05.08.2020

I skrivende stund tyder intet – trods Trumps udlægning – på, at Libanon er blevet angrebet. Derimod taler tragedien sit eget sprog om det kaos, som hersker og har hersket i mange år i den lille nation.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV: Helt ovre på Cypern, et par hundrede kilometer borte, kunne man mærke trykbølgen. Spekulationerne blev straks sat i højeste gear, da den gigantiske eksplosion i går eftermiddag (tirsdag 4/8) raserede store dele af havneområdet i Beirut. Over hundrede mennesker er bekræftede døde, tusinder blev såret, og andre tusinder er fortsat meldt savnet.

Andre steder i verden ville eksplosionen blive betragtet som en tragisk katastrofe af enorme dimensioner. Men et sted som Libanon ligger det næsten i sagens natur, at det må være et tilsigtet anslag mod noget. Nogen må stå bag. Har israelerne slået igen som en dødelig fortsættelse af striden med Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse? Er det Hizbollah selv, som ønsker at destabilisere den allerede vaklende libanesiske regering? Er der en forbindelse til Syrien? Til Iran? Islamisk Stat? Eller en af Mellemøstens mange stedfortræderkrige?

Libanon er – og har altid været – mødested for stridigheder og konflikter, så tanken er nærliggende. Men ingen tog ansvaret, og ingen beskyldte nogen for at stå bag. Umiddelbart ser det ud til, at eksplosionen har været en tragisk ulykke af enorme dimensioner. Men selv dette kan få dramatiske følger, når det netop drejer sig om Libanon.

Truende statsbankerot
Regeringstalsmænd i Beirut kritiserede Donald Trump for at betegne eksplosionen som ”et forfærdende angreb”. I skrivende stund tyder intet dog på, at Libanon er blevet angrebet. Derimod taler tragedien sit eget sprog om det kaos, som hersker og har hersket i mange år i den lille nation. Den libanesiske premierminister, Hassan Diab, udtaler, at det drejede sig om 2.750 ton ammoniumnitrat, som anvendes til fremstilling af kunstgødning – samt bomber. Stoffet er højeksplosivt, og den store mængde har siden 2014 ligget i en lagerbygning i havneområdet uden de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Det var formentlig en banal brand, der førte til selve eksplosionen, som menes at have haft en kraft på en tredjedel af bomben mod Hiroshima.

 

Det er fornærmende, når repræsentanter for den vestlige presse i romantiserende toner berømmer libanesernes tålmodighed og udholdenhed i en tilsyneladende permanent krisetilstand. Der er intet romantisk ved den libanesiske krise
_______

 


Dramaet rammer imidlertid midt i Libanons lange række af øvrige problemer. Covid-19 har ramt landet, om end i mildere grad end andre steder i verden, men nok til at sygehusene arbejder på noget mere end fuld kapacitet. Resten af systemet er i forvejen tæt på bristepunktet, fordi økonomien nu har været i frit fald så længe, at man reelt taler om en truende statsbankerot. De fleste steder i landet har borgerne ikke elektricitet mere end et par timer om dagen, og der er opstået et sort marked, hvor folk med private generatorer sælger strøm til høje priser. Store dele af Beirut ligger i mørke, når natten falder på, og byens lyssignaler er for længst holdt op med at fungere.

Hertil kommer dramatisk inflation. En pensioneret officer fra det libanesiske forsvar siger til avisen The Daily Star, at købekraften med hans månedlige pension på svarende til 4.500 kr. er reduceret til knap 700 kr. Over telefonen fortæller en god libanesisk bekendt, at han altid finder det fornærmende, når repræsentanter for den vestlige presse i romantiserende toner berømmer libanesernes tålmodighed og udholdenhed i en tilsyneladende permanent krisetilstand. Der er intet romantisk ved den libanesiske krise, siger han. Landet er fanget i en ond cirkel af uheldige omstændigheder. Og, at libanesernes påståede tålmodighed er ved at være mere end tyndslidt, er i de seneste måneder kommet til udtryk gennem hyppige protestdemonstrationer.

Den 21. januar i år fik Libanon en ny regering under ledelse af Hassan Diab, der lovede omfattende reformer og ikke mindst en afslutning på mange års politisk uvished. Men så sent som i sidste uge fik landet en ny udenrigsminister – Charbel Wehbe – efter, at forgængeren netop gik i protest mod regeringens manglende reformvilje. Han motiverede blandt andet sin tilbagetræden ved, at forhandlinger med IMF om en grundig oprydning i landets enorme udlandsgæld var faldet til jorden. Forsøg på at genoprette tidligere tiders nære forbindelse til Saudi-Arabien og de pengestærke golfstater er på lignende vis faldet til jorden, angiveligt fordi Libanons indre kaos har undermineret den udenlandske tillid til landet.

 

Den aktuelle krise har ramt hårdest i den shiamuslimske del af befolkningen, og det har givet massiv ny tilslutning til Hizbollah-bevægelsen, der ud over at være en væbnet organisation og et politisk parti, også står for en lang række humanitære projekter
_______

 


Balancegangen
På mange måder er Libanon fanget i den vanskelige etniske balancegang, som i 1989 blev lagt i faste rammer i Taif-aftalen. Det var den, der formelt afsluttede den lange borgerkrig, og det gjorde den blandt andet ved at etablere en magtfordeling mellem landets fire største etniske grupper – sunnimuslimerne, shiamuslimerne, druserne og de maronitiske kristne. Den store befolkning af palæstinensiske flygtninge, som har opholdt sig i landet siden Israels oprettelse i 1948, kom end ikke i betragtning, og det samme gælder naturligvis de mange nye flygtninge, som er kommet til i forbindelse med borgerkrigen i nabolandet Syrien.

Da aftalen blev til, virkede dette lidt stive system på mange måder som den bedste vej til at etablere en vis stabilitet, men dette har med årene ændret sig. Ifølge denne nøje magtfordeling skal premierministeren til enhver tid være sunnimuslim. Mens præsidenten er kristen og forsvarschefen druser, blev shiamuslimerne tildelt posten som parlamentsformand. Den etniske balance har imidlertid forskudt sig – idet den shiamuslimske befolkning vokser hurtigere end de øvrige, og da den generelt set også er den fattigste, føler shiamuslimerne sig i stigende grad tilsidesat. Den aktuelle krise har ramt hårdest i denne del af befolkningen, og det har givet massiv ny tilslutning til Hizbollah-bevægelsen, der ud over at være en væbnet organisation og et politisk parti, også står for en lang række humanitære projekter.

Men Hizbollah er samtidig den eneste af de mange militante grupper, der ved borgerkrigens afslutning nægtede at lade sig afvæbne. Dengang lød argumentet, at Hizbollah var den eneste milits, der ikke havde deltaget i borgerkrigen og udelukkende berettigede sin eksistens som bolværk mod israelske aggressioner sydfra.

Det var det, vi så ved den seneste konfrontation mellem Hizbollah og israelerne i slutningen af juli. Den fandt sted i Shebaa, en lille ubeboet grænseregion, som Israel holder besat, og som både Libanon og Syrien gør krav på. Området har hyppigt været ramme om den slags skudvekslinger, og begrundelsen synes at være, at man dér kan tørne sammen uden de store civile omkostninger. Ser man nærmere på denne runde af konflikten, passer det også ind i den aktuelle situation: Lige nu har hverken Hizbollah eller Libanon ressourcer til en ny, storstilet konfrontation med Israel, og israelerne har også andre problemer at tackle i øjeblikket.

Derfor lignede episoden et stykke libanesisk indenrigspolitik. Ved på den måde at spille med musklerne, kunne Hizbollah understrege sin egen rolle på vegne af den shiamuslimske befolkning. Herudover kan det heller ikke bortforklares, at den seneste Shebaa-konfrontation faldt sammen med, at der blev indledt nye høringer om attentatet på Rafiq Hariri, Libanons sunnimuslimske ministerpræsident, der i 2005 blev offer for en bilbombe – ikke langt fra havnen i Beirut. Der er fortsat stærk mistanke om, at en shiamuslimsk gruppe stod bag. På den baggrund var det for nogle yderst nærliggende at se skævt til Hizbollah lige efter, at eksplosionen havde blæst ruderne ud i store dele af Beiruts boligmasse. Der er dog næppe hold i denne konspirationsteori. Og samtidig udtalte en unavngiven kilde fra Hizbollah til libanesisk presse, at man ikke ser nogen israelsk rolle i selve eksplosionen.

 

Tirsdagens eksplosion i Beirut har muligvis ikke noget politisk indhold, som attentatet dengang i 2005, men ulykken fortæller om det samme kaos og laden stå til i hele landets ledelse
_______

 


En ny begyndelse?
Derimod står det klart, at dette lægger op til grundig libanesisk selvransagelse, og ikke mindst til at hele verdenssamfundet ændrer syn på Libanon. Der er allerede nu, et halvt døgn senere, tale om, at dette kan være anledningen til, at Hizbollah lader sig afvæbne – mod at der bliver sørget for et kraftigt økonomisk løft til bevægelsens shiamuslimske bagland.

Drabet på Rafiq Hariri skabte alvorlige dønninger i det libanesiske samfund tilbage i 2005, og der var tale om national samling. Tirsdagens eksplosion i Beirut har muligvis ikke noget politisk indhold, som attentatet dengang, men ulykken fortæller om det samme kaos og laden stå til i hele landets ledelse. Det kan blive et wake up call af lignende dimensioner.

Verdenssamfundet er også med. Hvis man ser bort fra Trumps malplacerede bemærkning, har der vist sig en usædvanlig vilje til at hjælpe. FN-organisationen UNIFIL, der til daglig fungerer som fredsbevarende styrke langs den libanesisk-israelske grænse, nævnes allerede som en central spiller i koordineringen af den første vigtige hjælpeindsats, og det er muligt, at organisationen også vil bidrage til at få et israelsk tilbud om hjælp omsat til praktisk handling.

Israel og Libanon har ikke nogen gensidig fredsaftale, og det israelske tilbud om hjælp til Libanon kan sagtens læses som et forsøg på at score billige points i en tragisk situation. Naturligvis ligger der også politiske motiver bag den slags, hvilket navnlig er sandt i Mellemøsten, men barberer man dette bort, kan denne side af sagen måske rumme nogle perspektiver. Israelske hospitaler har jo stor ekspertise i behandling af ofre for sprængninger.

 

En stor del af den folkelige frustration i landet retter sig mod Hizbollah. Mange giver bevægelsen skylden for de internationale sanktioner, der har bidraget til at ruinere Libanons banker og finanssektor
_______

 


De libanesiske myndigheder vil næppe tage imod det israelske tilbud, men hele atmosfæren i landet kan lægge op til en ny begyndelse, der også vil kunne få indflydelse på det fremtidige forhold til Israel. Amos Yadlin, der er tidligere chef for Israels militære efterretningstjeneste og nu forsker ved Tel Avivs Universitet, siger til RÆSON, at der på det formelle plan ikke er noget afgørende udestående mellem Israel og Libanon. Der forelægger gensidige aftaler om grænsedragningen, og der er ingen strid om deling af vandressourcer eller de naturgasfelter, som ligger under Middelhavet i begge landes territorialfarvand. Som Yadlin ser det, er det Hizbollah, som stiller sig imellem, og det kan man også se på den libanesiske debat efter eksplosionen.

En form for indre oprydning er allerede ved at tage form. En stor del af den folkelige frustration i landet retter sig mod Hizbollah. Mange giver bevægelsen skylden for de internationale sanktioner, der har bidraget til at ruinere Libanons banker og finanssektor, og derfor vil opmærksomheden i den kommende tid rette sig mod at finde frem til ejeren af lagerbygningen i havneområdet. Viser ejeren sig at være Hizbollah, hvilket allerede er blevet antydet, vil bevægelsen have et alvorligt forklaringsproblem. Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, skulle have holdt en tv-transmitteret tale i dag onsdag. Dette blev bebudet for en uge siden, men Hizbollah har allerede meddelt, at talen er aflyst.

Alle ved, at det ikke kan lade sig gøre at konfrontere Hizbollah militært. Det skal ske ad politisk vej, og det betyder, at protesterne vil fortsætte, og de giver i sig selv et interessant og løfterigt forvarsel. Protesterne følger nemlig ikke de etniske skel, hvilket ville have været tilfældet for blot ti år siden. Det er i dag snarere en konflikt mellem Libanons generationer, hvor de unge protesterer mod den ældre generation, som er elitær, indspist og ineffektiv. Og det gælder, hvad enten vi taler om Hassan Nasrallah eller Hassan Diab.

Både i regionen og i verdenssamfundet vil man følge denne udvikling tæt. IMF kan forventes at revurdere sit syn på Libanon: Regeringen i Beirut søgte om at få omlagt en række store lån samt at få et nyt på 10 mia. dollar. Svaret var nej – men den afgørelse kan ændres. Og UNIFILs mandat i Libanon udløber netop i slutningen af august. Der var tvivl om, hvorvidt det ville blive forlænget. Det er der næppe nu. ■

 

Protesterne følger ikke de etniske skel, hvilket ville have været tilfældet for blot ti år siden. Det er i dag snarere en konflikt mellem Libanons generationer, hvor de unge protesterer mod den ældre generation, som er elitær, indspist og ineffektiv
_______

 


Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 25 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. Den 2. juni 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne