02.07.2020

„Multinationale virksomheder baserer deres investeringer i forskellige lokaliteter på, hvor ekspertisen er, og hvor den kvalificerede arbejdskraft er. Det har over tid skabt en situation, hvor selv multinationale virksomheder ikke er særlig mobile. København kan regulere, hvor virksomhederne lokaliserer, og hvordan de opererer. Den danske stat kan opstille spillereglerne, fordi avanceret kapital er afhængig af dansk faglært arbejde. Den stærke nationalstat kan opstå i kraft af globaliseringen.‟

Interview af Vu Nguyen

RÆSON: Du og David Soskice fra London School of Economics har skrevet bogen Democracy and Prosperity: Reinventing Capitalism through a Turbulent Century (2019) om Vestens kapitalistiske demokratier. Siden 1980’erne er uligheden vokset i stort set alle vestlige lande, og den er nu blevet styrket yderligere af coronakrisen. Er den stigende ulighed en trussel mod demokratier som USA og Danmark?
IVERSEN: Ja, jeg synes, det er et stort problem. Vi tror, ​​at alle store teknologiske udviklinger normalt er forbundet med enorme stigninger i ulighed. Simon Kuznets [russisk-amerikansk økonom, red.] foretog en af ​​de første analyser af det fænomen, som handlede om overgangen til den industrielle økonomi. Den overgang var forbundet med en enorm stigning i ulighed efterfulgt af et fald, der varede indtil 1970’erne. Nu ser vi en ny teknologisk transformation, der igen er forbundet med en stor stigning i ulighed og ​​en ny opdeling af forskellige befolkningsgrupper. De, som kun har en gymnasieuddannelse, er faldet bagud, og på samme tid falder landdistrikter og små byer bagud.

Alt det har at gøre med sammenbruddet af ​​det gensidigt fordelagtige arbejdsforhold („komplementariteter‟), der eksisterede i den industrielle økonomi mellem lavt- og højtuddannede arbejdstagere og mellem by- og landdistrikter. I den nye vidensøkonomi ser vi fremkomsten af ​​opdelte arbejdsmarkeder, hvor lavt uddannede er i separate arbejdsmarkeder og ikke kan drage fordel af stærke faglærte grupper. Det er en enorm kilde til ulighed.

I dag eksisterer det gensidigt fordelagtige arbejdsforhold mest mellem højtuddannede arbejdere i fremgangsrige byer. Det fører til en enorm politisk omvæltning, fordi de, der tidligere drog fordel af den industrielle økonomi – den „gamle‟ middelklasse – har set deres formuer forsvinde. Det reagerer de voldsomt imod. Vi opfatter det som den grundlæggende kilde til højrepopulisme, selvom den selvfølgelig bryder ud i forskellige former i forskellige lande, og den er meget mere ekstrem i USA end i Danmark. Årsagen er, at det politiske system i USA ikke har skabt et socialt system, der giver folk i bunden muligheder for at få succes i den nye økonomi. De reagerer imod den uretfærdighed ved at være anti-elite, anti-storby, anti-immigrant – alt det, vi forbinder med populisme.

 

[D]et politiske system i USA har ikke skabt et socialt system, der giver folk i bunden muligheder for at få succes i den nye økonomi. De reagerer imod den uretfærdighed ved at være anti-elite, anti-storby, anti-immigrant – alt det, vi forbinder med populisme
_______

 

Du nævnte coronakrisen, og jeg tror, ​​du har ret i, at den – i det mindste på kort sigt – vil øge uligheden endnu mere. Det bemærkelsesværdige ved pandemien er, at hvis man ser på de lande, hvor det går virkelig dårligt, finder man USA og Storbritannien – og ud over dem Brasilien og Rusland. Alle lande med populistiske regeringer. Det her er mere en hypotese på nuværende tidspunkt – det er ikke en del af vores bog – men jeg tror, ​​det har at gøre med det faktum, at mange af de mennesker, der bliver økonomisk påvirket på kort sigt, er mennesker, der stemmer på populistiske politikere. De er virkelig afhængige af deres arbejde, og de er virkelig afhængige af deres indkomst – især i et land som USA uden det store sikkerhedsnet. De arbejder for mindre avancerede virksomheder, hvor permanent nedskæring er et evigt problem. Derfor har de en tendens til at reagere på den usikkerhed ved at stemme populistisk, fordi Trump lover at holde økonomien i gang. At beholde deres indkomst og job intakt er deres primære mål.

Derimod er fagfolk og højtuddannede medarbejdere i stand til at sige: ”Vi har råd til at prioritere vores helbred. Vi kan komme ud på den anden side af nedlukningen stærkere – både sundhedsmæssigt og indkomstmæssigt.” Jeg tror, ​​at den form for politiske opdeling, vi nu ser i USA og Storbritannien i forbindelse med virussen, har dybe økonomiske rødder. Selvom man måske tror, ​​at alle er lige påvirket af COVID-19, bliver forskellige grupper faktisk meget forskelligt påvirket, og det afspejler den dybere spaltning, der blev skabt i overgangen til den nye vidensøkonomi.

RÆSON: Hvilke forskelle er der på hhv. USA’s og Danmarks håndtering af coronakrisen – og hvad siger de om de to forskellige demokratiske, kapitalistiske stater?
IVERSEN: Som det udfolder sig, er det ikke overraskende, fordi populisme er langt mindre udbredt i Danmark. Danmark har ét betydeligt populistisk parti – Dansk Folkeparti – men det er et temmelig lille parti. DF er ikke i regering, som Republikanerne anført af Trump er i USA. Samtidig er den politiske økonomi i Danmark meget mere inkluderende, og dem, der føler sig inkluderet i den nye vidensøkonomi, er tilbøjelige til at være tålmodige og ride stormen af for at komme sundhedsmæssigt ud på den anden side – raske og klar til at genoptage deres arbejde. Jeg tror, ​​at det er muligt i Danmark, fordi økonomien er meget mere integreret: Dem i den lave ende af samfundet er blevet løftet op af et uddannelsessystem, der sørger for, at alle får en god uddannelse. Der er et meget stærkt socialt beskyttelsessystem, som man kan falde tilbage på – selv når man mister sit job. Jeg tror, ​​at den sikkerhed undergraver den kortsigtede behov for at holde alt åbent og kørende, som vi ser i USA. Uddannelse og social beskyttelse giver folk mulighed for at have en længere tidshorisont. Jeg tror, ​​at det er den store forskel.

 

Formentlig vil der ske signifikante forandringer, men som stadig ikke fundamentalt udfordrer de institutioner, vi allerede har. Du vil ikke se en nedlukning af handel. Jeg tror heller ikke, at du vil se nationalisering af store virksomheder
_______

 

RÆSON: Mange ser coronakrisen som en anledning til en omkalfatring af kapitalismen, hvor man tænker økonomien forfra og tager et opgør med den nuværende opfattelse af vækst, bruttonationalprodukt og markedsmekanismer. Hvordan forholder du dig til kapitalismekritikken?
IVERSEN: Det er rigtigt, at vi sandsynligvis gennemgår en ny fase nu, hvor vi genopfinder kapitalismen. Bogens undertitel er: „Genopfindelsen af kapitalismen gennem et turbulent århundrede‟. Sådanne ‚genopfindelser‛ er sket flere gange i historien, og jeg tror, ​​at det sker igen. Vi ser det som en kontinuerlig proces. For at sammenfatte det: I 1990’erne og 2000’erne så vi en række reformer, vigtigst af alt en uddannelsesreform, som har medført, at mange flere unge mennesker gennemfører en videregående uddannelse. I 1960’erne var universitetet forbeholdt en lille elite; nu gennemfører et flertal af de unge en videregående uddannelse. Det var en af ​​de store reformer, der satte scenen for vidensøkonomien, men det var også reformer af kapitalmarkeder, det finansielle system, konkurrencepolitikken og det makroøkonomiske regime. Jeg tror, ​​at nogle af de reformer nu bliver genovervejet.

Jeg tror ikke, at vi vil se en tilbagevenden til det, der var før de reformer, men ​​at folk i højere grad vil acceptere en stat, der intervenerer mere. Coronakrisen har fremhævet statens styrke, og jeg tror, ​​at alle nu anerkender, at staten kan gøre utroligt meget: Pludselig lukkes grænserne, regeringsledere beordrer folk til at blive hjemme osv. Det giver nok også folk en fornemmelse af, at staten kan gøre en masse for dem. Mange ser nu, at politikken måske er blevet for liberaliseret og markedsorienteret. Af de grunde tror jeg, at vi vil se stater blive mere involverede, fx inden for forskning og udvikling og i finanspolitikker. Finanspolitikker faldt på en måde i baggrunden i 1990’erne. Monetarisme [skole inden for økonomisk teori, som lægger vægt på pengemængdens betydning for prisniveauet, red.] regerede, og centralbankerne skulle tage sig af alt. De er stadig meget vigtige, men jeg kan se, at Tyskland nu accepterer en større finanspolitisk ekspansion på europæisk niveau. Det er et tegn på, at politikerne begynder at tænke anderledes om finanspolitikken.

Formentlig vil der ske signifikante forandringer, men som stadig ikke fundamentalt udfordrer de institutioner, vi allerede har. Du vil ikke se en nedlukning af handel. Jeg tror heller ikke, at du vil se nationalisering af store virksomheder, som det skete i 1950’erne, 1960’erne og i nogle tilfælde i 1970’erne. Men vi vil se en mere aktiv stat inden for finanspolitik, uddannelsespolitik samt forskning og udvikling. Uddannelsespolitik er et stort emne i USA. Det kan man se i præsidentvalget og i primærvalgene, fordi så mange mennesker er faldet bagud. Selvom 50% af de unge får en collegeeksamen, så får resten det ikke. Uddannelsesmulighederne er nødt til at blive udvidet. Befolkningen skal have færdighederne til at trives i en vidensøkonomi for at støtte institutionerne i vidensøkonomien. Social beskyttelse og især sundhedsområdet er nogle af de store problemområder i USA, og jeg tror, ​​at vi vil se en stigende støtte til en udvidelse af det offentlige sundhedsvæsen.

RÆSON: I coronakrisen har man snakket om afglobalisering og nationalstatens genkomst, fordi den har vist sårbarheden i at være afhængig af en global økonomi, kapitalmarkeder og globale forsyningskæder. Det virker til, at man enten på den ene side er tilhænger af nationalstaten eller på den anden side er tilhænger af globaliseringen. Hvordan forholder du dig til den problematik?
IVERSEN: Det, der skete i den lange periode med globalisering, er, at mange lande er blevet mere specialiserede. De globale forsyningskæder, du nævner, er blevet udvidet over tid. Det er en god ting, fordi det faktisk øger velstanden og binder virksomhederne fast. Avancerede multinationale virksomheder er blevet ekstremt specialiserede i det, de laver på et givet sted. Det er ikke let for dem at bevæge sig rundt i produktionen. Men selvfølgelig gør globaliseringen virksomheder og hele økonomier mere sårbare over for pludselige forandringer i forsyningskæderne; så når den globale handel lukker ned, som den blev til en vis grad under coronakrisen, skaber det et reelt problem. Men vi bør ikke overdrive det problem.

Hvis man ser på de store teknologivirksomheder, er de fuldstændigt globaliserede og klarer sig stadig temmelig godt. Du kan se sårbarhederne, og du kan se, at den her form for gensidig afhængighed er noget, der kan rokke økonomier – men jeg tror ikke, det vil føre til, at folk siger, at handel er en dårlig ting. Jeg synes, at et land som Danmark er en meget god illustration af det faktum. Danmark ville blive meget, meget fattigere, hvis regeringen alvorligt tog afstand fra globalisering og handel. Derfor vil det ikke ske.

 

Den danske stat kan opstille spillereglerne, fordi avanceret kapital er afhængig af dansk faglært arbejde. Jeg tror ikke, der er nogen modsigelse mellem globalisering og en stærk nationalstat
_______

 

RÆSON: Så du er ikke enig i, at nationalstaten og globaliseringen er hinandens modsætninger?
IVERSEN: Nej, det er jeg ikke enig i. Hvis man ser på det i et langsigtet perspektiv, er det faktisk det modsatte, fordi globalisering giver flere muligheder for specialisering. Den måde, multinationale virksomheder træffer beslutninger på i den globaliserede økonomi, betyder, at de leder efter steder, hvor de kan investere. Hvis de er avancerede virksomheder, ønsker de at investere i lokale, kvalificerede erhvervsklynger med arbejdstagere, der har færdigheder, som er stærke supplementer til deres kerneteknologier. Hvis du fx vil være på forkant med green tech, så investerer du i København og nærmere bestemt Øresund, fordi det er her, en masse viden om clean tech befinder sig. Sådan tager multinationale virksomheder disse beslutninger. De baserer på en måde deres investeringer i forskellige lokaliteter på, hvor ekspertisen er, og hvor den kvalificerede arbejdskraft er.

Det har over tid skabt en situation, hvor selv multinationale virksomheder ikke er særlig mobile. København kan regulere, hvor virksomhederne lokaliserer, og hvordan de opererer. Den danske stat kan opstille spillereglerne, fordi avanceret kapital er afhængig af dansk faglært arbejde. Jeg tror ikke, der er nogen modsigelse mellem globalisering og en stærk nationalstat. Tværtimod tror jeg, at de to for det meste går hånd i hånd. Den stærke nationalstat kan opstå i kraft af globaliseringen. Jeg ved, at det er en mindretalsholdning i mit felt, men det er sådan, jeg ser det.

RÆSON: Resulterer den økonomiske globalisering ikke i en økonomisk ulighed og en svækket demokratisk nationalstat på grund af kapitalismens logik, som gavner de højtuddannede og svækker de lavtuddannede?
IVERSEN: Jeg er enig i, at uligheden er steget meget. Et af punkterne i bogen er dog, at denne stigning i ulighed ikke er drevet af kapitalismens logik, som du kalder den, men snarere af et sæt reformer, der var designet til at lette fremkomsten af ​​de nye virksomheder og den tilhørende faglærte arbejdskraft. Fordi uddannelses betydning er forøget hurtigt, stiger uligheden. Men de vestlige regeringer har kapacitet til at gøre noget ved den ulighed; det er et af hovedpunkterne i bogen. Vi kan faktisk gøre noget ved ulighed, fordi nationalstaten er stærk. Når mange regeringer ikke gør det, er vi nødt til at tænke over, hvorfor disse demokratiske regeringer ikke reagerer på stigende ulighed ved at øge omfordelingen. For at forklare det er vi nødt til at være meget mere opmærksomme på, hvordan demokrati fungerer. Og hvis vi skal forklare det med mest mulig kynisme og realisme, kan man sige, at de fleste demokratier, de fleste mennesker og de fleste vælgere faktisk er ligeglad med de fattige.

Jeg tror, ​​eliten er endnu mindre interesseret i de fattige og fattigdommen i dag, end de plejede at være. Til dels, fordi der er så lidt interaktion mellem den nederste tredjedel af økonomien og resten af økonomien. Det hænger sammen med opdelingen i den nye vidensøkonomi, som jeg talte om før. Mange i den nye middelklasse tænker: ”Nej, det er ikke godt at have så meget ulighed, men vi har det faktisk fint”. Det er virkelig vigtigt at forstå, at solidaritet i høj grad er en funktion af, at folk føler, at de er i samme båd med andre; at der er en chance for, at de kan blive lige så fattige, at de kan miste deres job og indkomst.

Lige nu koncentreres den risiko og frygt i den nederste tredjedel, mens de nye, uddannede middelklasser er ret sikre. De kan bevæge sig rundt i økonomien temmelig let, så de er mindre bekymrede for ulighed. En stor del af grunden til, at stigende ulighed ikke er blevet håndteret politisk, er, at de nye middelklasser ganske enkelt ikke er interesserede i – eller måske ikke engang er opmærksomme på – den stigende ulighed. Der er helt klart en enorm variation mellem de forskellige kapitalistiske demokratier. USA er et ekstremt tilfælde. De fattige amerikanere betyder intet politisk i USA, de har ingen reel stemme og indflydelse, mens de fattige danskere er delvist inkluderede på grund af den måde, det proportionale repræsentative valgsystem fungerer på.

 

En stor del af grunden til, at stigende ulighed ikke er blevet håndteret politisk, er, at de nye middelklasser ganske enkelt ikke er interesserede i – eller måske ikke engang er opmærksomme på – den stigende ulighed
_______

 

RÆSON: Når du tænker på din forskning gennem årene, tror du så, at coronakrisen bliver et centralt vendepunkt, hvor nogle af de dynamikker, du har beskrevet, forandres eller endda forsvinder? Fx hvis man ser på tværnational omfordeling eller ulighed mere generelt?
IVERSEN: Ja, det tror jeg. Min forventning er, at coronakrisen vil skabe mere tolerance over for en interventionistisk stat, fordi folk kan se, at: A) Stater har et stort handlerum ift. at gribe ind, og B) det er afgørende, at staten griber ind i krisetider som denne. Jeg tror også, ​​at mange i middelklassen lige nu har en følelse af være i samme båd – selv med de fattigste. De oplever også selv en risiko for at blive syge, ligesom de fattige gør. Det er den slags udbredte risiko, der skaber solidaritet.

Der er nu en opfattelse af, at regeringer kan følge med efterspørgslen og sikre en mere eller mindre fuld beskæftigelse – i det mindste på mellemlang sigt. Det var ikke opfattelsen i 1990’erne og 2000’erne, hvor alt blev overladt til centralbanker. I USA handler det også om sundhedsvæsenet: Mange mennesker begynder at indse, at der er behov for et stærkt offentligt sundhedsvæsen. For når du mister dit job, og din sundhedsforsikring er bundet til dit job, er du i problemer. Det er der mange lige nu, der oplever i kølvandet på coronakrisen. Så det vil være noget, der ændrer folks syn på staten.

RÆSON: Den Internationale Valutafond forventer, at coronakrisen skaber en global recession i 2020, som bliver i samme omfang eller endnu værre end finanskrisen i 2008-2009. Er Vestens kapitalistiske demokratier i stand til at håndtere de længerevarende økonomiske konsekvenser, stigende arbejdsløshed og stigende ulighed samt selve sundhedskrisen og andre globale udfordringer som klimakrisen?
IVERSEN: Det er et af punkterne i bogen: Vi har disse voldsomt opbrydende episoder i vestlige lande, men de har endnu ikke undergravet demokratiet. Jeg er gammel nok til at huske 1970’erne. De var forfærdelige, fordi man havde høj arbejdsløshed og en vedvarende høj inflation. Der var en følelse af undergang på grund af en massiv afindustrialisering. Byerne var beskidte, og alt var rustende. Det var virkelig forfærdeligt, og mange mennesker troede, at vi aldrig skulle komme ud af det. Men her er vi, er vi ikke?

Der er dog en risiko for, at den nuværende krise kan udvikle sig til en finanskrise – ikke kun en sundheds- og beskæftigelseskrise. Hvis det bliver en ny finanskrise, vil det være meget alvorligt. Vi ser populisme brede sig under økonomiske kriser, fordi antallet af det, vi kalder ”forhåbningsfulde vælgere”, falder. Det er vælgere, der tror på, ​​at de kan flytte ind i vidensøkonomien, hvis de arbejder hårdt og videreuddanner sig. De tror på, ​​at deres børn får gode muligheder og en lys fremtid i den nye økonomi. Når de muligheder lukker, og den tro forsvinder, bliver folk meget pessimistiske og vender sig mod systemet. Vi så det selvfølgelig også i 1930’erne. Hvis det sker i en massiv grad, kommer vi i store problemer. Lige nu tror jeg ikke, at det sker – dels fordi der er grunde til at tro, at vi kommer igennem sundhedskrisen med vacciner og bedre behandling, og dels fordi vi har lært at bruge finanspolitik til at afværge en dybere krise. Men når man oplever en stor krise som den nuværende, der er på toppen af ​​en større teknologisk transformation som ICT-revolutionen [revolutionen i informations- og kommunikationsteknologi, red.], bliver ting bestemt usikre.

Mange avancerede kapitalistiske demokratier håndterer dog krisen ganske godt. Danmark er et meget godt eksempel: Folk begynder at føle, at tingene bliver forbedret igen, og at regeringen har været medvirkende til det. Krisen er imidlertid ikke blevet håndteret særlig godt i USA, og det vil bestemt skabe en reaktion. Jeg tror, ​​at den første ting, der sandsynligvis vil ske, er, at Trump taber valget. Trumps dårlige målinger er direkte relateret til en dårlig krisehåndtering under coronakrisen. Men selv i USA, ser man områder, der klarer sig ganske godt. New York blev oprindeligt ramt meget hårdt, det samme skete i Massachusetts. I begge stater ser det nu næsten ud som i Danmark. Vi er forbi den første pukkel, og dødsfaldene er langt lavere. Når først folk skal tilbage på arbejde, og tingene begynder at åbne igen, vender optimismen tilbage.

 

De tror på, ​​at deres børn får gode muligheder og en lys fremtid i den nye økonomi. Når de muligheder lukker, og den tro forsvinder, bliver folk meget pessimistiske og vender sig mod systemet
_______

 

RÆSON: Vil Vestens kapitalistiske demokratier stå stærkere end nogensinde før efter coronakrisen?
IVERSEN: Jeg tror, det afhænger af, om vi undgår en ny finanskrise. Det ser ud til, at vi undgår en finanskrise, fordi centralbankerne fik en fremtrædende rolle i den sidste finansielle krise, og de ved, hvad de skal gøre nu. Forhåbentligt forbliver de store banker og finansielle institutioner likvide, så det finansielle system fortsat fungerer. Hvis vi undgår en ny finanskrise, tror jeg, at vi vil komme ud af denne krise stærkere, fordi der igen vil være en voksende anerkendelse af statens betydning i økonomien – især i „liberale‟ lande som USA og Storbritannien. Der vil være en større påskønnelse af staten i forbindelse med at tilbyde uddannelse, give sundhedsforsikring og sikre makroøkonomisk stabilitet samt forskning og udvikling. Det her er imidlertid ikke en kortvarig forudsigelse. Men på den lange bane, om mere eller mindre et årti, vil det gå fint.

Mere fundamentalt kan de, der drager fordel af systemet – især dem med en god uddannelse – se, at systemet har fungeret for dem. De ønsker derfor at bevare det. Og det kan være, at de velstillede er nødt til at acceptere mere omfordeling, flere udgifter til uddannelsesområdet og en mere aktiv rolle fra statens side, for at bevare det.

RÆSON: Gælder det også USA, hvis du sammenligner med Danmark, hvis befolkning allerede anerkender statens interventionistiske rolle?
IVERSEN: Ja, jeg tror også, ​​at det kommer til at gå fint for USA. De ændringer, der vil finde sted som følge af krisen, vil være temmelig store i USA og måske også i Storbritannien. Vi vil sandsynligvis se meget mere støtte til velfærdsstaten, til offentlig sundhedspleje og en aktiv stat i økonomien. Jeg tror ikke, vi er på randen af, ​​at USA går over til et autoritært regime. Jeg ved, at folk er meget bekymrede over Trump, men demokratiet i USA vil ikke svigte, fordi der ikke er nogen form for institutionaliseret støtte til det. Militæret har allerede klart signaleret, at de ikke vil blande sig. Så hvis han ikke forlader Det Hvide Hus selv, antager jeg, at han bliver nødt til at blive trukket ud. Jeg tror ikke, at der er en overhængende trussel mod demokratiet. Vi skal også huske, at det amerikanske politiske system er utroligt kompliceret.

Vi er mest opmærksomme på, hvad der sker i Washington, fordi Trump er en så kaotisk figur. Men sagen er, at der er mange beslutninger, der træffes på statsniveau og lokalt regeringsniveau i det amerikanske system. Demokratiet på de niveauer fungerer temmelig godt. På føderalt niveau er der store programmer såsom Social Security og Medicare, som jeg tror, ​​ med tiden vil blive genoplivet og endda styrket på føderalt niveau, især inden for sundhedsvæsenet. Alternativt kan der ske en yderligere decentralisering af USA, der vil gøre det muligt at træffe flere beslutninger på statsligt og lokalt niveau. Uanset hvad kommer det amerikanske demokrati til at overleve. ■

 

Vi er mest opmærksomme på, hvad der sker i Washington, fordi Trump er en så kaotisk figur. Men sagen er, at der er mange beslutninger, der træffes på statsniveau og lokalt regeringsniveau i det amerikanske system. Demokratiet på de niveauer fungerer temmelig godt
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne