26.03.2020

Krisen har indtil nu ført til et vist samarbejde mellem israelere og palæstinensere på Vestbredden og skabt en tilstand af usædvanlig ro i regionen. Men situationen i forhold til Hamas-styret i Gaza er uafklaret. Hvis styret fejler i sin håndtering af krisen, kan resultatet blive en yderligere radikalisering af Gazastriben.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – En skole i Rafah er blevet indrettet som karantænestation. Byen ligger i den sydlige ende af Gazastriben, nær grænsen til Egypten, og alle indrejsende til området kan se frem til et par ugers ophold på skolen. Faciliteterne er ringe. Omkring 200 mennesker deles om et enkelt toilet, og man bor otte i hvert klasseværelse, mænd og kvinder sammen og uden nogen form for privatliv. Men det er det bedste, myndighederne kan tilbyde i den pressede situation, som coronavirusset har skabt – og der er stor enighed om, at det er bydende nødvendigt.

Det var derfor ildevarslende nyheder, da de to første smittede blev konstateret. Der er tale om to mænd, som vendte hjem efter at have deltaget i en konference om islam i Pakistan. Der havde de i øvrigt, sammen med de øvrige konferencedeltagere, trodset de lokale myndigheders advarsler om at befinde sig i en så stor forsamling.

I de to lande, som støder op til den hårdt trængte, palæstinensiske enklave, Israel og Egypten, breder epidemien sig hastigt, og der har allerede i nogen tid været begrundet frygt for udviklingen, når den før eller siden ville fyge ind over hegnet til Gazastriben. De to smittede er blevet isoleret på et ukendt sted, og de lokale myndigheder satte straks alt ind for at lokalisere enhver, der kan have været i kontakt med dem. Men trods indsatsen har angsten straks sat sig i hele Gazastriben, for lykkes det ikke at stoppe coronaen i opløbet, kan følgerne blive helt uoverskuelige.

 

Efter at have været underlagt blokade i 13 år har situationen på Gazastriben allerede været kritisk gennem lang tid. Og nu kommer coronakrisen oven i alle de øvrige problemer
_______

 

Manglende ressourcer
Gazastriben fylder ikke meget på landkortet. Området er nogenlunde på størrelse med Langeland, men der bor henved 2 millioner mennesker, hvoraf det store flertal er flygtninge. Efter at have været underlagt blokade i 13 år har situationen på Gazastriben allerede været kritisk gennem lang tid. Og nu kommer coronakrisen oven i alle de øvrige problemer.

Hvis virusset først får tag i flygtningelejrene, vil alene den store befolkningstæthed være en kæmpe udfordring. På andre tæt befolkede steder som Hongkong og Singapore er det lykkedes at dæmme nogenlunde op for epidemien, men dér råder man over ressourcer, som slet ikke er til stede på Gazastriben. De lokale sundhedsmyndigheder har udstyr til at teste 190 personer for smitte, og der er stor knaphed af beskyttelsesdragter til læger og plejepersonale. Områdets hospitaler råder tilsammen over 62 respiratorer, og de 40 af dem er allerede i brug til andre patienter. Der er heller ikke midler til at købe mere udstyr, og selv hvis pengene var der, ville det være en lang og kompliceret proces at bringe det til Gaza. Alle varer, som skal ind i området, skal nemlig føres ind via enten Israel eller Egypten, og selv om dette nok kunne få status af hastesag, skal det alligevel gennem det sikkerhedsmæssige bureaukrati.

I lyset af dette besluttede Hamas for nogen tid siden at lukke alle grænseovergange. Op til coronakrisen var der ellers forsigtige tegn på en opblødning af blokaden, som Israel lagde omkring Gazastriben, da den islamiske Hamas-bevægelse tog magten i området i 2007. I februar gav israelerne tilladelse til, at 7.000 palæstinensere kunne få daglig indrejsetilladelse. Ordningen var tilsigtet forretningsfolk, men alle vidste, at hovedparten ville være almindelige arbejdere. De tog til Israel for at tjene en dagløn, der er fem til seks gange højere, end hvad man kan tjene ved tilsvarende arbejde på Gazastriben – hvis det da overhovedet kan lade sig gøre at skaffe arbejde lokalt.

Men som smitten spredte sig i Israel, vurderede myndighederne i Gaza By, at fordelen ved det tiltrængte tilskud til den lokale økonomi ikke stod mål med den potentielle smittefare, som disse arbejdere bragte med sig, når de hver aften vendte hjem fra deres israelske job. Derfor er grænseovergangen til Egypten den eneste, som fortsat er åben, og den gælder kun borgere fra Gaza, som er på vej hjem og ved, at der vanker to ugers karantæne på den nedslidte skole i Rafah eller et lignende sted i området.

 

Spørgsmålet er, om israelerne vil udvise samme relative åbenhed, når det kommer til corona, og det i en tid, da landet indfører stramme begrænsninger i bevægelsesfriheden for egne borgere?
_______

 

Corona-våbenhvile?
Trods disse forholdsregler er der næppe nogen tvivl om, at Gazastriben er en tikkende corona-bombe. Gennem årene har de israelske myndigheder tilladt alvorligt syge mennesker fra Gaza at rejse ind i landet for at få behandling på israelske hospitaler. Men spørgsmålet er, om israelerne vil udvise samme relative åbenhed, når det kommer til corona, og det i en tid, da landet indfører stramme begrænsninger i bevægelsesfriheden for egne borgere?

Dette er et dilemma, som har både moralske og sikkerhedsmæssige aspekter. I den israelske debat hører man gang på gang, at man naturligvis har et ansvar overfor Gazastribens befolkning, og derfor også må træde i karakter, hvis eller når coronaen gør sit indtog. I den forbindelse skæver man til situationen på Vestbredden, som ganske vist er en helt anden. Det palæstinensiske selvstyre lever her med en lang række restriktioner, og besættelsen er en daglig kendsgerning, men området har ikke været underlagt den stramme blokade, som det er tilfældet på Gazastriben. Omkring 120.000 palæstinensere tager hver dag på arbejde i Israel, og deres indtægter tegner sig for 14 pct. af Vestbreddens palæstinensiske bruttonationalindkomst, mens der er samarbejde på en lang række andre områder.

Men her ligger nok også årsagen til corona-smittens relativt hurtige udbredelse til Vestbredden. Den 5. marts konstaterede man et antal tilfælde i en gruppe amerikanske turister i Betlehem. Gennem et tæt samarbejde mellem israelske og palæstinensiske myndigheder blev indsatsen koordineret, og det førte blandt andet til, at Betlehem blev isoleret og grænseovergangene lukket.

Siden har smitten bredt sig til andre dele af Vestbredden, hvilket har ført til, at det ikke længere er muligt at rejse ind i Israel. Men palæstinensere med jobs i Vestbreddens bosættelser har fortsat mulighed for at tage på arbejde. På et tidspunkt prøvede selvstyremyndighederne i Ramallah at standse denne trafik, men arbejderne protesterede og insisterede på, at de ikke kunne gå glip af indtjeningen. Og derved blev det.

I et lidt større perspektiv har dette ført til en tilstand af usædvanlig ro i hele regionen. Man kunne tale om en corona-våbenhvile. I nabolandet Libanon er Hassan Nasrallah, som står i spidsen for den islamiske Hizbollah-bevægelse, ifølge forlydender i pressen gået i karantæne, og resten af gruppen holder lav profil. Det samme ser man mange andre steder i Mellemøsten, og også på Vestbredden er det, som om coronaen er blevet en ny, fælles fjende, der har sat den sædvanlige konflikt på midlertidigt vågeblus.

 

Ligesom andre steder i regionen holder dette interne konfliktbillede et frikvarter under indtryk af corona-truslen. Der synes at ligge en underforstået aftale om, at den nye trussel må dække over de interne forskelle
_______

 

Udsigt til fredsdividende
Som bagtæppe for blokaden og den fortløbende konflikt med Israel har Gazastriben navnlig i de senere år været præget af indre modsætninger. Hamas sidder på magten, men en række andre islamiske grupperinger prøver at gøre deres indflydelse gældende. Disse grupperinger kaldes ofte salafister, fordi de er mere radikale end Hamas og opponerer mod Hamas-styrets pragmatiske linje overfor Israel. Den mest markante af dem er Islamisk Jihad.

Ligesom andre steder i regionen holder dette interne konfliktbillede et frikvarter under indtryk af corona-truslen. Der synes at ligge en underforstået aftale om, at den nye trussel må dække over de interne forskelle, så derfor hersker der ro på Gazastriben, hvad dette angår.

Men det står også i kortene, at det er en stakket frist. Lige nu er det op til Hamas-styret at bevise, at man magter opgaven, og det er blandt andet det, som fik ledelsen til at lukke af for den daglige strøm af arbejdere, selv om man vidste, at beslutningen ville være upopulær. Men dette er kun begyndelsen. Det er bydende nødvendigt for Hamas at få corona-beredskabet på plads, så katastrofen i videst muligt omfang afværges. Og lige nu ved ingen, hvorfra midlerne til dette skal komme.

Situationen sætter med andre ord Hamas på en afgørende prøve. Bevægelsen er flere gange før blevet beskyldt for at svigte sit ansvar over for befolkningen. Naturligvis er der en tæt forbindelse mellem blokaden og den tiltagende nød på Gazastriben, men Hamas bliver også beskyldt for ikke at tackle situationen godt nok. Dette er den mest sandsynlige forklaring på, at Hamas formelt ikke tog nogen aktiv rolle i den sidste militære konfrontation med israelerne – den 48 timer lange krig i november 2018. Man overlod det til salafisterne at føre krigen, og hensigten var tydeligvis at undgå efterfølgende beskyldninger om at have forværret den humanitære situation på Gazastriben.

Nu står Hamas over for en krise, hvor der måske er endnu mere på spil. De salafistiske grupper står afventende, og hvis Hamas skuffer endnu en gang, kan følgen blive en yderligere radikalisering af Gazastriben. Derfor kan man sige, at meget lige nu er op til Israel. I forhold til Vestbredden, hvor samarbejdet fungerer i et vist omfang, taler man allerede nu om, at coronakrisen kan få en fredsdividende. Det er i sig selv et lyspunkt i en mørk tid, så spørgsmålet er nu, om det kan lykkes at skabe en lignende situation i forhold til Gazastriben. ■

 

I forhold til Vestbredden […] taler man allerede nu om, at coronakrisen kan få en fredsdividende. Det er i sig selv et lyspunkt i en mørk tid, så spørgsmålet er nu, om det kan lykkes at skabe en lignende situation i forhold til Gazastriben
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland