29.01.2020

Med fremlæggelsen af sin fredsplan har Trump åbnet for styrket israelsk dominans på Vestbredden. Men hvis annekteringen af Jordandalen – en strategisk vigtig bufferzone til den arabiske verden – bliver sat i værk, ved ingen, hvor konflikten i Mellemøsten bærer hen. Man fornemmer blot, at det kan blive alvorligt.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da lederen af det nye israelske parti Kahol Lavan, Benny Gantz, udtalte, at han – hvis han bliver valgt – vil overveje at annektere dele af Vestbredden, var aviserne straks ude med store overskrifter. Partiet, som Gantz stiftede op til Knesset-valget 9. april sidste år, har fra starten haft til formål at vippe premierminister Benyamin Netanyahu af pinden og trække israelsk politik tættere på den politiske midte – og ikke mindst at genstarte fredsforhandlingerne med de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden. Og så kommer han med sådan en udmelding, der typisk hører til i Netanyahus højrefløjslejr!

Det kan undre. Men det siger også noget vigtigt om den israelske befolknings holdning til besættelsen og den fraværende fredsproces. Ordene faldt, mens Benny Gantz aflagde besøg i netop Jordandalen, som er den østligste del af Vestbredden langs Jordanfloden og grænsen til nabolandet Jordan. Det er ikke til at vide, om Gantz til fulde var klar over, at netop den problematik, han berørte, kort tid efter ville få en helt dominerende plads i den aktuelle situation i Mellemøsten. For i går, 28. januar, fremlagde Trump sin længe ventede fredsplan for regionen – århundredets plan, som han med klædelig beskedenhed kalder den – og den bygger blandt andet på, at Israel skal have frihed til at annektere de dele af Vestbredden, hvor bosættelserne ligger. Og det omfatter også Jordandalen.

Sikkerhed er kernen i debatten om området. Den kom på israelske hænder i 1967, da man besatte Vestbredden i forbindelse med Seksdageskrigen. Den daværende israelske regering betragtede besættelsen som midlertidig og så en tilbagetrækning fra Vestbredden som en indgang til en fredsslutning med Jordan. Men der var også en forståelse af Vestbreddens strategiske betydning: Fra Vestbredden til Middelhavet er der kun 17 kilometer, og denne smalle stribe land betegnes som Israels hvepsetalje. Ved at rykke ind her kan en fjendtlig hærstyrke effektivt klippe landet over i to, og dette scenarie ønskede man at undgå. Med det i baghovedet formulerede Yigal Alon, som var minister i den daværende arbejderpartiregering, sin plan om en række små bosættelser ned gennem Jordandalen. De skulle forblive på israelske hænder og fungere som fremskudte poster i tilfælde af et nyt arabisk angreb. Dermed gjorde man hvepsetaljen mindre sårbar, hed det sig.

 

Ved at kontrollere Jordandalen mener israelerne nemlig at kunne blokere for den transport af våben og andet udstyr fra udenlandske sponsorer, som ender hos væbnede palæstinensiske grupper på Vestbredden
_______

 

Bosættelserne i Jordandalen er for længst overgået til civil status, og Alon-planen er blevet til et stykke historie. Ingen venter længere et jordansk angreb på Israel, og de fremskudte poster er for længst blevet overflødiggjort af moderne teknologisk overvågning. Men dalen har fortsat strategisk betydning – den har bare fået en anden karakter: Ved at kontrollere Jordandalen mener israelerne nemlig at kunne blokere for den transport af våben og andet udstyr fra udenlandske sponsorer, som ender hos væbnede palæstinensiske grupper på Vestbredden. For Jordandalen er det eneste grænseland på Vestbredden, som ikke ligger op til israelsk territorium.

Den israelske befolkning er lydhøre over for disse argumenter, navnlig når man tager højde for den almindelige opfattelse af Jordandalen. Bosættelserne i dalen opfattes bredt i befolkningen ikke som ”rigtige” bosættelser. De blev jo placeret i landskabet af Arbejderpartiet, som dengang var samlingspunktet for venstrefløjen, og i modsætning til de ideologiske bosættelser ligger de langt fra de store palæstinensiske befolkningskoncentrationer. Desuden er Jordandalen tyndt befolket: Ifølge den israelske fredsgruppe Shalom Achshav omfatter Netanyahus oprindelige annekteringsplan 1.236 kvadratkilometer, altså et område på størrelse med Lolland. Dette svarer til 22,3 pct. af Vestbreddens samlede areal, men der bor blot 13.000 bosættere og 4.500 palæstinensere. Dalen er dog ikke uden betydning. Trods det ørkenlignende landskab er jorden opdyrkelig, og landbrug er da også det dominerende erhverv på stedet. Herudover indgår byen Jeriko og områderne, hvor dalen støder til Det Døde Hav, i udviklingsplanerne for den palæstinensiske turistindustri.

Højrefløjens stemmer
En stor del af sagen handler om valgmatematik. Israel gennemlever i øjeblikket en langvarig politisk krise, hvor begge de to store partier – Netanyahus Likud og Kahol Lavan med Gantz i spidsen – er ude af stand til at danne en flertalsregering. Der blev udskrevet valg i november 2018, og første forsøg 9. april førte ikke til nogen regeringsdannelse. Det endte med omvalg 17. september, hvilket førte til et lignende resultat, og 2. marts skal israelerne til stemmeurnerne endnu en gang. Resultatet tegner til at blive nogenlunde det samme, og man taler allerede om en mulig fjerde valghandling.

Det logiske ville efterhånden være, at Likud og Kahol Lavan sammen dannede en stærk regering hen over den politiske midte. Det vil på mange måder være Netanyahus drøm, for så kan han fortsætte sin politiske karriere – om ikke som premierminister, så i en anden central ministerpost. I lang tid var formålet med dette at udskyde eller helt undgå de retssager, der venter på ham ude i det civile liv. For ved at blive siddende tæt til den politiske magt mente han at kunne påberåbe sig kravet om at bevare sin parlamentariske immunitet. Men kort før sin afrejse til Washington for at stå ved Trumps side, når fredsplanen blev fremlagt, valgte Netanyahu ikke desto mindre at frafalde ønsket om at bevare immuniteten, og som følge heraf blev der straks rejst formel tiltale mod ham.

Netanyahu har indset, at han ikke kunne mobilisere flertallet, der skulle beskytte ham mod retssagen, og valgte så at tage skridtet selv i stedet for at skulle indkassere et nederlag. Og så kan det jo ligne en plan, at han nu satser på at komme stærkt igen med Trumps plan i ryggen, hvilket muligvis kan give ham fremgang i meningsmålingerne og fornyet støtte i sit politiske bagland.

 

Netanyahu er klar over, hvor skadelig en annektering af Jordandalen vil være for Israels omdømme i verden, så han har længe ventet på grønt lys fra Donald Trump
_______

 

Men Gantz gik jo først og fremmest til valg for at fælde Netanyahu. Så selv om retten nu kommer til at gå sin gang, vil Gantz ikke uden videre kunne ændre holdning ved at gå i alliance med Likud-lederen. Derfor fortsætter stillingskrigen mellem de to. Med blikket rettet på 2. marts kæmper de videre om at bryde dødvandet, så enten Likud eller Kahol Lavan efterfølgende vil være i stand til at samle 61 af Knessets 120 mandater. I den forbindelse er Jordandalen altså nu kommet i spil.

Det startede med Netanyahu. På trods af at han ved valget i 2015 blankt afviste at høre tale om nogen hel eller delvis annektering af Vestbredden, har han gennem de seneste år været positiv overfor tanken. Dette er naturligvis for at sikre sit greb om højrefløjen og ikke mindst for at holde sig gode venner med partierne længere til højre, hvor annektering er et næsten ultimativt krav. Netanyahu er klar over, hvor skadelig en annektering af Jordandalen vil være for Israels omdømme i verden, så han har længe ventet på grønt lys fra Donald Trump.

Fredsplanen er måske dette eftertragtede grønne lys. Det ser umiddelbart sådan ud, men det vil næppe blive så enkelt. For uanset hvad Trump siger og mener, skal Netanyahu stadig kunne samle et flertal i Knesset for at iværksætte selv den mindste annektering. Og det er langt fra sikkert, at dette vil kunne lade sig gøre. Israels yderste højrefløj – og hermed også kernen i den ideologiske bosætterbevægelse – er nemlig ikke begejstret for Trumps plan. De frygter for en række af de såkaldt isolerede bosættelse, altså dem, der ligger tæt på de palæstinensiske byer og langt fra de større bosætterblokke. Hvis man forestiller sig, at en palæstinensisk stat bliver oprettet på dele af Vestbredden – sådan som Trump antyder det i sin plan – vil disse bosættelser på mange måder komme til at ligge endnu mere isoleret, og det vil bosætterbevægelsen ikke umiddelbart acceptere.

Denne udfordring tog Benny Gantz op under sit besøg i Jordandalen. Talen om annektering er for ham et middel til at lokke bløde højrefløjsstemmer bort fra Likud og dermed sikre sig det eftertragtede flertal ved den kommende valgrunde. Men han betingede sig samtidig, at han kun vil gøre det med verdenssamfundets samtykke. Og det ved han godt, at han aldrig vil få. Resten af verden vil aldrig godkende nogen form for israelsk annektering af (dele af) Vestbredden. Faktisk tog Israel dette skridt allerede i 1980 ved at annektere Østjerusalem, og det har aldrig fundet international godkendelse – indtil Donald Trump gav det indirekte ved at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem i maj 2018. Flere lande er siden fulgt efter, i hvert fald delvist, men trækket er stadig kontroversielt i store dele af verden.

 

Talen om annektering er for [Gantz] et middel til at lokke bløde højrefløjsstemmer bort fra Likud og dermed sikre sig det eftertragtede flertal ved den kommende valgrunde
_______

 

Regionen holder vejret
Umiddelbart opererer Gantz altså på sikker grund. Han lufter tanken om delvis annektering af Vestbredden, vel vidende at det ikke kan lade sig gøre på de opstillede præmisser. Men med sin udmelding har han opnået at sende de israelske vælgere et signal, som især til højre for midten vinder gehør: At han vægter Israels sikkerhed højt. Det viser sig tydeligt ved, at selv Amir Peretz, der som leder af Arbejderpartiet er talsmand for de sidste rester af landets zionistiske venstrefløj, reagerede meget tilbageholdende. Han kritiserede Gantz for udtalelsen, hvilket var at forvente, men i samme åndedrag tilføjede han, at man først og fremmest må tænke på landets sikkerhed.

Under normale omstændigheder ville Gantz’ erklæring blot have været en del af valgkampens retorik. Men Netanyahu var ikke sen til at tage tråden op ved at spørge, hvorfor man skulle vente med annekteringen til efter valget. Det spørgsmål stillede han, netop som ledere fra store dele af den vestlige verden var på vej til Jerusalem for at deltage i markeringen af 75-året for befrielsen af Auschwitz. Blandt disse var den amerikanske vicepræsident Mike Pence, og Netanyahu har med al sandsynlighed taget annekteringssagen – samt fredsplanen – op, da de to mødtes for at drøfte den generelle situation.

Trolden er med andre ord ude af æsken. Nabolandet Jordan har allerede protesteret mod de israelske trusler om at annektere Jordandalen, og den jordanske beslutning om at aflyse en aftale om køb af naturgas fra Israel kan ses i forlængelse af dette. Resten af regionen synes at holde vejret og se tiden an, men hvis Trumps plan virkelig kommer i spil, og annekteringen bliver sat i værk, ved ingen, hvor konflikten i Mellemøsten bærer hen. Man fornemmer blot, at det kan blive alvorligt – og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har allerede antydet det: Da Trump forsøgte at ringe for at informere ham om, at planen ville blive søsat, nægtede den palæstinensiske leder at tage telefonen. Der er allerede optræk til demonstrationer på Vestbredden, og på israelsk side reagerede den fremtrædende menneskerettighedsbevægelse Btselem skarpt ved at betegne planen som en soleklar opskrift på apartheid. Trumps fredsplan risikerer at give det modsatte af fred. ■

 

Resten af regionen synes at holde vejret og se tiden an, men hvis Trumps plan virkelig kommer i spil, og annekteringen bliver sat i værk, ved ingen, hvor konflikten i Mellemøsten bærer hen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland