11.02.2020

.

Vi er sikre på, at Storbritannien ikke vil synke i havet eller blive spist af Fenrisulven efter nytår i år. Og det er på tide, at danskerne får lov til stemme om medlemskabet igen – for det EF, der blev stemt om i 1972, var noget helt andet end det EU, vi ser i dag.

Kronik af Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU og Lave K. Broch, medlem af Folkebevægelsen mod EU’s forretningsudvalg

STORBRITANNIEN ER IKKE længere medlem af EU. EU har dermed mistet en af de største medlemsstater og en nettobidragsyder. Danmark har mistet en af vores vigtigste allierede i EU, og med briternes udtræden er en væsentlig forudsætning for Danmarks EU-medlemskab væk

En meget væsentlig årsag til, at Danmark i 1970 søgte om at blive medlem af EF var, at Storbritannien var på vej ind i EF. Storbritannien var også dengang en af vores vigtigste handelspartnere og en nær allieret. I den danske debat op til afstemningen i 1972 spillede Storbritanniens relation til EF en så afgørende rolle, at vores daværende statsminister Jens Otto Krag i den sidste partilederdebat før EF-folkeafstemningen gav et løfte til vælgerne om, at hvis ”England” på et senere tidspunkt skulle melde sig ud, så skulle Danmark også gøre det.

I Folkebevægelsen mod EU har vi ikke glemt dette løfte og alle de andre løfter, der har været gennem tiderne. Tænk blot på løftet fra Poul Schlüter om at ”unionen er stendød”, hvis det blev et ja ved folkeafstemningen om det indre marked i 1986. Vælgerne er simpelthen blevet snydt af vores egne statsministre. Det EF, som der blev stemt om i 1972, var noget helt andet end det EU, vi ser i dag. Det er derfor på tide, at danskerne får lov til at stemme igen. Ingen danskere under 67 år har i øvrigt stemt om selve medlemskabet, da man i 1972 skulle man være 20 år for at få lov til at stemme.

En hovedårsag til, at briterne har meldt sig ud af EU, er den tonedøvhed, der er i EU-toppen, og i Folkebevægelsen mod EU har vi stor forståelse for briternes nej til EU. Vi ønsker ikke, at Danmark skal blive til en delstat i Europas Forenede Stater, og støtter derfor også Danmarks frigørelse fra EU. Det er på ingen måde et nej til internationalt samarbejde: Vi ønsker bl.a. at Danmark skal genindtræde i EFTA og styrke det nordiske samarbejde, og vi ser gerne, at Norden kommer til at spille en mere aktiv rolle i FN og andre internationale sammenhænge. Det vil ikke kun være til gavn for os i Norden. Det vil også være til gavn for verden, f.eks. på klimaområdet.

 

De fleste europæere, heriblandt briterne, ønsker internationalt samarbejde og demokrati. EU’s udvikling går dog konstant i retning af mere centralisering af magt og dermed en udhuling af demokratiet
_______

 

DET ØVRIGE NORDEN er samlet set Danmarks største eksportmarked, og Norden er verdens 13. største økonomi, når man ser på os som en enhed. Sammen kan vi i Norden spille en vigtig rolle, både når det gælder Nordens udvikling og internationale forhold. Vi kan sammen fastholde og udvikle den nordiske arbejdsmarkedsmodel og den nordiske velfærdsmodel. Vi kan sammen arbejde for bæredygtig udvikling, menneskerettighederne og fred i verden.

EU har dog de seneste årtier vanskeliggjort nordisk samarbejde. Allerede i 1995, da de nordiske lande ville forbedre Basel-konventionen om transport af farligt affald over landegrænser, fik EU-landene Danmark, Finland og Sverige 24 timer til at trække sig fra det fællesnordiske forslag, for ellers ville EU-kommissionen trække de nordiske EU-lande i retten. Norge gik dog videre med forslaget, som blev vedtaget internationalt til gavn for miljøet og på trods af EU.

Vi skal også fortsat have et godt samarbejde med de andre europæiske lande. Et medlemskab af EFTA kan give os gode handelsrelationer til de resterende EU-lande og samarbejde f.eks. inden for forskning og studenterudveksling. EFTA har indtil Brexit været EU’s tredjestørste handelspartner, og det er derfor også i EU’s interesse at have en god relation til EFTA-landene, der pt. er Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.

I Folkebevægelsen mod EU har vi venner i flere britiske partier, f.eks. i Labour, De Konservative, De Grønne og Brexit Party. Derfra ved vi, at Storbritannien ikke ønsker at vende ryggen til Europa og verden. De fleste europæere, heriblandt briterne, ønsker internationalt samarbejde og demokrati. EU’s udvikling går dog konstant i retning af mere centralisering af magt og dermed en udhuling af demokratiet. I øjeblikket er EU’s forsvarsområde f.eks. under hastig udvikling. Trods vores forbehold bidrager Danmark til forsvarsfonden, som bl.a. uddeler midler til virksomheder i forsvarsindustrien, der eksporterer til diktaturstater. Vores kontrol med, hvordan pengene bruges, er forsvindende lille. Det er en kendsgerning, at hver gang EU får overstatslig magt på et område, så er der ikke længere nogen folkevalgt politiker, der kan stille lovforslag inden for det pågældende område. Det skyldes, at EU-kommissionen har monopol på at stille lovforslag. Dette er i klar modstrid med tankerne bag det danske demokrati – og at flertallet på Christiansborg kan acceptere dette, er for os helt ubegribeligt.

 

Der burde også være mulighed for, at et medlemsland kunne trække sig ud af dele af unionen. F.eks. burde de nordiske lande kunne takke nej til EU’s arbejdsmarkedspolitik
_______

 

DET ER OGSÅ et grundlæggende problem, at EU-toppen er tonedøve over for kritik. Selv når befolkninger stemmer nej i EU-relaterede folkeafstemninger, så kører EU-toget videre i retning af en stadig snævrere union. Unionen er f.eks. begyndt at blande sig i arbejdsmarkedspolitikken og, som nævnt ovenfor, i forsvarspolitikken og forsvarsindustripolitikken. Og adskillige nej ‘er i EU-relaterede afstemninger er blevet ignorerede af EU-toppen. Vi oplevede det i Danmark efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Frankrig og Irland oplevede det efter deres nej ‘er til EU-forfatningen, som stort set er den samme som Lissabon-traktaten. Irland oplevede det efter deres nej til såvel Nice-traktaten som Lissabon-traktaten.

Derudover virker det, som om EU-toppen og mange EU-tilhængere er modstandere af folkeafstemninger Irland var f.eks. det eneste EU-land, der afholdt en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, og det var tydeligt, at Bruxelles ikke var interesseret i at flere befolkninger fik mulighed for at stemme nej. Før Danmarks ratifikation af Lissabon-traktaten var de fleste EU-tilhængere på Christiansborg aktive modstandere af en dansk folkeafstemning. EU-positive meningsdannere som f.eks. Marlene Wind og Lykke Friis kritiserede også brugen af folkeafstemninger i forbindelse med EU-forfatningen.

Den negative holdning til folkeafstemninger er måske også årsagen til at intet land, der er med i eurozonen, afholdt specifikke folkeafstemninger om euroen. Kun Danmark og Sverige lod befolkningerne bestemme, og danskerne og svenskerne takkede som bekendt nej på trods af massive skræmmekampagner. EU burde f.eks. efter det franske og hollandske nej til EU-forfatning have ændret kurs markant. EU burde ikke have fjernet vetoretten på over 50 områder med Lissabon-traktaten, og det havde været oplagt, at EU-toppen havde skrottet hele den militære side af unionen samt især EU’s støtte til våbenindustrien. Der burde også være mulighed for, at et medlemsland kunne trække sig ud af dele af unionen. F.eks. burde de nordiske lande kunne takke nej til EU’s arbejdsmarkedspolitik. I stedet har EU, senest med Lissabon-traktaten, valgt at fastholde målsætningen om, at EU skal arbejde sig hen ”imod en stadig snævrere union” (art. 1 TEU).

 

Briterne vil med stor sikkerhed fortsat handle og samarbejde med andre lande, og det er i EU’s og Danmark interesse, at vi får en god aftale med briterne
_______

 

BRITERNE HAR OGSÅ OPLEVET mange trusler om, hvor galt det ville gå efter deres udtræden af EU. F.eks. trusler om, hvor dyrt det vil være, og at de fremover vil mangle alt fra toiletpapir til medicin. Danske medier har været gode til at viderebringe historier, der fik Brexit til at se ud som en dårlig ide. Disse historier stoppede ikke efter den britiske folkeafstemning i 2016. F.eks. omtalte avisen Evening Standard den 28. juli, at Brexit kunne føre til at spredning af infektioner herunder supergonore, den 9. september 2019 skrev the Guardian at der kunne komme fødevaremangel på grund af Brexit, og mangel på toiletpapir blev omtalt af Sky News den 9. oktober 2019. I DJØF-bladet kunne man den 6. december 2017 læse om seks danskere der blev ramt af Brexit og en del af deres frygt er yderst urealistisk. F.eks. nævner en, at han er bange for, at han ikke må eje ejendom i Storbritannien efter Brexit. Noget, der er aldeles urealistisk, da folk fra hele verden ejer ejendom i Storbritannien. DR kunne 7. marts 2019 fortælle, at kilometerlange køer skabte kaos i Calais. Der var tale om, at franske toldere skabte kaos for at vise, hvordan det kan gå efter Brexit. Sjovt nok er der ikke kilometerlange køer mellem EU og Norge eller mellem EU og Schweiz – selvom Norge og Schweiz ikke er med i EU og EU’s toldunion. DR lavede den 2. september 2019 en analyse, hvor det blev nævnt, at et ”no deal” kunne føre til fødevaremangel, kilometerlange lastbilskøer og en britisk økonomisk krise. TV2 viderebragte d. 25. marts 2019 en historie om, at der i UK blev udbudt kurser i at overleve på hundemad, fordi en no-deal Brexit ville medføre en nødsituation.

Vi er dog sikre på, at mange af disse skræmmehistorier vil blive gjort til skamme. Storbritannien har nemlig forberedt sig på Brexit og har allerede nu indgået aftaler med cirka 50 lande og territorier, der betyder, at handelsrelationerne med disse lande og territorier vil fortsætte. Derudover er briterne i gang med at forhandle med endnu flere lande, og det er realistisk, at Storbritannien indgår endnu flere handelsaftaler med ikke-EU-lande før nytår. Det er derfor utænkeligt, at Storbritannien vil mangle varer, hvis det bliver svært at få en aftale på plads med EU før nytår – for ikke-EU-lande vil utvivlsomt være glade for at overtage EU’s handel med briterne, hvis unionen sætter sig på tværs. Det mest realistiske er dog, at der kommer en eller anden form for handelsaftale med EU.

Indtil udgangen af året fortsætter Storbritanniens aftaler med EU. Vi er dog sikre på, at Storbritannien ikke vil synke i havet eller blive spist af Fenrisulven efter nytår. Briterne vil med stor sikkerhed fortsat handle og samarbejde med andre lande, og det er i EU’s og Danmark interesse, at vi får en god aftale med briterne. EU og Danmark har faktisk overskud på handlen med Storbritannien, så det er os, der skal kæmpe for, at briterne fortsat vil købe vores varer. Tyskerne eksporterer f.eks. op mod 800.000 biler til briterne hvert år. Det er således mange EU-arbejdspladser inden for blot den tyske bilbranche, der står på spil, hvis unionen opfører sig arrogant over for briterne i de kommende forhandlinger.

 

Meget har ændret sig, efter Danmark meldte sig ind i 1973. F.eks. forventede danskerne dengang, at der var tale om et fællesskab, som også briterne ville være med i. I dag ved vi, at der er tale om en union, som briterne har takket nej til
_______

 

EU-TOPPEN BURDE have foretaget en selvransagelse efter det britiske nej til EU, men det skete desværre ikke. Og EU-toget fortsætter ufortrødent fremad: Ved den sidste Brexit-debat i EU-parlamentet sagde EU-parlamentets Brexit-koordinator, Guy Verhofstadt, således, at han vil af med alle medlemsstaters forbehold og vetoretten inden for alle områder. Verhofstadt har tilsyneladende intet lært af briternes nej til EU, hvilket er kendetegnende for EU-toppen generelt. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, meddelte i 2018, at han ønsker en EU-hær. Den tyske kansler, Angela Merkel, meddelte kort tid efter, at hun også ønsker en EU-hær. Den nuværende EU-kommissionsforkvinde, Ursula von der Leyen, sagde i starten af 2019, at en EU-hær er under opbygning, og hun slog kort tid før hun blev kommissionsforkvinde fast, at hun ønsker et EU, der har ”hård magt”. Den franske finansminister, Bruno Le Maire, vil, at EU skal blive til et fredeligt imperium, der bl.a. kan opkræve skatter. På den hjemlige front oplever vi, at Venstre og Radikale Venstres ledelser vil have os med i EU’s bankunion uden en folkeafstemning.

Mere magt til EU og flere penge til EU er bare ikke løsningen på alle problemer og udfordringer. Her i 2020 oplever vi, at den nordiske arbejdsmodel er truet af EU. Vi oplever, at EU’s bankunion og EU’s forsvarsunion er på den politiske dagsorden og det kan føre til forslag om, at Danmark skal afgive magt til EU inden for bankområdet og forsvarspolitikken. Hvis Danmark tilslutter sig EU’s bankunion vil vi give euro-landendes centralbank, ECB, magt over hvad der skal ske med danske storbanker, der kommer ud i større vanskeligheder og dette selv om vi ikke er et euro-land. På ECB’s egen hjemmeside siges det lige ud, at formålet med bankunionen er vigtigt skridt i retning af en ægte økonomisk og monetær union. Når det gælder EU’s militære udvikling, så kan vi se, at EU vil lave en færdigudbygget forsvarsunion senest i 2025. Det er helt og aldeles unødvendigt for Danmark at blive medlem af en EU-forsvarsunion. Den vil også betyde, at milliarder af skattekroner fra borgerne i EU fortsat kanaliseres til militærindustrien, der sælger våben til regimer, der krænker menneskerettighederne. Vi kan ikke støtte, at EU skaber mere usikkerhed i verden.

Meget har ændret sig, efter Danmark meldte sig ind i 1973. F.eks. forventede danskerne dengang, at der var tale om et fællesskab, som også briterne ville være med i. I dag ved vi, at der er tale om en union, som briterne har takket nej til. Folkebevægelsen modsætter sig derfor, at Danmark afgiver mere magt til EU og vi arbejder aktivt for alternativer til EU og for, at vi får en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab. Danmark skal aldrig blive til en delstat i Europas Forende Stater. ■

 

Det er helt og aldeles unødvendigt for Danmark at blive medlem af en EU-forsvarsunion
_______

 

Susanna Dyre-Greensite (f. 1994) er cand.scient.pol. Arbejder til daglig som marketingkoordinator. Formand for Folkebevægelsen mod EU. Lave K. Broch, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, officer af reserven i Beredskabsstyrelsen og konsulent. Medlem af Folkebevægelsen mod EU’s forretningsudvalg. ILLUSTRATION: Folkebevægelsen mod EU holder landsmøde i København, 27. oktober 2019 (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)