05.06.2020

Når Trump ønsker at indsætte militæret til at håndtere uroligheder internt i USA, splitter han både militæret, befolkningen og landets sammenhængskraft. I en sådan situation kan militæret ikke varetage sin egentlige opgave: at beskytte landet mod ydre fjender. Dermed taler Trump ind i en tendens i demokratiske lande, hvor militæret i højere grad overtager politiopgaver.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Mette Volquartzen og Rasmus Dahlberg

DER ER TO slags statsledere: dem, der samler, og dem, der deler. I den seneste uge har verden for alvor set, hvilken kategori Donald Trump tilhører. Når en præsident reagerer på demokratiske protester ved at betegne demonstranter som terrorister og indsætte soldater i politiopgaver, krydser man en afgørende linje.

Det er tydeligt, at Trump er fascineret af fortællingen om ”den stærke mand”, som ikke viger tilbage for at anvende drakoniske midler for at opretholde lov og orden – eller rettere bare orden. For lov-delen fylder ikke meget i Trumps univers. ”Med lov skal man land bygge” står der skrevet på Københavns Byret. På den amerikanske højesterets bygning i Washington DC står der: ”Equal justice under law.” Og det er netop, hvad amerikanske demonstranter med rette kræver i disse dage. For Trump synes legitimiteten i deres adfærd og krav imidlertid irrelevant, og resultatet er scener, som vi ind til for nylig helt overvejende kun havde set i dystopiske film og tv-serier.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Jim Mattis satte i løbet af ugen med stor præcision og kraft ord på situationen: ”Donald Trump er den første præsident i min levetid, som ikke forsøger at samle det amerikanske folk – han gør ikke engang forsøget. I stedet forsøger han at splitte os.” Og det er uamerikansk, mener Mattis, og påpeger, hvordan den amerikanske etos netop er dybt forankret i unionstanken: “In Union there is Strength,” var det amerikanske modsvar til nazisternes slogan ”Del og hersk”.

Den amerikanske hærs indsats i forskellige krige i udlandet har da også ofte haft en effekt på sammenhængskraften i moderlandet, hvor amerikanerne synes at forene sig og støtte deres præsident, når landet går i krig. Fx efter terrorangrebet den 11. september 2001, hvor George W. Bush havde befolkningens opbakning til at indlede en krig i Afghanistan. Men der var også en krig, der havde den modsatte effekt: Vietnamkrigen. Militæret oplevede, at befolkningen gradvist vendte sig mod dem under konflikten, og de væbnede styrker i USA er stadig meget opmærksomme på, at dette ikke må ske igen. Den aktuelle situation viser tydeligt, hvor delikat et emne eventuel brug af militær magt i indre sikkerhedsanliggender er. Når selv forsvarsminister Mark Esper, som ellers er en særdeles loyal Trump-støtte, tager sine forbehold, er det fordi han ved, at et direkte politisk krav om soldater i gaderne kan få Pentagon til at sætte hælene i.

 

Det amerikanske militær har gennem historien kunne bryste sig af at have en apolitisk og partipolitisk uafhængig rolle i et samfund og en stat, der i 1776 definerede sig som en modsætning til de europæiske monarkier. Trump er ved at ændre dette narrativ
_______

 

Det amerikanske militær har gennem historien kunne bryste sig af at have en apolitisk og partipolitisk uafhængig rolle i et samfund og en stat, der i 1776 definerede sig som en modsætning til de europæiske monarkier. Trump er ved at ændre dette narrativ, og militæret er ikke imponeret. Således har flere sværvægtere i militæret i denne uge officielt udtrykt bekymring for, at præsident Trump anser militæret for blot et ud af flere politiske redskaber, han kan bruge til sin fordel. “Der er en hårfin grænse mellem militærets tolerance over for tvivlsomme partipolitiske bevægelser i de sidste tre år og det punkt, hvor disse bliver utålelige for et apolitisk militær,” sagde Douglas E. Lute, en pensioneret trestjernet general, til New York Times.

DEN SAMME OPFATTELSE finder vi i den danske historie. I Danmark er militæret ofte blevet brugt mod befolkningen – i gamle dage altså. Og det skyldtes primært, at det det civile organ – politiet – endnu ikke havde mandskab, udstyr og træning nok til at håndtere større indre uroligheder. I 1938 blev politiet til et nationalt enhedspoliti, der nu officielt fik opgaven at sikre landets indre fred. Forinden havde der været en debat om militærets væbnede bistand til politiet, fordi det nær var gået galt i Nakskov i maj 1931. Som et resultat af den omfattende økonomiske krise og dertilhørende høje arbejdsløshed kom det nemlig i maj 1931 til voldsomme kampe mellem arbejdere og politi. Hæren blev tilkaldt for at assistere politiet, men situationen udviklede sig heldigvis ikke til en egentlig konfrontation.

Sådan gik det imidlertid ikke i Sverige kun en uge senere, hvor militæret blev indsat ved uroligheder i Ådalen og skød og dræbte fem personer, herunder en 19-årig kvinde der stod på en altan som tilskuer. Det gjorde et voldsomt indtryk i Danmark, og den dengang nye hærchef Erik With artikulerede problemet skarpt.

With påpegede, at det var en ”både forældet og forkastelig fremgangsmåde i sådanne tilfælde (dvs. indre uroligheder, red.) at betragte krigsmagten som et bekvemt forhåndenværende redskab for den lokale politimagt og at tilkalde kommandoer for ved deres hjælp at bekæmpe landets egne borgere ved skarpskydning. … (Det) vil inddrage den (dvs. hæren, red.) i indre partistridigheder og klassemodsætninger, til ubodelig skade for dens samdrægtighed og kraft til løsningen af den opgave, af hensyn til hvilken den opretholdes, nemlig landets værn mod ydre fjender.”

 

Dette kunne have været skrevet i dag med Donald Trump som modtager. At bruge militæret mod befolkningen som ”et bekvemt forhåndenværende redskab” splitter både militæret og befolkningen og landets sammenhængskraft
_______

 

Dette kunne have været skrevet i dag med Donald Trump som modtager. At bruge militæret mod befolkningen som ”et bekvemt forhåndenværende redskab” splitter både militæret og befolkningen og landets sammenhængskraft. I en sådan situation kan militæret ikke varetage sin egentlige opgave: at beskytte landet mod ydre fjender. Og hvad er så meningen med overhovedet at have et militær? Det er værd at bemærke, at general Ebbe Gørtz, som havde været chef for Generalkommandoen under Besættelsen, i maj 1948 præciserede, at forsvarets bistand til dansk politi kun må være “absolut sidste udvej”. Dengang frygtede hærchefen, at danske politikere ligesom i Frankrig kunne finde på at anvende soldater mod egen befolkning i forbindelse med arbejdskampe. Da militære eliteenheder fra den 82. Luftbårne Division tidligere på ugen blev sendt til den amerikanske hovedstad, var det et klart signal om, at Trump ønskede at kunne ”dominere” gadekampene – noget han netop kritiserede delstatsregeringerne for ikke at evne. Resultatet blev dog, at forsvarsminister Esper fredag måtte sende de kampparate enheder ud af Washington-området igen efter massiv kritik.

SIDEN GØRTZ’ kommentar i 1948 har dansk militær kun kunnet indsættes i hjemlig kontekst under kommando af politiet. Men rammerne for brug af militæret i interne sikkerhedsanliggender er også i Danmark blevet udvidet på det seneste, først og fremmest med en lovændring i 2018, som fjernede ministergodkendelsen heraf. Glidebaner starter altid blødt, men hvis man ikke holder øje med udviklingen, kan det pludselig gå stærkt.

I USA har præsidenten grebet tilbage til en lov fra 1807 om oprørsbekæmpelse for at omgå den såkaldte Posse Comitatus-lov 1878, som siger, at ingen del af de amerikanske væbnede styrker anvendes til at håndhæve loven med mindre, der foreligger en konkret beslutning fra Kongressens side eller der kan henvises til en specifik bestemmelse i Forfatningen. På denne måde at anvende gamle bestemmelser, vedtaget i helt andre tider med meget anderledes sikkerhedspolitiske forhold, er et juridisk kneb, som på den korte bane måske nok tjener Trumps ønske om at fremstå hård og kontant, men som i et større perspektiv bidrager til at erodere kontrakten mellem regering, lovgivere og borgere i et i forvejen splittet USA.

Set fra Danmark er Unionen netop nu i dyb krise. Billederne af kampklædte tropper på ikoniske steder i Washington, DC, ligner mest af alt scener fra dystre Hollywoodfilm. Vi afslutter derfor med en populærkulturel reference ved at citere en fiktiv general: Admiral Adama fra den amerikanske tv-serie Battlestar Galactica: ”Der er en grund til, at man adskiller militæret og politiet. Førstnævnte bekæmper statens fjender, sidstnævnte tjener og beskytter befolkningen. Når militæret antager begge roller, er der en tendens til, at befolkningen bliver statens fjende.” ■

 

Når en præsident reagerer på demokratiske protester ved at betegne demonstranter som terrorister og indsætte soldater i politiopgaver, krydser man en afgørende linje
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?