22.02.2020

Trumps plan for fred mellem Israel og palæstinenserne er et underliggende tema ved Israels forestående valg. En hårdt presset Netanyahu vil bruge planen til at underminere oppositionen og forlænge sin politiske karriere. Det kan han delvist få held med, men han vil næppe formå at danne en ny regering.

Analyse af Erik Jessen

Den har været genstand for talrige rygter, spekulationer og udsættelser. Mange tvivlede endda på, at den nogensinde ville se dagens lys. Men den 28. januar skete det så alligevel: Trumps længe-ventede plan for fred mellem Israel og palæstinenserne blev åbenbaret for offentligheden.

Den israelske højrefløj jubler, mens palæstinenserne har udtrykt stærk modstand. Planen lægger bl.a. op til israelsk annektering af bosættelser og Jordandalen på Vestbredden allerede inden begyndelsen på en eventuel forhandling om en to-statsløsning. Til genfæld skal Israel under sådanne forhandlinger bl.a. afholde sig fra bygge nye bosættelser eller udvide eksisterende bosættelser i de områder, som er tiltænkt at skulle være en del af et fremtidigt Palæstina (herunder 60-70 pct. af Vestbredden, Gazastriben og visse områder langs grænsen til Egypten).

For Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kommer planen på det bedst tænkelige tidspunkt. Israel befinder sig nemlig i en politisk krise, og den 2. marts går israelerne til det tredje parlamentsvalg på under et år. Samtidig står Netanyahu tiltalt for korruption og kæmper en indædt kamp for sin politiske fremtid. Såfremt han taber valget, er karrieren efter alt at dømme slut. Vinder han derimod retten til at danne en ny regering, har han muligvis stadig en chance. Hvis det projekt skal lykkes, har han dog brug for at bryde den fastlåste politiske situation. Her kommer Trump-planen ind i billedet og tvinger Netanyahus rivaler i defensiven.

REGERINGSDANNELSEN ER LÅST fast af to politiske blokke, der nægter at bøje sig for hinanden: På den ene side står Netanyahus parti, Likud, og dets alliance af højreorienterede, national-religiøse og ultra-ortodokse partier. På den anden side står den tidligere hærchef Benny Gantz’ centrumhøjre-parti Kahol Lavan (Blå og Hvid) i spidsen for en skrøbelig koalition, der rækker ud på venstrefløjen.

 

Derfor tvinger Trump-planen Gantz ud i en yderst vanskelig balancegang: Er han vævende i sin støtte til planen, kan han potentielt miste støtte fra centrumhøjre-vælgere
_______

 

De seneste målinger peger på, at Netanyahu og hans støtter ligger til 53-56 ud af i alt 120 sæder i Israels parlament, Knesset. Gantz’ blok står til 57-59. Dermed har begge kandidater et stykke op til de 61 mandater, der giver flertal. Bag Gantz’ tilsyneladende flotte tal gemmer sig dog en stor udfordring: Hans såkaldte ’blok’ er nemlig sammensat af meget forskellige grupper, der primært er forenet af deres fælles ønske om at vælte Netanyahu.

Den omfatter bl.a. højreorienterede, som er utilfredse med Netanyahu, det socialdemokratiske Arbejderpartiet og Meretz, der har rødder i venstrefløjens bevægelse for fred med palæstinenserne. Sidst men ikke mindst er han dybt afhængig af Den Fælles Liste, der består af partier med base blandt Israels arabiske borgere. Trækker man deres støtte fra, skrumper hans blok med 13-15 mandater.

Derfor tvinger Trump-planen Gantz ud i en yderst vanskelig balancegang: Er han vævende i sin støtte til planen, kan han potentielt miste støtte fra centrumhøjre-vælgere. Bakker han op om planen, risikerer han derimod at vække vrede blandt nogle af sine venstreorienterede oppositionsfæller og specielt blandt de arabiske israelere. Gantz har valgt den sidste mulighed. Han har erklæret, at han vil implementere Trump-planen i koordination med andre lande i regionen. Samtidig har han slået fast, at Den Fælles Liste ikke vil få plads i en eventuel regering under hans ledelse, og at han ”ikke har brug for deres støtte”. Dermed ser det ud til, at en koalition med venstrefløjen er udelukket.

I DEN MODSATTE ENDE af det politiske spektrum findes en anden interessant faktor: bosætterne. For hvordan forholder de sig egentlig til Trump-planen? Man kunne let fristes til at tro, at de ville være ellevilde med udsigten til potentiel israelsk annektering af områder på Vestbredden. Det er de langt hen ad vejen også, men billedet er ikke entydigt. For hvis planen implementeres, opstår der samtidig en anerkendt palæstinensisk stat med fuld diplomatisk status. Dermed brister mange bosætteres drøm om ét forenet Israel, der strækker sig over det bibelske land på Vestbredden.

Læg hertil, at bosætterne allerede i dag lever i en virkelighed, hvor de modtager offentlige services fra den israelske stat og er underlagt israelsk lov. Derfor finder ideologisk-motiverede bosættere Trump-planen svær at sluge i sin helhed. Den vil indebære, at de skal give afkald på deres drøm. Samtidig er det svært at se, at de rent praktisk vil vinde noget, som de ikke allerede har.

Mange af dem bakker dog op om israelsk annektering af landområder på kort sigt. Det gør de i forventning om, at den palæstinensiske del af planen aldrig bliver realiseret. Trumps svigersøn, Jared Kushner, har dog blokeret for, at annektering kan finde sted inden det israelske valg. Ifølge ham er der brug for en forudgående kortlægning af de berørte landområder i en amerikansk-israelsk komité.

 

Ikke desto mindre har Netanyahu formået at fange Benny Gantz i en sindrig fælde. For uden de arabiske israelere på sin side har Gantz næppe andre muligheder end at gå til Netanyahus Likud, hvis det skal lykkes ham at danne regering
_______

 

Den udmelding er problematisk for Netanyahu. Han havde nemlig håbet, at han kunne vinde flere vælgere til sin blok ved at stille dem i udsigt, at Israel ville påbegynde annekteringen allerede inden valget. I stedet peger meningsmålingerne nu på, at støtten fra vælgerne stort set er uændret. Ikke desto mindre har Netanyahu formået at fange Benny Gantz i en sindrig fælde. For uden de arabiske israelere på sin side har Gantz næppe andre muligheder end at gå til Netanyahus Likud, hvis det skal lykkes ham at danne regering.

GANTZ SER DERFOR ud til at være sat skakmat af Trump-planen. Han kan nu sætte sin lid til tre usikre faktorer: Den første er, at Likud mister tålmodigheden med Netanyahu, hvis regeringsdannelsen igen går i hårdknude. Det er dog svært at se, hvordan nogen kandidat i partiet vil kunne samle den fornødne støtte til at vælte ham. Så sent som i december vandt Netanyahu et internt opgør om formandsposten med hele 72 pct. af stemmerne.

Den anden mulighed er, at de ultraortodokse partier tilslutter sig Gantz af frygt for, at der ellers ikke kan vedtages en ny finanslov. Uden den vil pengene til de religiøse yeshiva-skoler muligvis slippe op til sommer. Omvendt vil de nødig samarbejde med Gantz’ fremtrædende partifælle Yair Lapid, som de har et betændt forhold til. Den tredje mulighed er et indgreb fra Israels højesteret. Retten har indtil videre afvist at forholde sig til, hvorvidt en korruptionstiltalt premierminister må danne en ny regering, men den vil med al sandsynlighed være nødt til at træffe en afgørelse efter valget.

Den sidste faktor ligner Gantz’ eneste reelle mulighed for at slippe af med Netanyahu på kort sigt. Hvis den ikke indtræffer, må Gantz spørge sig selv, om det er tid til at erkende, at han ikke kan støde sin rival fra magten. I så fald kan der potentielt laves en aftale om at dele premierministerposten, så Netanyahu og Gantz hver sidder en halv embedsperiode. På den måde kan Netanyahu købe sig tid og forlænge sin politiske karriere.

Dermed ville Gantz dog forråde sit løfte til vælgerne om ikke at danne regering med korruptionstiltalte Netanyahu. Et andet springende punkt er, hvordan man garanterer, at den kandidat, der først sidder på embedet, rent faktisk overdrager tøjlerne efter en halv periode i stedet for at udskrive nyvalg og forråde modparten.

Derfor vil Gantz fastholde, at han skal sidde som premierminister først, da Blå og Hvid sandsynligvis forbliver Israels største parti. Netanyahu vil argumentere for sin ret til at sidde først, fordi flere medlemmer af parlamentet vil pege på ham som deres fortrukne leder. Af denne årsag er det langt fra umuligt, at Israel ender i et fjerde valg. I så fald vil Netanyahus operation kun delvist være lykkedes: Han vil have udspillet sin værste rival. Men der skal mere til at genvinde regeringsmagten. ■

 

Såfremt [Netanyahu] taber valget, er karrieren efter alt at dømme slut. Vinder han derimod retten til at danne en ny regering, har han muligvis stadig en chance. Hvis det projekt skal lykkes, har han dog brug for at bryde den fastlåste politiske situation. Her kommer Trump-planen ind i billedet og tvinger Netanyahus rivaler i defensiven
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig