05.01.2020

Formandsvalget i Likud-partiet lignede en overbevisende sejr for Netanyahu, men under overfladen ser man en politisk leder, der i stigende grad bygger sin magt på marginaliserede grupper og politiske ekstremer. Det afskrækker de veluddannede og velstående medlemmer af partiet.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I december 2019 gav Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, grønt lys for, at der bliver opført 3.000 nye boliger i bosættelserne på Vestbredden. Dette er i sig selv ikke nogen revolutionerende nyhed. Den slags er sket før, og at implementeringen afhænger af en godkendelse fra landets højesteret, betragtes blot som et pennestrøg og en formalitet.

Det opsigtsvækkende ved Netanyahus initiativ ligger i, at han præsenterede sit udspil den 25. december, altså dagen før der skulle holdes formandsvalg i Likud-partiet, som Netanyahu har stået i spidsen for gennem de sidste 14 år.

Der var nu heller ikke megen tvivl om, at Netanyahu ville blive genvalgt som formand. Men at han lige op til valget måtte rykke ud med et så markant politisk udspil, er et tydeligt tegn på, at alt ikke er ved det sædvanlige i partiet, og at Netanyahu også føler sig presset i sit eget politiske bagland. Det hænger sammen med, at der for første gang i de 14 år, han har været formand, var en modkandidat, som var – og er – en reel trussel mod hans ledelse.

Kong Bibi
Netanyahu vandt tilsyneladende en overbevisende sejr. Han kunne indkassere i alt 72,5 pct. af stemmerne, mens de resterende 27,5 pct. gik til modkandidaten, Gideon Sa’ar.

Ifølge Gayil Talshir, der som politolog ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem forsker i israelsk partipolitik og er ved at skrive en bog om Netanyahu, giver en nærmere analyse imidlertid et noget andet billede: ”Netanyahu har udraderet Likud som politisk parti, og det er i stedet blevet til en mekanisme, der udelukkende tjener hans interesser. Derfor er udfordringen fra Sa’ar så betydningsfuld, fordi den dybest set handler om at genindføre de demokratiske spilleregler i partiet,” siger hun til RÆSON.

Netanyahu er i dag den længst siddende premierminister i Israels historie. Hans varmeste tilhængere har længe, med reference til hans kælenavn, omtalt ham som Kong Bibi, men dette har i de senere år fået en stadig mere negativ klang, idet hans ledelse i højere og højere grad minder om et enevældigt kongedømme. Han beskrives som en genial taktiker og en stor taler – nogle kalder ham en demagog – og disse evner har han gennem alle årene brugt til at holde enhver rival på afstand. Et godt eksempel er den jævnaldrende Dan Meridor, der med sine midtsøgende holdninger i lang tid sås som en kommende leder af partiet. Men ham fik Netanyahu manøvreret på afstand ved at give ham stadig mindre betydningsfulde poster, indtil Meridor i 2013 valgte at forlade det politiske liv.

I stedet har Netanyahu omgivet sig med folk, der har vist ubetinget loyalitet. Dr. Talshir omtaler Likud som et parti af rygklappere, hvor Netanyahu med stort talent har spillet de forskellige fraktioner ud mod hinanden, så ingen har kunnet true hans ubetingede magtposition.

 

Alle disse politiske resultater sætter de færreste spørgsmålstegn ved. Men det er bagsiden af mønten, der nu er på vej til at gøre ende på Netanyahus politiske liv
_______

 

Den sekulære protest
Det er her, at tingene er ved at ændre sig. Gideon Sa’ar har siddet i det israelske parlament, Knesset, siden 2003, og han har ved flere lejligheder vist en forsigtig opposition mod Netanyahu. Men han har også til fulde været klar over Netanyahus stærke støtte i vælgerbefolkningen. I 2003 tog Netanyahus politiske karriere for alvor fart, da den daværende premierminister, Ariel Sharon, gjorde ham til finansminister, og gennem en stribe dramatiske besparelser på de offentlige budgetter fik Netanyahu Israels haltende økonomi på fode. Han skabte stor økonomisk vækst, og selv om prisen var voksende sociale forskelle, ses han stadig som manden, der lagde grunden til den robuste israelske økonomi, der stadig er en kendsgerning i dag.

I sin tid som premierminister har han fokuseret voldsomt på sikkerhed, og navnlig i de senere år har han ved enhver lejlighed søgt at samle folket om sin ledelse under indtryk af atomtruslen fra Iran. Indenrigspolitisk har han, med rette, høstet mange laurbær for at være den politiske leder, der har gjort mest for udbygningen af den kollektive trafik.

Alle disse politiske resultater sætter de færreste spørgsmålstegn ved. Men det er bagsiden af mønten, der nu er på vej til at gøre ende på Netanyahus politiske liv. Israelsk politi har samlet tilstrækkeligt med materiale til at rejse tre store korruptionssager mod ham, og dette er hovedårsagen til Israels langvarige politiske krise, hvor landet nu er på vej til det tredje parlamentsvalg på mindre end et år.

Da de israelske vælgere gik til stemmeurnerne første gang 9. april, betragtede de fleste det som en rutinesag. Godt nok var der opstået et nyt oppositionsparti, Kahol Lavan (Blå Hvid) under ledelse af tidligere generalstabschef Benny Gantz, men Likud klarede sig stadig igennem som det største parti. Alle regnede med, at Netanyahu ville forme landets næste regering med sine såkaldt naturlige partnere fra højrefløjen. Men lederen af det lille højreorienterede parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), Avigdor Lieberman, nægtede at lege med. Hans vælgere kommer fra landets sekulære befolkning, og Lieberman protesterede over, at Netanyahu havde gjort sig afhængig af de ultraortodokse partier.

Som følge heraf lykkedes det ikke Netanyahu at samle noget flertal. Men i stedet for at give rivalen Benny Gantz muligheden for at samle en regering, brugte Netanyahu en mulighed for at udskrive omvalg, hvilket mest af alt lignede et forsøg på at klamre sig til magten for at undgå den truende retssag. Så længe han har politisk flertal i Knesset er han nemlig også i stand til at kontrollere det udvalg, der tager stilling til de enkelte medlemmers parlamentariske immunitet; denne ordning er for længst afskaffet i de fleste europæiske stater, men er altså stadig gældende i Israel. Omvalget blev holdt 17. september, og da det efterfølgende lykkedes hverken Netanyahu eller Gantz at samle en regering, blev der udskrevet endnu et valg, som er berammet til 2. marts 2020.

 

Men to mislykkede forsøg på at danne regering har sat sig sine spor, og sammen med den ventende korruptionssag har det pustet til det ulmende oprør i geledderne
_______

 

En marginaliseret Netanyahu
Det er dette, som er den egentlige årsag til Netanyahus beslutning om at holde formandsvalg i partiet. Egentlig var det ikke nødvendigt, for op til valget 9. april blev han genvalgt som formand uden modkandidater, og han havde regnet med at kunne bruge et valg her og nu til at cementere sit greb om magten i partiet. Men to mislykkede forsøg på at danne regering har sat sig sine spor, og sammen med den ventende korruptionssag har det pustet til det ulmende oprør i geledderne.

Under alle omstændigheder har Gideon Sa’ar set det som sin gyldne chance, og han greb den. Fem andre af Likud-partiets 32 parlamentarikere sluttede sig til ham, hvilket kun understregede sagens alvor. Op til valget mente mange analytikere, at hvis Sa’ar kunne mønstre blot 20-25 pct. af stemmerne, ville det have karakter af en revolution – og dermed også være den sikre optakt til et længe ventet lederskifte i partiet.

Den sande natur af denne revolution bliver tydeligere, hvis man ser på resultaterne fra de forskellige afstemningssteder. Efter sin rundhåndede gestus i Gush Etzion – blokken af bosættelser syd for Jerusalem – dagen før valget kørte Netanyahu en overbevisende sejr hjem i bosættelserne, hvor han samtlige steder høstede over 80 pct. af stemmerne. Det samme blev tilfældet i de såkaldte udviklingsbyer, som er små bysamfund i Israels periferi. De ligger socioøkonomisk i den svage ende og har politisk altid søgt mod den nationalistiske højrefløj. Det konservative Jerusalem overraskede heller ikke: Her tegnede Netanyahu sig for 79 pct. af stemmerne.

I det velhavende Tel Aviv, som bl.a. er centrum for de sekulære protester mod den ultraortodokse indflydelse, blev resultatet imidlertid et helt andet. Her klarede Netanyahu sig lige akkurat igennem med 50,5 pct. af stemmerne, mens Gideon Sa’ar indkasserede resten. Og i forstaden Ramat Hasharon nord for Tel Aviv, hvor befolkningen typisk tilhører den højere middelklasse, vandt Sa’ar overbevisende.

Dette tegner et billede af en Netanyahu, der i stigende grad bygger sin magt på marginaliserede grupper i samfundet og de politiske ekstremer. De veluddannede og økonomisk velstående medlemmer af partiet vender ham ryggen.

 

Hele formandsvalget stiller Netanyahu i et vanskeligt dilemma. Tidligere har han slået skånselsløst ned på ethvert oprørsforsøg i partiet, hvilket altid har fået ham til at fremstå som en magtfuld leder. Men dette vil næppe være tilfældet denne gang
_______

 

Endnu mere markant bliver billedet, hvis man ser på selve formandsvalgkampen. Netanyahu har altid ført sine personlige kampagner over Facebook og andre sociale medier, men denne gang valgte han en helt anden strategi. Han drog land og rige rundt, og med op til seks valgmøder om dagen søgte han at komme i personlig kontakt med så mange partimedlemmer som muligt. Hans budskab var, at Likud er én stor familie, som i vanskelige tider gør klogest i at slå ring om lederen, altså ham selv. Trods denne gigantiske indsats lykkedes det ham ikke at lukke luften ud af Gideon Sa’ars kandidatur. Det lykkedes ham tilmed ikke at mobilisere medlemmerne. Blandt de godt 100.000 medlemmer af partiet var det kun omkring halvdelen, der overhovedet gjorde sig den ulejlighed at stemme til valget af formand, hvilket er uhørt lavt i Likud-sammenhæng. Derfor kan det også tænkes, at mange af disse medlemmer betragter Netanyahus lederskab som en tabt sag, og de på den baggrund vil afholde sig fra at stemme på valgdagen for næste parlamentsvalg 2. marts.

Hele formandsvalget stiller Netanyahu i et vanskeligt dilemma. Tidligere har han slået skånselsløst ned på ethvert oprørsforsøg i partiet, hvilket altid har fået ham til at fremstå som en magtfuld leder. Men dette vil næppe være tilfældet denne gang. Forsøger han denne fremgangsmåde, vil Gideon Sa’ar og de øvrige oprørske parlamentarikere sandsynligvis bryde med Likud for et etablere et nyt parti. Og de vil meget muligt få selskab af andre Netanyahu-kritikere. Gantz har ved flere lejligheder udtalt, at han godt kan forestille sig at gå i samarbejde med et Likud uden Netanyahu, og det er præcis den mulighed, der her vil åbne sig. Altså en samlingsregering hen over den politiske midte – og uden religiøse støttepartier.

Netanyahu må derfor bide i det sure æble, tage oprørerne til sig og måske endda give dem nye tillidsposter i partiet. Dette vil blive opfattet som et tegn på svaghed, men for Netanyahu gælder det om at holde sammen på partiet med alle midler. Hvor usandsynligt det end forekommer lige nu, gælder det nemlig om at kunne samle det nødvendige flertal til en ny regering efter 2. marts – for alternativet er at miste posten som premierminister og dermed stå ansigt til ansigt med den truende retssag. ■

 

Netanyahu må derfor bide i det sure æble, tage oprørerne til sig og måske endda give dem nye tillidsposter i partiet. Dette vil blive opfattet som et tegn på svaghed, men for Netanyahu gælder det om at holde sammen på partiet med alle midler
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne