19.01.2020

.

Så længe neoliberalismen dikterer vores økonomi, liv og forbrug, er der intet, vi kan gøre, andet end at lappe huller. Uden et opgør med de fundamentale økonomiske sammenhænge, vil klimaambassadører, klimalove og klimainvesteringer ikke gøre den nødvendige forskel i den grønne omstilling.

Kommentar af Franciska Rosenkilde, kultur- og fritidsborgmester i København (Å)

AUSTRALIEN ER I DAG på mange måder klimakatastrofens ground zero. The Great Barrier Reef er ved at dø, de kæmpe tangskove og den oprindelig regnskov er stort set forsvundet, adskillige byer er løbet tør for vand, og et område større end Danmark er allerede gået op i flammer. Tusinder af hjem er ødelagt, og brandene har allerede kostet adskillige menneskeliv.

Utroligt nok har den australske regering valgt at reagere på den hidtil usete nationale klimakrise ved ikke at forsvare sit land, men i stedet kulindustrien, som tilfældigvis er en stor økonomisk donor til begge landets største partier.

Mens brande eksploderede i midten af december, var lederen fra oppositionspartiet Labor Party på en rundvisning i kulminer, hvor han udtrykte sin utvetydige støtte til kuleksport, og premierministeren, den konservative Scott Morrison, tog på ferie til Hawaii. Da Morrison vendte tilbage til et land i flammer, afviste han straks blankt at øge Australiens – i forvejen ringe – bidrag til at bekæmpe klimaforandringerne. Årsagen? Det ville være dårligt for økonomien.

DE AUSTRALSKE POLITIKERES prioritering af økonomien i en situation, hvor deres lands overlevelse er i fare, viser med skræmmende tydelighed, hvordan vores nuværende økonomiske tækning udgør den største trussel mod planeten lige nu. Det er simpelthen umuligt at redde kloden, så længe vi prioriterer økonomisk vækst over klimaet.

Desværre er det ikke bare australierne, der ikke har forstået alvoren af problemerne, vi står over for. Lige før jul faldt forhandlingerne ved COP25 til jorden med sådan et brag, at det kunne høres på selv de planeter, som ikke er berørt af klimaforandringerne. Verdens ledere blev enige om at udskyde alle beslutninger om at gøre noget for at overholde Paris-aftalen til næste år.

Herhjemme har vi en klimaminister, der i Politiken 22. november poserede med et fast tag i en levende and og proklamerede, at han til jul spiser, hvad han vil, for at vise, han måske nok er grøn, men ”uden at være fanatisk”. Samtidig har vi en statsminister, der bruger sin nytårstale til at tale om at passe bedre på rigets børn, men stort set ikke nævner den klimakrise, der truer fremtiden for hele verdens børn. Og det i en tid, hvor vi desperat har brug for ledere, der vender blikket udad og tager globalt ansvar.

 

Alle partier rækker hånden op, når de bliver spurgt, hvem der er det grønneste parti. Men kun de færreste er klar til at ofre, hvad det koster at redde klimaet. Den omstilling, vi skal igennem, skal være radikal
_______

 

Konsekvenserne af klimaforandringerne er allerede så omfangsrige, at økosystemer bryder sammen, arter masseudryddes, og mennesker dør og sendes på flugt. Ifølge ulandsorganisationen CARE Danmark sendte klimaforandringer i 2016 mere end tre gange så mange på flugt som konflikter og vold. Og frem mod år 2050 risikerer hele 250 millioner mennesker at blive permanente klimaflygtninge. Vi har kun ganske få år til at foretage den nødvendige handlen.

Alle partier rækker hånden op, når de bliver spurgt, hvem der er det grønneste parti. Men kun de færreste er klar til at ofre, hvad det koster at redde klimaet. Den omstilling, vi skal igennem, skal være radikal. Klimaloven er en start, men ikke mere end det. Klimaet bliver ikke reddet af gode ambitioner eller flotte skåltaler. Klimaet bliver reddet af konkret handlen – og det forudsætter et opgør med selve det økonomiske system.

KLIMAKRISEN ER ET PRODUKT af en forskruet neoliberal kapitalisme, som prioriterer økonomisk vækst over alt andet. Den neoliberale kapitalisme anerkender kun økonomisk værdi og isolerer denne fra resten af verden: økosystemer, klimaet og sociale relationer. Den søger profit til de rigeste og evig vækst og sorte tal i Excel-ark uden at skele til andre bundlinjer. Så længe vi bliver rigere, er alt godt. Den logik er printet på indersiden af vores øjenlåg. Derfor styrer verdens lande efter et stadig større BNP. Derfor afkræves virksomheder uendelig vækst af deres aktionærer. Og derfor forventer vi som individer af os selv og hinanden, at vi hele tiden forbruger mere.

En gennemsnitsdanskers officielle CO2-udledning er, ifølge tænketanken Concito, ca. 7,5 ton om året. Men indregnet i tallet er ikke klimaaftrykket fra vores forbrug – alle de varer, vi importerer fra udlandet samt vores flyrejser. Medregner vi dem, mere end fordobles vores klimaftryk, og en gennemsnitsdanskers årlige CO2-udledning lander på ca. 17 ton. Det skal ses i kontekst af, at FN konkluderer, at vi i 2050 skal have en CO2-udledning på ca. 2-3 ton CO2 pr. verdensborger, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

Det er produktionen af de 16 kilo tøj, som vi i gennemsnit køber hvert år, men sjældent bruger, som tørlægger landsbyer. Det er transporten af de tusinder af ligegyldige ting, som vi ejer, der forurener luften. Og det er kødet, vi kaster i gabet, som fører til skovbrande og en planet i feberkramper.

 

Det er radikalt. Det anerkender jeg. Men det er helt nødvendigt. Reel grøn forandring kræver et opgør med den neoliberale ret til helt uhæmmet at forbruge, profitere og prioritere økonomiske interesser over kloden
_______

 

FREMTIDENS ØKONOMI skal ikke handle om, at vi skal være rigere i morgen end i dag, men at vores forbrug skal være i balance med planeten og dens økosystemer. Det er ikke et ansvar, som kun hviler på den enkelte borgers skuldre. Det er først og fremmest et politisk ansvar.

En bæredygtig økonomi kræver, at vi politisk ændrer vores krav og relationer til hinanden, vores forbrug og erhvervsliv. Der skal højere afgifter på alle forurenende produkter som kød og tøj, så der produceres og forbruges mindre. Og så skal de største udledere ikke gives gigantiske skatterabatter – som vi lige nu gør med olieselskaberne – men i stedet afkræves betragtelige klimaskatter, grøn omstilling eller decideret afvikling af produktion.

Det er radikalt. Det anerkender jeg. Men det er helt nødvendigt. Reel grøn forandring kræver et opgør med den neoliberale ret til helt uhæmmet at forbruge, profitere og prioritere økonomiske interesser over kloden.

Vi kan ikke nøjes med bare investere i ”grøn” teknologi, der kan opretholde den strukturelle business as usual, som regeringen lægger op til, når de foreslår mere klimavenlige staldsystemer og bedre sammensætning af foder, og siger, at landbruget ikke behøver leve op til 70 pct. reduktion af klimagasser i 2030, så længe de bevæger sig i den rigtige retning.

I stedet skal vi omlægge hele landbruget fra det monokulturelle, konventionelle og animalskproducerende til mindre, regenererende og økologiske besætninger med fokus på grønne råvarer. Det vil sætte naturens regenerative kapacitet over indtjening.

En lignende omstilling skal foretages i alle sektorer. Og det er os politikere, der er ansvarlige for, at det kommer til at ske. Det er os, der skal sikre, at det ikke kan lade sig gøre – eller i det mindste ikke kan betale sig – for virksomheder at bruge mere, end de giver tilbage. Det er os, der skal sikre, at den nemme løsning ikke er at smide kød i indkøbsvognen, tage nyt tøj ned fra knagen eller tage bilen på arbejde, dels ved at gøre disse valg dyrere og dels ved at gøre de klimavenlige alternativer som genbrug, grøntsager og grøn transport billigere og nemmere.

Det er selvfølgelig ikke gratis at løse denne enorme udfordring. Derfor er det helt håbløst, at regeringen mener, at den grønne omstilling hverken må koste arbejdspladser eller vækst. Det er at sætte økonomi før klimaet, og det viser, at den neoliberale økonomiske tænkning ikke bare udgør en sort spændetrøje for den grønne omstilling i Australien, men også i Danmark.

Det er et faktum, at neoliberalismen forhindrer os i at redde klimaet. Så længe den dikterer vores økonomi, liv og forbrug, er der intet, vi kan gøre, andet end at lappe huller. Uden et opgør med de fundamentale økonomiske sammenhænge vil klimaambassadører, klimalove og klimainvesteringer ikke gøre den nødvendige forskel – klimakampen vil blot være en kamp for at skovle vand ud af en hullet båd. ■

 

Uden et opgør med de fundamentale økonomiske sammenhænge vil klimaambassadører, klimalove og klimainvesteringer ikke gøre den nødvendige forskel – klimakampen vil blot være en kamp for at skovle vand ud af en hullet båd
_______

 

Franciska Rosenkilde (f. 1976) er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, hvilket hun har været siden 2018. Uddannet professionsbachelor i sundhed og ernæring fra Professionshøjskolen Metropol og kandidat i geografi fra Københavns Universitet. Har tidligere arbejdet som kok og har stået i spidsen for udarbejdelsen af Københavns Kommunes nye klimaorienterede mad- og måltidsstrategi. ILLUSTRATION: Tesla Model 3-biler på en fabrik i Kina, 7. januar 2020 [foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix]