11.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Symbolbetydningen i den nye normaliseringsaftale mellem Israel og Marokko er stor. Dette gælder ikke mindst for det folkeretligt omstridte territorium Vestsahara, som er besat af Marokko, men hvor den lokale frihedsbevægelse, Polisario, har arbejdet for national selvstændighed siden 1975. Med nylige optøjer i landet som bagtæppe anerkender USA som del af aftalen nemlig Marokkos krav på Vestsahara – og dermed melder aftalen sig ind i Trumps projekt om at tegne et nyt kort over Mellemøsten og Nordafrika.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Mens Donald Trump har lukket sig selv inde i Det Hvide Hus og fortsat har svært ved at se valgnederlaget i øjnene, har mange andre indset, at det gælder om at slå til her og nu, inden vagtskiftet i den amerikanske hovedstad finder sted den 20. januar. Det står i hvert fald som en vigtig grund til, at De Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Bahrain den 15. september indgik normaliseringsaftaler med Israel, og man ser nøjagtig de samme bevæggrunde for, at Marokko nu har meldt klar til at tage skridtet.

Det var Trump, der bebudede aftalen i går. Den kan med rette betragtes som et gennembrud for forholdet mellem Marokko og Israel, selvom den ikke indbefatter fulde diplomatiske forbindelse med oprettelse af ambassader. Der vil komme handelskontorer i Rabat og Tel Aviv, og der kommer en række – endnu ikke kendte – punkter for udvidet samhandel, udveksling af teknologi og den slags. Men hovedhjørnestenen i det hele er, at Marokko anerkender Israel fuldt ud, og som modydelse tilslutter Israel sig Marokkos krav på Vestsahara, som i henhold til internationale konventioner er omstridt territorium.

 

[H]ovedhjørnestenen i det hele er, at Marokko anerkender Israel fuldt ud, og som modydelse tilslutter Israel sig Marokkos krav på Vestsahara, som i henhold til internationale konventioner er omstridt territorium
_______

 

Polisario
Mellemøsten og Nordafrika er i opbrud. Da FAE og Bahrain underskrev aftalen med israelerne vendte de definitivt ryggen til den arabiske verdens solidaritet med den palæstinensiske sag. Det har hidtil været god latin ikke at oprette formelle forbindelser til Israel, før der foreligger en løsning på Palæstina-spørgsmålet, og det er jo på ingen måde tilfældet. De to golfstater lod i stedet egeninteressen råde, fordi de ser en aftale som en art forsikring i en anden af regionens konflikter, nemlig forholdet til Iran.

I modsætning til dette, har Marokko ingen grund til at se Iran som nogen trussel. Landet er ikke frontlinjestat i dét konfliktscenarie. Ikke desto mindre er der dog en vis sammenhæng med de forudgående normaliseringsaftaler. Marokko har i årevis befundet sig i den gruppe stater, man uformelt betegner som de moderate monarkier, som yderligere indbefatter Saudi-Arabien, Oman, Kuwait og Jordan. Sidstnævnte sluttede fred med Israel allerede i 1994, og de øvrige anses lige nu som mulige kandidater til lignende normaliseringsaftaler.

Bortset fra dette er det imidlertid vigtigt, at de alle har egne motiver for dette politiske kursskifte. Det er nemlig tydeligt, at Trump sætter alt ind på at opnå en række markante resultater i Mellemøsten, inden han skal forlade præsidentposten, og med det for øje har han lukket op for gaveposen. Som en del af aftalen fik FAE lov til at købe avancerede F-35 jagerfly, og Marokko har også en gevinst indenfor rækkevidde. Som en del af aftalen skal amerikanerne have lovet at åbne et konsulat i Dakhla, som er en af byerne i Vestsahara.

Det er det store land syd for Marokko, som styret i Rabat har gjort krav på som marokkansk territorium, lige siden Spanien opgav den koloniale kontrol i 1975. FN har aldrig godkendt dette krav og betragter den marokkanske tilstedeværelse i Vestsahara som en besættelse. Lige så længe har den lokale frihedsbevægelse, Polisario, arbejdet for national selvstændighed for Vestsahara, og denne situations alvor understreges ved, at Marokko har opført en 2.700 km land mur, eller sandvold, som adskiller de 20 pct. af Vestsaraha, som Polisario kontrollerer, fra resten af territoriet.

Gennem alle årene har USA og Frankrig nedlagt veto mod Polisarios krav, hver gang de kom op i FN’s sikkerhedsråd. De to lande har ønsket at stå på god fod med Marokko, men de har dog ikke bakket direkte op om Marokkos krav, hvorved sagen har stået uafgjort.

 

FN har aldrig godkendt dette krav og betragter den marokkanske tilstedeværelse i Vestsahara som en besættelse
_______

 

Algeriet er sygemeldt
Det (måske) kommende amerikanske konsulat i Dakhla har derfor stor symbolbetydning, fordi det i marokkanske øjne er et vigtigt skridt i retning af en amerikansk anerkendelse af deres krav på territoriet, som er en smule større end Storbritannien og har en samlet befolkning på godt en halv million. Og at det sker lige nu er som sagt ingen tilfældighed.

Udover at være en gylden chance lige nu, hvor Trump holder ophørsudsalg, er der flere grunde til, at det passer Marokko godt lige nu.

Som det meste af verden har coronakrisen ramt hårdt i Marokko, og økonomien er kommet i dyb krise. Dette har ført til folkelige protester mod kong Muhammed 6., hvis styre ellers har været set som stabilt. Da det såkaldte arabiske forår skyllede hen over regionen for ti år siden, kom det kun til krusninger i Marokko. Kongen var god til at lægge låg på utilfredsheden med, hvad dybest set var skinreformer; det er i øvrigt nogenlunde samme opskrift, kong Abdallah 2. af Jordan gjorde brug af. Men den marokkanske utilfredshed har hele tiden boblet under overfladen, og den har truet med at gribe om sig under den aktuelle krise. Nu kan kongen præsentere sin gevinst i Vestafrika som et politisk resultat, der vil vinde gehør i befolkningen.

 

Ifølge kilder i organisationen Global Aktion bevægede situationen sig på randen af decideret borgerkrig
_______

 

I oktober kom det til den største konfrontation mellem marokkanske styrker og Polisario i mange år. Polisario siger, at Marokko brød våbenhvilen, som parterne undertegnede i 1991, ved at sende tropper ind i ingenmandsland, mens det også kan udlægges som, at Polisario fremprovokerede en konfrontation i frustration over at den fredsproces, som er indbygget i våbenhvileaftalen, ikke flytter sig ud af stedet

Ifølge kilder i organisationen Global Aktion bevægede situationen sig på randen af decideret borgerkrig. Ved den lejlighed lykkedes det Polisario at blokere den vigtige Guergerat-grænseovergang til nabolandet Mauretanien, hvilket i flere uger næsten standsede al samhandel mellem landene. Nu kan styret i Rabat bruge den nye aftale som en slags revanche overfor oprørerne, og det er et populært skridt.

Algeriet har i gennem årene støttet Polisario konsekvent, og det har på mange måder hæmmet den marokkanske handlingsfrihed. Men også her er situationen gunstig, set fra et marokkansk synspunkt. Algeriet er også ramt af corona og økonomisk krise, og har altså nok at se til på det indenrigspolitiske plan. Men ikke mindst har landets præsident, Abdelmadjid Tebboune, siden begyndelsen af november opholdt sig i Tyskland, hvor han behandles for COVID-19. Under hans fravær og den nationale krise har Algeriet med andre ord mindre overskud til at engagere sig i Vestsahara, og det har spillet til Marokkos fordel.


 

Hvad dette mangler af praktisk og økonomisk betydning, opvejes dog af den store symbolbetydning. Marokko er ikke noget velhavende land, men befolkningsmæssigt vejer det tungt i Den Arabiske Liga
_______

 

Stor symbolsk betydning
En normaliseringsaftale mellem Israel og Marokko vil næppe få samme store økonomiske betydning som det er tilfældet med de tidligere aftaler. De to lande havde gensidige relationer indtil oktober 2000, da den arabiske verden kollektivt nedfrøs deres forbindelser til Israel under indtryk af den palæstinensiske al Aqsa intifada, som lige var startet.

Samhandelen mellem de to lande har dog fortsat næsten uden problemer, og israelske turister har i årevis haft deres gang i Marokko. Der vil nok heller ikke blive tale om fulde diplomatiske relationer, som det bliver tilfældet med FAE og Bahrain, men om en tilbagevenden til situationen op til oktober 2000. Hvad dette mangler af praktisk og økonomisk betydning, opvejes dog af den store symbolbetydning. Marokko er ikke noget velhavende land, men befolkningsmæssigt vejer det tungt i Den Arabiske Liga (sammenslutningen af arabiske lande), og med sine tætte forbindelser til Europa betragter mange i den arabiske verden også Marokko som en vigtig bro til europæerne.

Dermed har de nye vinde fra Marokko sat yderligere fart i spekulationerne om, hvilke andre lande i regionen, der kan forventes at følge efter. Saudi-Arabien og Oman er stærke kandidater i den sammenhæng, og det er slet ikke utænkeligt, at vi vil se både Kuwait og Qatar nærme sig Israel på samme måde. Set i et lidt bredere perspektiv er dette derfor endnu en del af det nye mellemøstlige landkort, som Trump er på vej til at videregive til sin efterfølger, Joe Biden. ■

 

Set i et lidt bredere perspektiv er dette derfor endnu en del af det nye mellemøstlige landkort, som Trump er på vej til at videregive til sin efterfølger, Joe Biden
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 25 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. Den 2. juni 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: Et marokkansk miltært køretøj kører langs vejen til Guergurat-grænsen, efter den marokkanske hær intervenerede i området som følge af beskyldninger om, at Polisario-oprørsgruppen i Vestsahara havde blokeret vejen [Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix]