18.11.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det forværrede forhold mellem USA og Kina har for europæiske forskere medført, at de til tider må gebærde sig som ’videnskabsdiplomater’. Egentlig vil de bare lave deres forskning, som de altid har gjort det, men situationen mellem USA og Kina gør, at de pludselig må tage kritisk stilling til videnskabeligt samarbejde med både amerikanske og kinesiske kolleger – til skade for videnskaben som en åben disciplin til hele verdens nytte

Kommentar af Professor Helle Porsdam

Da Joe Biden d. 7. november blev udråbt som vinder af præsidentvalget 2020, lovede han at prioritere fire områder efter sin overtagelse af embedet: COVID-19, økonomien, racemæssig lighed og klimakrisen. Han bekendtgjorde, at det amerikanske folk fortjener en hurtig, robust og professionel respons på den stigende sundheds- og økonomiske krise, som COVID-19 epidemien har forårsaget – en respons, som bør bygge på de nyeste landvindinger inden for videnskab og sundhed.

Dermed markerer valget af Biden en tilbagevenden til brug af og respekt for videnskab i amerikansk politik.

Det er nye og vigtige toner. På den korte bane er COVID-19 krisen altafgørende. Men på den lange bane vil en fortsat manglende vilje til at gøre noget ved klimaforandringerne medføre alvorlig – og måske, siger videnskabsfolk, der forsker i klimaforandringerne, også ubodelig – skade. Spørgsmålet er, hvad 4 år med Trump har betydet for videnskaben og forskerne bag den?

Et par måneder før valget kom flere anerkendte videnskabelige tidsskrifter på banen med advarsler mod at genvælge Trump. Den 8. oktober udkom New England Journal of Medicine for første gang i 208 år med en redaktionel politisk opfordring: Stem ikke på Trump. Ugen efter gav tidsskriftet Nature i lederen sin tilslutning til Joe Biden og kaldte Trumps indsats mod klimaet for ’skamfuld’. Og i september havde 81 amerikanske Nobelprismodtagere indenfor medicin, kemi og fysik udtrykt deres støtte til Biden i et åbent brev. Heri skrev de bl.a., at der på intet tidspunkt i nationens historie har været større behov for at forstå værdien af videnskaben, når regeringen skal formulere sin sundhedspolitik.

Det er ikke noget, vi er vant til at se. Videnskabsfolk betragter ikke sig selv som politiske. Tværtimod vil de fleste hævde, at den videnskabelige proces er og bør være neutral og upolitisk. Men midt i en pandemi og med et forestående præsidentvalg, hvor amerikanerne kunne genvælge en præsident, som med stolthed har erklæret sig direkte modstander af videnskaben og ved flere lejligheder har latterliggjort dens udøvere, blev det altså for meget for mange videnskabsfolk.

 

Denne handelskrig har bl.a. medført, at der er opstået en ny koldkrigslignende tilstand på det videnskabelige område. Der bliver set skævt til forskere med kinesisk baggrund og kinesiske gæsteforskere i USA
_______

 

COVID-19 kan, har Trump flere gange udtalt, føres tilbage til Wuhan, og faktisk er det hele kinesernes skyld ifølge ham. Udtalelser af denne art har ikke gjort USA’s forhold til Kina bedre – et forhold, der i forvejen er belastet som følge af den verserende handelskrig mellem de to lande. Denne handelskrig har bl.a. medført, at der er opstået en ny koldkrigslignende tilstand på det videnskabelige område. Der bliver set skævt til forskere med kinesisk baggrund og kinesiske gæsteforskere i USA, fordi angsten for videnskabelig spionage, der kan føre til såvel kommerciel som militær, kinesisk udnyttelse af patenteret amerikansk viden, er så udtalt. Landene lukker sig om sig selv, og den åbenhed, som kendetegner videnskaben, går fløjten.

’Science diplomacy’ er blevet en nødvendighed
For europæiske forskere har dette medført, at de til tider må gebærde sig som ’videnskabsdiplomater’. Egentlig vil de bare lave deres forskning, som de altid har gjort det, men situationen mellem USA og Kina gør, at de pludselig må tage kritisk stilling til videnskabeligt samarbejde med både amerikanske og kinesiske kolleger. Herhjemme har der fx været sager fremme i medierne, som omhandler danske forskeres samarbejde med kinesiske kolleger omkring forskning, der måske har kunnet bruges direkte i kinesisk militærudvikling.

De implicerede danske forskere har hermed pludselig skullet forholde sig til de politiske konsekvenser af deres forskning – de har skullet tænke fremad og forestille sig, hvad deres forskning potentielt kan resultere i. Sådanne diplomatiske og etiske øvelser er ikke noget, disse videnskabsfolk er skolede i, og mange af dem savner en form for diplomatisk-etisk regelsæt, der kan hjælpe dem, når de havner i disse situationer.

I den forbindelse er ’Science diplomacy’ et begreb, som har fået stor bevågenhed de senere år. Det betegner brugen af ​​videnskabelige, akademiske samarbejder mellem bestemte nationer for at løse fælles problemer. Idéen er at bruge videnskaben som et ’soft power’ instrument til at nå udenrigspolitiske mål. Under den kolde krig blev ikke kun forskningsresultater, men også videnskaben selv som en proces og måde at kommunikere på brugt til at fremme specifikke magtinteresser. Således bliver videnskaben altså brugt i det internationale magtspil i stedet for at være en åben disciplin, som er til hele verdens nytte.

 

Science diplomacy er ikke nogen ny foreteelse. Tænk blot på Niels Bohr, som i 1950 skrev et åbent brev til FN, hvori han skitserede sine synspunkter om nuklear forskning og atomvåben
_______

 

‘The American Association for the Advancement of Science’ (AAAS) har sit eget Center for Science Diplomacy og tidsskrift, Science & Diplomacy, og har arbejdet sammen med The British Royal Society om de videnskabelige dimensioner, der definerer udfordringer i det 21. århundrede, såsom klimaforandringer, fødevaresikkerhed, fattigdomsbekæmpelse og nuklear nedrustning. Også i europæisk sammenhæng ønsker EU at spille en stadig mere aktiv og synlig rolle i internationalt videnskabsdiplomati. Derfor er videnskabsdiplomati ikke nødvendigvis negativt.

Det er heller ikke nogen ny foreteelse. Det engelske ’Royal Society’, der blev grundlagt i 1660, anerkendte tidligt videnskaben som en global virksomhed og ansatte allerede i 1723 en ‘Assistant to the Secretaries for Foreign Correspondence’, som skulle føre korrespondance med oversøiske forskere for at holde medlemmerne af ’Royal Society’ ajour med, hvad der skete i videnskabens verden.

I det tyvende århundrede blev forskere i stigende grad involveret i politiske og diplomatiske spørgsmål. Tænk blot på Niels Bohr, som i 1950 skrev et åbent brev til FN, hvori han skitserede sine synspunkter om nuklear forskning og atomvåben samt sine bestræbelser under og efter anden verdenskrig for at få verdens ledere til at vise mere åbenhed om disse våben.

Et af de områder, hvor vi i nutiden kan se ’science diplomacy’ udspille sig, er Arktis. I 2018 offentliggjorde Kina en ny plan for at åbne en ‘Polar Silk Road’. Det skal ske ved at udvide det såkaldte ’Belt and Road Initiative’ til den arktiske region – et initiativ, som ofte betegnes som den nye silkevej og omhandler udviklings- og investeringsinitiativer, der strækker sig fra Østasien til Europa, og som er stærkt afhængige af videnskab og teknologi. Kina er – pga. klimaeffekterne i Arktis og det økonomiske potentiale i regionen – blevet mere og mere interesseret i polarområdet og opnåede i 2013 observatørstatus af det Arktiske Råd. Danmark er en af de oprindelige arktiske stater og har stærke interesser i de videnskabelige og geopolitiske implikationer af forandringerne i Arktis.

 

Den form for videnskabsfornægtelse, Trump har lagt for dagen, og den måde, hvorpå han anser videnskaben som en vare, man kan handle og bedrive storpolitik med, er ødelæggende. Men også før Trump var der tale om ’det postfaktuelle’
_______

 

Tror verden overhovedet stadig på videnskab?
Når forskere ikke længere kan arbejde sammen på tværs af landegrænser og ikke kan få adgang til de forskningsresultater, deres kolleger rundt omkring i verden fremkommer med, skader det videnskaben. Forskningen er og har altid været international, og flere af de største problemer, vi har for øjeblikket, er globale og kan kun løses globalt. Her er klimaforandringerne et godt eksempel; COVID-19 er et andet.

Den form for videnskabsfornægtelse, Trump har lagt for dagen, og den måde, hvorpå han anser videnskaben som en vare, man kan handle og bedrive storpolitik med, er ødelæggende. Men også før Trump var der tale om ’det postfaktuelle’, og der blev af flere sat spørgsmålstegn ved, om videnskab overhovedet er andet og mere end blot nogens meninger. Men Trumps stadige angreb på videnskabsbaserede evidens de seneste 4 år har for alvor mindsket tiltroen til videnskaben og dens udøvere.

“I en postfaktuel verden, hvor næsten halvdelen af den amerikanske befolkning har ønsket at genvælge en vidensfornægter til Det Hvide Hus, hvad nytter det så at tilegne sig viden?” spurgte en studerende forleden i Uniavisen, som er avisen tilknyttet København Universitet.

For denne studerende – og for alle os andre – er der tale om et eksistentielt spørgsmål: Hvordan kan man efter Donald J. Trump gå seriøst op i sine studier og forsøge at opnå faglig viden, når verden ikke længere tror på, en sådan findes? Den studerende fortsætter: ”For det handler ikke bare om USA og deres deroute mod vanviddet. Hvad nytter det at anskaffe sig viden om ozonlaget, tipping points og økologisk massedød, når klimakrisen bliver systematisk undervurderet, ignoreret eller benægtet?” ■

 

“I en postfaktuel verden, hvor næsten halvdelen af den amerikanske befolkning har ønsket at genvælge en vidensfornægter til Det Hvide Hus, hvad nytter det så at tilegne sig viden?”
_______

 

Helle Porsdam er professor i ret og humaniora ved Københavns Universitet, hvor hun også har en UNESCO Chair in Cultural Rights. Hendes forskning har de seneste år drejet sig om menneskeretten til videnskaben, som står omtalt i FNsVerdenserklæring fra 1948. Hendes seneste monografi, udkom på Cambridge University Press i 2019.

Redigeret af Mikael Leon Sokoler samt chefredaktionen. ILLUSTRATION: Præsident Trump og præsident Xi Jinping til deres bilaterale møde d. 29 juni 2019 til G20-mødet i Osaka, Japan [Foto: Official White House foto / Shealah Craighead / Flickr]