12.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Enhver grøn effektivisering har det med at blive spist op af et tilsvarende øget forbrug. Bl.a. derfor har regeringen – på trods af nu at have fremlagt to finanslove og en række klimatiltag – stadig kun truffet én beslutning, der er i tråd med FN’s anbefalinger om omgående at reducere Danmarks klimaødelæggelser; nemlig nedslagtningen af mink.

Af Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff, medstiftere af Modstandsgruppen Guerilla

I SIDSTE UGE præsenterede regeringen både et stop for yderligere olieudvinding i 2050 og en aftale, der har som målsætning at bringe 775.000 elbiler på vejene frem mod 2030 samt en finanslov med masser af grønne ord.

Det lyder alt sammen vældig flot, men det er også det eneste krav til symbolpolitik: Det skal lyde flot. Og symbolpolitik er, hvad regeringens klimapolitik over en bred kam må defineres som. Regeringens tiltag har det til fælles, at de giver indtryk af rettidig og insisterende handling, mens den reelle klimatiske effekt er minimal og uvis.

At kunne gennemskue dette kræver kendskab til to ting: 1) Klimakrisens tidshorisont samt 2) forskellen på grøn effektivisering og så udledningsreduktioner i absolutte tal.

Tidshorisonten er som følger: Selv hvis vi i dag stoppede alle udledninger, er det formentlig for sent at begrænse opvarmningen til de 1,5 grader, som verdens ledere for bare 5 år siden satte som en fælles målsætning i Paris. Reduktioner skal årligt nå 14 pct., hvis der skal være blot en lille chance for at nå målsætningen.

Det viser den just offentliggjorte analyse fra CarbonBrief. 14 pct. lyder af meget, og det er det også. Corona-krisen, der har lagt hele brancher som fx fly-industrien øde, formodes at have medført en global reduktion på omkring 4 pct. Siden de 1,5 grader er en målsætning, som regeringen hævder at ville leve op til, så er det altså nu-og-her-omgående årlige reduktioner på 14 pct., der skal til for, at regeringen lever op til det tidshorisontale princip.

 

Udledningen er kun gået én vej: Op, op, op. Fortsætter det, kan vi nå 2 graders opvarmning allerede om 14 år
_______

 

Og ifølge CarbonBrief ser det ud til, at vi vil have sprængt udlednings-budgettet i forhold til 2 graders opvarmning måske allerede om 18 år. Og det er altså vel at mærke i et scenarie, hvor udledningerne fastholdes nogenlunde på nuværende niveau, hvilket på trods af 30 år med flotte ord og masser af løfter aldrig er lykkedes. Udledningen er kun gået én vej: Op, op, op. Fortsætter det, kan vi nå 2 graders opvarmning allerede om 14 år.

Essentielt er det også at kende forskel på grøn effektivisering og så udledningsreduktioner i absolutte tal. Der sættes ofte lighedstegn mellem de to, men det er vældig misvisende. Det kommer fx til udtryk ved, at den globale udledning blot er steget på trods af, at mængden af grøn energi opsat, produceret og forbrugt samtidig sætter nye årlige rekorder. Opsætningen af mere grøn energi er at betragte som en effektivisering – her forstået som en faldende mængde drivhusgasudledning per produceret enhed energi.

HVORDAN DET kan forholde sig sådan, kan belyses ved Jevons paradoks. Ganske vist i en snævrere kontekst beskriver Jevons 155 år gamle paradoks, hvordan effektiviseringer har det med at blive spist op af øget forbrug.

På samfundsniveau ser vi paradokset udspille sig på mange forskellige områder. Vi ser det fx ved effektiviseringer af vejnettet, hvor trængselsforbedringer som følge af tilførslen af flere vejbaner, lynhurtigt bliver spist op af øget forbrug – tilbage op til grænsen for vores tolerance for trængsel.

