14.09.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I dag er det grundlæggende ikke muligt for os at leve et bæredygtigt liv. Økonomien og teknologien bestemmer, hvordan vi frembringer fødevarer og dermed overlever. Vi er afhængige af den økonomi og det madssystem, der smadrer planeten. Det er dette paradoks, klimakampen er filtret ind i, og som nødvendiggør en kamp ud af selve økonomiens greb om natur, landbrug og mennesker.

Kommentar af Eskil Andreas Halberg

Klimakrisen er præget af en sær optimisme. Finder vi blot de rigtige tekniske løsninger kan vi overvinde den verserende klimakrise, lyder det. Vi ser det i klimahandlingsplanen og i klimapartnerskaberne, hvor en stor del angår “udviklingssporet”, der i store træk kan oversættes til troen på teknologiske løsninger. Så sent som i fredags understregede statsminister Mette Frederiksen teknologien som løsningen på klimakrisen. Problemet er dog, at klimakrisen grundlæggende bunder i den evindelige jagt på akkumulation af profit. Vores økonomi er lænket til vækst, konkurrence og forbrug. Dermed er klimakrisen langt mere omfattende, end hvad ny lovgivning, teknologiske løsninger eller ændrede vaner kan standse.

Det er derfor den kapitalistiske økonomi må bringes til standsning – intet mindre. Men hvis økonomien, der forsyner os med mad, standses, dør vi af sult. Vi er afhængige af den økonomi, der smadrer planeten. Det er dette paradoks, klimakampen er filtret ind i og det er det, klimabevægelsen må iværksætte strategier til at løse.

Vores mad er i dag – ligesom vores energiforsyning – lænket til den fossile økonomi på grund af den måde, hvorpå landbruget fungerer. For omkring 80 år siden brugte landbruget stort set ikke fossil energi: Ikke maskiner, pesticider eller kunstgødning. Og mad blev i langt højere grad produceret til lokalt forbrug. Udviklingen er gået enormt hurtigt siden Anden Verdenskrig, og har været årsag til en næsten total transformation, hvor de store industrilandbrug har intensiveret dyrkningen.

Det er baggrunden for, at vi i dag har en situation hvor op mod en tredjedel af alle fødevarer i verden, ifølge FN’s organisation for mad og landbrug, bliver smidt direkte i skraldespanden, uden at hverken dyr eller mennesker får glæde af dem. Og det har kun kunnet lade sig gøre ved at tilføre fossil energi udefra, eftersom vi i dag ganske enkelt laver mad af olie og naturgas – med en produktionsform, som miljøhistoriker Jason W. Moore i sin bog Capitalism in the web of life kalder ’petro-farming’. Den globale konkurrence gør nemlig landbruget ude af stand til at vente på, at jorden restitueres efter intens dyrkning. For at lave mad i dag tilfører de store landbrug derfor i stedet store mængder brændstof, kunstgødning, pesticider og mange andre inputs, der alle er tilvejebragt af store mængder fossil energi, altså ’petro-farming’.

 

Vores mad er i dag – ligesom vores energiforsyning – lænket til den fossile økonomi på grund af den måde, hvorpå landbruget fungerer. For omkring 80 år siden brugte landbruget stort set ikke fossil energi: Ikke maskiner, pesticider eller kunstgødning
_______

 

Det fossile landbrug
Allerede ved indgangen til det 20. århundrede var der stigende global konkurrence på fødevareområdet. Det var fx konkurrencen fra USA og Ukraine, der dengang gjorde det nødvendigt at omlægge danske landbrug til animalsk produktion. På grund af konkurrencen steg det innovative pres i landbrugssektoren med især to altafgørende teknologier efter Marshall-hjælpen i 1950’erne: Traktoren og kunstgødningen. Ved indførelsen af Ferguson-traktoren fra USA kunne man slippe for at producere foder til hestene og i stedet købe diesel. Det frigjorte areal fra hestefoder kunne bruges til at øge produktionen og dermed det økonomiske udbytte. Det fremstår som en enorm gevinst for landbruget. Men den er betalt ved at lænke sig til den fossile økonomi.

Det samme skete med opfindelsen af kunstgødning. Indtil mellemkrigstiden var man på evig jagt efter kvælstof til sine marker. Da man fandt ud af, hvordan man kunne fiksere kvælstof fra luften og proppe det ned i jorden til planterne, var det intet mindre end en revolution. Da slap man for at samle kompost, gylle og tang, for at så bælgfrugter eller hente latrinspande fra de store byer. Det var en enorm arbejdskraftreducerende teknologisk innovation. Men som med indførelsen af dieselmaskiner i landbruget, er fremstillingen kunstgødning også fossil (naturgas). Igen lænkede man sig til den fossile økonomi.

Vi kan ikke klandre de enkelte landmænd for denne proces, for de har alle været ofre for den globale konkurrence. De var tvunget til at finde innovative fordele og omlægge til de teknologier, der gav højst udbytte for mindste kapitalinvestering. I landbrugssektoren kalder man den globale konkurrence for “strukturudviklingen”. Begrebet henviser til den globale konkurrence på fødevarer, der presser landbrug over alt i verden, også i Danmark, til sammenlægninger, storskalaproduktion, ensartet stordrift og teknologiske ændringer. Den opskruede konkurrence tvinger alle landbrug til at producere mere og mere mad i større og større anlæg, der er så meget desto mere energikrævende.

Processen er så omfattende, at landbrugsindustrien i dag ikke bare overudnytter naturen og udleder eksorbitante mængder drivhusgasser, ikke mindst fra den voksende kødindustri. Nej, det innovative pres i landbrugssektoren betyder at man ikke længere blot undertvinger naturen sine store anlæg af rektangulære marker og kødfabrikker. Man er begyndt at lave sin egen natur –skabt i profittens billede.

 

Efterhånden er man tæt på at kunne have landbrug uden årstider: Det seneste nye er ’vertikalt landbrug’, hvor maden gror i etager i aflukkede rum. Med denne sære produktionsform har man droppet den åbne himmel og i stedet købt sig til vandet og lyset
_______

 

Grisen med ekstra ribben
Landbrugskapitalen har ved mange årtiers intens avl skabt sin egen natur. Den danske landbrugsindustri fremavlede allerede for mange år siden den verdenskendte ’hvid dansk landrace’ (også kaldet Baconsvinet), der var den mest almindelige type fra 1940-70. Det var en gris, der var længere, med ekstra ribben, så den gav tilsvarende mere bacon. Der blev grinet meget af daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, da han i DR2’s ”Debatten” kom for skade at sige at en rapsmark var natur. Mange var uenige: Marker er planlagte og ensartede, uden nogen biodiversitet.

Men måske havde han ret. Vores samfund er så forarmet af den kapitalistiske madproduktion, at naturen findes som resultat af kapitalens bestræbelser. Ikke nok med at vi selv er afhængige af den kapitalistiske og fossile madøkonomi – hvis vi ikke spiser, dør vi – selv naturen er i dag underordnet kapitalen, som har genskabt den i sit eget billede. Tænk på æglæggende høns, indespærrede mink der ville dør i den fri natur, deforme køer, hurtigt voksende kyllinger osv.

Indtil for nylig har landbruget været dybt afhængigt af naturens luner. Regn og sol, kulde og varme og jordens frugtbarhed er det svært at have afgørende indflydelse på, og landbrug forudsætter derfor at naturen arter sig på en bestemt måde og gennemløber nogle naturprocesser i den rigtige rækkefølge. Det er det, vi kalder for årstider. Landbrug har i årtusinder handlet om at kende årstiderne, at planlægge i overensstemmelse med dem – og så at håbe på det bedste.

Denne accept af årstiderne og risikoen ved at dyrke jorden, har kapitalistisk landbrugsproduktion forsøgt at komme til livs, fordi risici er besværligt for kapitalakkumulation. Og efterhånden er man tæt på at kunne have landbrug uden årstider: Det seneste nye er ’vertikalt landbrug’, hvor maden gror i etager i aflukkede rum. Med denne sære produktionsform har man droppet den åbne himmel og i stedet købt sig til vandet og lyset. Så slipper man for de utilregnelige årstider og dermed risikoen for at investeringerne mistes ved tørke eller oversvømmelser.

’Vertikalt landbrug’ er et eksempel på, hvordan kapitalistisk landbrugsproduktion ved enorme investeringer i lukkede anlæg forsøger at afvikle årstiderne til fordel for stopuret. Landbrugskapitalen vil hellere betale for regnen og lyset, der hidtil altid har været gratis for at kunne indstifte en fabrikstid uden naturens usikkerhed. Og vertikalt landbrug er et forvarsel om, hvordan “smart-farming” vil gøre madproduktionen til et stadig mere kapitaltungt erhverv, mens alle os andre kun har adgang til mad gennem supermarkedet.

 

Kampen for en anden verden uden biosfærisk nedsmeltning, er derfor en kamp mod de strukturelle økonomiske betingelser, som vi er underlagt. Kampen består derfor også i at kunne frembringe betingelserne for en anden levemåde. En ny jord, en anden verden
_______

 

Vi kan ikke leve økologisk i dag
I dag er det grundlæggende ikke muligt for os at leve et bæredygtigt liv, hvor vi genopbygger den ødelagte jord, imens vi får noget ordentligt mad at spise. Økonomien og teknologien bestemmer, hvordan vi frembringer fødevarer og dermed overlever. Kampen for aflysningen af den globale overophedning er dermed en kamp ud af selve økonomiens greb om natur og mennesker. Vi kan i dag ikke købe de rette varer og dermed ikke leve det rene, økologiske liv. Så dør vi af sult. Vi kan ikke købe os ud af klimakrisen. Vi må slås.

Kampen for en anden verden uden biosfærisk nedsmeltning, er derfor en kamp mod de strukturelle økonomiske betingelser, som vi er underlagt. Kampen består derfor også i at kunne frembringe betingelserne for en anden levemåde. En ny jord, en anden verden. Samfundet skal ændres før vi kan leve anderledes, fordi vi er afhængige af det madsystem, som samtidig smadrer planeten. Og omvendt kan vi ikke vente på politikerne. Vi må i gang med at genopbygge naturen og forståelsen af, hvordan vi laver mad uafhængig af den fossile økonomi, sideløbende med at vi blokerer økonomien. Altså dyrke jorden og kæmpe på samme tid. Vi kan ikke købe os ud af problemerne, vi må skabe en ny verden, og en ny måde at dyrke jorden.

Men heldigvis findes der i dag en fornyet interesse for landbrug og madpolitik, der i stigende grad er forbundet direkte til kampe mod den kapitalistiske økonomi. De såkaldte ’fællesskabsbaserede landbrug’ er et eksempel herpå – her eksperimenterer man med mindre og mere skånsomme jordbrug uden store maskiner og accepterer naturens luner, mens man fordeler risikoen blandt producenter og forbrugere. Forbrugere køber årets høst, inden den er sået, og deler således risiko med de små jordbrug. Det skaber en lille men mere holdbar model, hvor landmænd og forbrugere altså finder sammen i politiske fællesskaber, der kan genopbygge vores jord.

Sideløbende med dette er der en stigende interesse for direkte aktion mod de kapitaltunge angreb i det åbne land, fx kampagner mod svinefabrikker og fossile gasanlæg. De to ting – en ny form for landbrug og direkte aktion – er hinandens forudsætninger, hvis vi skal undgå den biosfæriske nedsmeltning, som er i gang. Det er med andre ord ikke nok at ændre lovgivning eller forbrugsvaner, hvis vi skal standse den globale overophedning. Vi må angribe de grundlæggende økonomiske strukturer og skabe en ny natur. Vi må slås og dyrke jorden på nye måder – samtidig. ■

 

Processen er så omfattende, at landbrugsindustrien i dag ikke bare overudnytter naturen og udleder eksorbitante mængder drivhusgasser, ikke mindst fra den voksende kødindustri. Nej, det innovative pres i landbrugssektoren betyder at man ikke længere blot undertvinger naturen sine store anlæg af rektangulære marker og kødfabrikker. Man er begyndt at lave sin egen natur –skabt i profittens billede
_______

 

Eskil Halberg (f.1983) er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet. Han har netop skrevet bogen ”Madpakker til revolutionen” (2020). I den argumenteres der for, at kapitalen har taget kontrol over maden til skade for klimaet og alt levende, og vi derfor står i en livsnødvendig kamp for at skabe en anden økologi. ILLUSTRATION: Landmand kører gylle på sine marker ved Lemvig [Foto: Morten Stricker / Midtjyske Medier / Ritzau Scanpix]