19.03.2020

Stribevis af problemer – foruden den eksplosive befolkningsvækst – gør det vanskeligt for Sisi-styret at bringe situationen under kontrol: Den økonomiske vækst har været længe om at indfinde sig, den islamiske opposition er fortsat en betydelig magtfaktor, Etiopiens gigantiske dæmningsprojekt skaber nye udfordringer for egypterne, og Egypten står dårligt rustet overfor corona-truslen.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – En tirsdag midt i februar blev en lille pige født i en landsby i Minya, en region syd for Egyptens hovedstad, Cairo. Hun kom til at hedde Yasmine Rabie, og fødslen blev straks annonceret på en stor lystavle på facaden af bygningen, hvor landets statistiske bureau, Centralagenturet for Offentlig Mobilisering og Statistik (CAPMAS), holder til. Selv om man naturligvis ikke kan vide det med sikkerhed, blev Yasmine nemlig udnævnt som borger nummer 100.000.000 i det allerede tæt befolkede land.

Fejringen var dog en temmelig afdæmpet affære, for det store, runde tal afspejler i virkeligheden et meget alvorligt problem: Godt nok er Egypten et stort land, men 95 pct. af befolkningen lever på 4 pct. af det samlede areal, hvilket svarer til et område på størrelse med Danmark. Det drejer sig om den smalle stribe land langs Nilen samt Nildeltaet i det nordlige Egypten, og fordi dette samtidig er landets opdyrkelige jord – og altså befolkningens spisekammer – har situationen været kritisk i mange år. Groft sagt skal beboelse og landbrug altså kæmpe om pladsen.

To er nok
Allerede i 1952 vidste man, at den var gal. Den britiske geograf Alan B. Mountjoy påpegede i en videnskabelig artikel, at den egyptiske befolkning det år var nået op på 20 mio., og med en årlig tilvækst på 1,8 pct. fandt han situationen både uholdbar og stærkt bekymrende. I dag er tilvæksten de samme 1,8 pct., og med det tempo vil befolkningstallet i 2030 runde 128 mio. indbyggere.

Et af problemerne er manglende planlægning. Den egyptiske leder, Abdel Fatah el Sisi, søsatte i begyndelsen af 2019 en kampagne med navnet ‘To er nok’, der var et forsøg på at nedbringe fødselsraten. Tusinder af familieplanlæggere blev sendt ud i landdistrikterne, hvor folk har vanskeligst ved at opgive traditionen for store børneflokke. Men som flere gange før slog kampagnen fejl, primært som følge af manglende ressourcer. Uddelingen af kondomer, som i øvrigt ofte var af tvivlsom kvalitet, holdt op, fordi der ikke var penge til flere, og der er en kronisk mangel på andre svangerskabsforebyggende midler.

 

Årene lige efter revolutionen blev til Egyptens værste økonomiske krise siden 1930’erne, og selvom general Sisi i 2014 blev valgt på et mandat til en stram reformpolitik, forblev den økonomiske vækst lav og arbejdsløsheden rekordstor
_______

 

Både Al Azhar Universitetet i Cairo og en række muslimske ledere bakkede op om initiativet ved at melde ud, at det ikke er i strid med islamisk tradition, men Ministeriet for Social Solidaritet kunne intet stille op uden de nødvendige bevillinger. Ifølge det egyptiske dagblad Al Ahram bunder en stor del af problemet i, at den amerikanske præsident Trump har skåret dramatisk i midlerne til hjælpeorganisationen USAID, der gennem mange år har haft projekter kørende i Egypten.

Tidligere syntes der ellers at være håb om, at den løbske befolkningsvækst kunne bringes under kontrol. I 1990’erne og begyndelsen af 00’erne faldt fødselsraten fra 5,2 til 3,0. Men af endnu uafklarede årsager steg tallet igen, og det satte ind i kølvandet på det såkaldte arabiske forår i 2011. En forklaring kan være den økonomiske usikkerhed, som efterfølgende ramte Egypten, politisk ustabilitet og udebleven støtte fra vestlige regeringer. Årene lige efter revolutionen blev til Egyptens værste økonomiske krise siden 1930’erne, og selvom general Sisi i 2014 blev valgt på et mandat til en stram reformpolitik, forblev den økonomiske vækst lav og arbejdsløsheden rekordstor. Den egyptiske økonomi begyndte først at komme på fode igen i 2017 og 2018, hvoraf sidstnævnte viste en økonomisk vækst på 5,3 pct.

Megabyen
De høje fødselsrater finder man primært i de konservative landdistrikter, men herfra migrerer folk til byerne, når de får svært ved at finde arbejde lokalt. Dette har ført til en dramatisk vækst i Cairo, hvor den tilbageværende frugtbare jord er ved at forsvinde under ukontrolleret urbanisering. I den relativt velstående forstad Giza er byen endda ved at vokse ud omkring pyramiderne, så man i dag kun kan se dem med den klassiske ørkenbaggrund fra en særlig vinkel.

Byens vejnet er normeret til en fjerdedel af det antal biler, som befærder dem, og som følge deraf er den plaget af næsten kroniske trafikpropper. Den slags er lammende for økonomien, så derfor besluttede regeringen i 2015 at opføre en helt ny administrativ hovedstad 45 km sydøst for storbyen; den skal efter sigende hedde Wedian. Parlamentet, præsidentpaladset og finanssektoren skal alle holde flyttedag, og de første af de 6,5 mio. indbyggere skulle have påbegyndt indflytningen i 2019. Der er aldrig blevet oplyst nogen nøjagtig pris for gigantprojektet, men store dele af det er blevet stillet i bero, fordi det ganske enkelt bliver for dyrt at gennemføre.

Men regeringen har givetvis også fået øjnene op for, hvad der er sket i lignende satellitbyer, som tidligere er blevet anlagt i ørkenen. Boligerne på den slags steder ligger nemlig i et prisleje, så det kun er den øvre middelklasse og opefter, der har råd til at bo der. Det fører til yderligere sociale forskelle i det allerede stærkt lagdelte egyptiske samfund. Og det kan føre til en yderligere forslummelse af det centrale Cairo. Et godt eksempel på dette er Imbaba. Før i tiden var det et respektabelt arbejderkvarter, men det er i årevis blevet forsømt, så i dag lever en stor del af bydelens 700.000 indbyggere uden basale faciliteter som elektricitet og rindende vand, samtidig med at boligmassen er stærkt nedslidt. Der har været gjort forsøg på at flytte dele af slumbefolkningen ud i nye forstæder, men dér får de hurtigt selskab af en ashwayat, som er navnet på de uformelle slumbebyggelser, hvor fattige tilflyttere slår sig ned i storbyens periferi. I 2018 vurderede det egyptiske boligministerium, at 3,5 mio. af hovedstadens indbyggere levede i slum.

 

Den sociale utilfredshed er stigende, og Sisi-styret forsøger at kontrollere situationen med stadig skrappere midler. I september 2019 brød det for første gang ud i åbne demonstrationer, som blev mødt med stort politiopbud
_______

 

Dæmningen
Der er store ting på spil. Den sociale utilfredshed er stigende, og Sisi-styret forsøger at kontrollere situationen med stadig skrappere midler. I september 2019 brød det for første gang ud i åbne demonstrationer, som blev mødt med stort politiopbud. Over 1.900 demonstranter blev anholdt, fordi de luftede deres utilfredshed med stigende priser på basale fødevarer og brændstof. Episoden førte også til, at pressefriheden blev yderligere begrænset, og flere sociale medier blev lukket helt ned af myndighederne. Dette var den hidtil alvorligste krise for Sisi, siden han kom til magten i juni 2014. Protesterne i 2019 startede, da skuespilleren og byggematadoren Muhammed Ali afslørede korruption i landets militær, som han arbejdede for i 15 år. Muhammed Ali lever i øvrigt, som en hel række markante repræsentanter for oppositionen, i eksil.

Fattigdommen er voksende: Ifølge Verdensbanken levede 32,5 pct. af den egyptiske befolkning under fattigdomsgrænsen i finansåret 2017-18, mens det tilsvarende tal to år tidligere var 27,8 pct. Konsekvensen er forøget risiko for sociale protester, ligesom det kan slå ud i mere radikaliseret islamisme. Siden december 2013 har den egyptiske regering anset Det Muslimske Broderskab for at være en terrororganisation, men Broderskabet vides fortsat at have mange medlemmer og er en magtfaktor i de fattige dele af befolkningen. Navnlig i Øvre Egypten, som er landets sydlige dele fjernt fra Cairo, står Broderskabet fortsat stærkt, og i de nordlige dele af Sinaiørkenen, som støder op til Gazastriben og Israel, fører myndighederne en forbitret kamp for at få kontrol med en række radikale islamistiske grupper med tilknytning til Islamisk Stat.

Den seneste trussel mod Egyptens skrøbelige stabilitet er den kolossale dæmning, som Etiopien er ved at opføre. Arbejdet har stået på siden 2011, og lige siden har der været forbitrede forhandlinger mellem de to lande. Når den står færdig, vil Etiopien kunne opdæmme 74 mia. kubikmeter af Nilens vand. Etiopierne vil bruge noget af det til kunstvanding, men hovedformålet er at udvinde elektricitet.

Problemet er, at Egypten henter 90 pct. af sit vand fra Nilen og derfor er afhængig af stabil gennemstrømning i floden – og det vil dæmningen bringe i uorden. For mens det store reservoir bliver fyldt, vil vandmængden i Nilen blive kraftigt reduceret. Oprindeligt var det planen at lade opfyldningen stå på i over 21 år, hvilket ville mindske generne for Sudan og Egypten længere nede ad floden. Men fordi den etiopiske mangel på elektricitet er blevet akut, er det nu planen langt hurtigere at få dæmningen op på fuld kapacitet. Etiopierne overvejer at lade det ske på seks år, og det kan få kritiske følger for Egypten. Landets adgang til vand fra Nilen vil i de år være kraftigt reduceret, og det vil ske i en tid, da den voldsomme befolkningstilvækst i forvejen skaber et øget behov for vand til forbrug og landbrug.

 

Det er alligevel vanskeligt at få klare tal på, hvor omfattende problemet er. Og det kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis coronavirusset først får frit løb i den tæt befolkede millionby Cairo
_______

 

Corona-krisen
I den seneste tid er Egypten blevet udfordret af endnu et problem, som kan gå hen og overskygge alle de andre: Det er corona-krisen, hvor landet står temmelig uforberedt. I begyndelsen fastholdt myndighederne, at virusset ikke havde gjort sit indtog i Egypten, og pludselig var der alligevel et tocifret antal bekræftede tilfælde. Det egyptiske sundhedsministerium har åbnet en hjemmeside, men det er alligevel vanskeligt at få klare tal på, hvor omfattende problemet er. Og det kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis coronavirusset først får frit løb i den tæt befolkede millionby Cairo.

Mens Danmark var ved at lukke ned for at begrænse smittefaren, havde man i Egypten end ikke taget fat på diskussionen om at lukke skoler og universiteter. Kun et enkelt land havde afbrudt flyforbindelsen til Egypten, og det var Sudan, som ønskede at beskytte sig mod smitte fra egyptisk hold. Landets sociale medier var derimod fulde af gode råd, såsom at spise rigeligt med saltet fisk og at være ekstra omhyggelig med den rituelle vask inden besøg i moskeen. Prisen på ansigtsmasker var i de fleste apoteker blevet tidoblet.

I et større økonomisk perspektiv lurer corona som en dyster fare. Som de fleste steder i verden har krisen revet tæppet væk under den egyptiske turistindustri. Denne er langsomt kommet på benene igen efter revolutionen i 2011 og de efterfølgende politiske omvæltninger og var sidste år kommet op på en omsætning på 12,5 mia. dollar. Dette tal blev med det samme beskåret med 90 pct., og det forventes kun at falde yderligere, efter at 55 udenlandske turister blev smittet under et krydstogt på Nilen.

Mindst lige så dramatisk tegner det sig for indtægterne fra de mange egyptiske gæstearbejdere i golfstaterne. I forbindelse med coronakrisen er oliepriserne faldet drastisk, og i den forbindelse kan det forventes, at mange egyptere i industrien mister arbejdet og bliver sendt hjem. Mere end en million egyptere sender hver måned penge hjem fra oliestaterne, og det er endnu en indtægtskilde, der kan blive kraftigt beskåret, samtidig med at et stort antal mennesker vender hjem for at finde arbejde på et marked, hvor arbejdsløsheden allerede er høj.

En ny revolution?
Men vil den brede folkelige utilfredshed så kamme over i massedemonstrationer og måske endda en revolution, som det gjorde i 2011? Det er der ikke meget, der tyder på.

Det er, som om det såkaldte arabiske forår har sat sine tydelige spor i store dele af den arabiske verden. Optimismen fra dengang og håbet om at kunne starte forfra er slet ikke til stede. Tværtimod skræmmer sporene. Egypterne har set, hvor galt det er gået andre steder, og ikke mindst er det vanskeligt at få øje på et eneste tilfælde, hvor Foråret har ført til noget markant bedre.

Situationen internt i Egypten gør det også vanskeligt at stille ret meget op. Borgerrettighederne er om muligt endnu mere begrænsede end i tiden under Hosni Mubarak, og stribevis af ledere fra oppositionen er allerede blevet fængslet. Der er med andre ord kommet et repressivt styre i stedet, og set i det perspektiv sidder Sisi temmelig sikkert på magten – trods de mange problemer, som landet kæmper med for tiden. ■

 

Der er med andre ord kommet et repressivt styre i stedet, og set i det perspektiv sidder Sisi temmelig sikkert på magten – trods de mange problemer, som landet kæmper med for tiden
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden