15.12.2020

”Det bilaterale forhold mellem Iran og USA er kompliceret. Opfattelsen af, at der med en enkeltstående politisk aftale er opnået bred enighed landene imellem, holder simpelthen ikke. I det scenarie, at man vil forsøge at normalisere forholdet med en mere omfattende aftale end atomaftalen fra 2015, vil man stå overfor langt sværere diskussioner. Alligevel står Biden med en oplagt mulighed for at vise, at Trumps dagsorden ikke var repræsentativ for amerikanske interesser generelt.”

Interview af Johanne Kjær

RÆSON: Irans præsident Hassan Rouhani appellerede i start november til, at der med præsidentskiftet i USA bliver gjort bod på tidligere politiske fejltagelser fra amerikansk side. Vil du starte med at tegne et øjebliksbillede af forholdet mellem de to stormagter?
VATANKA: Historien om forholdet mellem Iran og USA er kompleks. Før 1979 var Iran uden tvivl en af USA’s tætteste allierede i Mellemøsten og havde været det i omkring 40 år. Efter den iranske revolution, som væltede shahen (daværende iranske leder, red.), og med oprettelsen af det nye regime, manifesterede Iran sig efter 1979 som en af USA’s mest markante modstandere. Den dag i dag har vi stadig ikke formået at overkomme den nationale skilsmisse, som fulgte efter 1979. Vi ser endnu stærke nationale følelser, som har rødder i netop den historiske splittelse.

Dertil er der mange tredje parter involveret, der alle er ekstremt interesserede i at forme forholdet mellem Iran og USA til fordel for deres egne politiske dagsordener. Lande som Rusland og Kina har ingen interesse i at se relationen mellem Iran og USA blive stabiliseret, normaliseret eller forbedret. Deres interesser tjenes ved, at Iran og USA forbliver fjender. Fra Moskva og Beijing er der derfor et løfte til Iran om økonomisk støtte i form af import af iranske eksportvarer såsom olie, gas, landbrugsvarer og øvrige produkter. Hensigten er her at modvirke, at iranerne indgår i forhandlinger til fordel for amerikanerne.

Der er altså overordnet to søjler, der påvirker, at forholdet mellem Iran og USA er kompliceret. Først og fremmest er der de historiske elementer – hvem er ansvarlig for hvad og hvorfor, og hvem undskylder? Så er der tredjepartsaktørerne, der er involverede, og som konstant efterstræber at forme amerikansk udenrigspolitik. For mig at se, mangler det iranske regime at tage en beslutning om, hvad der er landets interesse i at samarbejde med USA, hvis der skulle opstå mulighed for at normalisere relationen mellem parterne. Den del skal være afklaret internt i Teherans magtcentrum, før vi kan forvente at se nogen større transformation.

 

Trump havde et ønske om at blive genvalgt, og for ham var Iran-spørgsmålet ikke så meget et udenrigspolitisk anliggende; det handlede derimod om at appellere indenrigs til de amerikanske borgere
_______

 

RÆSON: En genetablering af et mere positivt bilateralt forhold mellem Iran og USA ligger jo op til genforhandling af den forliste atomaftale fra 2015 – også kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Trump-administrationen har ikke været glad for aftalen, som hans forgænger Obama etablerede tilbage i 2015. Hvor ligger Biden i det spektrum? Og hvad har Iran og det iranske folk af interesser i en aftale?
VATANKA: Iranerne har overordnet en stor interesse i at opretholde 2015 JCPOA-atomaftalen, det er helt sikkert. Iran er positivt stemt overfor en sådan aftale på grund af de massive økonomiske sanktioner, der er pålagt landet. Som udestående fra aftalen mister det iranske samfund hvert år milliarder af dollars, hvilket selvsagt skader landet økonomisk. Der er tale om arbejdsløshed for millioner af mennesker, som resulterer i social og økonomisk ustabilitet og frustration, hvilket kan fremprovokere gadeprotester – der selvsagt ikke er i regimets interesse.

I forhold til USA’s standpunkt, så har Trump aldrig haft en betydelig interesse i atomaftalen med Iran. Trump havde et ønske om at blive genvalgt, og for ham var Iran-spørgsmålet ikke så meget et udenrigspolitisk anliggende; det handlede derimod om at appellere indenrigs til de amerikanske borgere for at få positive meningsmålinger. Og det er præcis, hvad modstanden til atomaftalen gjorde for ham: Han fik en opbakning fra Republikanerne og de evangeliske kristne, som er meget gennemgående pro-Israel og anti-Iran stemt, og som dermed var tilfredse med den tilgang.

Obama-administrationen var ikke på samme måde styret af politiske prioriteter i den sag, som jeg ser det. Obamas prioritering – hvilket også vil være gældende for Biden – var en deeskalering af Irans atomprogram: at sætte en stopper for Irans produktion af atomvåben.

Mere generelt har vi de seneste år her i USA set en uheldig politisk tendens til stærk uenighed og polarisering af centrale udenrigspolitisk spørgsmål, såsom klimaforandringer, menneskerettigheder, Europa, Kina osv., som markant skiller Republikanerne fra Demokraterne. Sådan har det ikke altid været. Det er et helt fundamentalt politisk problem, som er meget skadeligt for amerikanske interesser.

 

Biden-administrationen har dog givet udtryk for, at de også vil diskutere Irans adfærd i Mellemøsten. Hvis det bliver tilfældet, så er sandsynligheden for at lande en aftale indenfor seks måneder ekstremt lille
_______

 

RÆSON: Hvor sandsynligt er det, at Irans præsident Rouhani og Biden kan finde fælles grundlag og diplomatisk enighed til en genetablering af atomaftalen?
VATANKA: Rouhani er kun siddende præsident i yderligere seks måneder, så det er tidsrammen for ham til at nå at lande en potentiel aftale. Hvor sandsynligt et fremtidigt scenarie det er, afhænger af, hvor omfattende en politisk samtale og potentiel aftale, der sigtes efter. Hvis hovedprioriteten blot er at genetablere 2015-atomaftalen, så skulle det være et relativt simpelt – både Iran og USA vender tilbage til den atomaftale, og USA ophæver sanktionerne.

Den kommende Biden-administration har dog givet udtryk for, at de også vil diskutere Irans adfærd i Mellemøsten. Hvis det bliver tilfældet, så er sandsynligheden for at lande en aftale indenfor seks måneder ekstremt lille – også hvis Europa beslutter at bakke USA op i den politiske kurs.

Det er en vigtig pointe: Hvis formålet er mere end blot en atomaftale med Iran – i kraft af deres indenrigs- og regionale adfærd, støtte til allierede og lignende – så taler vi om, at der er mere end blot en enkeltstående atomaftale på spil. I så fald taler vi om at bede det iranske regime og de øvrige politiske grupperinger om at ændre deres politiske identitet og strategi, og det vil ikke være realistisk at opnå indenfor en ramme af seks måneder.

RÆSON: Det Iranske parlament har sidste år, og senest i begyndelsen af november i år, givet tilladelse til en berigelse af mængden af uran, der overskrider den internationale sikkerhedsbestemmelse for produktion af atomvåben. Hvad har det af betydning?
VATANKA: Det iranske parlament har i virkeligheden ikke meget at skulle have sagt politisk. Hvad vi hører fra det iranske parlament på den front, er politisk teater. Det er iværksat ud fra den logik, at hvis USA lægger an til en hård politisk front, så svarer Iran igen. Intentionen er grundlæggende at lægge et vist pres på Rouhani fra de politiske hardliners i Teheran, men også at påminde USA om ikke at stille for store politiske krav til Iran, som landet måske ikke vil kunne imødekomme af hensyn til egne indenrigspolitiske dagsordener og interesser.

Magten til at sætte den politiske retning for Irans regionale strategi ligger ikke suverænt hos præsident Rouhani – han er i høj grad kontrolleret af Irans Revolutionsgarde [magtfuld enhed i Irans sikkerhedsstyrker, grundlagt i 1979 til beskyttelse af landets præstestyre efter oprettelsen af den islamiske republik, red]. Et ønske om at påvirke Irans adfærd i Mellemøsten indebærer derfor, at man imødekommer en dialog med dem. Trump-administrationen udpegede netop Revolutionsgarden som en terrorenhed for blot to år siden. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at fremtidig samtale mellem parterne er ude af billedet. Det er de amerikanske forhandlinger med Taleban i Afghanistan tidligere i år jo et godt eksempel på.

I et positivt scenarie vil Biden i fællesskab med Rouhani og den iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif blive enige om at sætte sig ned og snakke anliggender, som udelukkede er relateret til atomaftalen. I et mere kompliceret – ikke dårligt, men kompliceret – scenarie, vil Biden invitere Rouhani og de øvrige magtcentre til dialog over ikke blot seks måneder, men måske to eller tre år, om en langt mere omfattende aftale, der kunne medføre en ambitiøs og mere holdbar aftale, hvis det er muligt for parterne at nå til enighed om et kompromis.

 

Hvis man påstår, at mordet på Soleimani tilbage i januar har ændret noget ved Irans aktuelle position i Mellemøsten, så vil jeg sige ”vis mig det”, for jeg ser det simpelthen ikke
_______

 

RÆSON: Den iranske atomfysiker Mohsen Fakrizadeh blev for få uger siden, den 27. november i år, likvidereret på national grund nær Teheran. De iranske myndigheder har offentligt beskyldt Israel for at stå bag angrebet. Hvad bygger man den anklage på, og hvorfor sker det nu?
VATANKA: Der er flere årsager. Det ville ikke være første gang, Israel står bag mord på en iransk fysiker – det er der flere eksempler på gennem de sidste mange år. Desuden benægter Israel ikke at stå bag, faktisk har de virket stolte af at få ansvaret. For mig at se er det klart, at israelerne er de ansvarlige her. Israels premierminister Netanyahu har allerede tilbage i 2018 rettet særskilt fokus på Fakhrizadeh.

Biden står på tærsklen til at blive ny amerikansk præsident, men Trump er siddende på magten lidt endnu. Ifølge iranerne er dette offensive udspil fra Israelerne et forsøg på at fremprovokere en konflikt i form af et iransk modangreb mod Israel, mens Trump endnu er fungerende præsident. I en sådan konflikt vil israelerne have en klar forventning om at indgå i en amerikansk alliance mod Iran. Det er også forklaringen på, at Rouhani har kaldt mordet på Fakhrizadeh en fælde, som Iran ikke agter at gå i. Derfor vil iranerne heller ikke tage til genmæle nu og dermed give efter for, hvad de betragter som et Israelsk forsøg på konfliktoptrapning til deres fordel.

RÆSON: Med likvideringen af Fakhrizadeh er det anden gang på under 12 måneder, at en højtstående iransk myndighedsperson er blevet målskive for udenlandske aggressioner og angreb. Her refererer jeg til det amerikanske droneangreb, der den 3. januar i år dræbte den folkekære iranske general Qassem Soleimani. Hvad siger dette om Iran og magtdynamikkerne i Mellemøstregionen mere generelt?
VATANKA Det iranske system er alt for komplekst til at blive tilnærmelsesvist påvirket, fordi én iransk atomfysiker er blevet dræbt. Irans atomprogram er mere end 30 år gammelt og et industrielt skaleret program – der er ikke tale om en mindre installation i en beskyttet kælder et eller andet sted. Ideen om, at man med drabet på en enkelt person kan skade eller påvirke Irans regionelle formåen, eller at dette skulle få konsekvenser for atomprogrammet, er simpelthen en urealistisk tankegang. Vi er langt fra den virkelighedsopfattelse. Ligeledes var Soleimani én ud af mange generaler, selvom han var en af de mest indflydelsesrige.

Det er dog ikke det samme som at sige, at likvideringer af den her størrelse ikke har potentiale til at påvirke de iranske myndigheder. Det kan tvinge dem til at overveje, hvor meget man vægter fysisk tilstedeværelse i Irak eller Syrien – og helt generelt i hvilken grad man ønsker at påvirke den regionale dagsorden i Mellemøsten. Det kunne potentielt have været en konsekvens af mordene på Fakhrizadeh og Soleimani, men sådan en udvikling har bare endnu ikke fundet sted. Hvis man påstår, at mordet på Soleimani tilbage i januar har ændret noget ved Irans aktuelle position i Mellemøsten, så vil jeg sige ”vis mig det”, for jeg ser det simpelthen ikke.

 

Det sidste iranerne ønsker er at rette hævn mod USA for en gerning, som Israel har taget ansvaret for. For Israel og USA er godt nok tætte allierede, men Israel er stadig en suveræn stat
_______

 

RÆSON: Kan vi forvente et markant modsvar fra iransk side?
VATANKA: Nej. Hvis Iran svarer tilbage med et gengældelsesangreb, kommer det ikke til at ske i den nærmeste fremtid. Iranerne vil ikke slå tilbage, så længe Trump er siddende præsident i USA, fordi de opfatter ham som uforudsigelig. De betragter ham som en John Wayne type. Når Trumps præsidentperiode er ovre i slut januar 2021, bliver det iranske fokus rette mod ikke at komme i uenighed med Biden-administrationen. Et eventuelt forsøg på modsvar fra Iran er nødt til at være meget begrænset og proportionelt. Hvis vi rent faktisk ser en gengældelsesaktion, vil den være målrettet et prominent individ fra Israel.

Det sidste iranerne ønsker er at rette hævn mod USA for en gerning, som Israel har taget ansvaret for. For Israel og USA er godt nok tætte allierede, men Israel er stadig en suveræn stat. USA har sandsynligvis medvirket i likvideringen af Fakhrizadeh ved at forsyne Israel med amerikanske efterretningsoplysninger, men ikke desto mindre er den offentlige forståelse den, at Israel er selvstændigt ansvarlige i den her sag, og derfor vil et potentielt gengældelsesangreb fra Irans side være målrettet Israel og kun Israel.

RÆSON: Hvor fatale, vil du vurdere, konsekvenserne af de seneste politiske udviklinger er for en genoprettelse af den internationale atomaftale?
VATANKA: Når alt kommer til alt, er det Bidens eget politisk bagland, der for fem år siden var med til at etablere atomaftalen. Så den kommende Demokratiske administration har en væsentlig personlig interesse i at få genetableret så meget af aftalen som muligt. På den anden side har meget forandret sig over de sidste fem år. Det ville være smart af de respektive regeringer at komme til enighed om, at den oprindelige atomaftale var mangelfuld, for så derfra at kunne åbne op for en mere omfattende og varig aftale, som ikke blot dækker atomområdet. Hvis det var den retning, snakken tog, ville det slet ikke være en uheldig udvikling.

Det bilaterale forhold mellem Iran og USA er kompliceret. Den opfattelse, at der med en enkeltstående politisk aftale er opnået bred enighed, holder simpelthen ikke. I det scenarie, at man vil forsøge at normalisere forholdet med en mere omfattende aftale end atomaftalen fra 2015, vil man stå overfor langt større og dermed længere diskussioner – hvilket ikke ville være en dårlig ting.

Med den kommende Biden-administration opstår der en mulighed for at tage afstand fra den politiske front, der blev lagt for dagen af Trump, og signalere, at den dagsorden ikke er repræsentativ for amerikanske interesser generelt. Biden-administrationen har altså en oplagt mulighed for at gå tilbage og lægge fundamentet for en endnu bedre og stærkere aftale med Iran.

 

Samtidig er situationen højspændt med vrede og ængstelighed blandt mange af Irans naboer: Situationen – som den er nu – kunne tilspidse i krig. Det skal Iran også forstå og konfronteres med
_______

 

RÆSON: Kan man tale om en unik mulighed for, at Rouhani åbner op for diplomatisk forbindelse til Biden forud for det iranske valg i 2021? Og er det et realistisk scenarie, at Rouhani besøger Det Hvide Hus i 2021?
VATANKA: Nej, for mig at se er der ingen sandsynlighed for, at det kommer til at ske. Selv hvis Rouhani blev inviteret til Washington – og det er et stort ’hvis’ – så ville det være politisk selvmord for en iransk leder at besøge Det Hvide Hus lige nu. Her skal man ikke forvente et scenarie i stil med Nordkorea. Det bedst tænkelige scenarie er en aftale ligesom atomaftalen fra 2015 eller noget tilsvarende. Desværre er jeg ikke optimistisk i forhold til at se USA og Iran vende tilbage til den venskabelige relation, landene havde før 1979. Der er brug for et regimeskifte i Teheran for at få det til at ske.

RÆSON: I lyset af de seneste hændelser: Kan du sætte nogle ord på, hvilke regionale scenarier vi vil se herfra?
VATANKA: Iranerne er nødt til at revurdere, hvad deres nationale interesser er. Dertil bør USA signalere overfor Iran, at der fra amerikansk side ikke er en forventning om, at Iran ingen tilstedeværelse har i Mellemøsten udover egne grænser; det er urealistisk at stille det krav. Iran er et stort land med 82 millioner indbyggere og geopolitiske interesser udenfor egne grænser i Mellemøsten. Samtidig er situationen højspændt med vrede og ængstelighed blandt mange af Irans naboer: Situationen – som den er nu – kunne tilspidse i krig. Det skal Iran også forstå og konfronteres med. Biden bør derfor prioritere at reducere spændingen blandt de tunge spillere i regionen såsom Iran, Saudi Arabien, UAE og måske Israel.

Hvis Biden-administrationen kan formå at facilitere et fælles forhandlingsbord og invitere samtlige parter til en dialog om regionelle forhold, ville det være overordentligt positivt. Og det bør være en større og mere global dialog og aftale, man i den kommende administration sigter efter. Det er simpelthen den eneste måde at reducere den høje temperatur, der er i regionen, på. ■

 

Desværre er jeg ikke optimistisk i forhold til at se USA og Iran vende tilbage til den venskabelige relation, landene havde før 1979. Der er brug for et regimeskifte i Teheran for at få det til at ske
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland