25.10.2020

Netanyahu har denne måned givet grønt lys for at udvide bosættelserne på Vestbredden. Det sker på trods af, at UAE og Bahrain i sine historiske ‚normaliseringsaftaler‛ med Israel i september krævede, at Israel annullerede planerne om at annektere dele af Vestbredden. Men både UAE og Bahrain har været tavse, og flere lande tilslutter sig i øjeblikket normaliseringslinjen, senest Sudan i fredags. Altsammen er det en tilkendegivelse af, at mange arabiske lande for længst har mistet interessen for palæstinensernes sag.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I denne måned gav den israelske leder, Benyamin Netanyahu, grønt lys for, at der bliver opført næsten 5.000 nye boligenheder i Vestbreddens bosættelser. Udmeldingen kom dagen efter, at Knesset, det israelske parlament, havde godkendt normaliseringsaftalerne med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain. Umiddelbart virker de mange byggetilladelser i bosættelserne som et dramatisk frontalangreb på Israels nye forbrødring med de to oliestater.

I hvert fald stillede UAE det som en klar betingelse for normaliseringsaftalen, som blev underskrevet i Washington den 15. september i år, at Israel ville annullere sine planer om at annektere dele af Vestbredden. Så hvad er det, der sker nu?

Formentlig ingenting på det plan. TV-stationen Al Arabiya, som sender fra Dubai, nøjedes med at konstatere , at flere europæiske regeringer havde protesteret over bosættelsesudvidelsen, og så fokuserede den i øvrigt på, at forhandlingerne med Israel om bilaterale skatteforhold i forbindelse med normaliseringsaftalen skrider frem som forventet. Hverken fra UAE eller Bahrain kom der nogen officiel reaktion på Netanyahu-regeringens kontroversielle skridt.

Sagen er endnu en tilkendegivelse af, at oliestaterne i Den Persiske Golf for længst har mistet interessen for palæstinensernes sag. I hvert fald overskygger den økonomiske betydning af normaliseringsaftalerne med Israel i høj grad, hvad der ville være at vinde ved at forsvare palæstinensiske interesser og dermed bringe aftalerne i fare. At UAE betingede sig en israelsk skrinlæggelse af annekteringsplanerne skal derfor mest af alt betragtes som taktisk. Det går godt ind hos verdensopinionen, at man forhindrer den israelske regering i endnu en indlemmelse af palæstinensisk land. Men det står også klart, at UAE’s betingelse kun gælder, når der er tale om en decideret annektering.

 

Konklusionen må være, at kravet fra UAE kun er mundsvejr, der giver Netanyahu rigeligt med råderum. Palæstinenserne er dermed endnu en gang blevet kastebold i et kynisk politisk spil
_______

 

Aktuelt er der ”kun” tale om endnu en bosættelsesudvidelse, omend en massiv en af slagsen, så konklusionen må være, at kravet fra UAE kun er mundsvejr, der giver Netanyahu rigeligt med råderum. Palæstinenserne er dermed endnu en gang blevet kastebold i et kynisk politisk spil.

Netanyahu fører valgkamp
En analyse af den israelske situation understreger kun denne kynisme. Den drevne taktiker Netanyahu havde næppe sagt god for de mange byggetilladelser, hvis det kunne have truet normaliseringsaftalerne, som han gerne vil have stående som en del af sit politiske værk. Sagen er imidlertid, at hans rejse til Washington i september fik en yderst blandet modtagelse i den israelske befolkning.

Netanyahu mødte stærk kritik for ikke at sende sin udenrigsminister, som faktisk er den rette mand til at underskrive den slags aftaler. Selv skulle han være blevet hjemme for at tackle den dybe økonomiske krise, som Israel er blevet kastet ud i som følge af håndteringen af coronapandemiens anden bølge. Over 800.000 israelere har mistet deres job, og det har i de sidste par måneder ført til omfattende demonstrationer med krav om Netanyahus afgang.

Nok så alvorligt er det også, at Netanyahu med sin opgivelse af annekteringsplanerne har skudt en stor del af den nationale højrefløj fra sig, hvilket afspejles i meningsmålingerne: Hvis der var valg i dag, ville Likud-partiet (Netanyahus parti) kun hente 26 ud af Knessets 120 mandater, og tallet er faldende. Ved valget i marts opnåede Likud 36 mandater, så det er et bekymrende fald. Men endnu mere ildevarslende for Netanyahus greb om magten er det, at partiet Yamina (Til højre) i samme periode er gået fra seks til 23 eller 24 mandater. Her er tale om de vælgere, der placerer sig til højre for Likud, og det er dem, Netanyahu gerne vil have tilbage i folden.

Derfor prøver han at kompensere for den annullerede eller udskudte annektering ved at åbne op for nybyggeri i bosættelserne. Selve fordelingen af de mange byggetilladelser taler sit tydelige sprog. Normalt ville nybyggeriet blive placeret i de store bosættelsesblokke, hvor behovet også er størst, men på listen ser man navne som Maaleh Michmas, Beit El, Eli og Yitzhar, som alle er stærkt ideologiske bosættelser.

 

Man kan altså med god grund sige, at bosættelsespolitikken og Vestbreddens jord er blevet skueplads for det interne opgør i israelsk politik – og nu med normaliseringsaftalen som bagtæppe
_______

 

Alt dette kunne tyde på, at Netanyahu allerede har taget fat på endnu en valgkamp. Efter at han udskrev valg for første gang i november 2018 har Israel været gennem tre opslidende Knesset-valg, og da det omsider lykkedes at danne en form for samlingsregering efter valget i marts 2020, lå det i kortene, at det er en regering, som hviler på en skrøbelig våbenhvile. Den blev dannet som et partnerskab med centrumpartiet Kachol Lavan (Blå Hvid) med Benny Gantz i spidsen, og som en del af koalitionsaftalen skal han overtage premierministerposten i november 2021.

Det er dog langt fra sikkert, at Netanyahu har tænkt sig at honorere den del af aftalen, idet det for ham gælder om at holde sig ved den politiske magt for på den måde at forhale en truende retssag (Netanyahu står anklaget for korruption og mandatsvig). Man kan altså med god grund sige, at bosættelsespolitikken og Vestbreddens jord er blevet skueplads for det interne opgør i israelsk politik – og nu med normaliseringsaftalen som bagtæppe.

Saudiarabisk kursskifte
Magtesløshed er nok den bedste betegnelse for palæstinensernes situation. Præsident Mahmoud Abbas reagerede på de oprindelige annekteringsplaner ved at afbryde det meste af, hvad der endnu var tilbage af samarbejdet mellem det palæstinensiske selvstyre og israelerne. Det har ført til et nyt styrtdyk i den palæstinensiske økonomi. Som et udtryk for konsekvens nægter han også at modtage den månedlige pengeoverførsel fra Israel – skat, som hentes fra palæstinensere på israelske arbejdspladser, og som Israel længe har overført til selvstyret i Ramallah. Men så længe det ikke står klart, om annekteringsplanerne er aflyst eller blot udskudt, ønsker Abbas ikke at ændre holdning, hvilket han nok er endnu mindre tilbøjelig til efter Netanyahus godkendelse af de mange nye boliger i bosættelserne.

På det seneste har der været ansats til en forbrødring mellem Fatah, som tegner selvstyret på Vestbredden med Abbas i spidsen, og den islamiske Hamas-bevægelse, som siden 2007 har haft magten på Gazastriben. De to dele af den palæstinensiske nationalbevægelse har været splittet i flere år, og fra israelsk side har det lige så længe været et krav, eller måske et påskud, at palæstinenserne finder sammen, inden nye forhandlinger overhovedet kan komme på tale. Indtil videre er disse forsøg på at finde sammen løbet ud i sandet, og Abbas melder, at man i stedet vil afvente resultatet af det amerikanske præsidentvalg den 3. november, som måske kan føre nye vinde til Mellemøsten.

 

Næste i arvefølgen efter den 84-årige Salman er imidlertid kronprins Muhammed bin Salman, som næppe vil tøve med en tilnærmelse til Israel
_______

 

Mens dette står på, vokser den folkelige utilfredshed med den palæstinensiske ledelse. Lidt som det er tilfældet med den israelske befolkning, har en manglende tiltro til regeringen, som beskyldes for at være korrupt og handlingslammet, rodfæstet sig. Dette budskab blev i september slået stort op af den saudiarabiske kronprins, Muhammed bin Salman, der i et par store interviews på Al Arabiya gik til frontalangreb på den palæstinensiske ledelse. I utilslørede vendinger anklagede han Abbas for at hænge fast i fortiden.

Salman opfordrede palæstinenserne til at stille med en politisk ledelse, der viser mere åbenhed for den nye samarbejdspolitik, som UAE og Bahrain har bragt på bane med normaliseringsaftalerne med Israel. Det ligger i kortene, at han kunne forestille sig Muhammed Dahlan som en mere passende palæstinensisk leder. Dahlan var sammen med Yasser Arafat (tidligere formand for PLO og leder af det palæstinensiske i selvstyre fra 1994 til sin død i 2004) i selvstyrets første år, men gjorde sig i 2001 grundigt uvenner med lederen ved at stille krav om reformer og bekæmpelse af korruptionen. Dahlan har lige siden levet i eksil i Abu Dhabi.

Der er også en markant forskel i den nye fredsaftale i forhold til to af Israels tidligere fredsaftaler – med Egypten i 1979 og Jordan i 1994. I begge aftaler var der indføjet klausuler om en palæstinensisk statsdannelse, hvilket ikke er tilfældet i aftalerne med UAE og Bahrain. Derfor ser store dele af regionen nu på, hvilken retning udviklingen vil tage. Kuwait overvejer at indgå en aftale med Israel, men det helt afgørende er, hvordan Saudi-Arabien vil stille sig.

Kong Salman har allerede ladet vide, at han ikke ønsker at fravige sin støtte til palæstinenserne, så det er ikke sikkert, at der sker noget i hans levetid. Næste i arvefølgen efter den 84-årige Salman er imidlertid ovenfornævnte kronprins Muhammed bin Salman, som næppe vil tøve med en tilnærmelse til Israel.

 

Trusler om, at det palæstinensiske selvstyre er ved at bryde sammen, er der efterhånden en lang tradition for, men netop nu, hvor palæstinenserne nok står mere isoleret end i mange år, kan denne mulighed ikke længere udelukkes
_______

 

Denne mulighed syntes at rykke en del tættere på, da Sudan den 23. oktober meldte sig klar til at indgå en normaliseringsaftale med Israel. I modsætning til UAE og Bahrain har Sudan tidligere stået blandt de meget stejle modstandere af nogen form for anerkendelse af Israel. Ved et møde i landets hovedstad i september 1967, altså kort efter Seksdageskrigen, vedtog Den Arabiske Liga den berømte Khartoum-resolution, der indeholdt ordene „nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandling med det”, og stort set siden har Sudan placeret sig på den såkaldte afvisningsfront.

To ting har imidlertid ført til en gradvis kursændring. Den 11. april 2019 blev Omar al Bashir, der havde taget magten ved et militærkup i 1989, fjernet fra magten af militæret, og Sudan indledte en demokratiseringsproces, der også indbefattede en åbning mod omverdenen. Men allerede i 2011 havde styret i Khartoum set sig nødsaget til at anerkende Sydsudan, altså de sydlige dele af landet, der erklærede sig selv som en selvstændig republik. Med dette mistede Sudan kontrollen med hovedparten af landets oliereserver i undergrunden, som indtil da havde skabt stor økonomisk vækst i det forarmede land. Så mens Sydsudans løsrivelse stort set lagde låg på den årelange borgerkrig, blev tæppet trukket væk under landets økonomiske vækst, og det bidrog til de mange protester, der i sidste ende fik al Bashir til at trække sig.

Incitamentet til at indgå den aktuelle aftale med Israel, som i dette tilfælde nok ligger tættere på en egentlig fredsaftale, er for en stor dels vedkommende økonomi. Som en del af aftalen har Donald Trump nemlig givet ordre til at fjerne Sudan fra den amerikanske terrorliste, der selv efter magtskiftet i Khartoum har lammet landets forsøg på fornyet samhandel med den vestlige verden. Den amerikanske administration mistænkte al Bashir-styret for at have forbindelse til angrebet på den amerikanske destroyer USS Cole, da den i 2000 lå i havn ved Aden, samt bombningerne af de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998. For at få Trump til at sætte pennen på papiret måtte Sudan dog også betale en erstatning på 335 mio. dollar til de amerikanske ofre og deres familier.

Iran reagerede skarpt mod Sudans tilnærmelse til Israel, men fra det palæstinensiske selvstyre i Ramallah var tonen yderst afdæmpet. Der kom ingen åben fordømmelse, og i skrivende stund forlyder det ikke, om den palæstinensiske ambassadør i Khartoum vil blive trukket hjem. Det kan hænge sammen med, at den palæstinensiske forsømmelse af aftalerne med Bahrain og UAE blev modtaget negativt i andre dele af den arabiske verden, og ikke mindst i Saudi-Arabien, der kan tænkes at tage skridtet på et tidpunkt – lige som der spekuleres i, om noget ligende er på vej i Marokko, Oman, Kuwait og muligvis Tunesien. Endelig vides det heller ikke, hvordan Libyen kan stille sig, hvis de stridende parter nu bliver enige om at indgå en permanent våbenhvile.

 

[Muligheden for en saudiarabisk tilnærmelse til Israel] syntes at rykke en del tættere på, da Sudan den 23. oktober meldte sig klar til at indgå en normaliseringsaftale med Israel
_______

 

Israelsk højredrejning?
Dele af det palæstinensiske civilsamfund på Vestbredden synes at have indset tingenes tilstand. Fx erhvervslivet, som i første række er den hurtigt voksende hightech-sektor. De opererer i Ramallah og ikke mindst i den spritnye by Rawabi, der ifølge visionerne skal være moderne ”smart city” midt på Vestbreddens højland.

Denne palæstinensiske sektor startede for en stor dels vedkommende som underleverandører til israelske og amerikanske virksomheder, men gennem de senere år har de opnået en innovativ kapacitet, som gør dem til selvstændige spillere i den globale økonomi. Og det er en eksportindustri, som kan fungere mere eller mindre uafhængigt af israelske vejspærringer og andre forhindringer for økonomisk vækst. Både analytikeren Mahdi Abdel Hadi og den palæstinensiske iværksætter Bashar al Masri påpeger at hightech i dag udgør en femtedel af den palæstinensiske økonomi på Vestbredden, og områdets universiteter sender hvert år 2.500 nye programmører ud på det lokale arbejdsmarked.

Situationen kendetegnes altså af en tiltagende splittelse i det palæstinensiske samfund. På Gazastriben er der også en lille hightech-sektor på vej, men her er den sociale nød fortsat kolossal, og der er ingen umiddelbar lindring i syne, så længe den israelske og egyptiske blokade af enklaven er i kraft. På Vestbredden er der opstået en ny, dynamisk klasse af unge veluddannede familier, som er meget synlige i Ramallah og Rawabi, mens besættelsens problemer tynger resten af befolkningen.

Trusler om, at det palæstinensiske selvstyre er ved at bryde sammen, er der efterhånden en lang tradition for, men netop nu, hvor palæstinenserne nok står mere isoleret end i mange år, kan denne mulighed ikke længere udelukkes. Og så er spørgsmålet, om magttomrummet vil blive indtaget af Hamas, hvilket kun vil vanskeliggøre nye forhandlinger med israelerne yderligere.

 

Mange israelere har mistet tilliden til Netanyahus lederskab, og det skyldes først og fremmest de helt nærliggende problemer, nemlig hans håndtering af coronakrisen og den deraf følgende økonomiske nedtur
_______

 

På israelsk side ser situationen heller ikke gunstig ud, når det gælder nye forhandlinger. Den aktuelle krise i landet har som nævnt skaffet Yamina en stor vælgertilgang, hvis man skal tro meningsmålingerne. Umiddelbart er dette ikke udtryk for nogen højredrejning, selv om det kan blive følgen. Denne israelske udvikling er nemlig først og fremmest udtryk for, at mange israelere har mistet tilliden til Netanyahus lederskab, og det skyldes først og fremmest de helt nærliggende problemer, nemlig hans håndtering af coronakrisen og den deraf følgende økonomiske nedtur.

I den situation har Naftali Bennett, lederen af Yamina, været helt klar i spyttet og uden den tydelige ubeslutsomhed, der har præget Netanyahus håndtering af krisen. Uanset hans holdning til palæstinenserne ser mange israelere derfor ham som den rette mand lige nu, og dermed kan man sige, at der er sket en slags indirekte højredrejning. Bennett har tilmed forstået, at det muligvis går mod valg lige nu, så på det seneste har han sørget for at profilere den mere moderate del af sit parti, så vælgerne ikke skræmmes bort igen af rabiate nationalistiske synspunkter.

For palæstinenserne er dette imidlertid en ringe trøst. Bennett er i åben krig med Netanyahu, så et fremtidigt partnerskab mellem de to er så godt som udelukket. Derfor tegner fremtiden til at være enten et Israel under Netanyahus fortsatte ledelse eller en regeringskonstellation med Bennett i en afgørende rolle. Mens Bennett nok kunne være den rette mand til at klare coronakrisen og redde økonomien, vil han om muligt være endnu mindre tilbøjelig til at give palæstinenserne indrømmelser end Netanyahu. ■

 

For palæstinenserne er dette imidlertid en ringe trøst. (…) Mens Bennett nok kunne være den rette mand til at klare coronakrisen og redde økonomien, vil han om muligt være endnu mindre tilbøjelig til at give palæstinenserne indrømmelser
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne