19.07.2020

Konflikten mellem USA og den frie verden på den ene side og Kina på den anden er den vigtigste i det 21. århundrede. Uanset USA’s fejl og mangler må der aldrig herske tvivl om, hvor Danmark står.

Opinion af Erik Boel

KINA ER FORTSAT ET BRUTALT, KOMMUNISTISK ETPARTISYSTEM. Og ikke siden Mao Zedong har Kina været så autoritært ledet som i dag under Kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping. Eksemplerne står i kø – tag Hong Kong, hvor Kina undertrykker unge menneskers kamp for frihed og demokrati. Aftalen om ”ét land, to systemer”, har Kina blæst en lang march. Kina har ingen fri presse, ikke frie valg og retsstaten og uafhængige domstole er aldeles fraværende. Landet er i dag ikke tættere på demokrati end i 1989, hvor Kommunistpartiet gennemførte massakren på Tiananmen (Den Himmelske Freds Plads).Samtidig fører Kina en slags økonomisk blitzkrig mod de liberale demokratier i Vesten.

Telegiganten Huawei er forhippet på at få en aftale om det super hurtige 5G-netværk i Danmark på plads. Firmaets danske vicedirektør, Xukun Ji, er gift med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. Han har i offentligheden set passivt til, mens hun i denne sag har skrevet til hans tidligere ministersekretær – nu departementschef i Udenrigsministeriet – og sidste år arrangerede et møde på Christiansborg mellem Huaweis direktør og den konservative politiker Naser Khader, da han var formand for forsvarsudvalget, jf. Berlingske for den 15. juli 2020. Der er tale et spil på personlige relationer og dertil et utidigt pres på en tidligere underordnet og partifælle til Stig Møller. Statsministerens fornuftige melding her i foråret om, at 5G-netværk ikke må modarbejde danske sikkerhedspolitiske interesser, har Xukun Ji kaldt ”ekstrem”.

Fru Xukun Jis ageren i Huawei-sagen er blot et eksempel på Kinas manipulerende optræden. Huawei har tidligere skrevet mere eller mindre truende mails til både daværende statsminister Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, se Berlingske 15. juli 2020 Budskabet er klart: ingen 5G-aftale – ingen kinesiske investeringer til Danmark. Glemt er heller ikke den kinesiske ambassadørs pres på Færøerne til fordel for Huawei.

Når Danmark giver Huawei den kolde skulder, skyldes det frygt for spionage af både økonomisk og militær art. Risikoen er, at de kinesiske magthavere kan tvinge Huawei til at overvåge, manipulere og slukke for kritisk infrastruktur i de lande, hvor de er installeret. I realiteten er virksomheden den kinesiske stats forlængede arm: Canada arresterede i slutningen af 2018 Huaweis ”Chief Financial Officer”, Meng Wanzhou, mistænkt for at have brudt Iran-sanktionerne. Nogle dage senere tog Kina som gengældelse to canadiere som gidsler – disse sidder fortsat fængslet i Kina.´

 

I realiteten er virksomheden Huawei den kinesiske stats forlængede arm
_______

 

HVIS DANMARK ENDER MED AT UDELUKKE HUAWEI fra at udvikle 5G-netværk her i landet, kommer vi i godt selskab: USA, Australien, New Zealand og Japan har tidligere afvist telegiganten. For nogle dage siden fulgte Storbritannien trop.

Lige så velbegrundet Statsministerens Huawei-statement er, lige så bedrøvelig er Danmarks Kina-politik i øvrigt. Eller rettere: Vi har ikke en Kina-politik. Vi er risikoangste, driver for vinden og mangler en klar udenrigspolitisk profil og strategi.

Så snart menneskerettighederne i Kina kommer på dagsordenen, taler de ansvarlige ministre sort eller går i flyverskjul. Statsministeren er den, der i en åbenhjertig udtalelse er kommet nærmest en formulering af den danske politik, da hun kommenterede på de unge menneskers kamp for frihed i Hong Kong: ”Jeg synes ikke, det er en dansk regerings opgave at være part i en konflikt, der ikke vedrører os, og det gælder også andre steder”. Kort sagt: Vi blander os udenom.

Indrømmet; det er heller ikke nemt. Kina er med 1,4 mia. mennesker og klodens næststørste økonomi en global spiller, efterhånden også politisk og i stigende grad militært. Misforstå mig heller ikke: Naturligvis har Danmark en interesse i et fornuftigt forhold til Kina. Politikerne bør åbent sige, at der ikke mindst for et lille land er begrænsninger på vore muligheder for at forfølge hensynet til menneskerettighederne. Det være sig forsyningsmæssigt, sikkerhedspolitisk eller ud fra eksportinteresser. Det vil befolkningen udmærket kunne forstå: Kina er en økonomisk supermagt og dansk erhvervsliv vil naturligvis gerne have adgang til det enorme og voksende kinesiske marked.

 

Så snart menneskerettighederne i Kina kommer på dagsordenen, taler de ansvarlige ministre sort eller går i flyverskjul
_______

 

MEN VI MÅ SAMTIDIG FASTHOLDE, at der trods alt er et spillerum for en selvstændig dansk stillingtagen i kampen for menneskerettighederne. Vi skal ikke bare bukke og skrabe for kineserne.

Naturligvis vil et sådant engagement vække irritation i Beijing. Ligesom en aktiv dansk nedrustningspolitik under den kolde krig eller den danske regerings og folketingsflertallets støtte til kampen mod apartheid vakte irritation i sin tid – i øvrigt også blandt nære allierede. Glem ikke, at regeringens fedtspillen i forhold til kinesiske afpresning, undertrykkelse og manipulation også har en pris. Først og fremmest, at vi svigter vore egne værdier om demokrati, frihed og respekt for menneskerettigheder.

Det er oplagt at forfølge en Kina-politik i tæt samspil med vore allierede i EU. Det klassiske argument er, at det så bliver sværere for Kina at spille EU-landene ud mod hinanden, og at Kina-politikken selvsagt får større vægt, hvis vi i EU taler med én stemme. Men risikoen er, at Danmark gemmer sig bag forsøgene på at udvikle en fælles EU-position. Og at politikken bliver farve- og initiativløs, hvis det er den mindste fællesnævner i EU, der udstikker kursen. Dog: Hvis vi skal rykke i forhold til Kina sammen med de øvrige EU-lande, er forudsætningen, at vi tænker offensivt. I dag tænker vi udelukkende reaktivt. Danmark har interesser at varetage i forhold til Kina. Men uden en klar dansk udenrigspolitisk profil bliver det svært at engagere de øvrige EU-lande. Det er også en mulighed, at Danmark allierer sig med like-minded lande, der ikke nødvendigvis er medlemmer af EU i bestræbelserne for menneskerettighederne. Afhængigt af den konkrete dagsorden kunne det netop være USA, Canada, UK, Australien, New Zealand.

Men Danmark bør også selv spille på banen, fx i forhold til den kamp, der lige nu foregår i Hong Kong: Hvorfor modtager regeringen fx ikke repræsentanter for byens frihedskæmpere? Det ville være et vigtigt skulderklap til demonstranterne.

Først og sidst må vi i dialogen med kineserne insistere på fri og fair konkurrence, fri handel og fri udveksling af ideer. Og afvise kinesiske forsøg på aggressivt og ved orkestrerede kampagner på samfundsplan at sætte sig på ”the commanding heights” i den globale økonomi. ■

 

Risikoen er, at Danmark gemmer sig bag forsøgene på at udvikle en fælles EU-position. Og at politikken bliver farve- og initiativløs, hvis det er den mindste fællesnævner i EU, der udstikker
_______

 

Erik Boel (f. 1953) var landsformand for Europabevægelsen (2001-13). Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for henholdsvis Krogerup Højskole og Europahøjskolen på Kalø. Som ansat i Udenrigsministeriet var han udsendt til Zimbabwe og Sydafrika. Boels speciale som adjunkt på Statskundskab ved Aarhus Universitet var dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Siden 2013 konsulent ved Center for War Studies ved SDU. ILLUSTRATION: Militærparade 30. juli 2017 i anledning af 90-året for grundlæggelsen af Folkets Befrielseshær, under tilstedeværelsew af præsident Xi Jinping på Zhurihe-basen i Indre Mongoliet [foto: Xinhua/Li Gang/POLARIS/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden