02.04.2020

Selvom corona endnu ikke har gjort sit indtog i Yemen, har pandemien bragt våbenhvile mellem centralregeringen og houthierne, da den tvinger Saudi-Arabien og Iran til at skifte fokus til deres egne borgere. Det er et billede på et håb om en ny forståelse for samarbejde og samling i regionen.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – For første gang i fire år er parterne i Yemens borgerkrig blevet enige om en våbenhvile. Den er kommet i stand, efter FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, den 25. marts opfordrede til et øjeblikkeligt stop for krigshandlingerne. Ud fra en almindelig militærstrategisk betragtning kommer våbenhvilen på det rette tidspunkt. Gennem de seneste uger er oprørstropperne trængt frem mod Ma’rib-provinsen, som er et af centralregeringens sidste holdepunkter og på mange måder en økonomisk livline for det trængte styre. Ma’ribs fald kan udløse en humanitær katastrofe for de godt 800.000 internt fordrevne borgere, som befinder sig i området.

I årets første måneder har der været gjort en række forsøg på en yemenitisk våbenhvile. At det er lykkedes nu skyldes, at endnu en ulykke nu truer landet: Covid-19 har i skrivende stund endnu ikke gjort sit indtog i Yemen, men det er kun et spørgsmål om tid, før det sker, og det var også kernen i generalsekretærens indtrængende budskab til borgerkrigens parter. Og disse ser ud til at have forstået, at man nu risikerer at stå over for en ny fjende, som man på mange måder står komplet uforberedt på at modstå.

 

Covid-19 har i skrivende stund endnu ikke gjort sit indtog i Yemen, men det er kun et spørgsmål om tid, før det sker
_______

 

Humanitær katastrofe
Ifølge The Yemen Data Project, som løbende registrerer ødelæggelserne og de menneskelige tab i landet, har næsten en tredjedel af de 20.000 flyangreb, som centralregeringen har rettet mod oprørsstyrkerne, ramt civile mål. Det er gået dramatisk ud over hospitaler og læger, som i forvejen har haft svært ved at behandle krigens ofre.

Taha al-Mutawakel, som er sundhedsminister i oprørernes selverklærede Regering for National Redning, oplyser overfor FN, at 93 pct. af landets hospitalsudstyr er ødelagt eller ubrugeligt. Kolera og andre sygdomme har allerede sat sine dybe spor i befolkningen, og to millioner yemenitiske børn under fem år lider af sygdomme og akut underernæring.

Trods situationens store alvor kom våbenhvilen snublende fra start. Efter den var trådt i kraft, meddelte centralstyret, at man havde nedskudt tre droner; de var blevet opsendt af oprørerne, som har magten i landets østlige provinser. Sagen er nemlig, at borgerkrigen ikke blot er et lokalt anliggende, men at det er en stedfortræderkrig, hvor langt større regionale interesser er oppe imod hinanden. Centralregeringen – eller: koalitionsstyrkerne – bakkes op af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, og Ansar Allah – altså oprørerne, hvor houtierne er den største fraktion – får solid opbakning fra Iran. Dermed har borgerkrigen hele vejen igennem altså været næret af en af Mellemøstens alvorligste brudflader, nemlig den pågående strid mellem Saudi-Arabien og Iran – og det kan vise sig at være stærkt forstyrrende for både våbenhvilen og beredskabet mod corona-virusset.

Rundt om i regionen har der imidlertid været en række tegn, der på den ene side er bekymrende og på den anden side kan give håb om, at Mellemøsten er ved at ændre sig. Der er måske udsigter til, at coronaen i den del af verden kan få en fredsdividende.

 

Landets økonomi er langt mere afhængig af olieindtægterne, og fordi man allerede i nogle år har set nødvendigheden af at spænde livremmen ind, er Saudi-Arabiens indre sociale uligheder også blevet tydeligere
_______

 

Prisfald på olie
En umiddelbar effekt af den globale krise, som lige nu udspiller sig, har været et dramatisk prisfald på olien. Som resultat er oliepriserne de laveste i et par årtier, og det har sat ekstra fart på krisestemningen i Mellemøsten. Prisfaldet skyldes også, at Rusland har opsagt den såkaldte OPEC-plus-aftale, som siden 2017 har reguleret den daglige olieproduktion i henholdsvis Rusland og OPEC’s medlemsstater. Eftersom Rusland gør Saudi-Arabien rangen stridig som verdens største olieproducent, kommer dette til at ligne en priskrig, fordi Rusland med sin opsigelse ønsker at fremstå som den stabile leverandør med de laveste priser på det globale marked.

For Saudi-Arabien udgør dette et alvorligt problem. Landets økonomi er langt mere afhængig af olieindtægterne, og fordi man allerede i nogle år har set nødvendigheden af at spænde livremmen ind, er Saudi-Arabiens indre sociale uligheder også blevet tydeligere. Sociale protester, islamisk radikalisme og almindelig opposition mod kongefamiliens despotiske styre har længe sat et tydeligt præg på udviklingen i Saudi-Arabien, og den seneste tids reformer, såsom den meget opreklamerede tilladelse for kvinder til at køre bil, er kun en tynd fernis over de egentlige problemer.

Corona-virusset er også på hastig fremmarch i Saudi-Arabien, så ud over at dæmme op for de indre problemer har styret i Riyadh altså travlt med at dæmme op for smittefaren. Som følge heraf vil man være nødt til at skære ned på andre engagementer – og her står borgerkrigen i Yemen som en af de helt store udgiftsposter. Hvor meget krigsdeltagelsen nøjagtig har kostet Saudi-Arabien, står ikke klart. Men fordi resultaterne ikke rigtig har vist sig, har saudierne længe set efter en mulighed for at slippe ud af moradset, og dette kan være anledningen. Sagen er blot, hvem der så træder ind med det humanitære hjælpearbejde, som Saudi-Arabien i et vist omfang også har udført. Denne del af sagen tegner sig endnu mørkere, fordi Donald Trump for et år siden trak den amerikanske støtte tilbage, så der ligger en opgave i milliardklassen, hvis den allerede truende humanitære katastrofe i Yemen skal afbødes.

 

Fjendskabet mellem Iran og Saudi-Arabien er der som sådan ikke ændret noget ved, men meget tyder på, at det – i hvert fald for en tid – vil blive skudt i baggrunden for at tackle coronakrisen og de indre problemer
_______

 

Corona-våbenhvile
Man kan måske se det som et lyspunkt, at rivalen i Yemen, iranerne, formentlig også må neddrosle engagementet. Iran blev som bekendt det første dramatiske epicenter for epidemien efter Kina, inden opmærksomheden rettede sig mod Italien, og også i Iran gjorde coronaen sin entré, mens landet stod med en stribe øvrige problemer: Sanktionspolitikken mod Iran har sat sine spor i landets økonomi, og den folkelige opposition mod styret er voksende. Fjendskabet mellem Iran og Saudi-Arabien er der som sådan ikke ændret noget ved, men meget tyder på, at det – i hvert fald for en tid – vil blive skudt i baggrunden for at tackle coronakrisen og de indre problemer, som den har bidraget til at sætte i profil.

Et konkret eksempel på dette er situationen i Libanon, hvor både iranerne og saudierne også gennem mange år har søgt at påvirke udviklingen. Mest tydeligt er det med den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der ligesom befolkningsflertallet i Iran er shiamuslimsk. Den har holdt meget lav profil, siden coronaen kom til Libanon. Den umiddelbare forklaring lyder, at Hizbollah-lederen, Hassan Nasrallah, ligesom en række personer i organisationens top, blev testet positiv for virusset. Dog er det mere sandsynligt, at Hizbollah holder sig i ro, fordi Iran er begyndt at holde igen med sine meget rundhåndede tilskud til Hizbollahs humanitære og væbnede aktiviteter.

Som resultat har Hizbollah nedtonet den offensive retorik, ikke mindst den anti-israelske del af den, og har vendt sig indad for at styrke det libanesiske samarbejde. Dette retter sig ikke mindst mod den sunnimuslimske befolkning, der traditionelt – via bl.a. Hariri-familien – har haft tætte forbindelser til Saudi-Arabien.

Mønsteret går igen i store dele af Mellemøsten. De radikale grupperinger er pludselig blevet mindre fremtrædende, der bliver i den grad talt om både nationalt og regionalt sammenhold, og man hører ofte tale om en mellemøstlig corona-våbenhvile.

Nyt samarbejde
Dette illustreres meget godt ved at kigge på en af regionens svage økonomier, hvor den herskende stabilitet hurtigt kunne gå op i limningen, fordi modstandskraften mod en alvorlig krise er begrænset.

Da Jordan blev ramt af epidemien, tog myndighederne straks meget hårdhændede foranstaltninger i brug. Den 20. marts blev der indført totalt udgangsforbud på ubestemt tid og med besked om, at selv en hurtig tur til købmanden kunne koste et års fængsel. I de første par døgn arresterede jordansk politi over 1.600 borgere (Middle East Eye, 24. marts), der havde forbrudt sig mod reglerne. Regeringen i Amman er til fulde klar over, at de økonomiske omkostninger for de drastiske tiltag kan være særdeles høje. I januar anslog IMF, at den jordanske økonomi ville vokse med 2,2 pct. i 2020 – dette tal er ikke længere realistisk. Den vigtige turistsektor, der tegner sig for 19 pct. af det jordanske bruttonationalprodukt, lukkede helt ned fra den ene dag til den anden, og krisen kan mærkes alle vegne i den jordanske økonomi. Der er endnu ikke klarhed over, hvad det vil betyde, hvis de mange jordanske borgere med jobs i de rige olieøkonomier mister arbejdet som følge af krisen og vender hjem.

 

Der er naturligvis fortsat en lang række problemer og udeståender i Mellemøsten – lige fra den israelsk-palæstinensiske konflikt til borgerkrigen i Yemen. Den slags går ikke over af sig selv, og problemerne skal løses
_______

 

Den jordanske regering har lige fra starten søgt at bevare initiativet: Man har indført en ordning, så private borgere og mindre virksomheder kan få omlagt lån med fordelagtige betingelser, og man overvejer at foreslå alle offentligt ansatte en frivillig og midlertidig lønnedgang for at undgå massefyringer.

Men først og fremmest har Jordan lagt udenrigspolitikken om – og det er noget, som kan føre til resultater på lidt længere sigt. Da epidemien ankom, var forholdet til nabolandet Israel kriseramt, og Jordan var meget skarp i sin kritik af den israelske besættelse af Vestbredden. Da den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, begyndte at tale om israelsk annektering af Jordandalen, som er den del af Vestbredden, der ligger mellem kongeriget Jordan og de tæt befolkede palæstinensiske områder, syntes forholdet mellem de to lande at nærme sig nulpunktet. Det viste sig bl.a. ved, at et flertal i det jordanske parlament besluttede at afvise en ellers fordelagtig aftale om at købe naturgas fra israelerne. Alt dette er skudt i baggrunden. Da israelerne og palæstinenserne gik i samarbejde om bekæmpelsen af epidemien, da den ramte Betlehem på Vestbredden, var det med jordansk støtte, og aktuelt er Jordan også involveret i at skabe en form for samarbejde, i forbindelse med at virusset er nået til Gazastriben.

Der er naturligvis fortsat en lang række problemer og udeståender i Mellemøsten – lige fra den israelsk-palæstinensiske konflikt til borgerkrigen i Yemen. Den slags går ikke over af sig selv, og problemerne skal løses. Men ligesom mange mener, at verden vil se anderledes ud, når coronakrisen på et tidspunkt har lagt sig, er der også spirende håb om, at Mellemøsten vil begynde at gentænke sig selv.

Da virusangrebet på Iran greb om sig, sagde præsident Hassan Rouhani, at det skulle bekæmpes gennem national samling om opgaven. Sådan noget plejer at være politisk mundsvejr, men ikke desto mindre reagerede De Forenede Arabiske Emirater, som jo står overfor Iran i den yemenitiske stedfortræderkrig, ved at sende humanitær assistance til iranerne. Krisen synes at have skabt en ny forståelse for samarbejde og samling i regionen, og selv om dette er en antagelse, som bygger på et utal af usikkerhedsmomenter, er der trods alt en vis optimisme at spore. ■

 

Krisen synes at have skabt en ny forståelse for samarbejde og samling i regionen, og selv om dette er en antagelse, som bygger på et utal af usikkerhedsmomenter, er der trods alt en vis optimisme at spore
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne