21.06.2020

Uanset om Israels delvise annektering af Vestbredden bliver til noget eller ej, kommer bosættelserne til at stå som en skarp udfordring for landets nye regering.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – En fredag aften i juni gik en flok unge bosættere til angreb på en palæstinenser i Hebron. Dele af optrinnet blev filmet fra en nærliggende bygning, og derfra ser man, hvordan bosætterne, tilsyneladende helt uprovokeret, begynder at slå løs på palæstinenseren. Straks efter kommer en israelsk soldat løbende og stiller sig imellem. Han sørger for at få bosætterne på afstand, så palæstinenseren kan komme i sikkerhed.

Episoden udløste skarpe reaktioner, og billederne gik verden over. Advokaten og højrefløjsaktivisten Itamar Ben-Gvir, der ofte repræsenterer jødiske højreekstremister i denne type sager, fremholdt, at palæstinenseren ikke var uden skyld. Han havde tidligere på aftenen opført sig provokerende i andre dele af byen, lød forklaringen. Menneskerettighedsgrupper undrede sig over, at soldaten havde været alene om at tackle situationen, og at forstærkningen ikke var kommet frem langt hurtigere. Forsvarsminister Benny Gantz, der selv har en fortid som både forsvarschef og øverstkommanderende for de israelske styrker på Vestbredden, understregede, at soldaten havde handlet i fuld overensstemmelse med sine instrukser.

Truende annektering
Dette er kun én ud af mange konfrontationer på Vestbredden, og langt de fleste går ubemærket hen. Der er sjældent, som i dette tilfælde, billeddokumentation, og som oftest bliver den enkelte sag blot taget ad notam og så tysset ned. Men episoden i Hebron dén fredag aften fik også ekstra bevågenhed af andre grunde; for ingen lægger skjul på, at der i de seneste par måneder har været mærkbart flere voldssager med radikale bosættere som aktører.

 

I visse europæiske kredse hed det sig, at cononakrisen var et jødisk komplot, og selv om det synspunkt må betragtes som marginalt, kunne man se en øjeblikkelig reaktion i de radikale bosættermiljøer
_______

 

Over hele verden har man set, at ekstremisme har haft gode betingelser, mens alles opmærksomhed har været rettet mod coronapandemien. Det gælder alt fra amerikanske nynazister til yderligtgående hindunationalister i Indien og jihadister i den arabiske verden – og så er der de jødiske højreaktivister på den besatte Vestbred. Men hvor det hos mange ekstremister næsten er et mål i sig selv at vække opmærksomhed ved spektakulære aktioner, er sagen en anden hos bosætteraktivisterne. Her betragtes konfrontationerne som en del af en fortløbende kamp mod en fjende, der defineres som ”de såkaldte palæstinensere” – en typisk beskrivelse af modparten. Kampen føres bedst i det skjulte, uden at menneskerettighedsgrupper og udenlandske observatører blander sig. Der er også sjældent tale om større og grundigt planlagte operationer; i stedet ser man ofte spontane handlinger. Det gør dog ikke skadevirkningerne mindre.

At coronavirussen har haft negative konsekvenser for situationen på Vestbredden, hænger til dels sammen med, at både Israel og det palæstinensiske selvstyre – på linje med store dele af den øvrige verden -lukkede samfundet ned. Myndighederne skulle tilse, at nedlukningen blev overholdt, og det fik hurtigt førsteprioritet i politiets og militærets arbejde, mens de traditionelle sikkerhedsopgaver i forbindelse med besættelsen blev neddroslet. Neddroslingen hang også sammen med, at den militære efterretningstjeneste vurderede trusselsbilledet som stærkt reduceret. For de radikale bosætteraktivister var det en åben invitation til handling, og den del af den israelske sikkerhedstjeneste, som har dette segment som ressortområde, har også meldt om en markant stigning i aktivitetsniveauet.

De radikale bosættere fik yderligere næring af navnlig den europæiske tilstand: coronakrisen inspirerede nemlig til konspirationsteorier, som opstod i forbindelse med en generel højreradikalisering. I visse europæiske kredse hed det sig, at cononakrisen var et jødisk komplot, og selv om det synspunkt må betragtes som marginalt, kunne man se en øjeblikkelig reaktion i de radikale bosættermiljøer.

Når man fx opsøger Daniella Weiss, som er en af veteranerne i den ideologiske bosætterbevægelse, nævner hun altid antisemitismen som en af sine personlige drivkræfter, og hun forstår til fulde, at de unge aktivister tager udviklingen i egen hånd på en ofte voldelig måde. Her opleves ethvert antisemitisk udtryk som en generel krigserklæring, og konklusionen er, at jøder må vise styrke og i øvrigt kun har sig selv at stole på. Nu kender vi jo ikke de unge bosætteres motiv til at gå til angreb på palæstinenseren i Hebron, men det kan umiddelbart godt passe ind i denne årsagssammenhæng.

 

Netanyahu vil tydeligvis bruge den nye regering til at annektere dele af Vestbredden. Det er et af elementerne i den såkaldte fredsplan, som Donald Trump fremlagde for regionen tidligere på året
_______

 

Herudover har den politiske udvikling i Israel givetvis skubbet til de radikale miljøer på Vestbredden; efter 508 dages parlamentarisk uvished fik landet omsider en ny regering den 17. maj. De radikale elementer i bosættelserne føler sig ekskluderet af den nye regering af mindst to årsager:

Den nye regering er en såkaldt national samlingsregering med premierminister Netanyahus Likud-parti og forsvarsminister Gantz’ Kahol Lavan-alliance som fundament. Det er fortsat en regering, der hører til på den politiske højrefløj, men det gør en forskel, at det højrenationale parti HaBayit HaYehudi (Det Jødiske Hjem) nu er udenfor samarbejdet. Traditionelt henter netop dette parti med sin tydelige nationalreligiøse profil mange stemmer i bosættelserne, så derfor føler mange mennesker fra dette segment, at de nu er i opposition.

Langt vigtigere er nok, at Netanyahu tydeligvis vil bruge den nye regering til at annektere dele af Vestbredden. Det er et af elementerne i den såkaldte fredsplan, som Donald Trump fremlagde for regionen tidligere på året, og det ligger i luften, at annekteringen kan ske allerede efter 1. juli.

Umiddelbart burde det være lige efter bosætterbevægelsens næse. På den måde bliver i hvert fald dele af bosættelserne omfattet af annekteringen, og selv om den sker fuldstændig unilateralt fra israelsk side, vil det jo betyde at israelsk lovgivning bliver udstrakt til de berørte dele af Vestbredden. Bosættelserne rykker med andre ord tættere på den fulde anerkendelse, de så længe har drømt om.

Annekteringsplanerne har imidlertid mødt stejl modstand i de mest ideologiske dele af bosætterbefolkningen. Her går man nemlig ind for tanken om et Storisrael, hvilket betyder, at hele Vestbredden tilhører det jødiske folk. Følger man den tanketråd til dørs, betyder en delvis annektering, at man implicit giver afkald på resten af Vestbredden, der bliver givet til palæstinenserne til statsdannelse. Og selv om palæstinenserne ikke uventet afviser denne model blankt, møder den altså tilsvarende modstand på Israels jødiske højrefløj. De fleste steder modarbejder man tanken ad politisk vej; man demonstrerer og skriver læserbreve, men blandt radikalisterne ses det som nødvendigt at tage fysiske midler i brug.

 

Konflikten i Hebron spidser til, hver gang der er tale om en ændring i status quo. Det er i høj grad tilfældet med annekteringsplanerne, som naturligvis ikke omfatter den palæstinensiske del af Hebron
_______

 

Gradbøjet radikalisme
Det er denne udvikling, vi har set på Vestbredden gennem de seneste uger, og således også i Hebron.

På grund af byens opbygning er Hebron i denne forbindelse et stjerneeksempel. Her lever bosætterne inde i selve bykernen. I jødisk tradition ligger Abraham, Isak og Jakob, de jødiske stamfædre, begravet i Hebron, som derfor betragtes som en hellig by. Af den grund har omkring 800 stærkt ideologiske bosættere etableret fire små enklaver tæt på Patriarkernes Grav i den centrale del af byen. De bliver beskyttet af et tilsvarende antal soldater. Hebron er også hjem for 200.000 palæstinensere, og selv om byen i dag er delt, så Israel reelt kun kontrollerer 3 pct. af det samlede areal – der, hvor bosætterenklaverne og gravene ligger – er der hyppige konfrontationer mellem de to befolkninger.

Konflikten i Hebron spidser til, hver gang der er tale om en ændring i status quo. Det er i høj grad tilfældet med annekteringsplanerne, som naturligvis ikke omfatter den palæstinensiske del af Hebron. Så længe Trumps plan blot antyder, at denne del af byen kan blive inkluderet i en fremtidig palæstinensisk stat, er der for bosætterne god grund til at gå til modaktion.

Derfor var det interessant at observere de første reaktioner fra bosætterne selv på overfaldet den fredag aften. I første omgang fastholdt deres talspersoner, at de angribende var provokatører udefra, og at de var uønskede i byen. Det afspejler fint den politiske tilgang til modstanden mod annektering – selvom bosætterne i Hebron hører blandt de mest radikale, tager de formelt afstand fra voldelige midler i striden.

Men kort efter viste det sig, at voldsmændene kom fra Tel Rumeida – den ene af de fire bosætterenklaver i Hebron – og det er et eksempel på, at man skal gradbøje radikalismen, selv i en by som Hebron. Trods de radikale synspunkter, som præger bosættermiljøet i Hebron, skiller Tel Rumeida sig ud fra de øvrige tre enklaver ved at gå et skridt videre. Det er meget kendetegnende, at en af de fremtrædende beboere i Tel Rumeida er Baruch Marzel, der har flere racismedomme på straffeattesten og heller ikke lægger skjul på sine holdninger i sine udtalelser og handlinger.

Situationen i Hebron er med andre ord kompliceret, og retter man blikket på hele Vestbredden, bliver den kun endnu mere kompleks. I dag lever godt 600.000 israelske statsborgere rundt om på Vestbredden, og blot tanken om at skulle evakuere denne befolkning i forbindelse med en fredsløsning virker næsten illusorisk. Men uanset, hvordan udviklingen tegner sig, skal man holde sig for øje, at bosætterne ikke taler med én mund. Her ligger en af de store udfordringer for den nye israelske regering, for med den nye radikalisering i dele af miljøet, kan udviklingen hurtigt tage en dramatisk og voldelig drejning. ■

 

Bosætterne taler ikke med én mund. Her ligger en af de store udfordringer for den nye israelske regering, for med den nye radikalisering i dele af miljøet, kan udviklingen hurtigt tage en dramatisk og voldelig drejning
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland