ved Folkemødet sidste år på Bornholm foregik et politisk møde med Paludan under massiv politibeskyttelse.

Ligegyldigt hvad man måtte mene om Paludan eller andre med modsatrettede synspunkter, er det beskæmmende for demokratiet, at lovlige politiske møder ikke kan finde sted, uden at selvbestaltede tæskehold med vold søger at forhindre det. Det er en tilbagevenden til 30’ernes Europa, og det er ikke kønt.

Det er også ironisk, at de såkaldte antifascister, fx i bevægelsen Antifa, som er meget aktive i bl.a. Tyskland, mener, at det er i orden at anvende fascistiske metoder som vold og hærværk i forsøget på at forhindre andre i at komme til orde. Og det er beskæmmende, at disse ”antifascister” ikke selv kan se ironien.

 

Vi skal huske, hvor fundamentalt det er for demokratiet og dets overlevelse, at vi altid kan afprøve holdninger og udfordre det bestående samfund
_______

 

YTRINGSFRIHEDEN får det sværere og sværere, i Danmark såvel som andre steder i verden. Det sker i takt med samfundenes øgede polarisering, pga. øgede sociale forskelle, populistiske ledere og en manglende folkelig refleksion over, at ytringsfriheden er fundamental i et demokrati. Vi havde ikke fået hverken demokrati, ligestilling eller et oplyst og velstående samfund, hvis ikke det havde været tilladt at sige Roma midt imod og at komme med modsatrettede synspunkter, der ikke nødvendigvis faldt i god jord hos magthaverne eller den øvrige herskende elite. Havde modige mennesker som Galileo Galilei, Immanuel Kant, John Locke eller Karl Marx ikke turdet at udfordre den bestående orden, ville vi leve i et fattigere, tilbagestående og langt mere menneskefjendsk samfund. Vi skal huske, hvor fundamentalt det er for demokratiet og dets overlevelse, at vi altid kan afprøve holdninger og udfordre det bestående samfund.

Befolkninger ser nogle gange ud til kun at være optagede af Den Store Bagedyst, eller hvor mange pædagoger der skal være i københavnske børnehaver. Vi skal huske at turde diskutere de fundamentale demokratiske og menneskelige spørgsmål og aldrig at tage demokratiet for givet. Det har i Danmark kun 171 år på bagen, og det kan forsvinde, hvis vi ikke værner om det eller tør kæmpe for det.

Fascisme kommer ikke ved støvletramp og en voldelig revolution. Den kommer snigende, fordi vi langsomt accepterer indskrænkninger i den personlige frihed og finder os i mere og mere fra dem, der ikke kan tåle en fri og åben debat. ■

 

Vi skal huske at turde diskutere de fundamentale demokratiske og menneskelige spørgsmål og aldrig at tage demokratiet for givet
_______

 

Jakob Linaa Jensen (f. 1973) er chefforsker i sociale medier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Website: www.linaa.net. ILLUSTRATION: Et tysk medlem af Antifa i demonstration mod gruppen “Generation Identitær”, München, 26. oktober 2019 [foto: Sachelle Babbar/Zuma/Ritzau Scanpix]

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at “at binde os på hånd og mund” citerede Kaj Munk. Fejlen er nu rettet.