14.08.2020

Hvorfor har Netanyahu og Trump haft så travlt med at offentliggøre aftalen? Hvilken rolle spiller den mon i rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien? Og hvad siger aftalen om den arabiske verdens syn på den palæstinensiske sag?

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Temmelig uceremonielt kom den officielle meddelelse torsdag eftermiddag (13. aug.), at Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) nu etablerer fulde diplomatiske forbindelser. De to nationer vil udveksle ambassadører og i det hele taget udvide et allerede eksisterende samarbejde til noget, der ligner en egentlig fredsaftale. Der var hverken officielle håndtryk eller nogen underskrivelsesceremoni. Aftalen blev afsluttet under en telefonsamtale mellem Netanyahu og kronprinsen af Abu Dhabi, Muhammed bin Zayed al Nahyan, og som fødselshjælper bag det hele står Donald Trump. Denne meddelte sig som sædvanlig på Twitter, hvor han betegnede begivenheden som ’a HUGE breakthrough’.

Spørgsmålet er: hvorfor dette hastværk?


Har den arabiske verden glemt palæstinenserne?
”De Forenede Arabiske Emirater er en af verdens stærke og førende nationer, og aftalen omfatter store investeringer, som vil være til stor nytte for den israelske økonomi – navnlig nu i tiden med Corona, men også i det hele taget,” sagde premierminister Benyamin Netanyahu, da han præsenterede aftalen, som han understregede vil omfatte samhandel, turisme og direkte flyforbindelser mellem de to lande, understregede han.

Men det, som navnligt er interessant, er, at Netanyahu som en del af aftalen har sat en rød streg over sine planer om at annektere dele af Vestbredden. Dette har længe stået som et af kernepunkterne i den såkaldte mellemøstfredsplan, som Trump søsatte tidligere på året og som Netanyahu gentagne gange har omtalt som ’en historisk chance’.

Men nu lader Netanyahu altså denne historiske chance gå sin næse forbi, og det sker tilsyneladende fordi et endnu større resultat har vist sig.

Overfladisk set virker det da også som en gylden mulighed. Abu Dhabi er et af de syv forenede emirater og tillige hovedstad i konføderationen. Sammen med byen Dubai er den også finanscentrum for en del af den arabiske verden, der søger at styre udenom de mellemøstlige konflikter. Nabostaten Oman har i samme stil haft en række mere eller mindre officielle handelsforbindelser til Israel i mange år, og Emiraterne har også søgt kontakt gennem længere tid. Allerede i foråret, da pandemien skyllede hen over verden, indgik Emiraterne og Israel et forskningssamarbejde. Den 19. maj fik man vished om at der foregik noget, da et fly fra Etihad Airways landede i Tel Aviv. Selskabet er hjemmehørende i Abu Dhabi, og flyet kom direkte derfra uden mellemlandinger. Det medbragte 16 tons udstyr, som skulle hjælpe palæstinenserne på Vestbredden til at bekæmpe epidemien, men det stod jo klart, at flyvningen og overførslen af forsendelsen skete i fuldt samarbejde med israelerne. Nogle dage senere gennemførtes en tilsvarende flyvning.

I første omgang afviste det palæstinensiske selvstyre at modtage den flyvende hjælpepakke fra Abu Dhabi. Holdningen var, at man dermed ville anerkende Israels rolle i operationen og dermed også den fortsatte israelske besættelse. På det tidspunkt tegnede de israelske annekteringsplaner endnu til at blive omsat i virkelighed. Trump havde sat 1. juli som startdato. Det var jo hans plan – og med datoen kunne han angiveligt præsentere resultatet på den amerikanske nationaldag 4. juli, og det så ud som om de israelske forberedelser til at tage skridtet var i fuld gang. Som følge heraf havde den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, afbrudt store dele af samarbejdet med Israel, og mange frygtede det værste for den videre udvikling i regionen.

Overfor den nye aftale har palæstinenserne reageret med skarp kritik. Hanan Ashrawi, som er medlem af PLOs eksekutivkomité og en af veteranerne fra årtiers dialog og ikke-dialog med israelerne, udtalte, at Emiraternes initiativ kommer til at stå som en belønning til israelerne for al den ulykke, de gennem årene har forvoldt palæstinenserne. Lignende udtalelser kom fra andre palæstinensiske ledere, hvor den samlede holdning nok kan formuleres som at Muhammed bin Zayed al Nahyan gennem sine telefoniske løfter til Netanyahu har brudt med den arabiske konsensus i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Det minder om reaktionerne, da den egyptiske præsident Anwar al Sadat besøgte Jerusalem i november 1977 og et par år senere sluttede fred med Israel. Og den jordanske kong Hussein fik lignende verbale knubs, da han i 1994 indgik fredsaftalen med Israel.

I denne forbindelse er den mest nærliggende sammenligning dog det såkaldte ’saudiske initiativ’. Der er en plan, som blev konciperet i Riyad og formelt godkendt af Den Arabiske Liga ved et møde i Beirut i 2002, og den lagde op til en kollektiv arabisk anerkendelse af Israel mod fuld israelsk tilbagetrækning fra samtlige besatte områder – altså Gazastriben og Vestbredden-omfattende-Østjerusalem. Bag de store visioner kunne de fleste dog godt se, at planen var temmelig urealistisk, og – ganske som forventet – blev den mødt af palæstinensiske protester.

I mellemtiden er der sket meget i Mellemøsten. Navnlig efter det såkaldte arabiske forår, som startede i Tunesien i 2010, fortsatte med den egyptiske revolution i 2011 og derefter bragte omvæltninger med sig videre ud i den arabiske verden, er den palæstinensiske sag i vidt omfang blevet tilsidesat. ”Foråret” bragte mange andre konflikter i den arabiske verden op til overfladen, og en stor del af de rigelige donormidler, som olieøkonomierne hidtil havde sendt til palæstinenserne, blev omdirigeret til andre problematiske områder. Det er nok også det, der har fået De Forenede Arabiske Emirater til at føle sig friere stillet i forhold til Israel.

 

 

Bagtanker
Men det er nok først og fremmest de mulige bagtanker, der stiller sagen i et helt særligt lys.

For de Forenede Arabiske Emirater ligger i en del af verden, der allerede ligner en konfliktzone. På hver sin side af Den Persiske Golf forsøger Saudi-Arabien og Iran at få overtaget. De to lande er ikke på talefod, men henlægger den deciderede strid til andre steder:

Fx i stedfortræderkrigen i Yemen, hvor de hver især spytter våben og penge i konflikten. Samtidig har den lille oliestat Qatar har et godt forhold til Iran, og derfor har været underlagt total saudiarabisk blokade siden juni 2017. I dette spil har Emiraterne søgt at holde lav profil, men kan dog ikke skjule sit eget nære forhold til Saudi-Arabien. Det lille Qatar fører en yderst aktivistisk udenrigspolitik, der blandt andet omfatter økonomisk støtte til den islamiske Hamas-bevægelse på Gazastriben – samtidig med at Netanyahu anser Hamas og Iran som Israels hovedtrussel.

Det er kun spekulationer, men flere analytikere ser derfor allerede Emiraternes initiativ i dette perspektiv. Logikken: At Saudi-Arabien kan have en interesse i en form for tilnærmelse til Israel – med Emiraterne som en nyttig og villig løftestang.

For Netanyahu ligner dette en saftig appelsin i turbanen. Hans annekteringsplaner på Vestbredden har allerede i et stykke tid være problematiske. Både den israelske venstrefløj og landets nationalistiske højrefløj (sammen med den ideologiske del af bosætterbevægelsen) har kritiseret ham sønder og sammen – om end af vidt forskellige grunde – og derfor kan aftalen med Abu Dhabi ses som en kærkommen redningsplanke.

Han har samtidig brug for et politisk resultat, for han er selv involveret i skandaler, hans koalitionsregering er kriseramt, Israel er blevet hårdt påvirket af den anden Corona-bølger og økonomien sejler, mens arbejdsløsheden har rundet de 20 procent.

Trump, som tager sin del af æren, er også i tovene. Meningsmålingerne tegner ikke godt for præsidentvalget den 3. november, og da modkandidaten Joe Biden præsenterede sin running mate, Kamala Harris, i denne uge, synes hans udsigter til genvalg at være blevet endnu ringere.

Det ligner derfor effektiv timing for dem begge. Under mere normale omstændigheder havde det været på sin plads at lade en aftale af den kaliber få den plads, som sådan en skal have. En formel ceremoni – i Jerusalem, i Abu Dhabi, i Washington eller et helt fjerde sted. Med andre ord: At det skulle ske gennem en telefonsamtale kan næsten ikke betyde andet, end at det har hastet gevaldigt med at få den på plads.

Få timer efter at aftalen var blevet præsenteret, meddelte det officielle palæstinensiske nyhedsbureau, WAFA, at selvstyremyndighederne i Ramallah vil hjemkalde sin ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater. Mens det fra Bahrain, en anden af de rige oliestater, blev antydet, at man nu overvejer at følge op med også at oprette diplomatiske forbindelser med Israel.

Forleden besluttede borgmesteren i Tel Aviv, Ron Huldai, at lade rådhusets facade illuminere i det libanesiske flags farver – i solidaritet med befolkningen i nabolandet efter katastrofen i Beirut. Torsdag aften var det Emiraternes flag, der prydede rådhuset. ■

 

Mens det fra Bahrain, en anden af de rige oliestater, blev antydet, at man nu overvejer at følge op med også at oprette diplomatiske forbindelser med Israel
_______

 

ILLUSTRATION: Premierminister Benjamin Netanyahu under møde med præsdient Trump, 25. marts 2019 [foto: Officielt pressefoto fra Netanyahus kontor/Amos Ben Gershom]. Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 25 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. Den 2. juni 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland