09.09.2020

Trods forventninger og løfter om det modsatte planlægger den siddende ivorianske præsident, Alassane Ouattara, alligevel at stille op til det kommende valg i oktober. Den kontroversielle beslutning skaber et solidt fundament for jihadistiske gruppers fremmarch i Elfenbenskysten.

Af Isabella Destineé og Thomas Christensen

Elfenbenskystens finansielle hovedstad Abidjan og flere andre større byer har de seneste uger været præget af voldsomme kampe mellem politiet og vrede folkemasser, der ser den seneste tids politiske udvikling som et klart brud på forfatningen, der begrænser den til enhver tid siddende præsident til maksimalt to embedsperioder, som hver forløber sig over 5 år. Oprørerne, som er blevet opildnet af den politiske opposition i landet, har barrikaderet store indfaldsveje og sat ild til både busser og politistationer. Det er den siddende præsident Alassane Ouattaras beslutning om at genopstille til det kommende præsidentvalg i slutningen af oktober, der har fremprovokeret de voldsomme reaktioner fra politiske modstandere. Oppositionen kræver, at Ouattara betingelsesløst trækker sit kandidatur tilbage med henvisning til forfatningens begrænsning på to præsidentperioder.

Politiet har omvendt anvendt tåregas for at få opløst demonstrationerne rundt omkring i landet. Som otte dødsfald indikerer, er hårdere metoder også taget i brug i bestræbelserne på at få situationen bragt under kontrol. Tilmed har politiet angiveligt samarbejdet med bevæbnede civile grupper for at dæmme op for protesterne, hvilket vækker bekymring hos blandt andet menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. Ouattara har argumenteret for, at forfatningsændringer er nødvendige for at sikre landets stabilitet. Men kritikerne anklager ham for at klamre sig til magten, ligesom man tidligere på året så i Rusland, hvor Vladimir Putin gennem en forfatningsændring fik udvidet sin mulige regeringsperiode til 2036.

Kronprinsens død
Ouattara blev i første omgang valgt til præsidentembedet i 2010. Det var et resultat, der kastede landet ud i en reel borgerkrig med mere end 3.000 døde til følge. Han blev siden genvalgt i 2015, hvilket ifølge forfatningen burde være hans anden og sidste periode.

I 2016 blev der imidlertid lavet en række ændringer i landets forfatning, og Ouattara har valgt at fortolke disse forfatningsændringer som en slags ”nulstilling”, der skulle gøre det muligt for ham atter at stille op til valg.

 

Når Ouattara har valgt at gøre sig selv til kandidat ved det kommende præsidentvalg skyldes det, at hans udpegede såkaldte ”kronprins”, premierminister Amadou Gon Coulibaly, pludselig døde af et hjerteanfald i begyndelsen af juli
_______

 

Siden de borgerkrigslignende optøjer i 2011, har situationen i landet ellers længe været under kontrol, og Elfenbenskysten har på mange måder været inde i en god periode siden Ouattaras magtovertag. Siden 2012 har det vestafrikanske land oplevet årlige økonomiske vækstrater på ca. 8 pct., hvilket langt overstiger de lande i regionen, som man typisk sammenligner sig med. Indbyggerne har desuden en relativ høj indkomst sammenlignet med de omkringliggende lande. Der har imidlertid været tale om store regionale forskelle i Elfenbenskysten. Verdensbanken vurderer nemlig, at godt 60 pct. af befolkningen i nord lever under fattigdomsgrænsen, mens det kun er godt 40 pct. for den sydlige del af landet.

Det Vestafrikanske land har også været nogenlunde forskånet i forbindelse med COVID-19 pandemien, som mange andre steder har ramt hårdere, såvel økonomisk som helbredsmæssigt.

De etniske stridigheder, som har bebyrdet mange andre lande i regionen, har Elfenbenskysten i det store hele været forskånet for, om end risikoen for sådanne uroligheder latent ligger lige under overfladen. Dino Krause, der er ekspert i Global Sikkerhed og Verdenssyn ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) forklarer til RÆSON, ”at ledende politikere og deres partier repræsenterer rivaliserende etniske gruppers interesser, og det er sandsynligt, at eventuelle voldelige handlinger i forlængelse af valget vil være struktureret omkring sådanne etniske skel”.

”Kronprinsens død”
Når Ouattara har valgt at gøre sig selv til kandidat ved det kommende præsidentvalg skyldes det, at hans udpegede såkaldte ”kronprins”, premierminister Amadou Gon Coulibaly, pludselig døde af et hjerteanfald i begyndelsen af juli. Præsidenten har tidligere beskrevet premierministeren som sin tætteste politiske samarbejdspartner gennem de seneste 30 år, og hans pludselige død har sendt chokbølger gennem regeringsapparatet. Coulibalys triste skæbne har skabt et magttomrum, fordi der ikke findes andre oplagte kandidater blandt Ouattaras allierede, som med så kort varsel kan gå ind og afløse Coulibaly. I hvert fald ikke nogen, som Ouattara har opbygget det fornødne tillidsforhold til.

 

På trods af sin kontroversielle fortid har Gbagbo ikke været bleg for at indikere, at han overvejer at vende hjem for at stille op hos oppositionspartiet FPI
_______

 

Der er flere eksempler på, at det kan være forbundet med en del risiko at stoppe som præsident i Elfenbenskysten. Flere tidligere ledere og nuværende kandidater hos oppositionen lever enten i landflygtighed eller tilbageholdes i udlandet, som følge af anklager om brud på menneskerettighederne.

Dette gør sig fx gældende i sagen om Laurent Gbagbo, der var fungerende præsident frem til 2010. Han er for nylig blevet frifundet for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, men han er også mistænkt for en overflod af andre anklager relateret til de måneder med vold og uro, der fulgte landets præsidentvalg i 2010. Efter sit nederlag førte han en væbnet kamp for at forblive ved magten, hvilket resulterede i, at valgets oprindelige vinder og nuværende præsident, Ouattara, blev fanget på et hotel, mens urolighederne stod på. På trods af sin kontroversielle fortid har Gbagbo ikke været bleg for at indikere, at han overvejer at vende hjem for at stille op hos oppositionspartiet FPI. Samtidig med, at han venter på resultaterne af anklagerens anke, løber han også en stor risiko for at blive arresteret, hvis han atter sætter fod på landjorden i Elfenbenskysten.

Ny jihadistisk højborg?
Det internationale samfund har indtil videre forholdt sig ganske afventende i forhold til den seneste udvikling. Det skyldes ikke mindst, at Ouattara har været garant for en relativ stabil udvikling i landet, der har oplevet stor økonomisk fremgang under hans regeringstid. Elfenbenskysten udgør desuden en strategisk bastion i kampen mod jihadisme i Sahel-regionen. Præsidenten har i det store hele holdt truslen om jihadisters fremmarch nede, og det er en mission, der ikke er lykkedes for mange af de andre lande i regionen. Blandt landene i Sahel-regionen har lande som Mali, Niger, Tchad, Cameroun, Nigeria og senest Burkina Faso oplevet det, der bedst kan karakteriseres som optrappede niveauer af voldelig jihadisme.

I 2016 blev der udført et voldeligt angreb, der tog livet af 19 civile, ved ressortområdet Bassam Beach, der var orkestreret af den regionale al-Qaeda afdeling. Inden denne sommer havde Elfenbenskysten ellers været forskånet for lignende overfald, men den 11. juni gik det atter galt. En enhed under ”Katiba Macina”, en gruppe med base i Mali, udførte et angreb på en grænsepost i Elfenbenskysten, som resulterede i 14 dræbte soldater og politifolk.

 

For nogle få uger siden så man tegn på, at jihadistiske grupper atter rørte på sig i den nordlige del af Elfenbenskysten, men regeringen reagerede hurtigt og slog resolut ned de steder, hvor man følte sig truet
_______

 

Traditionelt har transnationale jihadistiske grupper været dygtige til at udnytte lokale konflikter til at vinde indpas i store dele af Vestafrika. For nogle få uger siden så man tegn på, at jihadistiske grupper atter rørte på sig i den nordlige del af Elfenbenskysten, men regeringen reagerede hurtigt og slog resolut ned de steder, hvor man følte sig truet. Men hvis landet kastes ud i politiske uroligheder, kan det utilsigtet give plads til sådanne politiske strømninger.

Det er som oftest i landdistrikterne, at man ser jihadisterne slå til. Det skyldes især, at områderne tit er nedprioriteret i sikkerhedsmæssig forstand sammenlignet med befolkningstætte områder i byerne mod syd. Her portrætteres jihadistgrupperne derfor som et levedygtigt alternativ for dem, der er bosat her. Ifølge Dino Krause fra DIIS forholder det sig således, at ”fattigdommen i de nedprioriterede landdistrikter øger sårbarheden, og medfører at rekrutteringsprocessen af unge mænd til jihadistgrupper simplificeres, da disse grupper er i stand til at tilbyde dem økonomiske fordele”.

Krause forklarer også, at ”det, der hidtil er blevet set i Elfenbenskysten, er forsøg fra diverse jihadistgrupper, der på nuværende tidspunkt er til stede i Mali og Burkina Faso, på at krydse grænserne fra deres fæstninger i nabolandene”. Elfenbenskysten er traditionelt et meget åbent land, som har taget imod adskillige millioner flygtninge de senere år. Godt 30 pct. af landets 25 millioner indbyggere er således ikke statsborgere i landet, men kommer oprindeligt fra mere eller mindre konfliktplagede nabostater.

De to jihadistiske hovedgrupper i regionen er den al-Qaeda tilknyttede Jama’at Nasr al-Islam wal Muslimin (JNIM) og Islamisk Stats regionale afdeling, Den Islamiske Stat i Stor-Sahara (ISGS). For nylig har disse to grupper været involveret i væbnede sammenstød med hinanden i både Burkina Faso og Mali, hvor de begge steder konkurrerer om indflydelse.

Ifølge Krause er netop Elfenbenskysten særlig attraktiv for jihadistgrupperne af to hovedårsager: ”For det første er der signalet om styrke, hvis de viser sig i stand til at underkaste sig nye territorier. Endnu vigtigere er det imidlertid, at de ved at vinde indpas i Elfenbenskysten får skabt mulighed for adgang til lukrative smuglerruter, der strækker sig fra havne i kystbyerne mod nord.” Via disse gamle smuglerruter fragtes alt fra våben, narko og sågar mennesker. I takt med den stigende globalisering giver det hidtil usete muligheder for at finansiere den terrorvirksomhed, som de jihadistiske grupper er kendte for.

 

I et potentielt konfliktramt Elfenbenskysten, hvor fraværet af en stærk central regering pludselig kan være en realitet, kan jihadistiske grupper øjne muligheden for at vinde fodfæste
_______

 

Hidtil har antallet af jihadistiske terrorangreb i Elfenbenskysten som nævnt ligget forholdsvist lavt. Men det ændrer ikke på, at frygten for autonome og selvstyrende grupper i landet er reel, på samme måde som man har set det i omkringliggende lande. I Mali dominerer jihadistiske grupper store dele af den nordlige del, og i Nigeria er det Boko Haram, som sætter dagsordenen i udsatte regioner. 

I et potentielt konfliktramt Elfenbenskysten, hvor fraværet af en stærk central regering pludselig kan være en realitet, kan jihadistiske grupper øjne muligheden for at vinde fodfæste.

Bekymringen for flygtningestrømme i kølvandet på en evt. konflikt, er dog næppe noget, som holder europæiske statsledere søvnløse om natten. Da Ouattara tilbage i 2011 kom til magten, resulterede den efterfølgende ”borgerkrig” i næsten 450.000 flygtninge – langt de fleste var dog internt fordrevne. Hovedparten af den flygtningestrøm, som søgte udenlands, satte kurs mod de øvrige lande i nærområdet og i særdeleshed Liberia. Frankrig er qua dets fortid som kolonimagt i landet det europæiske land, som modtager flest flygtninge fra Elfenbenskysten. I 2018 søgte lige godt 5.000 flygtninge fra landet om asyl i Frankrig, men langt størstedelen blev imidlertid afvist.

Indtil videre forventes det fortsat, at valget bliver afholdt som planlagt i oktober måned. Det er dog uvist, hvor mange kandidater, der får lov til at stille op. Derfor skal man ikke gøre sig forhåbninger om et traditionelt demokratisk valg i den forstand, som man kender det i Vesten. Den endelige kandidatliste bliver offentliggjort den 16. september, og her skal det blive spændende at se, om Gbagbo mod forventning får lov til at kandidere. ■

 

Indtil videre forventes det fortsat, at valget bliver afholdt som planlagt i oktober måned. Det er dog uvist, hvor mange kandidater, der får lov til at stille op. Derfor skal man ikke gøre sig forhåbninger om et traditionelt demokratisk valg
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden