15.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Noget tyder på, at de danske kystvagter i EU’s grænsevagt, FRONTEX, bliver flyttet væk fra de mest aktive migrantzoner i Middelhavet, fordi de nægter at bruge den voldsomme push-back-metode til at tvinge migrantbåde væk. Metoden må stoppes, og den danske regering bør kigge nærmere på, hvordan den danske deltagelse i FRONTEX bliver så effektiv som muligt.

Kommentar af Nikolaj Frederiksen og Pernille Weiss, Det Konservative Folkeparti

Når der er en ledig stund i mediestrømmen, dukker billederne af flygtninge og migranter i Sydeuropa frem. Det gør ondt at se på dem, og vi må næsten opgivende indrømme, at simple løsninger ikke findes, når det drejer sig om de såkaldte ‘push-backs’. De metoder, der finder sted i blandt andet det græske øhav, hvor overfyldte gummibåde med migranter skubbes tilbage mod den kyst, de kom fra, eller ligefrem punkteres – hvis ikke det lykkes migranterne at bruge små og ofte uledsagede børn som gidsel eller rambuk for at få adgang til EU.

Push-back-metoden er ikke kun noget, der finder sted til havs. Langs EU’s østvendte landegrænser ved vi også, at der længe har været episoder, hvor desperate mennesker, som forsøger at trænge ind i EU under påskud af at være berettigede asylansøgere, mødes med konventionsstridige, uetiske stokkeslag og andre mishandlinger. Det skyldes, at lande som fx Kroatien og Ungarn ikke vil have dem ind, fordi der alt for ofte viser sig at være tale om illegale migranter.

Vi har på fornemmelsen, at danske grænsevagter, der deltager i EU’s grænseagentur, FRONTEX, er blevet flyttet længere væk fra de mest aktive migrantzoner, fordi de ikke vil være med til at anvende ‘push-back’-metoderne efter ordrer fra de græske kystvagter.

Vores fornemmelse bunder i, at vi har modtaget interne arbejdsdokumenter (Nikolaj Frederiksen er FRONTEX-medarbejder) og nyhedsbreve fra de udsendte. Derudover er der dokumenterede eksempler på, at en dansk båd har nægtet at følge den græske kystvagts ordre om at tvinge gummibåde tilbage med magt, fordi man vurderede det som livsfarligt. Coronapandemien har nedsat antallet af ankomster fra Tyrkiet, og flygtninge og migranter flytter dermed længere mod nord. Samtidig bliver det danske bidrag flyttet mod syd, hvor travlheden er mindre. Vi er i nyhedsbreve blevet oplyst om, at der ca. er 75 pct. mindre at lave for besætningerne.

Danske kystvagter er ellers meget vellidte, fordi de – ligesom danske soldater på NATO-opgaver – er effektive og gode til at omsætte strategi til operationelle resultater. At de så også er ordentlige i deres omgang med konventionerne, er desværre ikke længere en helt så eftertragtet kompetence.

 

Vi kan som borgerlige og fortalere for retsstatens principper, der tilmed hylder ordentlighed, ansvarlighed og næstekærlighed, ikke lade som ingenting
_______

 

Endnu er vores fornemmelse ikke af- eller bekræftet. Men vi vil gerne opfordre den danske regering og dem, der måtte sidde tæt på FRONTEX, til at se nærmere og uforbeholdent på rygterne.

Man skal nemlig være usandsynligt afstumpet for at kunne ignorere sådan en fornemmelse. Selvom det endnu er relativt nemt. Det hele sker jo så langt væk fra Danmark, mens vi også har betalt os fra at engagere os mere i det stadigt voksende migrationspres, der er på Europas sydlige og østvendte grænser.

Et pres skabt af konflikter i Afrika og Mellemøsten, af voksende befolkningstal alle andre steder end i Europa, af mere viden om mulighederne i det forjættede Europa og bedre mobilitet i form af en brutal menneskesmuglingsindustri, der sælger drømme om en bedre fremtid på falske forudsætninger til mennesker, for hvem selv de værste ydmygelser og største omkostninger ikke er for høje i forhold til at blive, hvor de egentlig hører hjemme.

Vi kan som borgerlige og fortalere for retsstatens principper, der tilmed hylder ordentlighed, ansvarlighed og næstekærlighed, ikke lade som ingenting. Det gør EU og medlemslandene heller ikke; det ville være at skære det for skarpt op at påstå det. Men fordi løsningen på migrationsudfordringen ikke findes i ental, men består af mange indsatser, som griber ind i hinanden på kryds og tværs, så sker der desværre det, at den komplekse tyngde sænker tempoet på at levere resultater. Resultater, der kunne gøre europæerne trygge og få sat en effektiv stopper for illegal migration og ophobningen af menneskelig forfald i lejre på kanten af Europa eller på bunden af Middelhavet.

EU’s forslag til ny asylpolitik har mange bud på, hvad løsningerne kunne være. Dem vil vi ikke forholde os til her, men vi vil gerne fremhæve noget af det, der efter vores mening mangler.

 

Vi [bør] anerkende ‘push back’-metoderne som en realitet, der skal stoppes. Vi kan ikke nøjes med at forbyde det, der allerede er konventionsstridigt. Det bliver bare et slag i luften
_______

 

Vi vil overordnet gerne foreslå, at vi anerkender ‘push back’-metoderne som en realitet, der skal stoppes. Vi kan ikke nøjes med at forbyde det, der allerede er konventionsstridigt. Det bliver bare et slag i luften. Der skal handlinger til, og vi vil gerne pege på løsninger, der relativt nemt kan få grænsevagterne tilbage på sporet af at behandle illegale migranter – der naturligvis ikke skal ind i EU – mere menneskeligt og værdigt.

Løsningen er blandt andet, at der skal være grænsevagter nok. Helt banalt. Og så er en hel del andre værktøjer, såsom bedre organisering og tydeligere samarbejdsstrukturer mellem de nationale grænsevagter og FRONTEX. Det må være legalt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er den nationale grænsevagt, der bestemmer i operationerne, eller om det er FRONTEX, der kan gøre det bedst? EU’s borgere betaler immervæk kollektivt meget – om end ikke tilstrækkeligt – til FRONTEX, og derfor bør alle i EU kunne se, at pengene bliver brugt rigtigt og skaber størst mulig værdi.

Derudover er det vigtigt, at grænsevagterne har de teknologier, der skal til for at undgå konfrontationer med migranter i panik på åbent hav, hvor livsfarlige situationer nemt kan opstå.

Her er ‘early warning’-teknologien en væsentlig faktor, fordi det kan sikre en bedre udnyttelse af mandskab og ressourcer. Det handler i al sin enkelthed om at overvåge kystlinjen på den tyrkiske side, så både med migranter identificeres allerede, før de sætter til havs, og de tyrkiske kystvagter kan holde dem tilbage i overensstemmelse med de aftaler, som EU og Tyrkiet har.

 

Vi er helt på det rene med, at vi stikker en pind ind i en hvepserede, som de fleste politikere er kendt for kun at råbe op om på meget lang afstand
_______

 

Sådanne ‘early warnings’ kan ske med radar og termisk kikkert, som fx er monteret på den danske Kystredningstjenestes SAR-køretøjer, med ubemandede luftballoner eller med droner. Der er faktisk ikke tale om nogen ny og uafprøvet teknologi. FRONTEX har blandt andet afprøvet det på Samos med stor succes, og det betyder især, at kapaciteten og det tilstedeværende personale bliver brugt mere effektivt. Dette redder liv og øger suverænitetshåndhævelsen for EU’s ydre grænser.

At bruge ’early warning’-teknologierne forudsætter naturligvis, at Tyrkiet og de nordafrikanske lande vil være med til det i respekt for nationale territoriers integritet. Det kan man altid spekulere i, om de vil. Omvendt er det også en kendsgerning, at disse lande – og især Tyrkiet – har et notorisk behov for penge og derfor burde være til at tale med, så menneskeliv ikke sættes unødigt på spil på åbent hav.

Uanset om vores fornemmelse af, at det danske led i grænseagenturet, FRONTEX, flyttes rundt efter logikken: ”hvad de ikke ser, har de ikke ondt af,” er rigtig eller ej, så ændrer det ikke på det faktum, at ’early warnings’ bør blive en del af måden, FRONTEX arbejder på. Vi er helt på det rene med, at vi stikker en pind ind i en hvepserede, som de fleste politikere er kendt for kun at råbe op om på meget lang afstand. Men som konservative på den danske måde og med indsigt i, at der faktisk er praktiske løsninger at sætte i anvendelse, føler vi pligt til at råbe højt. Så mennesker, der ret- eller uretmæssigt møder EU’s ydre grænser, bliver behandlet i overensstemmelse med den europæiske og kristne respekt for ethvert menneskes værdighed og liv. ■

 

[S]om konservative på den danske måde og med indsigt i, at der faktisk er praktiske løsninger at sætte i anvendelse, føler vi pligt til at råbe højt
_______

 

Nikolaj Frederiksen (f. 1968) er politiassistent, lejlighedsvist udsendt i FRONTEX, og konservativt medlem af byrådet i Hillerød. Pernille Weiss (f. 1968) er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. ILLUSTRATION: Afrikanske flygtninge og migranter på en gummibåd under en redningsoperation, 4. november 2016 [foto: Andreas Solaro / AFP / Ritzau Scanpix]