 

Altså: Er der en reduktionseffekt i absolutte tal og sker den inden for deadline? Det vil være en lille klimajournalistisk revolution i sin egen ret, hvis danske medier konsekvent belyste klimapolitiske tiltag ud fra disse to principper
_______

 

Et andet eksempel er effektiviseringer af batterierne i vores mobiltelefoner, hvilket kunne være blevet omsat til markant længere levetid, men i stedet bliver spist op af evigt mere krævende soft- og hardware.

Et tredje eksempel kunne være, hvordan effektiviseringer af vores boliger har det med at blive spist op af øget energiforbrug til flere og mere forbrugende himstregimser og dippedutter, som fx air-conditioning.

Disse to forhold udkrystalliserer to principper, som enhver politisk beslutning skal leve op til, hvis den skal kunne siges at have betydning på det klimatiske plan: 1) Det reduktionelle princip og 2) Det tidshorisontale princip. Altså: Er der en reduktionseffekt i absolutte tal og sker den inden for deadline?

Det vil være en lille klimajournalistisk revolution i sin egen ret, hvis danske medier konsekvent belyste klimapolitiske tiltag ud fra disse to principper. Det ville hjælpe danskerne til bedre forståelse af klimakrisens alvor, og hvor uendelig lidt også den danske regering egentlig er villig – og ser sig i stand – til at gøre.

 

8. udbudsrunde i Nordsøen var nærmest blevet aflyst af, at fire ud af fem olieselskaber allerede havde trukket sig fra runden, formentlig fordi de ikke vil kunne tjene penge på skidtet. Der er altså hverken meget beslutning eller bedrift over regeringens udmelding
_______

 

HAVDE POLITIKENS chefredaktør Christian Jensen været opmærksom på disse to principper, så havde hans leder om stoppet af yderligere olieudvinding efter 2050 ikke set dagens lys. Han gav den titlen Alle os, der har skældt Folketinget ud for klimasmøl, må stoppe op, lette på hatten og sige: Godt gået! og uddybede: “Både på et symbolsk, økonomisk og klimatisk plan er det en optimismeindgydende og skelsættende politisk bedrift.”

Lad det her være stort set usagt, at 8. udbudsrunde i Nordsøen nærmest var blevet aflyst af, at fire ud af fem olieselskaber allerede havde trukket sig fra runden, formentlig fordi de ikke vil kunne tjene penge på skidtet. Der er altså hverken meget beslutning eller bedrift over regeringens udmelding.

Vi hopper hurtigt videre og fokuserer i stedet på, hvordan udvindingsstoppet i 2050 klarer sig i forhold til det tidshorisontale princip. Der er tale om en ‘beslutning’, hvoraf konsekvensen først viser sig i 2050, hvilket er 30 år for sent i forhold til 1,5 graders målsætningen og helt op til 16 år for sent i forhold til 2 graders målsætningen. Altså fejler ‘beslutningen’ så eftertrykkeligt i forhold til det tidshorisontale princip, hvorfor den bør indgyde skepsis på det klimatiske plan – og bestemt ikke det modsatte.

Lad os gå videre til en anden fejret politisk udmelding fra sidste uge: Aftalen, der skal levere 775.000 elbiler frem mod 2030. Nuvel, det er vældig meget for sent i forhold til 1,5 graders målsætningen, men inden for tidshorisonten i forhold til at holde opvarmningen under 2 grader.

 

Det betyder igen-igen, at den påståede ødelæggelsesreduktion afhænger af, hvordan forbruget vil udvikle sig. Og går det som det plejer, så vil det totale forbrug fortsat stige
_______

 

I forhold til det reduktionelle princip ser det imidlertid ikke godt ud. Der er nemlig ingen automatik mellem flere elbiler på vejene og en reduktion af mængden af drivhusgasudledning. En højere andel af elbiler er at betragte som en effektivisering – her forstået som en faldende mængde udledning pr. kørt kilometer. Men den øgede effektivitet har det jf. Jevons paradoks med at blive spist op af øget forbrug – i dette tilfælde bilisme.

Og det er præcis sådan, det er gået historisk set. De løbende effektiviseringer af mængden af udledning pr. kørt kilometer, fx ved forbedringer af diesel- og benzinmotorerne, er blevet spist op af øget forbrug – her en forøget bilisme. Således udleder transportsektoren i dag mere end den fx gjorde i 1990.

Elbiler udgør ganske vist en markant effektivisering i forhold til mængden af udledning pr. kørt kilometer, men det ændrer ikke ved, at det i sidste ende er andre forhold, der vil afgøre, hvorvidt de 775.000 elbiler vil føre til den postulerede ødelæggelsesreduktion. Det vil fx blive afgjort af, hvorvidt forbruget (her bilismen) vil stige tilsvarende, men også hvorvidt strømmen til de mange elbiler vil komme fra fx afbrænding af biomasse eller vind. Det betyder kort og godt, at ambitionen om flere elbiler i sig selv fejler i forhold til det reduktionelle princip.

Og sådan forholder det sig også for de to så famøse energiøer, der er at sidestille med en effektivisering af mængden af udledning pr. enhed produceret elektricitet. Og det betyder igen-igen, at den påståede ødelæggelsesreduktion afhænger af, hvordan forbruget vil udvikle sig. Og går det som det plejer, så vil det totale forbrug fortsat stige, hvilket det jo fx gør ved indførslen af 775.000 elbiler.

 

Kun én gang er [det] lykkedes regeringen at leve op til både det reduktionelle og det tidshorisontale princip. Og det var, da man helt afveg tvangstanken [om øget forbrug] og prompte lukkede minkindustrien
_______

 

Dermed er den logiske ring sluttet. Regeringens klimatiltag fører ikke per automatik til de reduktioner, de påstår. Og det skyldes i vid udstrækning, at regeringen ikke forholder sig anderledes til forbruget, end man har gjort i de seneste 30 års klimapolitik. Nemlig, at forbruget må og skal stige, stige, stige. I en dansk kontekst kommer tvangstanken fx til udtryk ved, at stort set alle af Folketingets partier støtter regeringens ønske om at udbetale mia. af kr. i feriepenge – netop for at øge forbruget.

DEN BESKREVNE TVANGSTANKE er altså årsag til, at det kun én gang er lykkedes regeringen at leve op til både det reduktionelle og det tidshorisontale princip. Og det var, da man helt afveg tvangstanken og prompte lukkede minkindustrien. Det sikrede en øjeblikkelig årlig reduktion på 117.000 tons CO2e (CO2-ækvivalenter) – altså 117.000 tons CO2e sparet fra i år og hvert eneste efterfølgende år. 117.000 tons er selvfølgelig småting set i forhold til målsætningen om at reducere Danmarks årlige udledning med 19 mio. tons CO2e, men det er faktisk den eneste omgående og drastiske reduktion, vi har fået.

Og det viser regeringens grundlæggende problem. Langt, langt det meste har været symbolpolitik: Flot, men uden reel effekt. Og det er så status over regeringens, SFs, Radikale Venstres og Enhedslistens klimapolitiske formåen: Lyder flot, men uden reel effekt.

Vi ved ikke i hvilken verden, at en sådan indsats kan siges at være godkendt. For i denne verden, hvor ødelæggelseskrisen buldrer ufortrødent derudaf, er det alt andet, vi har brug for og krav på. Som også Greta Thunberg sagde i forhold til olieudvindingsstoppet om 30 år: Den egentlig nyhed er, at Danmark også de næste tre årtier vil tillade ødelæggende olieboringer og -udvinding. ■

 

Og det viser regeringens grundlæggende problem. Langt, langt det meste har været symbolpolitik: Flot, men uden reel effekt
_______

 

Magnus Luca Harald Haslebo (1982) er uddannet journalist og cand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet. Rune Langhoff (f. 1983) er tidl. presseansvarlig ved Alternativet og tidligere pressechef ved WWF København. ILLUSTRATION: Tesla Model 3-biler på en fabrik i Kina, 7. januar 2020 [foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix]