27.05.2020

Grænserne mellem politi og soldater bliver stadigt mere udviskede, når soldater flere steder i vores samfund patruljerer gaderne, og politiet bliver stærkere bevæbnet. Det bør give anledning til diskussion, fordi det medfører en række potentielle risici, som i værste fald risikerer at svække værnet om menneskerettighederne og den demokratiske kontrol med militæret.

Denne artikel er en del af den femte udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Rasmus Dahlberg og Ida Alban Adler

For første gang siden opstanden i Nakskov i 1931 er soldater atter blevet en del af det danske gadebillede i fredstid. Efter terrorangrebet i København den 14. februar 2015 blev der igangsat et arbejde, der mundede ud i en ny politilov, som blev vedtaget med virkning fra den 1. juli 2018. Lovændringen gjorde det lettere for politiet at få støtte fra Forsvaret til f.eks. bevogtningsopgaver, og den skabte, sammen med Forsvarsforliget for perioden 2018-2023, grundlaget for Forsvarets øgede bistand til politiet og dermed et større militært engagement i den danske samfundssikkerhed i hverdagen.

Både ved synagogen og Den Israelske Ambassade i København og ved grænsen mellem Danmark og Tyskland kan man i dag således opleve uniformerede og bevæbnede soldater udføre samfundssikkerhedsopgaver såsom bevogtnings- og transportopgaver, som her i landet traditionelt er blevet varetaget af politiet. Danmark står imidlertid ikke alene med denne udvikling. I mange europæiske lande bidrager militæret i stigende omfang til opretholdelse af samfundssikkerhed, og denne udvikling giver anledning til at undersøge den stadig mere uklare grænse mellem militær og politi, og hvilke konsekvenser den har for vores samfund og forsvar

Flere årsager
Nyere international forskning af bl.a. John L. Clarke og Jori Kalkman peger på tre hoveddrivkræfter bag sammensmeltningen af forholdet mellem politi og militær: Trusselsbilledets ændrede karakter, sikkerhedsliggørelsen af samfundssikkerhedsopgaver (se nedenfor) og institutionel efterligning mellem feltets professionelle aktører (en gennemgang af litteraturen kan ses i Rasmus Dahlberg og Anja Dalgaard-Nielsens kapitel om ”The Roles of Military and Civilian Forces in Domestic Security” i den kommende udgivelse Handbook of Military Sciences).

For det første har transnationale trusler såsom terrorisme, naturkatastrofer og uregelmæssig immigration ændret forholdet mellem politiet og militæret. Sådanne trusler er nemlig grænseløse og grænseoverskridende, og politi og civile institutioner risikerer at blive overvældet af disse udfordringer. Det nuværende trusselsbillede kræver derfor større samarbejde mellem politi og forsvar. Ved ekstraordinære situationer kan Forsvaret fx bidrage med særlige kompetencer og hurtigt disponibelt mandskab, hvilket også er indskrevet i seneste forsvarsforlig.

 

For det første har transnationale trusler såsom terrorisme, naturkatastrofer og uregelmæssig immigration ændret forholdet mellem politiet og militæret. Sådanne trusler er nemlig grænseløse og grænseoverskridende
_______

 

For det andet kan økonomiske og politiske ændringer i samfundet også ses som drivkraft mod et stadig tættere forhold mellem militær og politi. Argumentet går på, at dele af militæret og forsvarsindustrien efter den Kolde Krig pludselig fandt sig selv uden indkomstmuligheder og eksistensberettigelse. En involvering af de væbnede styrker i den mere generelle samfundssikkerhed gav dermed de militære systemer en mulighed for at demonstrere deres fortsatte nytte og behovet for at fastholde budgetterne. Denne forklaring betyder ikke, at de grænseløse trusler ikke var og er reelle, men forskere fremhæver ud fra dette fokus, hvordan disse fænomener sikkerhedsliggøres – dvs. ophøjes fra almindelig politisering til et spørgsmål om statens overlevelse – i en kontekst, der kræver nye, og i nogle tilfælde ekstraordinære, tiltag. Regeringens argumentation for midlertidige, men vidtgående beføjelser til Sundhedsministeren under coronakrisen, er et eksempel på sikkerhedsliggørelse, hvor fundamentale frihedsrettigheder med et pennestrøg fratages befolkningen af hensyn til rigets sikkerhed.

Og endelig, for det tredje, er det en velkendt organisatorisk proces, at organisationer ”efterligner” andre succesfulde organisationer. Således bliver militæret og politiet i stigende grad ens, hvad udrustning, træning og operative koncepter angår – såkaldt ”sektorkonvergens”. Det konvergerende forhold mellem politi og militær kan, ifølge denne tankegang, forstås som en reaktion på aktuelle sociale, geopolitiske og juridiske påvirkninger, der har skabt et fælles miljø for de to traditionelt væsensforskellige samfundsinstitutioner. For eksempel har den danske hær gennem de seneste årtiers internationale operationer i bl.a. Irak og Afghanistan udviklet kompetencer inden for oprørsbekæmpelse, mens dansk politi på en lignende måde siden urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 har styrket den taktiske evne til at håndtere voldsomme gadeuroligheder. Generelt kan man sige, at udviklingen på den måde har været, at politiet bliver sværere bevæbnet, mens soldater skal lære at patruljere i gaderne – med hvad det indebærer af krav om konduite.

Grobund for bekymring
Hvad end hoveddrivkraften bag den mere uklare grænse mellem militær og politi er, så bekymrer udviskningen af grænsen især forskere, der beskæftiger sig med civil-militære forhold. Militærets større rolle i generel samfundssikkerhed risikerer nemlig at underminere soldaternes kampmoral og vanskeliggøre rekrutteringsprocessen. En soldats formål og rolle er, ifølge dette ræsonnement, at forsvare landets territorium mod ydre fjender eller at deltage i internationale operationer, ikke at bistå politiet i kontrol med optøjer eller patruljering i hjemlandet. På den anden side kan national terrorbekæmpelse opfattes som en yderst meningsfuld opgave for mange væbnede styrker, særligt i månederne efter en hændelse, hvor der ofte ses en øget patriotisme i det ramte land. Der er dog et hul i forskningen omkring, hvordan ansatte i militæret opfatter forskellige nationale sikkerhedsopgaver, og det er derfor usikkert om militærets rolle i samfundssikkerhed har en direkte betydning for moralen. Det er et spørgsmål, som fortjener opmærksomhed fra forskere både herhjemme og i udlandet.

Kritikere peger også på, at den øgede militære rolle i samfundssikkerhed kan have en negativ indvirkning på soldaters træningstid, kampparathed og effektivitet i internationale opgaver. Andre argumenterer derimod for, at nationale indsættelser faktisk kan fungere som værdifuld træning og give erfaring med operationer, hvor der er tæt interaktion med civile. Hertil argumenteres der for, at behovet for fleksibilitet og skift i roller er en integreret del af enhver væbnet styrke, der skal kunne imødegå det aktuelle komplekse trusselsbillede. Dette forekommer indlysende, men det er vigtigt at være opmærksom på, at nytten af fleksibiliteten kan undergraves systemisk, hvis Forsvarets uddannelsesstruktur konstant skal afgive styrker til nationale indsættelser. Samtidige krav om soldater i gaderne herhjemme kan for eksempel tænkes at udfordre Danmarks parathed til at stille med lovede styrkebidrag til Nato-missioner, fordi det simpelthen bliver vanskeligt at uddanne og træne tilstrækkeligt.

 

Men måske vigtigst af alt kan man kritisere det stadig tættere forhold mellem militær og politi for i værste fald at svække værnet om menneskerettighederne og underminere den demokratiske kontrol med militæret
_______

 

Derudover har brugen af militær i samfundssikkerhedsopgaver – i særdeleshed i forbindelse med terrorbekæmpelse – givet anledning til bekymring for, om det ligefrem kan være kontraproduktivt. Militarisering af terrorbekæmpelse spiller nemlig ind i terrororganisationers krigsretorik og kan skabe utilsigtet forstærkning af terroristernes selviscenesættelse som legitime krigere. Et militært bidrag til national terrorbekæmpelse risikerer dermed, ifølge nogle kritikere, at forstærke terrororganisationers rekrutteringsnarrativ og -grundlag, mens det samtidig kun har en begrænset effekt på den overordnede sikkerhed, idet terrorister vil tilpasse sig og undgå svært bevogtede mål. Desuden kan det politisk set være svært at nedskalere den militære tilstedeværelse, så længe terrortruslen er til stede, hvorfor militærets rolle i samfundssikkerheden, som måske indledningsvis betegnes som midlertidig, reelt ingen slutdato får.

Det bringer os videre til den næstsidste problematik, som adresserer det såkaldte ”mission creep”, hvor militærets rolle trin for trin udvides til at omfatte stadig flere områder af samfundssikkerheden – for eksempel ved først at varetage punktbevogtning og grænsekontrol, dernæst opløbskontrol og i sidste ende endda daglig patruljering. En sådan udvikling er potentielt problematisk, fordi den risikerer at træde i stedet for investeringer i veletablerede civile institutioner såsom det danske enhedspoliti eller samarbejde med for eksempel private vagtselskaber, som eventuelt kunne håndtere truslerne på mere hensigtsmæssig vis.

Men måske vigtigst af alt kan man kritisere det stadig tættere forhold mellem militær og politi for i værste fald at svække værnet om menneskerettighederne og underminere den demokratiske kontrol med militæret. Der er helt grundlæggende forskelle i kultur, normer, uddannelse og opgaver hos politi og militær. For eksempel er der en vigtig forskel på militærets træning i anvendelse af maksimal magt til nedkæmpelse af en fjende over for politiets træningsfokus på brug af minimal magt for at beskytte borgerne mest muligt. Militæret kan derfor ikke forventes at udvise det samme hensyn til borgernes grundlovsmæssige rettigheder og til at begrænse deres magtanvendelse som politiet. Disse to modsatrettede indstillinger er bekymrende, fordi en styrket militær rolle i samfundssikkerheden kunne true borgernes rettigheder. Derudover risikerer en udbygning af militærets rolle at underminere den demokratiske kontrol med de væbnede styrker. Med afsæt i historien lyder argumentet, at militærets rolle i nationale sikkerhedsopgaver typisk har ført til politisering, politisk indblanding og brud på menneskerettigheder, i hvert fald i en række ikke-vestlige lande og ikke-modne demokratier. Den øgede involvering og afhængighed af militær støtte i nationale sikkerhedsopgaver kan, ifølge dette argument, gradvist rykke på hele magtbalancen mellem civile og militære myndigheder.

Den offentlige debat om den stadig mere uklare grænse mellem militær og politi har ikke været lige så udtalt i Danmark som i andre dele af verden. Forklaringen må findes i den høje grad af tillid til forsvar, politi og offentlige institutioner generelt samt et (efter ændringen af Politiloven) solidt lovgrundlag. Men diskussionen om forholdet mellem militær og politi er ikke desto mindre relevant og nødvendig – også i Danmark. Med soldater i gaderne uden slutdato er det vigtigt at forholde sig til de potentielle risici, der kan være i et tættere forhold mellem politi og militær adskilt af stadig mere uklare grænser. ■

 

Med soldater i gaderne uden slutdato er det vigtigt at forholde sig til de potentielle risici, der kan være i et tættere forhold mellem politi og militær adskilt af stadig mere uklare grænser
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden