17.12.2020

De gode intentioner og store håb bag opstanden i den arabiske verden druknede i interne stridigheder, og mange steder sejrede de autokratiske styreformer. Men et lyspunkt præcis 10 år efter Muhammed Bouazizi satte ild til sig selv i en provinsby i Tunesien og markerede Det Arabiske Forårs begyndelse er, at det har styrket forståelsen af regionalt fællesskab i den arabiske verden.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Når vi i dag taler om den egyptiske revolution, støder man ofte på betegnelserne Tahrir I og Tahrir II. Tahrir er navnet på pladsen i det centrale Cairo, der blev et af epicentrene for Det Arabiske Forår. M ens nummer et er begivenhederne, der i begyndelsen af 2011 førte til Mubarak-styrets fald, er nummer to afsættelsen af Muhammed Morsi og Det Muslimske Broderskab i juni 2013.

Det såkaldte forår kommer uden tvivl til at stå som en af de skelsættende begivenheder i dette århundrede. Over hele den arabiske verden førte det til ændringer, og mange steder næppe til det bedre. Jo, man kom af med en håndfuld diktatorer, men i Egypten har man fået en ny af slagsen, og i Syrien sidder Bashar al Assad stadig ved magten, mens landet ligger i ruiner efter årelang borgerkrig. Yemen og Libyen er endt i kaos, Saudi-Arabien vakler, og selv Tunesien, der måske kom tættest på et lykkeligt udfald, er stadig langt fra det konstitutionelle demokrati.

Nogen succeshistorie er der altså ikke tale om, og ‘d en a rabiske v inter’ er muligvis en bedre betegnelse set i retrospekt. Derfor er det interessant, når nogen vover pelsen og tager en samlet vurdering, der peger på en række lyspunkter. Hvor man kan konkludere, at det hele måske alligevel har været alt besværet værd. Det har Noah Feldman gjort. Han er professor ved Harvard Law School, og beskæftiger sig i det daglige med amerikansk jura, men ved siden af bruger han sine akademiske værktøjer til begavede analyser af mellemøstlige forhold. Senest med bogen ’The Arab Winter. A Tragedy’, som denne analyse også er inspireret af.

 

Det såkaldte Arabiske Forår bredte sig til store dele af regionen, og navnlig i Syrien fik de folkelige krav om reformer katastrofale følger
_______

 

Graden af undertrykkelse
Lad os starte med en af tragediens lettere tilfælde. I Sidi Bouzid, en støvet provinsby i det centrale Tunesien, er den 17. december en stor dag. Det er nemlig her, det hele startede for 10 år siden, da Muhammed Bouazizi satte ild til sig selv. Han solgte grøntsager af nød. Det var vanskeligt at finde arbejde, og derfor forsøgte han at slå sig igennem med lidt handel fra en kærre på byens hovedgade, som dengang havde navn efter Tunesiens frihedshelt, Habib Bourguiba. Men som så ofte før blev Bouazizi chikaneret af myndighederne, og kamelens ryg knækkede, da de på denne dag konfiskerede kærren og hans beskedne varelager.

I dag hedder gaden Boulevard Mohamed Bouazizi og ved indfaldsvejene til byen står der store skilte med teksten Berceau de la révolution – Revolutionens vugge. I resten af landet, hvilken vil sige i regeringskredse, har man dog en anden opfattelse af sammenhængen: Her fejres revolutionen den 14. januar, som er dagen, hvor den tidligere leder, præsident Ben Ali forlod landet for stedse, og på mange måder svarer dette lidt til den egyptiske tvivl i forhold til valg af dato. Hvad er det man markerer? Begyndelsen på det hele eller resultatet?

Det såkaldte Arabiske Forår bredte sig til store dele af regionen, og navnlig i Syrien fik de folkelige krav om reformer katastrofale følger. Men for overskuelighedens skyld fastholder vi lige Tunesien og Egypten som to grundeksempler.

I både Tunesien og Egypten repræsenterede oppositionen før revolutionen en bred vifte af partier på den religiøst-sekulære akse. Men der ligger en forskel i, at Tunesien var et bredt repressivt regime, mens det egyptiske var målrettet repressivt. Sagt på en anden måde sørgede det egyptiske styre hele tiden at samarbejde delvist med dele af oppositionen, mens det forfulgte andre dele, mens oppositionen i Tunesien blev betragtet som fjender uanset observans.

I Tunesien var partiet Rassemblement Constitutionel Démokratique (RCD) synonymt med regimet. Det var stærkt decentraliseret, og gennem sin størrelse på ca. to millioner medlemmer kom det til at stå som et allestedsnærværende statsparti.

I Egypten var Det Nationaldemokratiske Parti (NDP) statsbærende på samme måde, men i 1977 gennemførte daværende præsident Anwar Sadat en lov, der åbnede op for dannelsen af andre politiske partier. Ingen af dem kom dog i nærheden af reel indflydelse, men både Sadat og hans efterfølger, Hosni Mubarak, dannede alliancer med udvalgte dele af dem og cementerede grebet om magten ved at spille dem ud mod andre oppositionelle bevægelser.

I Tunesien kom som sagt ingen af dem ind i den politiske varme, og selv om landet længe fremstod som relativt åbent og liberalt, var styret på mange måder endnu mere repressivt end det egyptiske. Tunesien og Egypten under henholdsvis Ben Ali og Mubarak havde hver 30.000 politiske fanger, selvom Tunesien i relative termer er væsentlig mindre folkerigt end Egypten.

 

De gode intentioner og de store forhåbninger er på mange måder druknet i kaos, og det er en af grundene til at snakken om det Arabiske Forår er misvisende. Selv Tunesien er fortsat et godt stykke vej fra at have opfyldt drømmenes mål
_______

 

De regionale forskelle
Opregningen af de politiske fanger er foretaget af en anden iagttager, Elizabeth R. Nugent fra Yale University, bl.a. i hendes bog ’After Repression’ fra i år (Princeton University Press). Hun ser dette som en af grundene til at den tunesiske revolution kan betragtes som mere vellykket end den egyptiske. Mubaraks del- og- hersk tilgang viste sig langt vanskeligere at håndtere efterfølgende. Da revolutionen kom, stod man med en række ledere fra Broderskabet, som havde tilbragt mange år bag tremmer. Således havde Khairat el Shatar, en af de centrale skikkelser, afsonet fire fængselsdomme på i alt 12 år mellem 1992 og 2011, mens venstrefløjens oplevelse havde været en helt anden, eftersom mange havde været anholdt, men i langt kortere perioder.

Farida Naqash fra det sekulære oppositionsparti Tagammu havde været anholdt fire gange, anklaget for at være medlem af et kommunistparti og for anti-zionistiske aktiviteter. Som følge af denne forskellige oplevelse af det tidligere regime var det vanskeligt at skabe dialog mellem de forskellige grupper, og det resulterede i den slingrekurs, der endte med at føre landet i favnen på en endnu mere autoritær leder, Abdel Fatah el-Sisi. Det Muslimske Broderskab, der kom til magten efter revolutionen, bekrigede den sekulære venstrefløj i næsten samme omfang som Mubaraks styre havde gjort det.

Tunesien var også præget af intern splid i tiden efter revolutionen. I den efterfølgende normaliseringsproces udspillede der sig talrige magtkampe mellem den sekulære og den islamiske fløj, og arbejdet med at udforme en ny forfatning gik på et tidspunkt helt i stå. Men fordi de havde oplevet nogenlunde den samme type forfølgelse under Ben Ali var det lettere for at samle stumperne sammen og i september 2011 vendte man alligevel tilbage til bordet. Man blev enige om at starte med en teknokratregering og at sigte efter en forfatning, der understregede Tunesiens sekulære og islamiske værdier på en og samme tid.

På sigt viste det sig at folk foretrak de demokratiske friheder frem for de religiøse skel, og det førte til den nye forfatning med formuleringen, at islam er det tunesiske folks religion og kultur, men samtidig at statens rolle er at beskytte religionsfriheden. Den udelukker ikke sharia som en del af systemet, men undlader at betegne sharia som hovedkilden. Så hvor splittelsen i Egypten gjorde det vanskeligt for fløjene at finde et fælles fodslag, banede skæbnefællesskabet i Tunesien under Ben Ali netop vejen for revolutionens relative succes.

Folkets vilje
Syrien kan med god grund betragtes som skræmmeeksemplet. Her er den interne splittelse også en vigtig del af historien, om end på en helt anden måde. Præsident Bashar al-Assad tilhører det alawitiske mindretal, som udgør omkring 15 pct. af befolkningen, og han så de første protester i marts 2011 som et sunnimuslimsk komplot. Men han mente at have taget ved lære af den på den dengang allerede detroniserede Mubarak i Egypten, ved at sætte hårdt mod hårdt.

Han gav militæret ordre til at møde demonstranterne med brutal magtudøvelse, og da dette ikke var tilstrækkeligt til at genoprette roen, allierede Assad sig med en stribe velhavende forretningsmænd, som ikke nødvendigvis var alawitter, men som principielt havde noget at tabe ved en revolution, nemlig deres penge og indflydelse. Et typisk eksempel på denne praksis er den sunnimuslimske forretningsmand Khaled Ghazzal, som tidligere havde hjulpet efterretningstjenesten med at lokalisere radikale islamister, og nu rejste penge til at finansiere en milits i hjembyen Idlib.

 

Selv om betingelserne var vidt forskellige, og med det også resultaterne, er det interessant at se, at det ikke var det tunesiske eller det egyptiske folk, som gik på gaden, men det arabiske
_______

 

De blev sat til at danne væbnede militsgrupper, som blev sat ind i kampen – ikke mod politiske eller teologiske modstandere, men mod andre etniske befolkningsgrupper . Ved på den måde at udnytte Syriens mange indre skel og modsætninger med stort talent, lykkedes det Assad at overleve som leder, men prisen har været enorme tab af menneskeliv , et ødelagt land, og en af de største flygtningekriser i moderne tid.

De gode intentioner og de store forhåbninger er på mange måder druknet i kaos, og det er en af grundene til at snakken om det Arabiske Forår er misvisende. Selv Tunesien er fortsat et godt stykke vej fra at have opfyldt drømmenes mål.

Ikke desto mindre er der et interessant element, som alligevel giver et fingerpeg om virkelig forandring. Det ligger i ordet sha’ab, som betyder folk på arabisk. Lige fra Marokko i vest til Irak i øst viste det sig hurtigt, at demonstranterne råbte det samme al-sha’ab al’arabi, det arabiske folk, eller varianten al-shu’ub al-arabiyeh, de arabiske folk. Selv om betingelserne var vidt forskellige, og med det også resultaterne, er det interessant at se, at det ikke var det tunesiske eller det egyptiske folk, som gik på gaden, men det arabiske.

Der har tidligere været gjort forsøg på at samle den arabiske nation i et stort regionalt fællesskab. Tanken var i omløb i tiden efter Første Verdenskrig, hvor to af krigens vindere, Storbritannien og Frankrig på Versailles-konferencen fik igennem, at Mellemøsten skulle opdeles i en række stater, som dybest set er kunstige. I 1950’erne var den egyptiske leder Gamal Abd el-Nasser inde på noget lignende med sin panarabiske filosofi, men også det løb ud i sandet.

Protestråbene i vore dage kan godt læses ind i denne tradition. Til forskel fra tidligere fænomener synes dette imidlertid at komme nedefra, fra folket, om man vil, og det er helt givet affødt af moderne ting som globalisering, internettet og tv-stationen Al Jazeera. Men uanset hvordan man stiller det, er der her opstået et åndeligt og emotionelt fællesskab i den arabiske verden, som har været en væsentlig drivkraft bag optøjerne. Det kan også være forklaringen på, at det – med stærkt varierende udfald – dukkede op i stort set hele den arabiske verden, men samtidig begrænsede sig hertil og ikke bredte sig til naboer som Tyrkiet eller Iran, hvor der også er oppositionelle bevægelser med reformkrav.

Det har ikke ført til nogen helt klar opfattelse af, hvem eller hvad ’folket’ er, men i de 10 år der er forløbet siden Muhammed Bouazizis dramatiske selvafbrænding i Sidi Bouzid, har denne nye forståelse af en slags regionalt fællesskab været en del af debatten. Og det er måske dette element, man skal hæfte sig ved som et af resultaterne, og dermed også et lyspunkt i det arabiske vintermørke. ■

 

Men uanset hvordan man stiller det, er der her opstået et åndeligt og emotionelt fællesskab i den arabiske verden, som har været en væsentlig drivkraft bag optøjerne
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland