03.07.2020

Da dagen for Israels delvise annektering af Vestbredden, d. 1. juli, omsider oprandt, skete der ingenting i den fysiske verden. Ikke så meget som en centimeter af Vestbredden blev annekteret. Det er dog ikke ensbetydende med, at sagen er glemt – den lever i høj grad, og den vil efter alt at dømme blive ført ud i livet. I en eller anden form.

Af Hans Henrik Fafner

Israels regering havde planlagt yderligere annektering af Vestbredden, som skulle finde sted den 1. juli. På selve dagen bragte det israelske dagblad Haaretz en satirisk tegning, hvor man kunne se Benyamin og Sara Netanyahu i den ægteskabelige dobbeltseng. Det er tidlig morgen, og den israelske premierminister ser oprevet på vækkeuret og konstaterer, at det allerede er den 1. juli.


Datoen har længe spøgt i den politiske debat, fordi den repræsenterer det skarpe hjørne, hvorefter Israel – ifølge Trumps såkaldte fredsplan for Mellemøsten – skal have grønt lys til at annektere dele af Vestbredden. Dette dybt problematiske træk har længe stået som Netanyahus prestigeprojekt, kronen på hans politiske værk, men da dagen omsider oprandt, skete der ingenting i den fysiske verden. Ikke så meget som en centimeter af Vestbredden blev annekteret. Det er dog ikke ensbetydende med, at sagen er glemt – den lever i høj grad, og den vil efter alt at dømme blive ført ud i livet. I en eller anden form.

Netanyahus dilemma
Vestbredden har været under israelsk besættelse siden Seksdageskrigen i 1967, og området har lige siden været en varm politisk kartoffel. Den tids israelske arbejderpartiregering satte visse forhåbninger til, at en tilbagetrækning fra Vestbredden kunne indgå i en fredsaftale med nabolandet Jordan, som før krigen havde været besættelsesmagt på området. Men dele af den religiøse fløj i Israel så krigens udfald som et guddommeligt mirakel og indgangen til messianske tider. I det miljø betragter man nemlig Vestbredden som jødernes egentlige hjemland, det bibelske kerneland, og derfor kunne en tilbagetrækning ikke komme på tale.


Sagen har spøgt lige siden. I mellemtiden er godt 600.000 israelere flyttet til Vestbredden, og den ideologiske del af den bosætterbevægelse holder hårdt på, at området er en integreret del af den jødiske stat. Andre dele af den israelske befolkning har for længe siden indset, at den nuværende situation er uholdbar. Det kan ikke lade sig gøre at holde en hel befolkning besat, og hvis man tager skridtet længere og integrerer Vestbredden i Israel, vil Israels jødiske befolkningsflertal ikke længere være nogen given sag, og dermed er hele det zionistiske projekt gået fløjten. Da zionismen opstod som jødisk nationalbevægelse i slutningen af det 19. århundrede, var grundtanken, at jøderne kun kunne blive et normalt folk ved at leve i et jødisk hjemland. Derfor har det hele tiden været set som en forudsætning, at Israel skulle have et klart jødisk befolkningsflertal, idet uafhængighedserklæringen fra den 14. maj 1948 samtidig pointerer klart, at der skal være fuld ligestilling for alle mindretal. Men hvis man forestiller sig en stat, som omfatter både Israel, Vestbredden og Gazastriben, vil der bo nogenlunde lige mange jøder og palæstinensere.

 

Tidligere talte Netanyahu om tostatsløsningen som den eneste rigtige. Det er fortsat hans formelle standpunkt, men han har nedtonet denne del af retorikken med det tydelige formål at stå sig godt med den politiske højrefløj, der ikke ønsker territorielt kompromis med palæstinenserne
_______

 

Dette udgør et vanskeligt dilemma for Netanyahu. Han lægger stor vægt på Israels fremtid som jødisk hjemland, og tidligere talte han om tostatsløsningen som den eneste rigtige. Det er fortsat hans formelle standpunkt, men han har nedtonet denne del af retorikken med det tydelige formål at stå sig godt med den politiske højrefløj, der ikke ønsker territorielt kompromis med palæstinenserne. På den baggrund passer Trump-planen tilsyneladende godt ind i Netanyahus overvejelser, for her er der jo netop ”kun” tale om en delvis annektering af Vestbredden. I dette ligger, at Israel annekterer omkring 30 pct. af området, og det er de dele, hvor bosættelserne ligger sammen med en relativt lille palæstinensisk befolkning. Denne model rykker altså ikke synderligt ved den demografiske balance, og den burde også tilfredsstille højrefløjens interesser, idet hovedparten af bosættelserne således kommer under israelsk jurisdiktion.

Tomme trusler?
Da Donald Trump eller måske snarere hans svigersøn, Jared Kushner, udarbejdede planen, skete det med tydelig hensyntagen til Netanyahus ønsker. Det kunne endda se ud, som om Netanyahu selv har dikteret i hvert fald dele af planen. Alligevel er tingene langt fra gået glat.


Han havde næppe forventet de skarpe reaktioner fra den højreorienterede bosætterside: På den stærkt ideologiske fløj, altså blandt de mest radikale bosættere, har man truet med at tage voldelige midler i brug for at forhindre planens iværksættelse. Her er holdningen nemlig, at en delvis annektering implicit siger god for, at resten af Vestbredden kan blive til en palæstinensisk stat, og det er jo imod bosætternes overbevisning om, at hele Vestbredden tilhører det jødiske folk.


Fra palæstinensisk side er planen også blevet mødt med protester, og ikke mindst har nabolandet Jordan truet med forskellige modtræk. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har afbrudt de små rester af samarbejde, der endnu var med israelerne, og den jordanske kong Abdullah 2. har stillet i udsigt, at en israelsk annektering vil bringe den jordansk-israelske fredsaftale fra 1994 i fare.


Spørgsmålet er så, om det er tomme trusler. Regionen har tidligere været i lignende situationer: I 1981 foretog Israel en unilateral annektering af Golanhøjderne, som indtil krigen i 1967 havde været en del af Syrien. Der var i den forbindelse protester, påpeger israelerne i dag – men ikke noget, der fik alvorlige konsekvenser. Det samme var situationen i 1980, da Israel på lignende vis annekterede det palæstinensiske Østjerusalem. Heller ikke dét skridt er nogensinde blevet anerkendt af FN, men selv om Østjerusalem er hjem for mere end 200.000 palæstinensere samt helligdomme af central betydning for de tre monoteistiske religioner, førte skridtet ikke til større sanktioner mod Israel.

 

På gadeplan i Vestbreddens palæstinensiske byer hører man ofte den holdning, at forskellen mellem besættelse og annektering mest af alt er semantisk
_______

 

Udsigterne til, at Jordan gør alvor af truslerne, er begrænsede. En afbrydelse af relationerne til Israel vil også få konsekvenser for den økonomiske støtte, Jordan får udefra. I 2019 modtog landet halvanden milliard dollar fra USA, som dermed er den største donor til landet, og det er tvivlsomt, at jordanerne ønsker at bringe den økonomiske støtte i fare. På lignende vis har Mahmoud Abbas heller ikke specielt stærke kort på hånden. Efter fremlæggelsen af Trump-planen den 28. januar viste en meningsmåling fra The Palestinian Center for Policy and Survey Research, at helt op mod tre fjerdedele af den palæstinensiske befolkning har mistillid til præsidenten og hans evne til at imødegå planen. Derudover har den økonomiske krise, som efterfølgende har ramt området samt coronapandemien, yderligere begrænset oprørslysten. På gadeplan i Vestbreddens palæstinensiske byer hører man ofte den holdning, at forskellen mellem besættelse og annektering mest af alt er semantisk.

Krav om demokrati
For Netanyahu er det nok en alvorligere sag, at verdenssamfundet nu protesterer meget markant mod annekteringsplanerne. Der bliver talt om sanktioner mod Israel, hvilket kan få alvorlige konsekvenser i en tid, hvor også den israelske økonomi er i krise som følge af pandemien. Og det kan ikke have undgået at have en vis effekt, da den britiske premierminister, Boris Johnson, som plejer at stå som en af den israelske regerings meget faste støtter, på selve dagen, den 1. juli, frarådede en annektering i skarpe vendinger. Johnsons udspil var dagens forsidehistorie i Yediot Ahronot, Israels største betalingsavis.


Men Netanyahus største udfordring ligger i den israelske folkestemning. Da Benny Gantz, som står i spidsen for centrumpartiet Kahol Lavan (Blå Hvid), i maj besluttede at gå i regeringssamarbejde med Netanyahu, blev det mødt med vantro og dyb skuffelse hos mange vælgere. Gantz havde lanceret sit nye parti med hovedformålet at få væltet Netanyahu med henvisning til, at Netanyahu står anklaget i en række korruptionssager, og i øvrigt anklagede han premierministeren for at tilsidesætte demokratiet.


Denne demokratiske disrespekt skal blandt andet tilskrives Netanyahus gentagne forsøg på at stække landets ellers ubestikkelige retsvæsen. I den nu afgåede regering sørgede han for at få udnævnt en af sine tro væbnere, Amir Ohana, til justitsminister, angiveligt for at han skulle tilse sammensætningen af det dommerpanel, som skal føre retssagen mod Netanyahu. I slutningen af juni fik denne anklage et moralsk aspekt, da Netanyahu fik det israelske parlament, Knesset, til at godkende, at han får en million shekel (knapt to mio. kr.) refunderet fra skattemyndighederne. Dette fik den ellers tavse Benny Gantz til at rykke ud med en udtalelse om, at refunderingen er yderst upassende i en tid, hvor landets økonomi er i krise, og en million israelere er blevet arbejdsløse.

 

Fra demonstranterne lyder det, at annekteringen mest af alt tjener til at aflede opmærksomheden fra landets interne problemer, hvor økonomi, sociale forskelle og en bevægelse mod en autokratisk styreform dominerer billedet
_______

 


Forbindelsen mellem den økonomiske krise og annekteringsplanerne er blevet tydelig gennem en løst sammensat protestbevægelse, der markerer sig i gadebilledet med sorte flag. Kernen i bevægelsen er midaldrende borgere, typisk akademikere og veletablerede mennesker. De fremstiller ikke sig selv som nogen fredsbevægelse i traditionel forstand, men demonstrerer imod annekteringsplanerne, og argumentet lyder, at de ønsker at få Israels demokratiske værdier tilbage på rette spor. Herfra lyder det, at annekteringen mest af alt tjener til at aflede opmærksomheden fra landets interne problemer, hvor økonomi, sociale forskelle og en bevægelse mod en autokratisk styreform dominerer billedet. For at understrege denne pointe medbringer disse mennesker som regel et stort banner til demonstrationerne: Herpå ser man et meterhøjt portræt af Netanyahu og teksten: ”Crime Minister”.

Historisk chance
Alle disse faktorer udgør sammen årsagen til, at annekteringen ikke er blevet til noget. Med til billedet hører naturligvis også, at Trump selv har bedt israelerne om at stille sagen i bero – indtil videre. Han har hænderne fulde med sine egne problemer i USA og har derfor ikke overskud til en stor udenrigspolitisk satsning. Så, spørgsmålet er, hvad der nu sker?


Næste vigtige skæringsdato er 3. november, hvor det amerikanske præsidentvalg finder sted. Det er ikke længere nogen given sag, at Trump bliver genvalgt, og hans modkandidat, Demokraten Joe Biden, har allerede meddelt, at han som præsident vil lægge Trumps ”fredsplan” død. Dette er altså tidsfristen, Netanyahu har at operere under, og det byder på forskellige perspektiver. Den nye israelske regering har end ikke haft en dybere debat om annekteringsplanerne, så der eksisterer intet kort og heller ikke nogen konkret beskrivelse af skridtets omfang.

Udgangspunktet er dog en annektering af Jordandalen samt en række af de såkaldte bosættelsesblokke rundt om på Vestbredden. Argumentet for at annektere Jordandalen er, at det for første gang vil give Israel en permanent grænse mod øst, hvilket skulle have sikkerhedsmæssig betydning. Der er imidlertid ikke mange, der anser nabolandet Jordan som nogen trussel mod Israels sikkerhed, så det argument halter på forhånd. Annekteringsplanen, som vil omfatte omkring 30 pct. af Vestbreddens samlede areal, vil Netanyahu under de givne forhold have svært ved at iværksætte. Derfor vil han sandsynligvis satse på en begrænset annektering, som mest af alt har symbolsk betydning. Der kunne blive tale om at annektere Maaleh Adumim, den store bosættelse lige øst for Jerusalem, eller Gush Etzion, som er blokken af bosættelser umiddelbart syd for byen. Det er steder, som sandsynligvis ville blive indlemmet i Israel alligevel, hvis der blev forhandlet rigtig fredsaftale med palæstinenserne, og de forventes derfor at anrette begrænset skade.
økonomi er i krise, og en million israelere er blevet arbejdsløse.

 

I dr. Yaakobis optik er det i dag blevet til et opgør med den rationelle politiske tænkning overfor den emotionelle, og politikere af Netanyahus støbning kører i høj grad på det emotionelle
_______

 


At han kan tænkes at vælge denne udvej fremfor helt at opgive annekteringsplanerne, hænger sammen med, at han hele tiden har præsenteret dette øjeblik som en historisk chance. Erez Yaakobi, der er ekspert i socialpsykologi og forsker i moderne politikeradfærd ved Ono Academic College i nærheden af Tel Aviv, har en forklaring. I en samtale med RÆSON påpeger han, at politikere før i tiden handlede ud fra en given ideologi, og at det i dag er andre ting, der betinger adfærden. Da Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016, var det nok et angreb mod Demokraterne, men det var først og fremmest et angreb mod eliten i Washington. Det er de samme funktioner, Boris Johnson bragte i spil under Brexit, og vi ser det også mange andre steder i verden. Netanyahu er en del af dette billede. I dr. Yaakobis optik er det i dag blevet til et opgør med den rationelle politiske tænkning overfor den emotionelle, og politikere af Netanyahus støbning kører i høj grad på det emotionelle.


Et klassisk eksempel er, når Netanyahu konstant understreger den iranske trussel. Ved en rationel analyse er det vanskeligt at finde en fornuftig grund til, at iranerne skulle have interesse i at angribe Israel med atomvåben, men argumentet fungerer godt på det følelsesmæssige plan. Det samme gør sig gældende, når Netanyahu betegner en annektering her og nu som ’en historisk chance’. Han har ikke på noget tidspunkt forklaret, hvori det historiske ligger.


Men når sådan et argument først er blevet bragt på bane, er det efter disse politiske spilleregler nærmest umuligt at trække i land igen. Bordet fanger. Benny Gantz svigtede sine vælgere ved at gå i samarbejde med Netanyahu, og som følge heraf har hans parti Kahol Lavan lige siden befundet sig i frit fald, at dømme efter meningsmålingerne. Netanyahu ved godt, at han ikke kan svigte sine vælgere, og det betyder, at han vil arbejde for at få implementeret sin annekteringsplan i større eller nok snarere mindre omfang. For ham vil det være altafgørende, at det sker, og derfor bliver det den sandsynlige udvikling i de kommende måneder. ■

 

Netanyahu ved godt, at han ikke kan svigte sine vælgere, og det betyder, at han vil arbejde for at få implementeret sin annekteringsplan i større eller nok snarere mindre omfang
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland