27.03.2020

Siden februar 2020 er der sket så mange ting i Europa, der ville være blevet karakteriseret som vanvittige, hvis de var blevet afleveret som en forudsigelse dengang, at man blot må sige: Covid-19-epidemien overgår de fleste menneskers vildeste fantasi. Den tvinger alle til at leve og handle i et rum, hvor det er meget vanskeligt at bedømme konsekvenser af handlinger med nogen grad af sikkerhed.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kronik af Henrik Dahl

Præcis én måned før jeg aftalte med redaktøren, at denne artikel skulle skrives, var seks personer i Italien afgået ved døden som følge af covid-19. Da vi indgik aftalen, var dødstallet nået op på langt over 6.000. Hvis jeg en måned forinden skråsikkert havde sagt, det italienske dødstal 30 dage senere ville ligge mere end 1000 gange højere, end det dengang gjorde, havde jeg meldt mig ud af den seriøse samtale lige på stedet. Dét understreger den forsigtighed, hvormed vi i slutningen af marts 2020 skal tage alle diskussioner om covid-19-pandemien. Nogle af de udviklingsforløb, vi har været vidner til, er så enestående, at der ikke ligger et erfaringsmateriale, man kan støtte sig til. Derfor har alle beslutningstagere i et vist omfang været nødt til at prøve sig frem i de indledende faser af pandemien.

Det, der i skrivende stund – de sidste dage af marts – er det største problem for alle beslutningstagere, er, at der ikke findes en brugbar modelbeskrivelse af den socialøkonomiske virkelighed. Gennem mange år med gradvis, såkaldt inkrementel udvikling af den socialøkonomiske virkelighed, er forskere og politiske rådgivere blevet stadig bedre til beskrive den. Det foregår på den måde, at forskere til stadighed mødes for at fremlægge resultater om, hvordan stater, centralbanker, systemiske banker og andre nøgleaktører håndterede for eksempel de to oliekriser i 1970’erne; dot com-crashet i 2001-2002 eller finanskrisen fra 2007 og frem. Efter grundige, faglige diskussioner bliver konklusionerne indarbejdet i de modeller, universiteter, finansministerier og andre nøgleaktører benytter sig af. Og på den måde kan man simulere effekten, hvis der sker ændringer i de variable, der er bygget ind i modellen.

En pandemi, der kan svække eller ødelægge et lands sundhedsvæsen; decimere sundhedspersonalet, samt skabe global mangel (og dermed globale prisstigninger) på lægemidler af enhver art, er ikke bygget ind i nogen af de modeller, forskere, regeringer og deres rådgivere normalt betjener sig af. Eller sagt på en anden måde: Hvis bare vores gængse modeller havde et ”global pandemi-modul”, ville alt være let. Men det har de ikke, og så må vi klare os uden.

Man kan diskutere, hvorfor globale pandemier ikke har spillet en større rolle for dimensioneringen af sundhedsvæsenerne i Europa. For det er ikke sådan, at der ikke har lydt advarsler – for eksempel fra WHO.

 

En pandemi, der kan svække eller ødelægge et lands sundhedsvæsen; decimere sundhedspersonalet […] er ikke bygget ind i nogen af de modeller, forskere, regeringer og deres rådgivere normalt betjener sig af
_______

 

Men politik er prioriteringens kunst. Og hvor de lande, der ligger tæt på Kina – Sydkorea, Singapore, Japan, Taiwan – har valgt at ofre penge på robusthed og operativt beredskab, har landene i Europa i højere grad set bort fra det.

Årsagerne kan man i skrivende stund kun gisne om. Men sundhed er og bliver en stor udgiftspost, og med voksende andele af befolkningerne i Europa, der lider af livsstilssygdomme og kroniske sygdomme, er det vanskeligt for alvor at fortænke beslutningstagerne.

For oplevelsesøkonomien: Farvel til ”en verden af i går”
Der har været afholdt Olympiske Lege i 124 år. De har nu været aflyst i alt fire gange: Tre på grund af de to verdenskrige. Fjerde og seneste på grund af covid-19-pandemien. Det betyder ikke på nogen måde, at man kan sammenligne pandemien med de to verdenskrige. Det er vigtigt at understrege. Meget vigtigt. Men det betyder med sikkerhed, at pandemien i forhold til en oplevelsesøkonomisk megabegivenhed som et OL har samme ”stop-kraft” som en verdenskrig. Det hænger formentlig sammen med forholdet mellem pandemi og oplevelsesøkonomi. Det skal vi vende tilbage til.

Verdenskrigene havde en disruptiv effekt på styreformer. Den første fik ikke mindre end fire imperier til at synke i grus – Rusland, Østrig-Ungarn, Tyskland og Osmannerriget. Og svækkede i øvrigt Det Britiske Imperium så meget, at det ikke overlevede den næste storkrig. De havde en disruptiv effekt på verdensøkonomien, som i sidste ende skabte den økonomiske verdensorden, der stadig hersker. Og de havde en svært definérbar, transformerende effekt på dagliglivet og hverdagskulturen, der fik franskmændene til at tale om ”La Belle Époque” før den Første Verdenskrig og den østrigske forfatter Stefan Zweig til at skrive erindringsværket ”Die Welt von Gestern” – ”verden af i går”.

Lige præcis i forhold til oplevelsesøkonomi har jeg i skrivende stund en fornemmelse af, at efter pandemien vil den orden, vi kendte før, være at betragte som ”die Welt von Gestern”. Globale begivenheder som OL, VM i fodbold og Formel 1 vil være svære at starte op igen uden, at risiko og sikkerhed i forhold til pandemier er tænkt grundigt ind i afviklingen. Det samme gælder for store, regionale begivenheder som musikfestivaler. Og for den masseturisme, der på mange måder har været direkte involveret i at udløse og forværre pandemien i Europa.

For at sige det helt kort: Ischgl er oplevelsesøkonomiens Hindenburg, den frygtelige, mislykkede Zeppeliner-landing i Lakehurst i New Jersey, hvor 36 mennesker omkom.

 

For at sige det helt kort: Ischgl er oplevelsesøkonomiens Hindenburg, den frygtelige, mislykkede Zeppeliner-landing i Lakehurst i New Jersey, hvor 36 mennesker omkom
_______

 

Den ikoniske Hindenburg-katastrofe (som også fandt vej ind i populærkulturen ved at komme på coveret af Led Zeppelins debutalbum) tæller som illustrationen af, hvad der kan ske inden for denne sektor, når alt går galt på samme tid.

Ligesom Hindenburg-katastrofen i 1937 viste, hvad der kan ske med luftskibe, når alt går galt på samme tid. Oplevelsesøkonomi er nøglesektorer i blandt andet Tyrol, Italien, Spanien og Frankrig. Derfor skal vi lære at organisere den daglige drift mere sikkert i forhold til stærkt smittefarlige sygdomme. Og vi skal have bedre beredskab, hvis de bryder ud. Både i forhold til at håndtere de syge og smittede og i forhold til økonomisk forsikring. For der er ingen tvivl: Økonomisk drevne beslutninger om ikke at lukke ned, har forværret pandemiens udvikling.

Uden en helt gennemgribende rekonstruktion af oplevelsesøkonomien, der i alle dimensioner tager højde for, hvor vanvittigt farlige fx luftbårne og stærkt smitsomme lungesygdomme er, får den uden tvivl svært ved at komme på fode. Dertil vil den globale risiko forbundet ved, at hundredetusindvis af mennesker fra hele jorden mødes til megabegivenheder som OL og VM i fodbold, simpelthen være for stor.

Jeg ville savne oplevelsesøkonomien stærkt, hvis den ikke fandtes. Så jeg har alle mulige grunde til at heppe på den: politiske, økonomiske og personlige. Det sidste i den forstand, at den har givet mig uforglemmelige oplevelser, jeg stadig husker på halvtreds års afstand. Men vi kommer ikke uden om at give den en helt gennemgribende, sundheds- og sikkerhedsmæssig overhaling først.

Statens første ansvar: At beskytte borgerne
Man skal ikke tage fejl af, hvad der er på spil. Alle mener, at den overdødelighed, covid-19-pandemien medfører, er tragisk. Men det helt afgørende, som motiverer de mange tiltag, der er sat i værk rundt omkring i Europa, er den ”collateral damage”, der følger af et ødelagt sundhedsvæsen.

Det vil blandt andet ændre risikoprofilen på ting, vi opfatter som forholdsvis banale. Det kan være akut kejsersnit eller blindtarmsbetændelse. Det vil ændre risikoprofilen for akutpatienter af enhver art. Og det vil – hvad der er et stort problem i Danmark – ændre risikoprofilen for alle slags kronikere.

Samtidig er det klart, at det vil være et kæmpe problem hvis rigtig mange læger og sygeplejersker bliver så syge, at de dør eller får varige men Det tager lang tid at uddanne sig til begge fag. Næsten endnu længere at få erfaring og rutine. Og da stort set alle lande i Europa vil have tilsvarende problemer, skal man ikke forvente at kunne hyre ind fra andre EU-lande.

 

Men samtidig må og skal de indsatser, der sættes i værk, naturligvis afbalanceres mod hensynet til samfundsøkonomien og væksten
_______

 

Men samtidig må og skal de indsatser, der sættes i værk, naturligvis afbalanceres mod hensynet til samfundsøkonomien og væksten.

Problemet er bare – som allerede nævnt – at ingen af vores modeller har et global pandemi-modul. For det første bliver man som følge af dette nødt til at udvikle skarp og præcis tænkning meget hurtigt. For det andet bliver man tvunget til at beslutte sig på et langt mere usikkert grundlag, end man har for vane i regeringer, centralbanker og internationale organisationer.

En yderligere faktor, der bør nævnes, er, at et sammenbrud i et lands sundhedsvæsen med de følger, det har i form af collateral damage, givetvis ændrer borgernes forhold til hele det politiske system.

Det er grundlæggende, at staten skal beskytte borgernes sikkerhed. Det er derfra, den henter en stor del af sin legitimitet. Derfor er det naturligvis ødelæggende for det politiske system, hvis det kommer til at fremstå som et system, der ikke kan eller vil sætte borgernes sikkerhed – såvel fysisk, som sundhedsmæssigt og økonomisk – foran alt andet.

Derfor kommer vi til at diskutere sundhedsvæsenernes robusthed. Hvor det står klart, at de fleste lande i Europa har prioriteret at have systemer, der ikke var særlig robuste i forhold til pandemier og ikke havde en særlig høj grad af operativt beredskab. De lande, der ligger tæt på Kina, er tydeligvis gået en anden vej. Og det vil nok være tilrådeligt at se på, hvad de gjorde rigtigt op til pandemien.

Efter katastrofen vokser det nye frem
Covid-19 vil formentlig vise sig at have samme effekt på samfundene overalt i verden, som de store bybrande havde i gamle dage.

Når ilden var slukket og de døde begravet, har man også dengang siddet tilbage og tænkt: Hvordan kunne det gå så galt?

Og i det lange, historiske perspektiv har det ikke været så dårligt. Byplanlægningen blev bedre. Bygningsreglementerne blev bedre. Beredskabet blev bedre. Den lavpraktiske brandslukningsteknologi blev bedre. De økonomiske forsikringsmodeller blev bedre. Og dermed blev selve dagliglivet i de store byer også bedre.

I det lange løb vil covid-19-epidemien også føre til, at livet bliver bedre. Politiske hellige køer vil blive slaget med henblik på, at vi kan indrette os mere sikkert uden at gå glip af de gode sider af livet før epidemien. Ting, man troede var umulige, vil kunne lade sig gøre alligevel.

På den måde er legenden om fugl Fønix sand. Efter katastrofen vokser det nye altid frem. Yngre og mere vitalt.

Det vil også ske her. Fordi epidemiens ofre – til alt held og hvis man skal pege på noget positivt – også vil blive forstokkede ideologier og stivnede politiske positioner. ■

 

Efter katastrofen vokser det nye altid frem. Yngre og mere vitalt. Det vil også ske her. Fordi epidemiens ofre – til alt held og hvis man skal pege på noget positivt – også vil blive forstokkede ideologier og stivnede politiske positioner
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?