11.11.2020

Det står klart, at en del af Bidens mellemøstpolitik vil bestå i at skrinlægge Trumps fredsplan i Israel, men det er imidlertid ikke givet, at han dermed vil følge linjen fra Obama-tiden, som i mange araberes øjne forblev utroværdig og ineffektiv. En meningsmåling over 18 arabisk-talende lande fortæller således, at 58 pct. mener, at Biden bør distancere sig fra Obama, mens kun 27 pct. anbefaler det modsatte. Skiftende signaler sætter spørgsmålstegn ved, hvor den nye præsident vil stille sig.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Kort før det amerikanske præsidentvalg viste en meningsmåling, at 39 pct. af de adspurgte i 18 forskellige lande i Nordafrika og Mellemøsten ville foretrække Joe Biden, mens kun 12 pct. anså Donald Trump som den bedste amerikanske leder. Men i en kommentar til undersøgelsen, — der blev udført af det britiske YouGov på vegne af det saudiske dagblad Arab News — blev det bemærket, at hovedparten af de adspurgte, stort set intet vidste om Biden, mens de alle i det mindste havde hørt om Trump. På dette grundlag, var det også opfattelsen hos næsten halvdelen (49 pct.), at ingen af de to ville være nogen fordel for den arabiske verden.

Den samme tøven ser man tydeligt skinne igennem hos regionens ledere. Den jordanske kong Abdallah 2. var blandt de første til at lykønske Joe Biden, og det skete med forhåbninger om et fortsat godt samarbejde med velstand, fred og sikkerhed som nøgleord. Egyptens leder, Abdel Fatah el Sisi, var ude med en lignende lykønskning, og fra styret i Teheran lød det, at man håber på ”en mindre destruktiv amerikansk mellemøstpolitik”. Men spørgsmålet er: Hvad forventer man sig egentlig i regionen? Og hvordan vil Bidens mellemøstpolitik udforme sig?

Konflikten er blevet flyttet
Republikanere har gennem valgkampen påpeget, at Trump er den eneste præsident i nyere tid, som ikke har sendt flere amerikanske troppekontingenter ud i verden, og navnlig ikke til Mellemøsten. Tværtimod har han reduceret den amerikanske tilstedeværelse på flere forskellige måder. Han talte om helt at trække styrkerne ud af Irak, men måtte – efter protester fra den irakiske regering – nøjes med en delvis hjemsendelse.

Samtidig har han fulgt sin isolationistiske linje ved at nedtone eller helt annullere det amerikanske bidrag til en række organisationer, og heriblandt UNRWA – FN-organisationen, som tager sig specielt af de palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Helt i samme tråd har han også lukket af for den amerikanske støtte til det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, hvilket har haft dramatiske følger for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder.

 

Republikanere har gennem valgkampen påpeget, at Trump er den eneste præsident i nyere tid, som ikke har sendt flere amerikanske troppekontingenter ud i verden, og navnlig ikke til Mellemøsten
_______

 

USA har i mange år støttet en lang række bistandsprojekter på Vestbredden, og fx har områdets stærkt trængte hospitaler modtaget 25 mio. dollar om året. Disse manglende midler betød, at den palæstinensiske sundhedssektor havde ekstra svært ved at tackle COVID-19, da den ramte. På Gazastriben mærker befolkningen det, at FN’s flygtningeorganisation UNRWA har mistet den amerikanske støtte på årlige 300 mio. dollar, som ikke mindst er gået til akut fødevarehjælp.

Dette ligger i forlængelse af Trumps tydelige indsats for at marginalisere den palæstinensiske sag, hvilket vi så med hans beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i maj 2018. Derudover gav lanceringen af Trumps såkaldte fredsplan i 2019 blandt andet Israel grønt lys til at annektere dele af Vestbredden, hvilket i sensommeren så ud til at blive omsat til virkelighed, men i sidste øjeblik kom normaliseringsaftalerne mellem Israel og henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan i stand i stedet. Som en del af disse aftaler indvilgede premierminister Benyamin Netanyahu i at annullere, eller i hvert fald udskyde annekteringen (udfaldet af denne del af aftalerne er stadig uvis).

Alt imens palæstinenserne bliver yderligere marginaliseret (se tidligere artikel om emnet), vil disse normaliseringsaftaler flytte fokus i de mellemøstlige konflikter. Israel har som en konsekvens af aftalerne stillet sig på de sunnimuslimske golfstaters side i striden, hvor det shiamuslimske Iran står som modpart, og dette bliver en af Joe Bidens store udfordringer at tackle i Mellemøsten.

Biden skal overtage Trumps Mellemøsten
Når en ny præsident tiltræder, ligger det som regel i kortene at vedkommende vil anlægge sin egen stil, blandt andet ved at forholde sig aktivt til forgængerens politik. Skiftet mellem Trump og Biden kan gå hen og blive særlig dramatisk, fordi Trump har truffet stribevis af beslutninger, der er mere vidtgående, end hvad man normalt kunne forvente sig af en Republikansk præsident.

Et par dage efter valgdagen i USA meddelte Trump-administrationen, at aftalen om salg af avancerede F35 jagerfly til De Forenede Arabiske Emirater vil blive effektueret. Det er en våbenhandel til en værdi af 10 mia. dollar, som også indbefatter præcisions-bomber og -missiler, og det er således tydeligt, at Trump vil benytte resten af sin præsidenttid til at få den slags aftaler cementeret. De kommer til at stå som en del af Trumps eftermæle og bliver en del af den forretning, Joe Biden kommer til at overtage.

 

Det er givet, at han vil lukke helt ned for den fredsplan, som Trump lancerede tidligere på året. Fredsplanen er nemlig indrettet på at forringe palæstinensernes situation i en grad, at den umuliggør den tostatsløsning
_______

 

Biden kommer ikke til at omgøre de indgåede aftaler mellem Israel og hhv. UAE, Bahrain og Sudan, og han vil med stor sikkerhed heller ikke stille sig i vejen for den store våbenhandel. Aftalerne vil skabe mange arbejdspladser i den amerikanske våbenindustri, hvilket er et af de stærke modargumenter til at annullere den store militærstøtte til Israel. Men samtidig skal Biden forholde sig til de indbyggede farer, der ligger i aftalerne. Den ene knytter sig direkte til våbenhandelen, idet UAE kan tænkes at ville indsætte jagerflyene i borgerkrigen i Yemen. En konflikt, der bedst kan beskrives som en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi Arabien. UAE’s jagerfly skal ses som en optrapning af våbenkapløbet i en del af verden, som allerede er bevæbnet til tænderne.

En anden sag er, hvordan Biden vil forholde sig til anklagerne om, at de nye aftaler har sat den palæstinensiske sag endnu længere ud på et sidespor. Det er givet, at han vil lukke helt ned for den fredsplan, som Trump lancerede tidligere på året. Fredsplanen er nemlig indrettet på at forringe palæstinensernes situation i en grad, at den umuliggør den tostatsløsning, som er Bidens tydelige vision for en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Den delvise israelske annektering af Vestbredden vil derfor næppe komme på tapetet igen lige med det samme, og Biden vil sikkert også følge i Obamas fodspor ved at stille sig imod nybyggeri i bosættelserne, idet dette jo stiller sig i vejen for tostatsløsningen. Men han vil ikke være i stand til at omgøre Netanyahus beslutning om at give grønt lys for næsten 5.000 nye boligenheder i bosættelserne, og han vil heller ikke kunne ændre på Trumps kontroversielle beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det sidste fordi Donald Trump i virkeligheden blot effektuerede en amerikansk lov fra 1995, som hele to Demokratiske præsidenter – Bill Clinton og Barack Obama – ikke gjorde noget for at annullere, men blot udsatte.

For Biden vil det i første omgang gælde om at få et samarbejde i gang med både Netanyahu og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Sidstnævnte har ikke været på talefod med administrationen i Washington med Trump ved roret, hvorimod Netanyahu har dyrket og nydt godt af et tæt samarbejde med Trump og Republikanerne gennem de sidste fire år. Det er ingen hemmelighed, at Obama foragtede den israelske leder, og dette bliver også en del af Bidens arv.

Derfor kan det meget vel tænkes, at Biden vil starte sin mellemøstpolitik på en helt anden led. Menneskerettigheder er en sag, som ligger ham på hjerte, og hvad det angår, skorter det ikke på udfordringer i Mellemøsten. Egyptens præsident Abdel Fattah Al-Sisi har allerede lugtet lunten, så for flere uger siden blev flere hundreder politiske fanger løsladt fra egyptiske fængsler. Det ligger tydeligt i kortene, at Biden ikke vil se gennem fingre med overtrædelser fra den mand, som Trump betegner som sin ”favoritdiktator”.

Noget tilsvarende, som altså igen hører under menneskerettighedsområdet, vil gælde Saudi-Arabien. Her fraveg Trump ikke sin støtte til kronprins Muhammed bin Salman, trods dennes påståede rolle i drabet på den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi i oktober 2018 samt Saudi-Arabiens fortsatte engagement i den yemenitiske borgerkrig. Trump ønskede ikke at lade den slags stå i vejen for sin ’deal of the century’, men eftersom Biden nu forventes at skrotte denne fredsplan, vil han sikkert også se på Saudi-Arabien med andre briller.

 

I mange mellemøstlige øjne står Joe Biden først og fremmest som Barack Obamas vicepræsident, og mange frygter at hans embedsførelse vil blive til en fortsættelse af Obama-tiden
_______

 

Arven fra Obama
I mange mellemøstlige øjne står Joe Biden først og fremmest som Barack Obamas vicepræsident, og mange frygter at hans embedsførelse vil blive til en fortsættelse af Obama-tiden.

Selv om Obama gjorde en klart bedre figur end Trump i Mellemøsten – blandt andet ved ikke at tilsidesætte palæstinenserne i samme grad – er dette et problem, for også Obama har et blakket eftermæle i regionen. Den samme saudiske meningsmåling, som vi refererede til i starten, fortæller, at 58 pct. mener, at Biden bør distancere sig fra Obama, mens tilsvarende 27 pct. anbefaler en mere eller mindre direkte fortsættelse.

Denne holdning udspringer til dels af Obamas holdning til Iran. Det var i hans anden periode i Det Hvide Hus, at han underskrev The Joint Comprehensive Plan of Action, som nok er bedre kendt som atomaftalen med Iran, hvilket var udtryk for et klart ønske om at bremse våbenkapløbet i Mellemøsten. Navnlig i Saudi-Arabien, Irak og Libanon er det en udbredt opfattelse, at Obama kom med alt for mange indrømmelser for at få iranerne til at underskrive aftalen. Man så således gerne, at aftalen var blevet ledsaget af forskellige sanktioner som dem Trump valgte, da han trak USA ud af aftalen i maj 2018.

Det er denne arv fra Obama, mange i Mellemøsten forventer at Biden vil distancere sig fra, og når dette kommer op i debatten, ser mange Cairo-talen som symptomatisk for Obama-tiden. Den holdt han som nyvalgt præsident den 4. juni 2009 i den egyptiske hovedstad, hvor han talte om en ny begyndelse for forholdet mellem USA og muslimer rundt om på jorden. Hovedadressaten var naturligvis den arabiske verden, og Obama ønskede at bilægge det gensidige fjendskab og mistilliden, som var opstået efter angrebene på World Trade Center d. 9. september 2001. Nøglen skulle være indførelse af demokrati, og med Obamas velsmurte retorik lød det besnærende.

 

[D]a George W. Bush i 2003 rykkede ind i Irak og fjernede Saddam Hussein fra magten, skete det med Joe Bidens fulde støtte. Samme Biden gjorde sig efterfølgende grundigt upopulær blandt irakerne, da han foreslog at omdanne landet til en føderation
_______

 

Men halvandet år efter skyllede det såkaldte arabiske forår hen over regionen, og tankerne om vestligt demokrati druknede undervejs, idet kun omvæltningerne i Tunesien blev tilnærmelsesvis succesfulde, mens det meste af regionen endte i kaos eller usikkerhed. Hele hændelsesforløbet er kommet til at stå som et symbol på, at smukke taler med høje idealer, gyldne fredsplaner og atomaftaler ikke fører ret meget med sig, hvis ikke det følges op med konkret handling, og her svigtede Obama. Dennes Cairo-tale er kommet til at stå som smukke ord uden ret meget praktisk initiativ efterfølgende, mens det på samme måde er en udbredt mellemøstlig opfattelse, at atom-aftalen kom til at stå som et stykke papir og ikke ret meget mere.

Det er her, Biden skal vise sig som en handlingens mand for at vinde Mellemøstens tillid. På den ene side kan han se tilbage på 36 år som senator og 8 år som vicepræsident, så han kender spillets regler og dets faldgruber. Men på den anden side, er han ikke helt entydig, idet han indtil videre ikke har sagt ret meget om sine præsidentielle visioner for Mellemøsten.

Da præsident George H.W. Bush i 1991 sendte amerikanske styrker til Golfen for at drive irakerne ud af Kuwait, stillede Biden sig imod; han advarede om det kaos, Irak efterfølgende ville udvikle sig til, og han fik ret. Men da George W. Bush i 2003 rykkede ind i Irak og fjernede Saddam Hussein fra magten, skete det med Joe Bidens fulde støtte. Samme Biden gjorde sig efterfølgende grundigt upopulær blandt irakerne, da han foreslog at omdanne landet til en føderation af tre autonome regioner – en kurdisk, en sunnimuslimsk og en shiamuslimsk. Mange steder i Mellemøsten blev dette set som en implicit opmuntring til etnisk udrensning i de tre regioner, hvor de indre spændinger er de samme som mange andre steder i den arabiske verden.

Biden står med andre ord overfor en stribe store udfordringer, hvor det vil være vigtigt at komme godt fra start med hurtige initiativer. Men idet der er andre udenrigspolitiske sager, ikke mindst forholdet til Kina, der presser også sig på, er det langt fra sikkert, at Mellemøsten får den helt store opmærksomhed lige med det samme. Så mens mange i Mellemøsten lige nu prøver at komme til hægterne ovenpå den trumpske chokbølge, venter de med skepsis på at se, hvad Biden nu har at byde på. ■

 

Hele hændelsesforløbet [omkring det Arabiske Forår] er kommet til at stå som et symbol på, at smukke taler med høje idealer, gyldne fredsplaner og atomaftaler ikke fører ret meget med sig, hvis ikke det følges op med konkret handling, og her svigtede Obama
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne