29.07.2020

Den befolkningsmæssige situation i Egypten har gjort landet overfølsomt for selv små udsving i vandmængden i Nilen. Etiopiens nye superdæmning over Den Blå Nil – som blev påbegyndt i 2011 – har skabt protest i Cairo, da byggeprojektet midlertidigt forværrer Egyptens vandknaphed.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, stod som manden, der havde skabt ny forståelse i en af Afrikas meget markante konflikter. Som formand for Den Afrikanske Union havde han den 21. juli indkaldt til et virtuelt møde mellem Etiopien, Sudan og Egypten, og resultatet af forhandlingerne blev, at Etiopien kan fortsætte med at fylde det enorme reservoir, som kommer til at ligge bag landets nye kæmpedæmning. At få parterne på talefod, og dermed nå til enighed om at processen skal fortsætte, er i sig selv en præstation, men ud over det har Ramaphosa ikke givet de tre lande ret meget mere end en stakket frist. I hvert fald ikke, hvis man betragter situationen fra den egyptiske hovedstad, Cairo.

Det drejer sig om GERD, hvilket står for Grand Ethiopian Renaissance Dam. Det er en gigantisk dæmning, som etiopierne i 2011 begyndte at bygge hen over Den Blå Nil. Nu er byggeriet nået så langt, at man kan begynde at fylde vand i det enorme reservoir, som vil komme til at ligge som en sø bag dæmningen. Denne fase skulle være indledt i juli måned. Hensigten med dæmningen er at styrke den etiopiske økonomi, som i forvejen har en af verdens største vækstrater. Det opdæmmede vand vil kunne bruges til at kunstvande landbruget i den tørre tid, og en stribe store turbiner i selve dæmningen skal producere elektricitet. De får en kapacitet på 16.153 GWt om året.

Det er den glade nyhed. Den mere problematiske del af historien består i, at det store reservoir skal fyldes op, og mens dette står på, er man nødt til at reducere de vandmængder, som får lov til at flyde videre ned gennem Nilen. På sin vej mod Middelhavet løber floden gennem Sudan og Egypten. Allerede i 2009 begyndte de tre lande at forsøge på at finde en ordning. Det er disse forhandlinger, som aldrig har ført til noget resultat, og det er i den forbindelse, den sydafrikanske præsident kom ind i billedet denne sommer.

 

Hensigten med dæmningen er at styrke den etiopiske økonomi, som i forvejen har en af verdens største vækstrater. Det opdæmmede vand vil kunne bruges til at kunstvande landbruget i den tørre tid, og en stribe store turbiner i selve dæmningen skal producere elektricitet
_______

 

Når reservoiret først er fyldt op, vil vandmængden i Nilen ganske automatisk vende tilbage. Da vil Etiopien kunne få fuldt udbytte af det ekstra vand og dæmningens turbiner, og hverken Sudan eller Egypten vil mærke nogen forskel. Det er den mellemliggende periode, som er den kritiske. Etiopien vil af gode grunde gerne op på maksimal kapacitet hurtigst muligt, så i Addis Abeba mener man, at opfyldningen skal ske på fem år – til nød syv. Dette har lige fra starten udløst voldsomme protester i Cairo, hvor man er klar over, at selv mindre udsving i vandmængden har negative følger for landets økonomi. Derfor er det egyptiske udgangspunkt, at det etiopiske reservoir skal fyldes over en periode på ti år, eller endnu bedre femten.

Men der er en præcedens i regionen. Fra 1960 til 1970 byggede egypterne deres egen dæmning ved Aswan. Det var i Den Kolde Krigs tid, hvor dæmningen var et sovjetisk prestigeprojekt, men den medførte også en række fordele for Egypten. Den gjorde det muligt at regulere vandmængden i Nilen, så man ikke længere skulle leve med de enorme oversvømmelser i regntiden, og i tørkeårene 1984-88 var det opdæmmede vand med til at redde landbruget i både Egypten og Sudan – som blev hjemland for 83 pct. af den sø, som opstod som følge af dæmningen. Kapaciteten på turbinerne i Aswan-dæmningen svarer kun til omkring 60 pct. af, hvad den nye etiopiske dæmning vil kunne levere, men ikke desto mindre har anlægget givet hele det sydlige Egypten et enormt økonomisk løft.

Kampen om vandet
I 1970 var der ikke så mange, der interesserede sig for, hvor lang tid det ville tage at fylde reservoiret op. Problemet i dag skyldes ikke, at projektet er egyptisk, men at befolkningssituationen har ændret sig radikalt i de mellemliggende 50 år. I 1970 havde Egypten 34,5 mio. indbyggere, og den 11. februar i år meddelte myndighederne i Cairo, at tallet nu officielt havde rundet de 100 mio. Der er med andre ord tre gange så mange egyptere, som skal dele den samme vandmængde, da 95 pct. af hele landets forbrug kommer direkte fra Nilen. Det svarer til omkring 50 mia. kubikmeter om året – og hvis Etiopien sætter fuld fart på opdæmningen af vand, vil egypterne skulle nøjes med 40 mia. kubikmeter om året.

Med 50 mia. kubikmeter befinder Egypten sig allerede et godt stykke under smertegrænsen. Det giver hver egypter 500 kubikmeter om året, og tommelfingerreglen blandt hydrologer er, at alt under 1000 kubikmeter om året defineres som vandknaphed. Man skal også tage i betragtning, at Egypten bruger 80 pct. af vandet til at kunstvande sit landbrug, og trods dette må landet importere omkring halvdelen af sine fødevarer, bl.a. derfor er Egypten verdens største importør af hvede.

De egyptiske myndigheder har gennem flere år søgt at begrænse vandforbruget. Der er blevet investeret stort i at udvikle mere hensigtsmæssige afgrøder, og i dag udskriver man bøder til bønder, der fortsætter med den meget vandintensive risdyrkning oppe i Nildeltaet. Oven i dette kommer klimaforandringerne. Ifølge FN’s World Food Programme er Egypten i fare for at miste 30 pct. af sin fødevareproduktion i 2040.

 

Der er med andre ord tre gange så mange egyptere, som skal dele den samme vandmængde, da 95 pct. af hele landets forbrug kommer direkte fra Nilen. Det svarer til omkring 50 mia. kubikmeter om året – og hvis Etiopien sætter fuld fart på opdæmningen af vand, vil egypterne skulle nøjes med 40 mia. kubikmeter om året
_______

 

Egypten har gennem historien haft et tæt forhold til Nilen. I oldtiden var floden kulturbærende, ligesom Eufrat og Tigris var det i Mesopotamien – vore dages Irak – og dette argument hører man fortsat i den egyptiske debat. Der er altså masser af nationale følelser med i sagen. Aktuelt henviser mange egyptere stadig til en aftale fra 1959, hvor Egypten og Sudan blev enige om at fordele flodvandet. Men denne aftale end ikke nævner Etiopien, så da landets daværende leder, Mengistu Haile Mariam, i 1978 fremlagde planer om at bygge et antal mindre dæmninger, blev det mødt med pure egyptisk afvisning. Præsident Anwar Sadat udtalte, at Egypten nægtede at dø af tørst – det måtte etioperne om.

Da Etiopiens unge og udviklingsorienterede premierminister, Abiy Ahmed, blev valgt i 2018 rejste han som noget af det første til Cairo for at komme overens med den egyptiske ledelse. Han lovede, at Egypten på langt sigt ikke ville miste sin andel af vandet i Nilen, men heller ikke ved den lejlighed blev parterne enige om, hvordan den kritiske overgangsperiode skulle forløbe.

Det er her, vi stadig befinder os. Formelt er etiopierne endnu ikke begyndt at fylde reservoiret. At der ikke desto mindre allerede har samlet sig betydelige vandmængder, forklarer man i Addis Abeba med, at årets regnmængde har været usædvanligt stor. Man har nøje kontrolleret, at vandmængden i Nilen er uændret, og sådan vil det forblive, indtil der er blevet indgået en aftale. Men fordi etiopierne har meddelt, at man formentlig vil kunne sætte de første to turbiner i drift allerede i 2021 – igen som følge af den uventet store nedbørsmængde – er krisen mellem parterne blevet tilspidset, og det var denne del af sagen, Ramaphosa søgte at få dæmpet. Nogen egentlig aftale kunne parterne dog ikke nå frem til, og det hænger nok sammen med, at Etiopien er på vej til valg. Det skulle have fundet sted den 29. august, men er blevet udsat til en endnu ikke fastlagt dato i 2021 på grund af Covid-19-krisen. Abiy Ahmed er under intern kritik for at være for blød i dæmningssagen, så han risikerer ikke at blive genvalgt, hvis han viser kompromisvilje overfor Egypten.

 

Men fordi etiopierne har meddelt, at man formentlig vil kunne sætte de første to turbiner i drift allerede i 2021 – igen som følge af den uventet store nedbørsmængde – er krisen mellem parterne blevet tilspidset
_______

 

Siden har endnu et problem meldt sig. Sudan, som jo geografisk ligger mellem de to stridende parter, overholder stadig aftalen fra 1959. I hvert fald på det formelle plan. Men det er på det seneste blevet observeret, at Sudan muligvis pumper mere vand fra Nilen, end landet har lov til i egyptiske øjne. Her går 97 pct. af vandet til landbruget, som i forvejen kæmper mod klimaforandringer og ørkenspredning.

USA’s allestedsnærværende præsident Trump har på det seneste truet med at skære ned på den amerikanske støtte til Etiopien, hvis landet ikke viser større smidighed overfor de egyptiske krav. Det har dog i skrivende stund ikke haft nogen effekt. Imens er der god grund til at følge udviklingen i Egypten med opmærksomhed. Som resten af verden kæmper Egypten med Covid-19, og den uundgåelige økonomiske nedtur, og blot snakken om, at den allerede herskende knaphed på vand i de kommende år kan blive dramatisk værre, har tydeligvis fået præsident Abdel Fatah al-Sisi til at rette opmærksomheden indad. Flere steder i millionbyen Cairo er der allerede kvarterer, hvor vandforsyningen svigter dagligt, og dette forventes kun at blive værre. Eksempelvis har Sisi stort set ikke reageret på den israelske leder, Benyamin Netanyahus, trusler om at annektere dele af Vestbredden, og det kan man se som en tydelig indikation på, at han har hænderne fulde af alvorlige indenrigspolitiske problemer. Vandkrisen er et af dem, og den kan hurtigt få en meget større rolle i den egyptiske hverdag. ■

 

Som resten af verden kæmper Egypten med Covid-19, og den uundgåelige økonomiske nedtur, og blot snakken om, at den allerede herskende knaphed på vand i de kommende år kan blive dramatisk værre, har tydeligvis fået præsident Abdel Fatah al-Sisi til at rette opmærksomheden indad
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 25 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. Den 2. juni 2020 udgiver Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: Ethiopiens “Store Renæssance”-dæmning under opbygning, i Guba Woreda, Benishangul Gumuz-regionen, 26. september 2019 [foto: REUTERS/Tiksa Negeri/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt