01.12.2020

Israel har i den seneste tid været aldeles aktiv på den udenrigspolitiske scene: Først indgik landet en række normaliseringsaftaler med flere arabiske lande, derefter afholdt de et hemmeligt møde med Saudi-Arabien, og nu mistænkes de for at stå bag likvideringen af den øverste atomfysiker i Iran. I kulissen står den afgående amerikanske præsident, Donald Trump, der i sidste øjeblik søger at sætte sit præg på regionen og komplicere sagerne for sin efterfølger.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Umiddelbart efter at den iranske atomfysiker, Mohsen Fakhrizadeh, den 27. november var blevet attentatmyrdet på en hovedvej udenfor Teheran, rettedes mistanken mod Israel. Den israelske leder, Benyamin Netanyahu, har i årevis talt om den iranske trussel mod sit lands sikkerhed og stabiliteten i hele regionen og desuden udpeget Fakhrizadeh ved navn, så det var nærliggende at tro, at han havde givet grønt lys til aktionen.

Den typiske reaktion fra israelske ministre, som er tæt på premierministeren, har lige siden været et erklæret ukendskab til hvem der står bag, mens Netanyahu selv bemærkede, at han ”ikke kan fortælle alt,” (Haaretz 30.11.20). Dette ligner situationen efter andre angreb på iranske mål med klare antydninger af israelske fingeraftryk, og det fører til spørgsmålet om, hvorfor det skulle finde sted lige nu, hvor en række fredsinitiativer har sat en tilsyneladende ny dagsorden i Mellemøsten, og ikke mindst hvor der synes at være en lignende tilnærmelse på vej mellem Israel og Saudi-Arabien. Saudi-Arabien har ikke, som UAE og Bahrain, uformelle handelsforbindelser til Israel, og har tidligere stået som en central aktør i den kollektive arabiske afvisning af forbindelser til Israel, så dette er en temmelig dramatisk udvikling.

Vanskeligheder for Biden
I den optik ligner det hele en nøje beregnet risiko, der har klar forbindelse til det forestående magtskifte i Washington. Et af Donald Trumps markante initiativer som præsident var at trække USA ud af den aftale, hans forgænger Barack Obama fik gennemført med iranerne i 2015 med det formål at stille de iranske atomprogrammer i bero. I stedet satte Trump en række drastiske sanktioner, der gennem de seneste par år har haft lammende effekt på den iranske økonomi.

 

For Netanyahu er dette bekymrende udsigter. En ophævelse af sanktionerne vil nemlig give den iranske økonomi en stærkt tiltrængt saltvandsindsprøjtning, der (…) vil kunne restituere landets dominerende regionale rolle
_______

 

Det iranske styre har udtrykt håb om, at USA genindtræder i atomaftalen, når Joe Biden tager plads i Det Hvide Hus den 20. januar, og som betingelse for dette regner iranerne naturligvis med at Trumps sanktionspolitik bliver annulleret. Der er ikke tale om nogen form for normalisering af forholdet mellem Iran og USA, men om at komme tilbage til hvor man befandt sig ved udgangen på Obamas præsidentperiode i 2016.

For Netanyahu er dette bekymrende udsigter. En ophævelse af sanktionerne vil nemlig give den iranske økonomi en stærkt tiltrængt saltvandsindsprøjtning, der på relativt kort tid vil kunne restituere landets dominerende regionale rolle. Der er stadig langt til det punkt, hvor Iran kan indgå i Netanyahus trusselsbillede som atommagt, men hvis landets økonomi kommer på benene igen, vil styret i Teheran få overskud til at tackle andet og mere end indenrigspolitiske problemer. Iran kan med andre ord komme igen som en aktiv medspiller i regionen, og dette indbefatter blandt meget andet støtten til Hizbollah i Libanon og Hamas på Gazastriben, der af den israelske regering betragtes som svorne fjender.

I denne sammenhæng er attentatet på Fakhrizadeh et signal. Han har haft en central placering i de iranske atomprogrammer, men eftersom han langt fra var den eneste iraner med forstand på de dele, vil hans fravær næppe få indflydelse på programmerne som sådan. Men at nogen har kapacitet til at ramme manden midt inde i Iran, signalerer med al tydelighed, at denne ”nogen” har et intimt kendskab til, hvad der foregår i landet, og er i stand til at gøre sin indflydelse gældende. Og dette må nødvendigvis kalde på en iransk reaktion.

Det er næppe sandsynligt, at iranerne vil reagere voldeligt eller krigerisk, men det er sandsynligt, at de nu vil stille sig langt mere forbeholdne over for Joe Biden, hvis eller når denne bringer en genetablering af atomaftalen på banen. Dermed tegner der sig et billede af selve strategien bag attentatet. Det er uvist, i hvor stor grad Trump har taget del i beslutningen – han synes jo mest optaget af sine bestræbelser på at underkende det amerikanske valgresultat – men et formål kan være at gøre det vanskeligere for Biden at kickstarte sin mellemøstpolitik – og dermed omgøre Trumps egen. Det hele ligner panik før lukketid.

 

Det er sandsynligt, at Iran vil stille sig langt mere forbeholdne over for Joe Biden, hvis eller når denne bringer en genetablering af atomaftalen på banen. Dermed tegner der sig et billede af selve strategien bag attentatet
_______

 

Kronprinsens visioner
Der har været flere advarende røster i regionen. I en officiel udtalelse fra udenrigsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som underskrev en normaliseringsaftale med Israel den 15. september, hedder det, at ”det opfordrer alle parter til at udvise størst mulig tilbageholdenhed for at undgå at trække regionen ud i ny ustabilitet og trusler mod freden,” ifølge Emirate News Agency, og den jordanske kong Abdallah 2. fordømte også angrebet.

I den givne situation samler opmærksomheden sig dog om Saudi-Arabien, der som sagt manøvrerer sig tættere på en normaliseringsaftale med Israel. Herfra er der ikke kommet nogen officiel reaktion på drabet i Teheran, og det er nok her elementet af beregnet risiko ligger.

De saudisk-israelske forhold tog et spring i en ny retning, da Netanyahu, ledsaget af chefen for efterretningstjenesten Mossad, den 22. november tog på et kort besøg i Saudi-Arabien, hvor de mødte kronprins Muhammed bin Salman. Dette understreger sagens betydning, da kronprinsen er den centrale person i den reformpolitik og det generationsskifte, der gennem de sidste par år har vist sig i Saudi-Arabien. Mødet fandt sted i ly af mørket, og den lille israelske delegation kom frem med et privatfly, som kunne ses på Flightradar24, men i øvrigt ikke var registreret officielt noget sted. Ingen fik noget at vide indtil efter mødet, og selv da er det aldrig blevet officielt bekræftet, at mødet overhovedet fandt sted.

Trods dette er det næppe helt tilfældigt, at mødet blev henlagt til den temmelig ukendte region Neom. På stedet er der ikke ret meget andet end en lufthavn – eller rettere en landingsbane med et ensomt kontroltårn – og ørkensand så langt øjet rækker. Men det har stor symbolbetydning, for det er nok her, saudiaraberne bygger deres drømme om fremtiden. På stedet er det nemlig hensigten, at der i en nær fremtid skal ligge en topmoderne by med en million indbyggere, flyvende taxier, robottjenere og en kunstig måne.

Det gigantiske drømmeprojekt er juvelen i kronprins bin Salmans handlingsplan med navnet Vision 2030. Den er et bud på, hvordan Saudi-Arabien skal udvikle sig i tiden efter olien, og heri indgår Neom, som skal være centrum for fremtidens teknologi, og qua sin beliggenhed tæt på Det Røde Hav ses som et fremtidigt mekka for vestlige turister. Det var planen, at anlægsudgifterne på 500 mia. dollar skulle dækkes løbende af fortsatte olieindtægter.

 

Sådan en handel [om adgang til amerikanske F-35 jagerfly] ville nemlig være af stor betydning for Saudi-Arabien, der med en kraftig opgradering af sit flyvevåben ville kunne rykke tættere på den regionale stormagtsrolle, som længe har været på ønskesedlen
_______

 

Imidlertid har coronakrisen ændret på realiteterne. Oliepriserne er styrtdykket, og ingen ved, hvornår de kommer på fode igen, så i Saudi-Arabien er det nu en klar fornemmelse, at de store penge til den slags vovede projekter ikke længere er for hånden. Landets digitale infrastruktur er på plads, og der er ingen mangel på unge mennesker med den rette universitetsuddannelse. Kronprinsen har liberaliseret den islamiske lovgivning, hvilket giver kvinder større muligheder på arbejdsmarkedet og gør landet mere tillokkende for udenlandske turister. Men de mange arbejdspladser, som skal gøre Neom til lokomotivet i den nye udvikling, er slet ikke ankommet, og derfor haster det nu med at få lukket op.

Neom ligger strategisk godt i den nordligste ende af landet, altså med kort afstand til Jordan og videre til Israel, som har alle kontakterne til at bringe det multinationale hightech-virksomheder til Saudi-Arabien.

Våben til Mellemøsten
At Saudi-Arabien viser denne pludselige interesse for Israel kan dog også have forbindelse til præsidentskiftet i USA. For det er så godt som sikkert, at der bag kulisserne venter en form for belønning for at tage skridtet.

UAE og Bahrain indgik deres aftaler med Israel af pragmatiske og ikke mindst økonomiske grunde. De er begge, ligesom Saudi-Arabien, ved at omlægge økonomien, og det kan et samarbejde med Israel hjælpe godt på vej. Siden september er der allerede indgået snesevis af investeringsaftaler i begge retninger af det nye samarbejde. Dette er naturligvis også en tillokkende mulighed for Saudi-Arabien, men det spiller ikke nær den samme rolle, fordi den saudiske økonomi er så meget større end de mindre oliestaters. For Saudi-Arabiens vedkommende er det derfor nok de strategiske interesser, som har betydning, navnlig våben.

I forbindelse med aftalen fik UAE således grønt lys for indkøb af de avancerede amerikanske F-35 jagerfly. I regionen er det kun Israel og NATO-medlemmet Tyrkiet, som har dette fly i deres forsvar, og der ligger en aftale om, at amerikanerne ikke sælger avancerede våben til nogen part i Mellemøsten uden godkendelse fra Israel. Denne godkendelse gav Netanyahu angiveligt under forhandlingerne med UAE – igen uden at informere sit politiske bagland, før handlen var en kendsgerning.

 

Der er altså en del, som tyder på, at resultatet af alt dette vil være endnu flere våben i Mellemøsten
_______

 

Der spekuleres derfor i, om dette emne også var oppe at vende, da Netanyahu og Mossad-chefen var på visit i Neom den sene søndag aften. Sådan en handel ville nemlig være af stor betydning for Saudi-Arabien, der med en kraftig opgradering af sit flyvevåben ville kunne rykke tættere på den regionale stormagtsrolle, som længe har været på ønskesedlen. Og som vil give landet et nyttigt forspring i forhold til hovedrivalen, som er Iran.

Der er altså en del, som tyder på, at resultatet af alt dette vil være endnu flere våben i Mellemøsten. Sagen har dog ført til advarsler om, at Israel dermed mister en del af sit våbenteknologiske forspring i forhold til den arabiske verden, men dette har så ført til spekulationer om, at israelerne muligvis, som et plaster på såret, vil få lov til at købe et endnu mere avanceret jagerfly, som indtil nu udelukkende er blevet leveret til det amerikanske forsvar.

Denne del af historien har også en vis karakter af panik før lukketid. På overfladen hedder det sig, at Trump på denne måde pynter på sit politiske eftermæle ved at indgå en stribe mellemøstlige fredsaftaler, inden han forlader posten. Han har flere gange antydet, at der kan komme flere inden deadline, som er den 20. januar. Men parterne i disse aftaler synes også at vide, at der her byder sig en mulighed, som nok ikke opstår igen lige med det samme.

Som præsident vil Joe Biden naturligvis træde i mellemøstlig profil på et tidspunkt, men han kan nok forventes at være meget mere beskeden med gaveregnen, og ikke mindst vil han stille nogle nye krav, som ikke interesserer Trump. I modsætning til sin forgænger vil Biden næppe lade Saudi-Arabiens officielle rolle i likvideringen af den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi i 2018 passere ubemærket, og i mere generelle termer kan han også tænkes at ville kræve større respekt for menneskerettighederne.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt vi kan forvente en eskalering af den amerikansk-iranske krise i den tid, Trump har tilbage på posten. Der har allerede været spekuleret i, at han kan være interesseret i en væbnet konflikt med iranerne for at statuere et eksempel. Selv en konventionel konflikt kan få dramatiske følger for hele regionen, og det er et af de mulige scenarier efter drabet på Fakhrizadeh.

Som forventet reagerede den iranske ledelse med løfter om hævn, men dette er først og fremmest en del af Mellemøstens retorik. De samme trusler kom på bordet efter drabet på general Qassem Soleimani i januar og eksplosionen i atomanlægget ved Natanz i juli. Det første havde et tydeligt amerikansk aftryk, og det sidste israelsk, men den iranske reaktion kom aldrig.

Flere eksperter vurderer, at iranerne vil være nødt til at reagere nu, efter den tredje alvorlige fornærmelse indenfor et år, men hertil siger andre, at styret i Teheran nok vil vælge den pragmatiske udvej, hvilket i første række vil være at vente til Trump er definitivt ude af Det Hvide Hus. Alt andet vil være for risikabelt lige nu, lyder tænkningen, og derfor sætter iranerne nok deres lid til de europæiske magter, der er partnere i atomaftalerne fra 2016. De vil se en interesse i at gyde olie på Mellemøstens vande og så tackle situationen, når præsidenten hedder Joe Biden. ■

 

Flere eksperter vurderer, at iranerne vil være nødt til at reagere nu, efter den tredje alvorlige fornærmelse indenfor et år, men hertil siger andre, at styret i Teheran nok vil vælge den pragmatiske udvej, hvilket i første række vil være at vente til Trump er definitivt ude af Det Hvide Hus
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland