23.04.2020

På trods af den nye regeringsdannelse er Israels politiske virkelighed stærkt omskiftelig, og den pludselige forbrødring mellem landets to store konkurrerende partier er mest af alt en ligning med mange ubekendte. Alt kan endnu ske.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – En aften midt under coronakrisen samledes flere tusinde mennesker til en demonstration på den store plads foran rådhuset i Tel Aviv. Alle bar ansigtsmaske, alle holdt afstand til hinanden, og mange havde sorte flag i hænderne. Det sidste havde ikke noget at gøre med smittefaren, men udtrykker et andet fænomen, som har grebet Israel i den senere tid: De sorte flag var en protest mod, at politikerne efter halvandet års politisk krise endnu ikke havde fået dannet en ny regering – og mange mener, at demokratiet dermed blev tilsidesat. Og dette er selvsagt en alvorlig sag i cononaens tid.

Og lige pludselig viste den nye regering sig alligevel: Om aftenen den 20. april bekendtgjorde premierminister Benyamin Netanyahu og Benny Gantz, der står i spidsen for det største oppositionsparti, Kahol Lavan (Blå Hvid), at de er blevet enige om et regeringssamarbejde. Den skal efter planen fungere i tre år. De første seks måneder som nødregering for at styre landet gennem epidemiens tid og derefter som national samlingsregering for at få landet på fode igen. Og der er aftalt en rotationsordning, så premierministeren i det første halvandet år hedder Netanyahu, hvorefter Gantz overtager ledelsen i den resterende tid.

Der ligger en lang og kroget udvikling op til denne situation, som næppe vil få demonstranterne med det sorte flag til at tie. Det hele startede i november 2018, da Netanyahu udskrev valg. Alle forventede, at det skulle være en ren rutinesag, og at Likud-partiet også ville komme til at stå i spidsen for den næste regering. Men mod forventning lykkedes det ikke Netanyahu at samle nogen regering, og det førte til omvalg i september 2019, hvor resultatet var det samme dødvande. Den 2. marts gik israelerne til valg for tredje gang – og for tredje gang endte de efterfølgende koalitionsforhandlinger uden resultat. Det så ellers ud til, at der kunne komme en løsning. For ganske vist havde premierminister Netanyahu og hans Likud-parti sikret sig 36 af Knessets 120 mandater – og står nu som det største parti – men det var Benny Gantz, der fik til opgave at sammensætte en regering. For 61 af parlamentarikerne pegede på Gantz, og det skabte håb hos mange om, at man omsider kunne se en ende på Netanyahus tid som premierminister.

 

[Netanyahu] risikerer flere års fængsel. Derfor har det gennem hele forløbet været tydeligt, at han gør alt for at fastholde sin politiske magt
_______

 

Men Gantz måtte bygge på støtte fra Den Arabiske Fællesliste, som ved valget sikrede sig 15 mandater og dermed er Knessets tredjestørste parti. Fælleslisten er et forbund af fire små partier, der har forskellige dagsordener, men som alle definerer sig selv som ikke-zionistiske. Ingen af dem har nogensinde siddet med i en regering, og det ville have været noget af en revolution, hvis det var sket denne gang. Højrefløjen internt i Kahol Lavan slog sig imidlertid alvorligt i tøjret, og det stod hurtigt klart, at denne regeringskonstellation ville være yderst skrøbelig, hvis den kunne stables på benene. Kort efter tog Gantz det overrumplende skridt at lade sig vælge til formand for Knesset, og samtidig inviterede han Netanyahu til forhandlinger om en samlingsregering.

Sidste udkald for Bibi
Netanyahu står anklaget for flere tilfælde af grov bestikkelse, manipulation og misbrug at offentlige midler, og i det øjeblik, han ikke længere er premierminister, vil det være enklere at ophæve hans parlamentariske immunitet, hvorpå retssagen kan gå i gang. Han risikerer flere års fængsel. Derfor har det gennem hele forløbet været tydeligt, at han gør alt for at fastholde sin politiske magt.

Af samme grund har det været en tydelig mærkesag for Gantz, at Netanyahu skal væltes. For landets og demokratiets skyld. Derfor kom det som et kølleslag, da Gantz pludselig foretog en politisk kovending og gik i koalitionsforhandlinger med Netanyahu. Han fik prædikatet ”forræder”, og mange forfærdede iagttagere beskyldte ham for at være politisk naiv. Kahol Lavan, som var et samarbejde mellem flere partier, blev splittet, men selv om Gantz således havde reduceret sin parlamentariske styrke til 15 mandater, var det stadig rigeligt til at sikre Netanyahu og højrefløjen et komfortabelt flertal.

Netanyahu var villig til at betale en høj pris for samarbejdet. Udgangspunktet skulle være den rotationsordning for premierministerposten, som nu er blevet aftalt. Det blev også aftalt, at Kahol Lavan skulle have lige så mange ministerposter som resten af koalitionen tilsammen, hvilket fik flere til at ane en plan: Likud skulle også have sin rigelige part, så derved ville partierne til højre for Likud blive marginaliseret, hvilket kunne tyde på en regering af mere moderat tilsnit.

Alligevel brød forhandlingerne sammen, og det skyldtes to udeståender, som karakteriserer situationen ganske godt. Det ene handler om premierministerens officielle residens: Netanyahu og hans kone, Sara, insisterede på at ville blive boende, også efter at Gantz havde overtaget posten som regeringsleder halvandet år inde i forløbet. Gantz har selv udtalt ved flere lejligheder, at han ikke tager det så nøje med, hvor han kommer til at bo, men andre i hans parti insisterede på, at der så alligevel skulle bygges endnu en officiel residens. Dette faldt mange for brystet, fordi det fører til en millionudgift i en tid, hvor hele landets økonomi er i krise som følge af coronaen.

Den anden – og alvorligere – sag drejer sig om justitsministeriet, som Gantz krævede besat af Kahol Lavan. Men som modkrav ønskede Netanyahu vetoret i alle vigtige sager. Det skinner tydeligt igennem, at han dermed ønsker at have afgørende indflydelse i netop det ministerium, som udpeger alle hovedpersonerne i retssagen imod ham. Og det var navnlig det punkt, der fik koalitionsforhandlingerne til at falde sammen, et par dage før folket viste sin utålmodighed med sorte flag på rådhuspladsen i Tel Aviv.

 

Der er også blevet skabt en ordning, så Netanyahu kan beholde premierministerens ophøjede status, selv efter at Gantz overtager jobbet. Det betyder, at han i de kommende tre år er sikret alle frynsegoder
_______

 

Det mindst ringe
Og så kom de to parter pludselig til enighed alligevel – og det med en aftale, som på mange måder strider mod al fornuft. De to parter får samme antal ministre, altså 15 hver, og hvis man medregner de 16 viceministre, som skal udpeges, bliver det den største regering i landets historie. Og dertil den dyreste, hvilket allerede har kaldt protesterne frem, fordi regeringens vigtigste opgave bliver at redde landet ud af den dybe økonomiske krise, som er en af coronaens følger.

Der er også blevet skabt en ordning, så Netanyahu kan beholde premierministerens ophøjede status, selv efter at Gantz overtager jobbet. Det betyder, at han i de kommende tre år er sikret alle frynsegoder, og at der skal bekostes en officiel residens til Gantz, fordi ægteparret Netanyahu ikke behøver flytte. Men mest af alt sikrer det ham mod den truende retssag. For israelsk lovgivning siger, at enhver minister skal træde tilbage, så snart der rejses sag mod ham eller hende, men lovteksten fritager udtrykkeligt premierministeren fra denne trussel.

Derfor må man spørge: Hvorfor gik Gantz ind på en aftale, der i den grad strider mod hans principper?

Hans vurdering må have været, at dette er den mindst ringe udvej af krisen. For det har allerede længe stået klart, at alternativet nok ville være endnu et omvalg, som ville forhale den parlamentariske krise til august eller september, hvor det ikke er til at vide, hvordan Kahol Lavan ville klare sig. Og lige nu præsenterer han sin beslutning som udtryk for nationalt sindelag, fordi det er bydende nødvendigt, at landet under den altomfattende coronakrise har en funktionsdygtig regering. Der skal træffes mange beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for at få økonomien på fode igen.

Umiddelbart ser det også ud til, at han har skaffet Israel en regering, som er langt mere midtsøgende. Indtil nu har det stærkt højreorienterede nationalreligiøse parti Yamina været partner i Netanyahu-regeringen med tre vigtige ministerposter – forsvar, undervisning og trafik. Forsvarsministerposten har Netanyahu allerede solgt til Kahol Lavan, og eftersom parlamentarikere fra Likud vil kræve deres tunge andel af posterne, bliver der meget lidt tilbage til Yamina. Det er derfor overvejende sandsynligt, at partiet foretrækker at gå i opposition, og dermed ser vi konturerne af en venstredrejning; man skal huske, at Netanyahu faktisk repræsenterede venstrefløjen i den regering, der nu er ved at være fortid!

 

Dermed ser vi konturerne af en venstredrejning; man skal huske, at Netanyahu faktisk repræsenterede venstrefløjen i den regering, der nu er ved at være fortid!
_______

 

Annektering af Vestbredden
Yamina var også hurtige til at blande sig i koret af højrefløjsstemmer, som kritiserer Netanyahu for dette tilsyneladende venstresving. De mener, at han har afgivet voldsomt meget magt til det politiske centrum for at få Gantz og Kahol Lavan med på vognen.

Kernespørgsmålet i denne debat er den delvise annektering af Vestbredden, som har været på dagsordenen et godt stykke tid. Da den amerikanske præsident Trump tidligere på året løftede sløret for sin længe ventede fredsplan, indeholdt den en accept af, at Israel annekterer 22 pct. af Vestbredden. Det omfatter Jordandalen, som skal fungere som en slags israelsk bufferzone mellem de palæstinensiske selvstyreområder, samt en række landområder med israelske bosættelser. Netanyahu har længe haft ønske om at blive skrevet ind i historien som den, der sikrede israelsk herredømme over denne del af landet, og det er endnu en af grundene til, at han har været villig til at betale en høj pris for at gå ind i samarbejdet med Gantz.

Han ved godt, at en annektering aldrig vil kunne finde sted uden amerikansk samtykke, og derfor er der ingen tid at spilde. Skulle Israel ud i et fjerde valg i efteråret, kommer man nemlig så tæt på det amerikanske præsidentvalg i november, at Trump ikke vil have meget overskud til at føre mellemøstpolitik. Og eftersom coronakrisen har sendt Trumps vælgertilslutning nedad, er der større udsigt til, at USA’s næste præsident bliver Joe Biden, som vil føre det amerikanske forhold til Israel tilbage til, hvad vi så med Barack Obama ved roret. Bliver det tilfældet, vil USA sandsynligvis kræve et totalt bosættelsesstop på Vestbredden, mens en annektering vil være helt udelukket.

For at indgå aftalen med Netanyahu har Benny Gantz imidlertid sagt principielt ja til delvis israelsk annektering af Vestbredden. Den kan ifølge aftalen finde sted efter 1. juli. Ikke overraskende har dette også rettet hårde anklager mod Gantz om at rende fra vigtige politiske principper.

Men dette ligner en plan. Gantz ved godt, at blot talen om den delvise annektering vil skabe yderlige fjendskab mellem Netanyahu og den yderste højrefløj, altså bl.a. Yamina. Her har man nemlig hele tiden stillet sig imod denne del af Trump-planen, idet man ved at annektere dele af Vestbredden implicit legitimerer palæstinensernes krav på resten af området. Og store dele af Israels yderste højrefløj er imod nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne.

 

For at indgå aftalen med Netanyahu har Benny Gantz imidlertid sagt principielt ja til delvis israelsk annektering af Vestbredden. Den kan ifølge aftalen finde sted efter 1. juli
_______

 

Hertil ligger der sikkert også en vurdering af planens reelle chancer for at omsættes i virkelighed. Palæstinenserne har allerede reageret skarpt mod planen, og dette kan naturligvis sætte alvorlige skår i det delvise samarbejde, som allerede eksisterer. Den arabiske verden vil også fordømme skridtet, men mest alvorligt er nok den sandsynlige jordanske reaktion. Det israelsk-jordanske forhold har gennem de seneste måneder været lettere kriseramt, og jordanerne har truet med, at en israelsk annektering af Vestbredden vil føre til en øjeblikkelig annullering af fredsaftalen mellem Israel og Jordan, som blev indgået i 1994. Dette vil videre føre til et betydeligt internationalt prestigetab for Israel, og derfor er det tvivlsomt, om Netanyahu vover at tage skridtet.

Endelig kan der ligge nogle taktiske overvejelser i selve rotationsordningen. Israel har kun én gang tidligere haft en lignende samlingsregering med rotationsordning. Det var efter valget i 1984, hvor landet var i dyb økonomisk krise med hyperinflation og børskrak. Valgets vinder var Arbejderpartiet med Shimon Peres i spidsen, og han gik i samarbejde med Likud-partiet og Yitzhak Shamir. Peres tog første tørn, hvorpå Shamir overtog posten. I fællesskab fik de to rettet op på økonomien, men da valget i 1988 kom, kunne Shamir udnytte statsministereffekten og vandt så overbevisende, at han efterfølgende kunne danne regering – udenom Shimon Peres.

Det er tænkeligt, at Benny Gantz har noget lignende i kikkerten. Her skal man blot holde sig for øje, at hans modstander er og bliver Benyamin Netanyahu, og i det perspektiv er det ikke engang sikkert, at Gantz nogensinde når at blive premierminister. Som den israelske analytiker Aviv Bushinsky sagde til RÆSON for nylig, er Gantz en pæn mand og politisk naiv, mens Netanyahu er en dreven taktiker og ikke den mest ordholdende på denne jord. Så hans vurdering lyder, at Netanyahu lige nu regner med, at det af en eller anden grund vil være nødvendigt at udskrive valg igen om halvandet år – altså lige før Benny Gantz skal flytte ind i den nyopførte residens til premierminister nummer to. Israelsk politik forbliver sprængfarlig. ■

 

Her skal man blot holde sig for øje, at hans modstander er og bliver Benyamin Netanyahu, og i det perspektiv er det ikke engang sikkert, at Gantz nogensinde når at blive premierminister
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland