28.05.2020

Politisk rygklapperi og svigtede valgløfter synes at være et ringe udgangspunkt i en krisetid. Øverst på den politiske dagsorden for Israels nye samlingsregering står premierminister Netanyahus ønske om at annektere dele af Vestbredden, selvom landets økonomiske nedtur i forbindelse med COVID-19 burde have regeringens fulde bevågenhed.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Et anonymt udseende, helt hvidt fly landede den 20. maj i Ben Gurion lufthavnen uden for Tel Aviv. Det var et fragtfly fra Etihad Airways, som er hjemmehørende i Abu Dhabi, et af de Forenede Arabiske Emirater, og på turen havde det krydset henover både Irak og Syrien. Det er første gang, et af selskabets fly gæster Israels største internationale lufthavn, og anledningen var da også usædvanlig. Flyet medbragte 16 ton medicinsk udstyr til Det Palæstinensiske Selvstyre og skulle have indgået i bekæmpelsen af COVID-19 på Vestbredden og Gazastriben.

Den tilsyneladende solstrålehistorie om mellemøstligt samarbejde har imidlertid en dyster politisk bagside. Leverancen fra Abu Dhabi har givetvis været koordineret med både de israelske og de palæstinensiske myndigheder, og den ville nok være gået glat igennem, hvis ikke pressen havde fået nys om sagen og præsenteret den som et scoop. Så snart historien fik offentlighedens bevågenhed, så den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, sig nemlig nødsaget til at afvise de 16 ton udstyr, selv om det ellers faldt på et meget tørt sted i den palæstinensiske sundhedssektor. Udstyret blev nemlig leveret med israelsk mellemkomst, og det kan Abbas ikke tillade sig i en tid, hvor han har al mulig grund til at lægge afstand til Israel.

 

Gantz påpegede, at i lyset af coronakrisen og den deraf følgende økonomiske krise med en arbejdsløshed på 26 pct. var det bydende nødvendigt at sluge nogle politiske kameler for at få sammensat et kabinet, der i det næste halve år vil have betegnelsen nødregering
_______

 

Gantz’ politiske kovending
Tre dage forinden havde premierminister Netanyahu nemlig præsenteret sin nye regering. Det fik mange til at drage et lettelsens suk, fordi 508 dages politisk krise dermed var afsluttet. Men i samme omfang vækkede regeringsdannelsen bange anelser for fremtiden, hvilket ikke mindst kan få alvorlige følger for Israels relationer til palæstinenserne og de øvrige naboer, og dette er forklaringen på Mahmous Abbas’ afvisning af forsyningerne. For at takke ja til leverancen ville have været det samme som en implicit anerkendelse af den nye Netanyahu-regering.

For at ridse historien kort op startede det hele med, at Benyamin Netanyahu udskrev valg til Knesset i november 2018. Alle havde regnet med, at det skulle være en rutinesag og at Netanyahu kunne danne sin næste regering efter valget den 9. april 2019. Sådan skulle det ikke gå. En af hans ”naturlige partnere”, det lille højrenationale parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), nægtede at samarbejde med Netanyahu, og dette førte til omvalg hele to gange – og en situation der blev ved med at være uafgjort. For centrumvælgerne samledes om det nye oppositionsparti Kahol Lavan (Blå Hvid), der vedblev med at have samme mandatmæssige styrke som Netanyahus Likud-parti, og hovedbudskabet fra oppositionspartiet var, at man under ingen omstændigheder ville sidde i regering med Netanyahu.

I spidsen for Kahol Lavan står Benny Gantz, som er tidligere generalstabschef og fik stor folkelig popularitet på sit budskab om ordholdende politikere og bekæmpelse af korruption, hvilket i sig selv var et kontant angreb på Netanyahus person, der har flere korruptionssager kørende imod sig. Derfor kom det som et politisk kølleslag, da Gantz i april meddelte, at han ikke desto mindre havde taget imod Netanyahus invitation om et regeringssamarbejde. Han begrundede det med, at alternativet ville være endnu et omvalg, som med stor sandsynlighed ville ende i den samme mandatfordeling og uden mulighed for at danne en flertalsregering på den ene eller den anden side af den politiske midte. Gantz påpegede, at i lyset af coronakrisen og den deraf følgende økonomiske krise med en arbejdsløshed på 26 pct. var det bydende nødvendigt at sluge nogle politiske kameler for at få sammensat et kabinet, der i det næste halve år vil have betegnelsen nødregering.

Venter på Trump
Ikke uventet regnede kritikken ned over Gantz. Betegnelsen ’forræder’ kom i brug i debatten, og det blev fremhævet, at han som politisk novice var gået i den udspekulerede Netanyahus fælde. Ved at indgå i samarbejdet havde han sikret Netanyahus politiske overlevelse, hed det sig; det forholder sig som nævnt nemlig sådan, at Netanyahu står anklaget for flere alvorlige tilfælde af korruption, og søger at holde sig ved den politiske magt for at udskyde den uundgåelige retssag.

Resultatet af samarbejdet er da også blevet en særegen politisk konstruktion. Med 34 ministre er det den største og dyreste regering i landets historie, og alene størrelsen vil gøre det meget vanskeligt at få den til at fungere. Og netop dette vil være af største betydning i den aktuelle situation.

 

Siden 2016 har der været fremsat over 60 forskellige lovforslag i Knesset, som alle sigtede på annektering af større eller mindre portioner af Vestbredden, men kun tre af dem har været forsynet med et kort. En af disse planer er Trumps, som nu er blevet Netanyahus
_______

 

Første punkt på dagsordenen er den længe omdiskuterede annektering af en solid bid af Vestbredden; og med annektering menes, at området bliver indlemmet i staten Israel og dermed får næsten samme status som alle andre dele af landet. Dette er en del af den fredsplan, som Donald Trump fremlagde tidligere på året. Netanyahu har taget den til sig som et middel til at skabe et bemærkelsesværdigt politisk resultat, der ikke mindst vil sikre hans popularitet på landets politiske højrefløj, hvis det lykkes.

Siden 2016 har der været fremsat over 60 forskellige lovforslag i Knesset, som alle sigtede på annektering af større eller mindre portioner af Vestbredden, men kun tre af dem har været forsynet med et kort. En af disse planer er Trumps, som nu er blevet Netanyahus. Den taler om at annektere 1.2000 kvadratkilometer svarende til 20,5 pct. af Vestbreddens samlede areal. Det drejer sig om Jordandalen, som er den stribe land, der ligger med grænsen til kongeriget Jordan på den ene side og Vestbreddens højland på den anden. Området er hjem for 13.500 palæstinensere, som bor i 12 landsbyer op gennem dalen. I tilfælde af annektering ligger denne befolknings status ikke helt klart, men der er to sandsynlige modeller. I 1981 annekterede Israel Golanhøjderne, som var en del af Syrien indtil krigen i 1967, og i den forbindelse blev den lokale drusiske befolkning tilbudt fuldt israelsk statsborgerskab. Året forinden havde Israel på lignende vis annekteret det palæstinensiske Østjerusalem, men uden at den lokale befolkning fik fuldt statsborgerskab; de omrking 200.000 palæstinensere i Østjerusalem kan derfor stemme til kommunalvalg, men er afskåret fra at få indflydelse på Knesset-valgene.

Byen Jeriko, som ligger i Jordandalen, skal ifølge planen være en palæstinensisk enklave midt i det israelske territorium.

Da det stod klart, at Benny Gantz var klar til at gå i regering med Netanyahu, meddelte han, at han i princippet godt kunne acceptere en delvis annektering af Vestbredden. For Netanyahu var dette ganske enkelt en betingelse for at indgå i samarbejdet, og derfor er aftalen mellem de to også blevet forsynet med en række forbehold i forbindelse med en eventuel annektering. Det hedder sig således, at Israel ikke vil skride til annektering, hvis det bringer eksisterende aftaler i fare. Dette er ikke mindst fredsaftalen fra 1994 mellem de to lande, men også snesevis af andre overenskomster om regionalt samarbejde, og det er i det lys, vi skal se den palæstinensiske præsidents afvisning af de 16 ton forsyninger fra Abu Dhabi. For ved at acceptere leverancerne med israelsk mellemværende, ville Mahmoud Abbas tilkendegive at alt er normalt, og det er det jo ikke. Og ganske rigtigt fulgte han denne beslutning op med at erklære, at samarbejdet med Israel på en lang række andre områder er afbrudt.

Dette er naturligvis en meget klar politisk udmelding, men alligevel virker det som om Abbas prøver at spille poker uden at have reelle kort på hånden. Som følge af corona-epidemien er den palæstinensiske økonomi i dyb krise, men både Abbas og Netanyahu ved, at mange års besættelse har skabt et afhængighedsforhold af Israel. Hele 81 pct. af den palæstinensiske eksport går således til det israelske marked.

Også nabolandet Jordan spiller med musklerne. Kong Abdallah 2. har ved flere lejligheder udtalt, at en israelsk annektering vil bringe fredsaftalen fra 1994 mellem de to lande i fare. Men Jordan har også økonomiske problemer og interne politiske modsætninger at slås med som følge af epidemien, så det vides ikke, om kongen reelt vil tage dette drastiske skridt. I dette regnestykke er det altså en amerikansk godkendelse af annekteringen, som vejer langt tungest. For selv om annekteringen er en del af Trump-planen, har den amerikanske præsident ikke givet skridtet sin endelige godkendelse.

Her ligger grunden til, at det hastede for Netanyahu at få sammensat en ny regering. USA går til præsidentvalg i november, og det kan ikke betragtes som nogen given sag, at Trump bliver genvalgt. I så fald vil den næste leder i Det Hvide Hus sandsynligvis være demokraten Joe Biden, og denne har allerede meldt ud, at han stiller sig skarpt imod annekteringsplanerne. På den baggrund har Netanyahu sat den israelske ambassadør i Washington, Ron Dermer, på overarbejde. Han har fået til opgave at opsøge så mange medlemmer af Kongressen som muligt, og ad denne vej etablere et amerikansk flertal for grønt lys til Israels annekteringsplaner. Og det skal helst gå hurtigt, for jo tættere vi kommer på november, des vanskeligere bliver det at få planen til at lykkes.

 

Den har titel af kriseregering, og efter det første halve år vil den fungere som national samlingsregering, men bag ordene ligger en politisk konstruktion, som vil være vanskeligt at få til at fungere optimalt
_______

 

Rygklapperregering
Det er sandsynligt, at dette indgår i Benny Gantz’s strategiske overvejelser. Han kan tænkes at have sagt principielt ja til Netanyahus annekteringsplaner ud fra den formodning, at det alligevel ikke vil lykkes.

I stedet fik Gantz nemlig sikret sig så mange ministerposter i den nye regering, at Netanyahu på sin vis går svækket ind i det nye samarbejde. På trods af det store antal ministre, kommer kun 13 af dem fra hans eget Likud, og det har lukket op for interne protester i partiet. En stor del af Israels langvarige politiske krise bunder nemlig i personen Netanyahu og de forskellige kriminelle forhold han står anklaget for. Selve retssagen mod ham begyndte formelt den 24. maj, men hele perioden på 508 dage, hvor Israel har levet med en provisorisk regering, har været præget af Netanyahus mange forsøg på at udskyde det retslige spil og holde sig selv ved magten. Til det formål har han gjort flittigt brug af loyale partisoldater.

I juni 2019 udnævnte han den temmelig uprøvede Amir Ohana til justitsminister. Det var tydeligt, at Ohanas største kvalifikation var total loyalitet overfor Netanyahu, hvilket var vigtigt i lyset af den truende retssag.

Mange af disse Netanyahu-loyalister har skullet have plads i den nye regering. Ohana er blevet minister for offentlig sikkerhed, hvilket nok mest skyldes at Kahol Lavan insisterede på at få justitsministerposten. Til gengæld er politikere med stor fagindsigt blevet forbigået i Netanyahus kabale. Mest iøjnefaldende er nok Nir Barkat, som har mange års erfaring fra erhvervslivet og var blevet lovet finansministerposten, som jo er en nøgleposition under den aktuelle økonomiske krise, og to andre erfarne Likud-politikere bliver sendt til udlandet som ambassadører.

Det ligner med andre ord en regering med mange rygklappere, og det kan gå hen og få kritisk betydning. Den har titel af kriseregering, og efter det første halve år vil den fungere som national samlingsregering, men bag ordene ligger en politisk konstruktion, som vil være vanskeligt at få til at fungere optimalt. Retssagen mod Netanyahu – den første mod en siddende israelsk premierminister – vil komme til at fylde meget i regeringens liv, og det samme vil spørgsmålet om annektering. Det vil uvægerlig tage en del opmærksomhed fra vigtige sager som åbningen af det israelske samfund efter epidemien samt genrejsning af landets økonomi, for ikke at nævne presserende sociale og sikkerhedsmæssige dagsordener. Chemi Shalev, der er kommentator ved dagbladet Haaretz, skrev i en klumme den 18. maj, at denne regering allerede har overholdt sit første løfte overfor vælgerne: at skabe samling – og store dele af den israelske befolkning står sammen om at føle lede og væmmelse over dette politiske misfoster. ■

 

Retssagen mod Netanyahu – den første mod en siddende israelsk premierminister – vil komme til at fylde meget i regeringens liv, og det samme vil spørgsmålet om annektering. Det vil uvægerlig tage en del opmærksomhed fra vigtige sager som åbningen af det israelske samfund efter epidemien samt genrejsning af landets økonomi
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland