16.09.2020

Hidtil har den israelske tilgang til aftaler med resten af Mellemøsten heddet ‚land-for-fred‛. Det var fx sproget, da Israel i 1979 underskrev fredsaftalen med Egypten: Israelerne fik en fredsaftale, og egypterne fik Sinaihalvøen tilbage. Men i gårsdagens normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain indgår der ingen form for territoriel indrømmelse, og en sådan aftale kan dermed også blive opskriften på en ny doktrin, som hedder ‚fred-for-fred‛. Det kan åbne muligheder for en bredere fredslutning mellem de Arabiske stater og Israel, men konfliktens virkelige kerne, som er og bliver forholdet til palæstinenserne, står derved stadig uløst tilbage

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Der stod demonstranter langs vejen, da premierminister Benyamin Netanyahu var på vej til Ben Gurion lufthavnen udenfor Tel Aviv for at flyve til Washington. De var ikke ude på at blokere ham vejen, men lod med deres tilstedeværelse vide, at tidspunktet for hans udlandsrejse er stærkt upassende.

Formålet med rejsen var underskrivelsen af den nye aftale med både De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain, som fandt sted i går d. 15. september i Washington – aftaler som lidt i flæng betegnes fred- eller normaliseringsaftaler landene imellem. Dette har de færreste israelere noget at indvende imod, og mindst af alt demonstranterne. At de ikke desto mindre fulgte Netanyahu til dørs med protestbannere hænger sammen med, at der lige til det sidste har hersket stor uvished om, hvad aftalen helt præcis dækker over, og ikke mindst om Netanyahus motiver for at indgå den. Blandt hans skarpeste kritikere hører man synspunktet, at han er rejst til Washington for at hjælpe Donald Trump med at vinde det amerikanske præsidentvalg den 3. november.

På denne baggrund kan rejsen ligne et svigt. Mange mener, at Netanyahu først og fremmest burde koncentrere sig om at styre Israel gennem den aktuelle krise. På afrejsedagen registrerede de israelske myndigheder 3.182 nye tilfælde af COVID-19, og lige før Netanyahu tog til lufthavnen havde han og en håndfuld centrale ministre og embedsmænd besluttet, at landet i slutningen af ugen skulle lukke helt ned – formentlig mere end nødvendigt og til stor skade for økonomien, som allerede er i dyb krise som følge af pandemien. Under de givne omstændigheder mener mange, at Netanyahu burde have sendt sin udenrigsminister til Washington, hvilket i øvrigt ville være i overensstemmelse med diplomatisk etikette, idet både UAE og Bahrain valgte at lade sig repræsentere på udenrigsministerplan.

Naboerne tøver
Aftalerne blev underskrevet. Trump og de tre mellemøstlige ledere talte om en ny æra med venskabelige relationer, og umiddelbart virker det som løfterige tider. Det israelske luftfartsselskab El Al har allerede åbnet en fragtrute mellem Tel Aviv og Abu Dhabi, og selskabet Emirates tilbyder nu israelere rejser til Dubai – i første omgang dog med flyskift i Istanbul. Det er en kendt sag, at der i 20 år har været handelsrelationer mellem de to, men nu kommer det ud i lyset og bliver officielt. Der er planer om at åbne ambassader, og Emiraterne vil ovenikøbet åbne et konsulat i det nordlige Israel, hvor en betragtelig del af landets arabiske mindretal bor. Bahrain har allerede tilbudt at levere olie til Israel, og forventer selv at nyde godt af israelsk højteknologi.

 

Da Trump indså, at tanken om Israels delvise annektering af Vestbredden var dødfødt, vendte han om på en tallerken. Nu hedder visionen, at Israel mod at opgive annekteringen begiver sig ud på en ny fredsproces i regionen
_______

 

Man altså sige, at der på den ene side vejres en vis morgenluft i dele af Mellemøsten, mens der også hviler en tung skepsis over det hele. Og det synes at hænge sammen med, at der næsten overalt mærkes en tæt forbindelse til Donald Trump.

Den amerikanske præsident lancerede tidligere på året sin såkaldte fredsplan. Århundredets deal, kaldte han den, og den åbnede mulighed for delvis israelsk annektering af Vestbredden, hvilket ville bringe alle eller hovedparten af bosættelserne ind under fuld israelsk jurisdiktion. Denne mulige annektering hang i luften gennem flere måneder, og så kom normaliseringsaftalen mellem Israel og UAE. Som en del af aftalen krævede Emiraterne, at israelerne skrinlagde annekteringsplanerne, og man mærker Trumps ånde i nakken på aktørerne. Han har nemlig satset på sine mellemøstplaner som vejen til at skaffe sig et markant udenrigspolitisk resultat, som han kan omsætte til flere stemmer i USA, og da han indså, at tanken om Israels delvise annektering af Vestbredden var dødfødt, vendte han om på en tallerken. Nu hedder visionen, at Israel mod at opgive annekteringen begiver sig ud på en ny fredsproces i regionen.

Christian Tybring-Gjedde, der repræsenterer Fremskrittspartiet i det norske parlament, Stortinget, har på den baggrund indstillet Trump til Nobels Fredspris. Mange andre udviser dog en skepsis over for den nye linje, og det kommer til udtryk som en tydelig arabisk tøven. Det gælder bl.a. i Oman, hvor sultan Qaboos i en officiel udtalelse roser tanken om normalisering, men fortsætter med at stille forhåbninger om, at det vil føre til en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad. Der er altså tydelig velvilje, men ingen konkret handling, før man ved mere. Det samme gjorde Sudan, men skyndte sig at dementere igen. Saudi-Arabien har vist velvilje ved at åbne luftrummet for al kommerciel luftfart mellem Israel og UAE, men har ikke meldt klart ud i nogen som helst retning.

En mulig årsag er, at der ikke er fuld klarhed over aftalens enkelte punkter. Det vides således ikke med sikkerhed om den israelske opgivelse af annekteringsplanerne er tidsbegrænset eller permanent. Der har været tale om, at denne del af aftalen skal gælde i fem år, hvorpå annektering igen er en reel mulighed, men dette har Netanyahu hverken be- eller afkræftet. Netop her ligger også en af grundene til at det politiske liv i Israel er i vildrede. Kort før afrejsen til USA blev Netanyahu således mødt med krav fra oppositionspolitikere til både højre og venstre for hans regering om nærmere kendskab til hvad det egentlig er for en aftale, han var ved at underskrive. Tilmed blev Netanyahu gjort opmærksom på en israelsk lov fra 1951, der fastslår, at det kun er landets udenrigsminister, som har lov til at underskrive den slags aftaler. Derfor måtte han til lejligheden udstyres med en fuldmagt fra udenrigsminister Gabi Ashkenazi fra partiet Kahol Lavan, og denne fik ved samme lejlighed Netanyahu til at acceptere, at de nye fredsaftaler først har gyldighed, når de er godkendt af Knesset.

 

Christian Tybring-Gjedde, der repræsenterer Fremskrittspartiet i det norske parlament, Stortinget, har indstillet Trump til Nobels Fredspris
_______

 

F35
Derfor må vi nok væbne os med tålmodighed før vi kender aftalernes endelige ordlyd og gensidige forpligtelser. For det ligger i aftalernes ordlyd, at en række problemstillinger skal forhandles på plads i de kommende uger, og hvordan dette kommer til at gå, vil også afhænge af de politiske forhold hjemme hos parterne – Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain.

Således kom Bahrain tilsyneladende en smule snublende fra start, idet initiativet blev mødt af protester i hovedstaden, Manama. Befolkningen i Bahrain er i langt højere grad splittet mellem sunni- og shiamuslimer, og navnlig sidstnævnte gruppe har nære forbindelser til Iran, som på mange måder repræsenterer en modpol til Israel i hele det regionale spil. Under protesterne i Manama bliver det da også hørt, at man betragter en tilnærmelse til Israel som et svigt mod den palæstinensiske sag.

Netop dette punkt blev berørt af begge arabiske udenrigsministre under deres taler ved underskrivelsesceremonien, og dette bliver en af Netanyahus store udfordringer, når han skal fremlægge aftalens enkeltheder hjemme i Knesset. Der venter ham et opgør med højrefløjen, som ikke vil finde sig i nogen opgivelse af annekteringsplanerne. På den anden side vil venstrefløjen have klar besked om, hvor vidt annekteringen er opgivet permanent, eller om Netanyahu blot anser den for midlertidigt udsat.

Herudover lurer sagen om at UAE i forbindelse med aftalen angiveligt vil få grønt lys til at købe avancerede amerikanske jagerfly af modellen F35. Israel og NATO-medlemmet Tyrkiet har flyet i deres luftvåben, og det har længe været et udtrykkeligt israelsk ønske, at amerikanerne ikke solgte det til andre stater i Mellemøsten.

Lige efter at have annonceret aftalen med UAE, benægtede Netanyahu, at F35-salg skulle have indgået i forhandlingerne. Men senere indrømmede han, at han havde givet grønt lys til salget. Det rejste straks kritiske røster. Fra den ene side beskyldte man ham for at underminere Israels militære forspring i regionen, mens andre påpegede det absurde i at en fredsaftale skulle føre til, at der kommer endnu flere våben til regionen. UAE spiller en aktiv rolle i borgerkrigen i Yemen, og det kan tænkes, at de avancerede jagerfly vil kunne komme i brug dér.

Men i en israelsk sammenhæng førte dette kun til fornyet kritik af personen Netanyahu. Hvor høj en pris har han været villig til at betale for at hive aftalen hjem, og hvem kommer den til gode?

Blandt demonstranterne, som stod langs lufthavnsvejen, er der ingen tvivl om, at denne aftale mest af alt drejer sig om Netanyahu. Den langtrukne politiske krise, siden Netanyahu udskrev valg i november 2018, og som har ført landet gennem tre på hinanden følgende valg til Knesset, handlede på mange måder om premierministerens ønske om at holde ved magten med alle midler. Den umiddelbare forklaring lyder, at han ad den vej kan aflede opmærksomheden fra korruptionssagen mod ham, og at han bevarer et vist mål af parlamentarisk immunitet, så længe han er regeringsleder. Set i det lys har han arbejdet på at vinde politiske points i vælgerbefolkningen, først med annekteringsplanen og nu med sin normaliseringsaftale med UAE. Dette er også politiske projekter der, i hvert fald i dele af den israelske befolkning, vil kunne fremstå som resultater af varig betydning og dermed sikre hans plads i historien.

 

Blandt palæstinenserne på Vestbredden er frustrationen håndgribelig. De betragter Emiraternes handling som et kolossalt svigt fra den arabiske side af den historiske konflikt med Israel
_______

 

Fred for fred
Mange i regionen holder vejret i spændt uro over, hvad der vil ske nu.

Blandt palæstinenserne på Vestbredden er frustrationen håndgribelig. De betragter Emiraternes handling som et kolossalt svigt fra den arabiske side af den historiske konflikt med Israel. Samtidig ser mange det også som en logisk følge af en udvikling, der mere eller mindre har stået på siden starten på det såkaldte arabiske forår i slutningen af 2010. Ved den lejlighed vendte mange arabiske befolkninger blikket indad for at håndtere egne problemer, og det har ført til, at den arabiske solidaritet med palæstinenserne er smuldret gevaldigt. Khartoum-resolutionen fra 1. september 1967, hvor Den Arabiske Liga (arabisk samarbejdsorganisation oprettet i 1945) med enig stemme sagde tre gange nej – nej til fred med Israel, nej til forhandlinger med Israel, nej til anerkendelse af Israel – synes at være et stykke fjern fortid.

Da den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, bad Den Arabiske Liga om at fordømme tilnærmelsen mellem UAE og Israel, blev svaret da også en afvisning af forslaget. Det skete på et møde i Cairo den 9. september, hvor Den Arabiske Liga altså implicit godkendte normaliseringsprocessen. Dette betyder, at store dele af den arabiske verden er ved at støve en gammel fredsplan af, som blev lanceret af Saudi-Arabien og godkendt af Den Arabiske Liga tilbage i 2002. I meget store træk lagde den plan op til en kollektiv arabisk fredsslutning med Israel, mod at Israel gennemfører en komplet rømning af Vestbredden og Gazastriben for at gøre plads til en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad.

 

Sari Nusseibeh, tidligere rektor for Al Quds Universitetet i Jerusalem og en mangeårig aktør i fredsprocessen, taler nu om, at i takt med at antallet af arabiske stater med en fredsaftale med Israel stiger, vil den israelske forpligtelse overfor den arabiske verden vokse
_______

 

Som tingene forholder sig i dag er denne plan næppe realistisk – alene den kendsgerning at der nu bor mere end 600.000 israelere på Vestbredden står som en kolossal hindring. Men moderate palæstinensiske stemmer som Sari Nusseibeh, tidligere rektor for Al Quds Universitetet i Jerusalem og en mangeårig aktør i fredsprocessen, taler nu om, at i takt med at antallet af arabiske stater med en fredsaftale med Israel stiger, vil den israelske forpligtelse overfor den arabiske verden vokse. Dette er muligvis en urealistisk tanke, men på mange måder står den som et af de få spinkle håb, palæstinenserne endnu har tilbage.

Og dette håb kan hurtig slukkes, hvis Netanyahu udnytter den nuværende situation til at formulere en ny fredsdoktrin, hvor territorier ikke indgår, som et vigtigt element i forhandlingerne. Elie Podeh, som er professor ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, påpeger, at hidtil har den israelske tilgang heddet land-for-fred. Det var sproget, da Israel i 1979 underskrev fredsaftalen med Egypten: Israelerne fik en fredsaftale, og egypterne fik Sinaihalvøen tilbage. Noget tilsvarende gjorde sig gældende, da Israel og Jordan sluttede fred i 1984.

I aftalen med UAE indgår der ingen form for territoriel indrømmelse. Dén aftale handler udelukkende om gensidige relationer. Men i et lidt bredere perspektiv kan sådan en aftale være opskriften på en ny doktrin, som hedder fred-for-fred. Den kan fungere fint, så længe det gælder forholdet mellem Israel og stater, som ikke har noget territorielt udestående med israelerne. Men hvis vi kommer tættere på, og altså ind til konfliktens virkelige kerne, som er og bliver forholdet til palæstinenserne, vil en ny tænkemåde måske stille yderligere hindringer i vejen for en to-statsløsning, fordi en sådan nødvendigvis må indeholde territorielle indrømmelser.

En meningsmåling, som dagbladet Haaretz offentliggjorde forleden viser, at 83 pct. af den israelske offentlighed ser tilnærmelsen til UAE, og nu også Bahrain, som en god byttehandel mod at opgive den bebudede annektering. Men samtidig mærker man en tydelig mangel på entusiasme overfor den nye fredsaftale, hvilket nok er det bedste tegn på, at mange israelere nok har set en fare drive over, men at de endnu ikke helt har overblik over, hvad alternativet indebærer. ■

 

Khartoum-resolutionen fra 1. september 1967, hvor Den Arabiske Liga (arabisk samarbejdsorganisation oprettet i 1945) med enig stemme sagde tre gange nej – nej til fred med Israel, nej til forhandlinger med Israel, nej til anerkendelse af Israel – synes at være et stykke fjern fortid
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland